En uventet hændelse

[Hugubert af Morgis]

Efterhånden var Hugubert og Laudine af Morgis forhold til hinanden blevet en del bedre, han følte ikke længere hun hadede ham så meget som hun havde gjort oprindeligt. Sandt nok, han opførte sig måske også bedre, men det var ikke en bevidst handling fra hans side, han var blot langsomt blevet en gladere mand og følte sig ikke længere så tynget af livet som han havde gjort tidligere.

Han var tilmed taget på besøg hos en familie, blot fordi han havde hørt hun ville være der og han havde som det første spurgt ind til hvordan hun havde haft det, siden hun tog afsted fra hans hjem for et par måneder siden.

Om aftenen ankom der dog et bud, der havde redet så hurtigt at han havde sved på panden da han dukkede op. Det skabte en del tumult blandt sammenkomsten og da brevet blev afleveret til Laudine, så Hugubert nysgerrigt efter hende da hun gik ud af lokalet for at læse brevet et sted hvor der var mere lys.

Efter noget tid, forlod Hugubert selskabet og forsøgte at se om han kunne finde hende, uden at vide at brevet indhold information om at en af hendes kusiner var løbet væk med hendes families skrædder. Da  han gik forbi et af de små biblioteker, lagde han mærke til at der kom lys ud af dørsprækken og hans blik faldt på den rødhårede skikkelse, mens han åbnede døren lidt mere op.
"Er alt i orden?" Spurgte han og så afventende på hende, uden at træde helt ind i lokalet, hvis hun nu ikke ønskede selskab.

[Laudine af Morgis]

Laudine ville aldrig have troet det, men hun var endt med at få en kær ven i Hugubert og hun var glad for at se ham, da han uventet ankom. Glæden var dog kortvarig og hun var allerede foruroliget, da hun tog mod brevet fra buddet. Valget om at gå for sig selv var fornuftigt, for hun var ikke forberedt på chokket og stod med hånden for munden, da hun hørte den velkendte stemme i døren.

Blikket, der gled op, var en anelse blankt og der var et udpræget udtryk af ulykke på hendes ansigt. "Nej," svarede hun og rystede på hovedet. Uden at vide, hvordan hun skulle sætte ord på det. "Det er..."

[Hugubert af Morgis]

Da hun ikke bad ham om at gå, trådte han indenfor og så på hende med et alvorligt ansigtsudtryk. Han havde håbet det ikke var så slemt, men hendes udtryk sagde alting. Han vidste ikke hvad der var sket, men hvis der var noget han kunne gøre, så ville han vide det.

"Hvad er der sket? Er der noget jeg kan gøre?" Spurgte han og trådte et skridt tættere på hende, normalt ville han have forsøgt at lægge en arm om en ven der havde det svært, men han ville ikke gøre noget der fik hende til at føle sig utilpas.

[Laudine af Morgis]

Det var en skandale og Laudine mærkede vægten af den på sine skuldre. Mærkede, hvordan det ville ramme hendes familie, hendes søster, hende selv. Blikket gled op til Hugubert og hun så hans bekymring. For et halvt år siden havde hun end ikke overvejet at indvie ham i det.

Nu rakte hun brevet frem mod ham, så han selv kunne læse. Og foldede armene over kors, bekymret, mens han gjorde.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert tøvede ikke med at tage imod brevet og læste det med det samme, mens hans blik blev alvorligt. Han kiggede på Laudine og sukkede let.
"Det er alvorligt." Bemærkede han og rakte hende brevet tilbage. De havde før skændtes om denne skrædder og nu stod de i denne situation, han blev nødt til at handle, for Laudines skyld.
"Tror du der er en mulighed for, at han vil gifte sig med hende?" Spurgte han, selvom de begge kendte svaret.

[Laudine af Morgis]

Laudine følte sig dum. Hugubert havde advaret hende, men hun havde ikke troet på ham og nu betalte hun prisen for sin naitivitet. Hun havde en kvalm smag i munden og så på Hugubert med et modfaldent udtryk.

"Du kender ham tydeligvis bedre end jeg," svarede hun, men i det lå også svaret. "Hvad er hans formål med det her?"

[Hugubert af Morgis]

"Nogle mennesker tænker ikke over konsekvenserne af deres handlinger, kun hvordan andre mennesker kan indfri et mørkt ønske de har indeni." Hans blik var alvorligt, han havde ikke lyst til at sige hvad han tænkte om situationen. Højst sandsynligt, ville skrædderen aldrig gifte sig med hende - ved mindre... Der var måske en løsning, men den ville kræve meget af ham. Hvis han ikke gjorde det, ville Laudine's liv dog for evigt være ødelagt og han følte han havde en del af skylden, ved at gøre manden til skrædder.
"Det kan udvikle sig til en skandale. Jeg bliver nødt til at gå." Han rakte hende brevet tilbage og smilede flygtigt til hende, men blev stående et øjeblik bare for at se om hun var okay.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde ingen mulighed for at løse problemet selv og hun følte sig nyttesløs, som hun så op på Hugubert. Hans ord kom som en overraskelse for hende og hun fandt en pludselig trang til at bede ham om at blive.

"Hugubert," sagde hun i stedet og så op på ham under let sammentrukne bryn. "Tak. For at være mig en god ven. Jeg beklager, at jeg involverede dig i det her."

[Hugubert af Morgis]

"Det gør intet, jeg er sikker på det nok skal gå." Han turde ikke reelt give hende falske forhåbninger, skrædderen var svær at håndtere og han ville måske ikke tage imod hans forslag. Derfor sagde han intet om det, endnu.
"Farvel, Laudine." Han gav hendes hånd et hurtigt klem og vendte sig så derefter om og forlod lokalet, fast besluttet på at finde denne skandaløse mand og forsøge at få ham til at gøre det rigtige.

Forlader tråd, men gerne reaktion!

[Laudine af Morgis]

Laudine vidste ikke, hvad Hugubert tog afsted for at gøre. Hun stod blot råvildt tilbage og ville ønske, at han var blevet lidt. Det var dog egoistisk at tænke og hun skød det fra sig.

Til gengæld undskyldte hun sig også fra selskabet og fortrak til sit kammer. Hvad ville der ske nu? Hvordan ville det påvirke dem alle?

Lukket