Tveæggede tvister

[Helene af Suilleaux]

Suilleaux, år 853

Med Roger (Helene af Suilleaux ), Renard (Mirielis af Lemaux ) og Lancelin af Suilleaux

Roger var på tærsklen til at fylde ti år, da en universel sandhed begyndte at krakelere for ham. Han havde altid troet, at det var hugget ind i sten, som årstallet på borgen han var vokset op i, at han skulle være ridder, når han blev stor. Hans gave, der lænede mod elementmagi, kunne blive en del af hans riddererhverv og når han en dag i en fjern fremtid blev lensgreve ville den understøtte dét. Nu, et år før han skulle afsted til Levagny for at starte som page, havde hans første magiske underviser, en ung mand, der tjente hans far, fortalt om universitetet. Om haverne, som groede frodigere end noget andet sted, fordi de blev passet af jordmagikere. Om timerne i magiens historie, den praktiske undervisning og meditationen, der fik alt til at gå op i en højere enhed. Roger var optændt af en ild, som han aldrig havde mærket før, og han var ellers bestemt ikke ildmagiker. Den glødede i hans mave, fik hans hjerte til at hamre og fik ham endelig til at åbne munden en sommerdag, hvor han sad sammen med sin tvillingebror Renard og stirrede ud over vandet fra en klit tæt på lensborgen.

"Hvis du kunne vælge mellem alt i hele verden, hvad ville du så lave, når du blev stor?"

Måske kendte han svaret. Renard elskede at slås. Han var bedre end Roger i alt fysisk de nogensinde havde lavet. Han løb hurtigere, havde bedre reflekser, slog hårdere, var højere, bredere, mere aggressiv. Han var født til at være kriger, men han var ikke absolut sikret en plads som page, for han var jo, trods alt, ikke Suilleaux' arving, fordi han var født en halv time senere end Roger. Desværre.

[Mirielis af Lemaux]

Renard store vilde rødbrune krøller strittede ud til alle sider. Der var rynker ned over hans næse, som han koncentrerede sig på at få den store kæp han havde fundet til at blive spidst som et spyd. Den dolk han havde var harmløs i hans hænder, og var noget sløv; derfor var det lidt af et umuligt arbejde.

De brune øjne skinnede let, da han drejede hovedet og så på sin bror. "Jeg ville slås." Han skød brystet let frem før han løftede kæppen let frem. "Forsvare kronen, redde skønjomfruer i nød" det sidste blev sagt med et let smil, der trak en lille smule i den ene side.

"Og så ville jeg bestemme. Lige som far."

[Helene af Suilleaux]

Roger fulgte sin bror med blikket. Så fingrene glide over træet med kniven, der var for sløv og let kunne skade ham. Så gnisten i hans øjne, da han talte om kamp og magt. Han fugtede læberne og nikkede langsomt.

"Så du ville gerne være helt som fader? Men det betyder, at være Greve," pointerede han fornuftigt og lidt forsigtigt.

[Mirielis af Lemaux]

Renard kunne ofte gøre ting uden at tænke sig om, og selvom han øvede sig i at være mere rolig, kunne man se må måden han snittede på. at han også var utålmodig. Kæppen skulle være spids så han kunne nå og lege med den. Brynene rynkede sig lidt.

"Kan vi ikke deles om det? Så kan vi begge være Greve, men du tager dig af alt det kedelige" bemærkede han smart og smilte stort af sin egen idé.

[Helene af Suilleaux]

Roger lo over spørgsmålet fra sin mere impulsive tvilling og lod blikket glide ud over havet, der slog imod sandet længere ude og ville føre en helt til Odriara, hvis man havde en båd og kunne finde ud af at styre den.

"Jeg tror ikke det er sådan det fungerer," konstaterede han ærgerligt. "Og desuden har jeg ikke lyst til at tage mig af det kedelige. Du kan få det hele, hvis det betyder, at jeg kan få lov til at studere magi..."

[Mirielis af Lemaux]

Renards tunge slog let mod overlæben da han koncentrerede sig om et ordenligt snit. Da det ikke lykkes og kniven i stedet endte med at sidde fast, bandede han. "Ih.." mumlede han som dybe rynke viste sig på næseryggen endnu engang.

"Magi?" Han drejede hovedet, og holdte før første gang siden de havde sat sig, op med at kigge på sin kæp. "Kan man så godt blive Greve?" spurgte han og rykkede let på sig, så han kunne lægge en arm om sin bror.

"Vi laver bare reglerne om."

[Helene af Suilleaux]

Roger lo og lagde armen omkring Renard. Han synes det lød perfekt at lave reglerne om, men der var vist nok en, der kunne hjælpe med den del.

"Måske skal vi spørge fader, om du kan blive ridder i stedet for mig?"

[Mirielis af Lemaux]

Renard nikkede ivrigt. Han var sikker på at de sammen nok kunne få overtalt deres far om at det var bedst sådan. Desuden ville Roger blive en elendig ridder, men en meget mere dygtig magiker. Det var han sikker på.

"Og at vi kan hjælpe hinanden med at være Greve" svarede han og smilte.

[Helene af Suilleaux]

Roger var, desværre, ret sikker på at det ikke helt virkede sådan, men han håbede at han tog fejl og at de kunne gøre på den måde. Han ville ikke have noget imod at hjælpe til, bare han måtte få lov at blive magiker.

"Du siger det til fader, ikke?"

[Mirielis af Lemaux]

Renard kiggede på sin bror, han så en kende alvorlig ud, og nikkede efter et ganske kort stykke tid så endeligt. "Ja, det er nok bedst" svarede han og smilte derefter stort. De havde hver deres styrke, og selvom han nogen gange godt kunne mærke at det var svært at tale med deres far, så var han den bedste af de to brødre til at gøre det; til at turde, selvom risiko for afslag var stor.

"Til at starte med, at vi skal bytte plads. Ikke?"

[Helene af Suilleaux]

Roger nikkede. Til at starte med. Det var nok bedst at begynde med en ting, selvom de hang lidt sammen. Så kunne man altid forklare videre senere.

"Tror du vi kan gøre det nu? Fader er på sit kontor. Det ved jeg. Og han er i godt humør, fordi moder er med barn igen."

[Mirielis af Lemaux]

Desuden havde Renard en plan om at de kunne lave deres egne regler når de overtog lenet efter deres far. Desuden var første led i deres eventyr at de skulle bytte plads. Desuden kunne Lancelin af Suilleaux vel ikke tvinge dem afsted?

Han smilte igen, selvom tanken om en søskende ikke helt faldt på plads i hans hoved. Så han vendte i stedet tilbage til det der handlede om dem selv.

"Hm.." Han sad et øjeblik, et par få sekunder og overvejede det, før han nikkede. "Ja.. Jeg er også sulten"

[Helene af Suilleaux]

Roger grinede af sin bror og nikkede. Selvfølgelig. Renard var altid sulten. "Så lad os gå, Ridder Suilleaux," erklærede han højtidelig, før han kom på benene.

Han var helt opløftet af tanken om at de kunne overbevise Lancelin af Suilleaux.

[Mirielis af Lemaux]

"Denne vej Magus Suilleaux" svarede Renard og grinte som han bukkede og slog den ene arm ud, som han havde lært. Da han løftede hovedet var smilet til over begge ører. Han hægtede sin arm under Rogers, og så gik de sammen afsted, tilbage mod Lensborgen.

Da de nået derop, sporede de sig direkte i retningen af Lancelin af Suilleaux 's kontor, og efter kort tøven og et enkelt blik mod Roger, bankede han på.