Forandringer

[Lanval af Suilleaux]

Det var sjældent at Lanval blev hidkaldt af sin onkel, han havde på fornemmelsen at Lancelin af Suilleaux foretrak at lade som om at han ikke eksisterede, hvilket var fint for Lanval for han havde det på samme måde med ham. Der var dog tidspunkter, hvor man ikke længere kunne undgå at anerkende hinandens eksistens og dette var et af de tidspunkter. Lanval var blevet ridder og skulle herefter drage i krig, det var i hvert fald hans plan, men han tænkte at hans onkel også havde noget at skulle have sagt i forhold til hans fremtid. Godt nok var Lanval i princippet sin egen mand nu, men det strakte sig kun så langt igen.

Han var stadig afhængig af sin onkel, det var ham der stod for pengekassen. Nu han var på vej derop, overvejede han hvad der ville ske. Ville Lancelin give ham så dårligt udstyr, at han ville ende med at have så ringe kår i krigen, at han ville være tæt på at dø? Efter de syner han havde set i kammeret, stolede Lanval meget lidt på sin onkel. Det havde han aldrig gjort, men det var ikke blevet nemmere efter den nat.

Da han nåede til Lancelins kammer, bankede han på og døren blev åbnet af en tjener og han trådte derefter ind, mens hans blik faldt på Lancelin der sad ved pejsen.

[Lancelin af Suilleaux]

"Lanval.." Lyden af døren, der gik op, og tjenerens rømmen, fik Lancelin til at vende sig i stolen, væk fra pejsen. Hans blik fangede nevøens, og som han stod der gik det op for ham, hvor mange måneder siden det var, at han havde set ham sidst. Godt nok havde Lancelin sine indre dæmoner ift. nevøen, men ikke desto mindre blev det tydeligt for ham, hvor ´stor´ han egentlig var blevet.

Det var kommet ham for øre, at Lanval var blevet færdig med væbnerskolen og nu var slået til ridder. En bedrift, som Lancelin nok ikke helt havde troet på ville lykkedes, hvis man spurgte ham flere år tilbage. Men nu lignede den lille hvalp rent faktisk en.. ridder.

Så rejste lensgreven sig fra stolen. Et træk i mundvigen dannede et smil, alt imens at han ligeså roligt og nonchalant gik ham i møde.

"Jeg var ellers sikker på, at efter jeg hørte nyheden om, at du var blevet slået til ridder, så var du allerede langt borte. Eventuel med opgaver som ridder for Kronen.." Lancelin stoppede op foran nevøen. For første gang var de nærmest lige høje, hvis ikke Lanval var et par enkelte centimeter højere, "Jeg er glad for, at jeg fangede dig inden.." afsluttede han med hævede bryn, velvidende at det for Lanval måske var uvante ord i hans ører.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval anede ikke hvad han skulle forvente af dette møde, han håbede ikke at hans onkel havde fundet ud af hvad der var sket mellem ham og hans hustru, men da han kom indenfor indså han at det nok ikke var tilfældet. Han vidste dog stadig ikke hvad han ville med ham, Lancelin virkede altid som om han var igang med at planlægge et eller andet skummelt.

"Prøven var hård ved mig, men jeg tager afsted imorgen." Sagde han og rankede sig lidt op, mens han følte sig en anelse kritiseret. Lancelin formåede altid at få ham til at føle sig ynkelig.
"Virkelig? Så må det være noget spændende du har at fortælle mig." Bemærkede han en smule tørt, uden helt at kunne skjule hvor meget han hadede at være her.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin trak brynene en anelse sammen og så en smule skeptisk på sin nevø, der tydeligvis havde lagt planer allerede. "I morgen?" gentog lensgreven en anelse undrende, dog med snert af en tanke om, hvad det egentlig handlede om. Han havde trods alt selv været en del af det i Rigsrådet.

"Så du har tænkt dig at ride i krig?" Lancelin havde ikke ligefrem regnet med, trods Lanval netop var slået til ridder, at han så uerfaren ville være en af de første, til at blive sendt afsted.

"For hvem? Falanie? Gestria? En eller anden tilfældig pige, du har mødt? Kongen, ham selv, som end ikke har skænket dig en tanke?" remsede han op, nærmest en smule hånligt, "Du dør derude, hvis du sendes afsted sammen med det første hold. Hvis ikke som den første, så som den sidste.. Du skal have noget træning først.."

[Lanval af Suilleaux]

Det var ikke ligefrem fordi han var den første der blev sendt afsted og han mente heller ikke selv, at han aldrig havde modtaget nogen træning. Det var dog typisk hans onkel at få ham til at fremstå som et uvidende fjols.

"Træning først? Jeg troede at jeg havde fået træning hele mit liv. Åbenbart ikke." Lanval var flabet, men det var kun så mange fornærmelser han kunne leve med.
"Jeg tager afsted fordi jeg skal. Det er ikke ligefrem fordi jeg kan sige nej, til at tage i krig."

[Lancelin af Suilleaux]

"Ikke til krig, Lanval," indskød Lancelin tørt, imens at hans blik forblev fast på sin nevø, alt sammen med en alvorlig panderynken.

Det kom som sådan ikke som nogen overraskelse, at Lanval holdte fast i det. Selvfølgelig var Kronens ordre nærmest umulig at bryde, hvis man da ønskede at undgå en løkke om halsen. Men Lancelin var sikker på, at noget var gået galt under planlægningen fra Kronens øverste med henblik på at sende en nyslået ridder afsted som noget af det første. Så endda en eventuel arving til Suilleaux, hvis de skulle se på det med disse latterlige øjne.

"Med det rette netværk kan man komme langt ind i rottereden," forsikrede Lancelin irriteret, som om at det gav sig selv, "Hvornår tager du afsted? Kom ikke og sig som en af de første.."

[Lanval af Suilleaux]

Hvis ikke han havde trænet til krig hele sit liv, så vidste han ikke hvad han havde lavet. Lancelin havde vist en meget arrogant holdning til væbnerskolen, men det overraskede ham virkelig ikke. I stedet sukkede han bare dybt og rystede på hovedet, han gad ikke diskutere det med sin onkel. De ville alligevel ikke blive enige.

"Folk skal ikke sige jeg er kujon, så ja, jeg tager afsted som en af de første nye riddere der tager afsted. Jeg vil ikke svigte min far." Sagde han.
"Netværk betyder meget, men det kan jeg jo bygge op når jeg er i krig." Sagde han og så sin onkel i øjnene, lettere irriteret over han talte til ham som om han var to år gammel.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lukkede øjnene kort, nærmest i en flabet handling, som om, at Lanvals ord ikke var gennemtænkt, "Hvis du da når så langt.." indskød han tørt og så på sin nevø endnu engang. Han lignede nu en ridder, med sin ranke, næsten militære kropsholdning, som han stod foran sin onkel.

"Nuvel.." Lancelin rettede sit blå blik mod Lanval foran sig, "Men når du nu skal ridde i krig, så har du brug for en ny hest. En der kan lidt mere end Daggry. En der måske kan redde dig fra at ende med et sværd i siden og ikke løbe direkte ind i et.." Lensgrevens blik var sigende. Så gik han om på Lanvals side og førte ham hen mod et af de store vinduer, der viste fri udsigt mod paladsets stalde.

"Jeg vil gerne forære dig en ny hest. Som et tillykke med din titel som ridder."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste udemærket godt at det eneste Lancelin ønskede var han døde i krigen, så det var ikke så mærkeligt at han stod her og næsten forbandede ham inden han skulle afsted. Han overvejede om Lancelin nogensinde selv havde været i krig, eller om han var typen der bare foretrak at sidde og nusse med papirer hele dagen lang. Lanval løftede det ene øjenbryn da han også gav sig til at fornærme Daggry, som altid havde været en god hest, men nok desværre var blevet lidt gammel efterhånden. Derefter fulgte han med sin onkel hen til vinduet og så ned.

"Tak onkel. Det er en generøs gave." Sagde han, på trods af deres forskelle, så var han ikke blind for at en hest var en stor gave. Han kunne næsten ligeså godt have givet ham et hus, specielt fordi Suilleaux hestene ikke var billige.
"Har du en i tankerne?" Spurgte han, fordi det virkede som om han måske allerede havde fundet en.