Den anden Almeric

[Bartholomeus af Charenoy]

Juni, 843

Bartholomeus var mentalt på vej i krig. Hans væbner manglede kun prøvelsen og når alle væbnerne var slået til riddere kunne de rejse. Det var bittersødt for manden med det nyfødte barn, den lille søn Almeric, men det var sådan tingene stod til.

Han havde ikke skænket den første Almeric en tanke, da han red over Markedspladsen på vej mod håndværkerkvarteret for at hente det han havde bestilt hos våbensmeden og nu selv kunne stå for at give videre. Nej, hans lillebror var langt fra hans tanker da en mand passerede. Han blev hvid i ansigtet, da han genkendte ham. Et spøgelse?

Han reagede hurtigt, drejede sin hest rundt og greb Sam Illusioniste i kraven inden han kunne løbe. Hjertet hamrede. Hans håndflader var våde.

[Sam Illusioniste]

Sam havde ikke været i Levagny mere end et par uger. Det var lykkedes ham godt at holde sit gamle “jeg” skjult fra gamle bekendtskaber og genkendelige ansigter, og denne dag, var da heller ingen undtagelse til trods for at han med den grønne Kea-papegøje siddende på skulderen skildte sig en smule ud, som han stod og tog øjemål af et grønt stykke stof.

Det kom således også gevaldigt bag på ham, da han mærkede nogen gribe ham i kraven fra ryggen en høj hest og han dermed måtte stille sig på tæer, som fuglen baskede let op med vingerne også. “…Hvad i…?! Ved mortem!” Bandede han.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus reagerede prompte og uden tøven. Han gled ned fra hesten, som var godt trænet og ikke gjorde protester. Grebet om kraven på manden blev hårdere.

"Almeric?!"

Han var hæs. Hjertet hamrede. Det var uvirkeligt. Ufatteligt.

[Sam Illusioniste]

Der gik er øjeblik, før set gik op for den unge mand at han var blevet genkendt af en gammel bekendt. - Ja, ikke blot en bekendt..Men en broder han for mange år siden havde delt navn med.

“…De må forveksle mig med en anden, Nådigherre.” Erklærede han, som han smurte tykkere på med accenten og med en fast hånd tvang den andens hånd fra hans krave. Øjnene mødte den andens ubesværet for et øjeblik, som Samuel trak lidt kækt og påtaget selvsikkert på smilebåndet. Han mærkede tydeligt den emmende forvirring Barto stod med og han udnyttede den, som han forsøgte at lade mandens egne sanser forstærke og blive mere tvivlende.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var chokeret, men ikke handlingslammet. Han var vokset op med Almeric. Han havde mærket tågerne af hans magi sno sig omkring ham så mange gange. Selvom det var ti år siden han havde set sin bror, ville han aldrig glemme det.

Han vidste også hvad der satte en stopper for det og gav uden tøven den yngre Charenoy en knytnæve lige i hovedet.

[Sam Illusioniste]

Slaget ramte Samuel på næsen med et smæld, så en varm og klam følelse indfandt sig, da en mindre stime af rødt blod flød. Han badede indædt, før han pandede den anden et par tilbage over siden af hovedet og så indædt på den mørkhårede.

For år tilbage ville han ikke have turdet slå igen. Han ville nærmere have trukket sig, som en mus i skyggerne. Han var dog med tiden også blevet ældre og guderne måtte vide at han var blevet sin egen og havde forandret sig. Han ville således heller ikke lade sig slå på eller ydmyge offentligt længere, som hans fader havde gjort det utallige gange, når han som knægt havde været ulydig.

Han tørrede blodet af i det lyse hørærme på skjorten og skar en grimasse, som papegøjen på hans skulder skræppede op. “Hold kæft Kea..” Snerrede han, som hankede op i læderremmen på den taske han havde med sig over skulderen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde ingen interesse i en slåskamp og han var større, stærkere og langt bedre trænet end sin lillebror, for det var han efterhånden sikker på at det var. Han greb den ene hånd på vej mod ham og vred rundt, så han stod bag ham med hans arm fanget i et dødgreb.

Fuglen på hans skulder burde være lettet på nuværende tidspunkt, men måske var den bundet. Ridderen rørte den ikke, så længe den ikke gik til angreb. "Stop kampen, Almeric. Du vinder ikke. Du kommer med mig. Nu."

[Sam Illusioniste]

“Kald mig det én gang til..” Bed han, tydeligvis næsten mere irriteret over at blive kaldt ved gammelt navn, end at blive “indfanget” som et andet barn, der havde lavet ulykker.

“Lad mig i det mindste gå selv, med en mands værdighed.” Han vred sig i broderens greb, på trods af at hans arm var blevet efterladt øm af forvridningen.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde aldrig kaldt sin bror andet end Almeric og forstod ikke vreden over netop dét, så han reagerede ikke på det, men tvang blot sit blods arm lidt længere op.

"Nej," knurrede han. "Du... Vi troede du var død. Har du nogen anelse om hvad du har sendt familien igennem?!"

[Sam Illusioniste]

“Mere lettelse end sorg formoder jeg…Medmindre det er sorg tale over krænket stolthed og ære, du taler om?” Kom det fra ham, som han utvetydigt var overbevist om at han ikke havde været synderligt savnet. Han skar en grimasse og kom med en lille jammerlig lyd, som grebet om hans arm strammedes.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus fnøs hårdt og var ikke en mand til store armbevægelser og kærlighedserklæringer. Som Almeric fik at mærke, da han i stedet rykkede hans arm en smule op med vilje og ikke kun for at holde styr på ham.

"Din ulidelige, selvmedlidende lort," hvislede han. "Moder bar sort i to år. Lettelse? Vi ledte efter dig i månedsvis."

Han rykkede sig om på siden af hesten og tog Almeric med. Fandt reb i saddeltasken og snurrede det om hans arme, så han blev bundet på ryggen.

[Sam Illusioniste]

“Av…!” Samuel skar en grimasse og måtte stille sig på tå, for at gøre op for det ryk Barto gjorde i hans arm. Yderligere modstand, gad han dog ikke at gøre. Han håbede fortsat at dårlig samvittighed en dag ville indhente hans storebror - selvom han tvivlede. Han tvivlede ligeledes på at Barto i det hele taget nogensinde ville forstå hans grundlag for at bryde med sit gamle liv.

“Føler du dig som en mand nu Barto?” Tonen var rolig, men der lå atter bebrejdelse derunder. - En snert af bitterhed over at Samuel altid havde følt sig som mindreværd ud af de to. Ja…Han kunne tælle på mere end to hænder, hvor mange gange hans fader havde kaldt ham uduelig, når de to brødre havde slået på hinanden med sværd i slotsgården i Charenoy og Samuel oftest var endt i mudderet.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus ville aldrig forstå hvordan man kunne svigte sin familie og sin pligt, som Almeric havde gjort, tilsyneladende fuldstændig overlagt. Han foragtede den slags mennesker og han havde næsten - næsten - håbet at hans lillebror var død. Nu, sydende, var han i det mindste taknemmelig for at han kunne nå at fortælle Igraine af Charenoy, at han havde ombestemt sig. Hans søn og arving skulle ikke opkaldes efter en kryster.

"Mere end dig, der er flygtet fra dit ansvar og har efterladt din familie i troen at du var bortført eller lå i en grøft et sted," knurrede han. Da han havde bundet hans arme bagom ryggen, puffede han ham let frem. "Sæt foden i stigbøjlen," forlangte han.

[Sam Illusioniste]

”Mit ansvar?!” Samuel knurrede af Barto nu, som han vendte sig om, efter at broderen havde puffet ham hen imod hesten. Han trådte ikke op i stigbøjlen, men vendte i stedet fronten imod broderen, som han stadig stod med hænderne bundet på ryggen.

”Du taler så nemt for dig selv og om familie, men imens du spillede højt på strå, dumpede Maman og Papa mig i templerne, som var jeg jer aldrig mere værd end vort tyende! Tal ikke til mig om svigt, når du mest af alle svigtede, da jeg havde brug for dig!” Snerrede han, som han så direkte på Bartholomeus.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus kneb øjnene sammen, rystede sammenbidt på hovedet og fnøs. "Hvis du ikke træder op, smider jeg dig over sadlen som en pose korn," konstaterede han simpelt, uden at svare på de komplet uretfærdige anklager.

Han ville ikke have mere scene i offentligheden. Han ville have Almeric væk herfra, hvor han kunne tale med ham i fred og ro i byhuset og få ham til at forstå hvor forfærdelig en ting han havde gjort.