På markedet

[Uller Væringer]

Uller løftet et øjenbryn han kunne ikke rigtig se grund til at sige hvorfor han var i Levagny især for den måde Lucrece opført på så han sagde ”hvorfor skulle jeg fortælle dig hvorfor jeg er her Levagny vi har kun lige mødt” det var ikke fordi han havde nogle særlige grund til at være i Levagny han havde bare taget et job fra en rejsende købmand som ville have han skulle beskytte ham og hans varer fra Collere til Levagny og der var ingen rigtig grund til han var i Levagny og han sagde ”og hvad bringer sådan en som dig til en bod med våben”

[Lucrèce af Vigny]

Det var umuligt for Lucrece at se mere forarget ud, så hans ansigt var i stedet for stivnet i den position. Der var en grund til at han undgik den generelle pøbel og Uller demonstrerede grunden til perfektion.
"Jeg vil være så venlig at minde dig om at du tiltager en magus. Min familie er adelige og jeg forventer at selv en som dig, kan opføre sig civiliseret og derefter."
Kom det giftigt fra ham. Selv om stemmen var lav, var ordene tydelig udtalt, med al den foragt som Lucrece følte for de fattige. Intet var værre end de magtløse tumper, der førte sig frem som om de var vigtige.

[Uller Væringer]

Uller smilede venligt tilbage og sagde ”hvad mener de har noget imod at fremme stiller dem spørgsmål om hvad de gør måske skulle de ikke begynde en samtale med fremmede bare et venligt råd” han var ikke overrasket af magus var blevet fornærmet over et eller andet han havde sagt selvom han havde ikke været meget bedre end ham men han ville ikke blive overrasket hvis magus troede han var bedre en ham bare fordi han ikke havde hans familie i en bog

[Lucrèce af Vigny]

Det var utroligt. Lige meget hvad han sagde, blev han mødt med et respektløst svar. Ikke engang de adeliges børn var så uopdragne.
Han tvang sig selv til at slappe af i skuldrene. Det kunne ikke passe at han skulle miste fatningen over sådan en.
"Det sidste jeg har brug for et råd fra en væringer. Især ikke en der ikke kender sin plads." Tonen var kold og monoton, uden følelser som havde ansigt.
"Men det er vel hvad man kan forvente af sådan nogle."

[Uller Væringer]

Uller trak let på og sagde ”de begyndte samtalen ikke mig” og kiggede ned våbene hvis denne magus ikke kunne lide hvad han havde at sige så ville han bare lade være med at tale med ham det var ikke den første adelige han havde mødt som havde en pind i deres bagdel selvom denne havde nok mere et par hundrede år gammel egtræ oppe i hans og normalt ville han gøre sit bedste for at være høflig men denne magus ikke betalt ham for at være høflig og han tog op stridshammer for at se hvor gode den var og den havde ingen problemer med ham

[Lucrèce af Vigny]

"Og nu kan jeg se hvilken fejltagelse det var. At tro at der ville være et respektfuldt menneske under al det skidt." Vrængede han med afsky.
Hans blik faldt et kort øjeblik på hammeren. Han vidste godt at tanken var latterlig, men hvad nu hvis væringen brugte den mod ham? Tanken var latterlig, men kunne man virkelig stole på pøblens intelligens? Ubevidst flyttede han vægten på fødderne.
"Har du overhovedet råd til noget her?"

[Uller Væringer]

”og hvad nu hvis jeg sir” svaret i Agliumsk han roligt han var ret tydeligt at han var langt at det sprog en hvad han havde gjort op til nu han forstod ikke denne magus hvis han virkelig ikke kunne lide at tale med ham men hvorfor i Mithras navn blev han så ved med at tale til ham han var så småt begyndte at tro at denne havde blevet tabt på jorden en del gange og sagde igen på Agliumsk ”sir hvis de har et problem med en person ville det ikke være smartere at bare lade være med at tale med den ene person end at blive ved at tale sir”

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece stod stum. Han havde ingen idé om hvad der var blevet sagt til ham, men havde en idé om at det havde været alverdens ukvemsord og eder der var kommet i hans retning.
Det han allermindst brød sig om, var at stå i en patron hvor han ikke havde alle svarene. Som her. Han tog en rensende indånding.
"Du burde tage tilbage til hvor du kommer fra. Vi har allerede rigelig af fattige rotter. Vi behøver ikke flere." Var hans sidste ord, mens han forlod butikken.


Ude