Ufrivillig heltedåd

[Marie Merchande]

Det regnede i Levagny og derfor var Marie blevet en smule gennemblødt på sin vej ned til Markedskvarteret. Hun havde derfor bedt assistenten i Købmandsgården om at vente et øjeblik med at gå ind og annoncere at hun var kommet for at tale med Parsiprestre Merchande.

Hun stod og nettede sig, da hun hørte underlige lyde fra kontoret og gik forsigtigt nærmere. Hvad i alverden der skete var uklart for hende, men hun skulle tale med Købmanden, så hun smækkede døren op og ramte en eller anden med den, så der lød en lyd, skramlen og et lille udråb.

[Parsiprestre Merchande]

Det var et lukrativ erhverv at være købmand og alle vidste, at det måtte gøre sig særligt gældende for den købmand, der varetog gildernes plads i det kongelige råd. Alligevel var det de færreste slyngler, der havde nerven til at stille sig ansigt til ansigt med den forhenværende ridder.

Det var da nok det eneste kompliment, som Parsiprestre kunne give den grovkornede, bastante mand, der stod og pegede på ham med en dolk, der havde set bedre dage. Han havde rejst sig, der var blevet udvekslet ord og manden havde gjort et udfald.

Parsiprestre afværgede og håndgemæng fulgte. Spørgsmålet om, hvor tilspidset situationen ville ende med at blive, blev dog aldrig besvaret, for netop som købmanden skubbede angrebsmanden bagud, svang døren op og ramte ham i baghovedet med et ordentligt klonk.

Det var det øjebliks distraktion, der var brug for og da manden slap et udbrud i smerte, trak Parsiprestre en lige højre, der sendte manden helt i gulvet. Han hev lidt efter vejret og trak ned i sin tunika, før han slog hår væk fra ansigtet og så på på det, der skulle vise sige at være redningskvinden. Han åndede ud.

"Nådigfrøken Louzy," hilste han stakåndet og bøjede hovedet let. "Må jeg komplimentere Deres timing."

[Marie Merchande]

Marie gispede, da hun hørte et klonk fra et hoved og slap endnu en forfærdet lyd over købmanden, der slog offeret for hendes døråbning bevidstløs. Hun stod målløs i døråbningen og tog hele scenen ind. Puslespillet blev kun langsomt lagt, kniven opdaget og hun blinkede flere gange.

"Mester Merchande," tumlede det endelig ud over hendes læber. "Er De blevet udsat for røveri af denne mand?" Hun så ned på den bevidstløse skikkelse.

[Parsiprestre Merchande]

Nåja, måske var det ikke en passende forestilling at give nådigfrøkenen, men der var dårligt noget valg. Parsiprestre skottede ned mod manden på gulvet og slap en brummende lyd, mens han fleksede sine fingre en enkelt gang.

"Forsøgt, i al fald," svarede han, uden at lyde meget mere end mildt besværet af det. Han så over skulderen på hende.

"Antoine! Hent drabanterne," kaldte han ud til en ung knægt i lokalet bag hende, der straks sprang i løb. Da rettede købmandens blik sig mod den adelige kvinde igen og han så hende lidt an. "Er De vel, Nådigfrøken?"

[Marie Merchande]

Marie var mindre chokeret end hun synes hun burde være, men selvom hendes titel var Nådigfrøken, så var hun hverken ung eller uskyldig og uvidende. Hun rynkede lidt på næsen da hun fik ordentligt blik på røveren, men var ikke ligefrem ved at besvime eller skrige af rædsel.

Da købmanden spurgte til hende, drev hendes blik tilbage til ham og efter et øjeblik nikkede hun også en enkelt gang, lidt stift.

"Der skal væsentlig mere til at slå mig ud af kurs, Mester Merchande. Jeg underviser pigebørn i den værste alder, trods alt."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var selv lidt nusset i kanten efter sammenstødet, men han kom til at slippe et muntert fnys over hendes ord.

"Ja, så hellere dette," svarede han, før han slog let ud med en hånd. "Ikke desto mindre må vi hellere fortrække til andre lokaler," konstaterede han.

Som kunne han have forudset det, trådte to af hans mere velbyggede mænd ind og han dirigerede dem lydløst ind på sit kontor, samtidig med at han gennede nådigfrøkenen ud.

[Marie Merchande]

Marie brød sig ikke om at blive gennet nogen steder hen, men hun fulgte ikke desto mindre med ud af kontoret igen, rankede sig og foldede hænderne sammen foran sig.

"Det står ned i stænger, så jeg vil ikke tro drabanterne har travlt med at skulle ud i dag," bemærkede hun tørt.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre hævede et bryn over hendes ord og han brummede lidt, mens han åbnede en dør til et tilstødende lokale. "De er gode folk, der gør deres arbejde," svarede han blot og det lod ikke til at være anlæg til diskussion.

I hvert fald gav han hende ikke megen mulighed for at svare. "Må jeg byde Dem på et glas, Nådigfrøken? Vi kan kalde det en tak for Deres assistance."

[Marie Merchande]

Marie mærkede det lille bid og huskede at hun vitterligt ikke brød sig om købmanden. Hun svarede ikke på konstateringen om drabanterne, men nøjedes med at slippe en lille lyd og lade det være det.

Hun gik ind i rummet han åbnede til og kastede et blik rundt. Så landede det igen på ham.

"Ja tak," medgav hun. "Det er der vist brug for. Et lille glas til at styrke os på. Er De ofte udsat for røverier?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre slog ud med hånden mod en stol i et åbenlyst tilbud, før han låste et skab op, tog to glas og en flaske med gylden væske.

"Det hænder," brummede han og vendte sig mod hende. Han rakte hende det ene glas. "Sjældent på den her måde."

[Marie Merchande]

Marie løftede let op i sine skørter, før hun sank elegant ned på den tilbudte stol og rankede ryggen. Hun tog imod glasset med et let nik og lod blikket glide op over ham. Det irriterede hende vagt at konstatere at han var en flot mand. Det havde hun ikke tænkt over før. Stærk, handlekraftig og med en udstråling hun ikke kunne ignorere.

Hun rev sig selv ud af distraktionen. "Men nok til at De vidste præcis hvad De skulle stille op med ham," konstaterede hun, ikke uimponeret.

[Parsiprestre Merchande]

Det trak den mindste smule ved Parsiprestres ene mundvig over hendes ord. "Mh. Ja," medgav han med et nonchalant skuldertræk og gled ned at sidde på kanten af det solide bord. Hans ene ben gled op, så baglåret hvilede mod det.

"Erfaring," konstaterede han. "Og gamle vaner, der aldrig giver slip. Ikke at jeg skal belære Dem om det. De ved om nogen velsagtens, hvad grundig undervisning kan gøre, Nådigfrøken."

Hans blik spillede ganske let, da han tog en tår fra glasset.

[Marie Merchande]

Maries blik gnistrede let. Hun havde, ærlig talt, et øjeblik glemt at han var opdraget som adelig. Han virkede ikke sådan. Hendes blik gled over ham igen, vurderende. Læberne var let spidsede, eftertænksomt.

"Er De blevet undervist i at overmande røvere, Mester Merchande?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre fugtede læberne, muligvis for at skjule den lille sitren ved mundvigene. "Mh," lød det, halvt eftertænksomt, halvt selvfølgeligt.

"Det er vist en af de kompetencer, som Hans Majestæts væbnerskole udlover. Groft sagt."

[Marie Merchande]

Marie fik en enkelt lille rynke i panden over tonefaldet, men kun fordi hun tænkte. Hun fugtede læberne og kneb øjnene let sammen.

"Har De stadig en personlig relation til væbnerskolen?"