Tid

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus blinkede. Så igen. Han havde forsikret hende om at han ville være glad for en pige og kæmpe for hendes ret, men nu... Lettelsen strømmede gennem ham. En søn.

Han sagde intet, men gik over imod sengen og satte sig forsigtigt ned. Han strakte halsen og forsøgte at se den lille bylt an.

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik var på hans ansigt og hun smilede over den smule hun kunne tyde. Så drev blikket mod sønnen og hun skubbede blidt stoffet lidt tilbage, så han kunne komme til at se det lille, sovende ansigt.

"Han er perfekt," informerede hun stolt og med alverdens ømhed i de tre ord.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus vidste ikke helt om perfektion. var måden til at beskrive det lille rynkede, meget lyserøde ansigt med, men han modsagde ikke Igraine. I stedet rakte han en enkelt hånd frem og rørte blidt sin søns kind med knoen.

"Hej du," brummede han dæmpet.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke i tvivl om, at perfektion var det helt rigtige og hun havde lidt fugtige øjenkroge, da hun observerede Bartholomeus' store hånd ved siden af det lillebitte ansigt.

Drengen gav sig lidt under berøringen. Smaskede, som øjne blev synlige bag bittesmå sprækker.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus blev blød for de små øjne og smilede svagt.

"Hej Al," mumlede han lavmælt. "Godt at møde dig."

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede over hele hovedet og måtte blinke et par gange. Hendes blik gled langsomt fra barnet til Bartholomeus og hun så ømt på ham.

"Vil du holde ham?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så på Igraine. Han gjorde store øjne, før han nikkede tavst.

Han var lidt bange for at overtage barnet. Det var den mest værdifulde lille størrelse.

[Igraine af Charenoy]

Det var en god påmindelse om, at han aldrig havde prøvet det før og måske var det en fordel, at hun havde. I hvert fald var hun ikke bekymret, som hun flyttede lidt på barnet.

"Kom tættere på," sagde hun dæmpet. Hun var øm og flyttede sig nødigt mere end nødvendigt. Nænsomt hjalp hun med at få sønnen på plads på Bartholomeus' arm og sikkert ind mod hans bryst.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede og fik sig arrangeret så han havde rigtig sikkert fat om den lille bylt. Han så ned på sin søn med et ømt udtryk, der var en del mere åbent end han plejede at være.

"Velkommen til verden," brummede han dæmpet. "Jeg er din far, skal du vide."

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde indstillet sig på, at Bartholomeus først ville møde deres barn, når han kom hjem fra krigen og lettelsen over, at det ikke var endt sådan, var til at tage at føle på.

Hun betragtede de to med uendelig ømhed og lænede sig lidt ind mod sin mand. Kyssede hans skulder, men brød ellers ikke det første øjeblik mellem far og søn.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus sagde ikke mere. Han holdt om den lille bitte størrelse med stor ømhed og forstod nu, at mænd gik i døden for at beskytte deres børn. Bevares, han ville også slå ihjel for Igraine og måske endda gå i døden, men for denne hjælpeløse lille skabning ville han ikke tøve.

Den var ellers ikke meget køn. Krøllet, rynket og vældig rød med lidt blod i håret. Men det var hans søn. Hans eget kød, omend det nok var Igraines blod.

Blikket rev han ikke løs, men han klarede halsen let.

"Er han sund og rask?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine var træt, men glad og lænede sig tilbage en stund, mens hun betragtede de to. Spørgsmålet fik hende til at trække på smilebåndet. Hun havde allerede sagt det, men perfekt var nok for ukonkret et ord for ham.

"Ja," sagde hun derfor blot og så på sin søn, uendeligt lille på den store arm, selvom han var større end Delphine af Triviers havde været ved fødslen. "Han er stærk."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede. Stærk, stor, lillebitte. Han så ned på folderne igen og tog en dyb indånding.

"Og du?"

Blikket gled til Igraine. Fødsler kunne være farlige.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var udmattet, men også pumpet fuld af endorfiner og hun smilede træt, men varmt over spørgsmålet.

"Jeg har det også godt," forsikrede hun. Naturligvis kunne der opstå komplikationer endnu, men der var intet, der tydede på det. "Træt. Men godt. Og lettet, Bartholomeus."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede svagt, men han var ægte lettet og skuldrene faldet ned på plads igen. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene et øjeblik.

"Er ammen kommet?"