Tid

[Igraine af Charenoy]

To uger var gået og de var gået alt for hurtigt. Det var den tid, det havde taget at mobilisere den styrke, der ville ride ud fra Levagny og rejse hele vejen til Gestraria for at drage i krig.

Igraine skulle ikke rejse nogen steder. Hun kunne knapt holde til at gå fra gemakkerne til tronsalen og hendes ængstelighed steg i takt med hvert minut der gik. Der var intet barn endnu, men Bartholomeus af Charenoy skulle afsted og det var tydeligt nu, at ønsket om en fødsel inden da, ikke ville blive forløst. Der havde ellers været enkelte indikationer. En murren, der syntes tiltagende, plukkeveer, enkelte udbrud af energi, men ingen kulmination. Og nu var det for sent.

Det var en af grundene til, at der lå en dyb fure mellem hendes bryn, da hun - med støtte fra sin kammerpige - sluttede sig til det væld af mennesker, der fyldte det åbne plads foran paladset. Krigere, klar til afrejse og kære, klar til afsked. Hendes blik fandt hurtigt Bartholomeus, tårnene op over de fleste.

[Bartholomeus af Charenoy]

Tiden var nu. Bartholomeus havde bittert og tavst sluttet fred med at han ikke ville se sit barn før efter krigen og med at han først ville kende kønnet når han modtog et brev fra hovedstaden.

Han red rank i sin saddel med en dyb fure i panden. Blikket gled ud over menneskemængden og blandt de adeliges rækker så han Igraine i et flygtigt øjeblik

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde håbet, men hun vidste også, at det var ro, der så ofte var den udløsende faktor og intet ved de sidste uger havde været rolige. En arm hvilede under maven, tung som den var og hun flyttede på sig i ubehag, som endnu en af de utallige plukkeveer gik gennem hende.

Denne var dog en my værre end de foregående og fik hende ansigt til at fortrække sig ganske let i smerte, netop som hendes blik mødte Bartholomeus'. Brynene var trukket tæt sammen og hun åndede ud, som hun langsomt rankede sig igen.

På pladsen kom flere og flere i sadlen og der begyndte at være bevægelse. Det tog tid, men Igraine - og alle de andre - blev stående. Nogle minutter gik, ridderne var så småt i bevægelse og så kom endnu en krampetrækning, denne kraftigere end den foregående og hun bukkede lidt frem igen med tilbageholdt åndedræt.

"Jeg må ind," sagde hun dæmpet til sin kammerpige, der tog sin frues arm med et foruroliget udtryk. Igraine selv tog sig til maven og forstod sandheden i sine egne ord. Forstod. Instinktivt, måske en anelse desperat, søgte hendes blik ud efter Bartholomeus i mængden igen. Havde mistet hans placering, da hun havde set ned.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tabte Igraine af syne efter han et splitsekund synes han havde set hendes ansigt fortrukket i smerte. Han overbeviste sig selv om at det var indbildning. Han havde ikke lyst til at forlade hende, endnu mindre end at forlade Lanval af Suilleaux, selvom Philippe havde svoret at føre ham godt igennem prøvelsen.

Han rettede sig op i sadlen og styrede sin hest frem i geledderne. Nu blev der råbt og hornene gjaldede og kaldte dem frem og ud af byen mod landevejen og Gestraria.

[Igraine af Charenoy]

Det tog tid at komme tilbage op til gemakkerne og da den tid kom, var Igraine ikke længere i tvivl om, at det ikke længere var ingenting. Timingen var forfærdelig. Udenfor hørtes lyden af heste, der red ud.

Der gik tid. En helbreder kom, hun blev afklædt. Fødslen af Delphine havde været hurtig, ikke døgn undervejs, og alt tydede på, at det kun ville gå hurtigere nu. Blot et spørgsmål om få timer, måske.

Igraine var i hvert fald ikke i tvivl om, at det ville gå stærkt. Inden længe kunne hun ikke længere tale, når krampetrækningerne kom. Hun stod, fordi alt andet var ulideligt og knugede hænderne om sengestolperne. "Send et bud," fik hun stakåndet ud. "Skriv, at det er nu."

Og meget kort tid efter dundrede et sendebud efter krigsfølget.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var på landevejen, da et bud nåede ham. Derfra gik det hurtigt. Kommandoen skulle overdrages, beskeder gives, før han kunne forlade følget med blot en enkelt tjener og vende snuden den modsatte vejr i galop.

Han var forpustet, da han nåede hende, ignorerede protester og flåede døren op til et syn ingen mand normalt blev budt velkommen til.

[Igraine af Charenoy]

Igraine vidste ikke, om han ville komme og som tiden gik, kunne hun heller ikke tænke på det. Veerne blev kraftigere og på den tid, hvor døren blev flået op, havde instinktet til at presse taget over.

Hun stod endnu, bøjet over fodenden af sengen og med fingrene knuget ubønhørligt sammen om linnedet. Hun var kun i særk og håret var flettet væk fra hendes ansigt, men klæbede alligevel åbenlyst fra lige dele sved og det vand, som kammerpigen med jævne mellemrum hældte over hende for afkøling.

Hun hørte protester, men så ikke op. Hun skreg, da kroppen arbejdede igen og gispede efter vejret, da det var ovre for nu. "Lad ham komme ind," beordrede hun og det var det eneste hun nåede, før pressetrangen meldte sig igen. Anstrengelsen var hørlig, men hun rakte alligevel ud i blinde.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus' næsefløje udvidede sig og han slog hurtigt blikket væk og stred imod hovedenden af sengen, hvor han tog den fremstrakte hånd.

"Jeg fik beskeden," brummede han. "Jeg er her."

[Igraine af Charenoy]

Igraine hørte ikke, hvad han sagde. Hun registrerede stemmen og knugede fingrene sammen om hans hånd, som hun pressede med hver en muskel i sin krop. Alt, alt, alt hvad hun havde, opfordret af helbrederne i rummet. Det gik stærkt og forandringen var hørlig på dem, da kulminationen kom.

Barnet skreg øjeblikkeligt, da det kom til verden og blev fanget af kyndige hænder og Igraine faldt ned på gulvet på knæene i øjeblikkelig forløst lettelse.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var komplet overvældet af situationen. Han kunne overskue en slagmark, men ikke fødslen. Noget blodigt kom ud af Igraine og hans ene øje blinkede i, før han rystede chokeret på hovedet.

"Mithras," mumlede han og satte sig ned på en stol, imens kvinder tog sig af hans hustru og barnet.

[Igraine af Charenoy]

Igraine opdagede ikke, at Bartholomeus slap. Hun sad der kun i meget få sekunder, før hænder hjalp hende op i sengen. Den blodige og svedige særk blev pillet af og hun kom ned at ligge, tæt forfulgt af helbrederen, der endnu holdt det barn, der fortsat var forbundet til hende.

Det gik stærkt og der var helt sikkert ikke noget yndigt over det, men det nyfødte barn blev placeret på hendes bryst og hastigt dækket til med et lunt tæppe. Igraine tog imod og smilede ved det første blik på det sammenkrøllede, fedtede og let blodige ansigt.

Samtidig var der en af helbrederne, der forbarmede sig og bar et krus vand til den nybagte far. "Foretrækker De at træde ud igen, Herre?" spurgte hun diskret. Den blodige affære var ikke overstået endnu og han så temmelig bleg ud i kanten.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde ingen rolle i et fødekammer og da helbrederen klogt satte ord på det, rejste han sig op.

"Hent mig så snart det er..."

Han så mod Igraine. "Så snart det skal være."

Så gik han.

[Igraine af Charenoy]

Igraine hørte hans stemme og drejede hovedet i retning af ham. Måske var det først for alvor nu, at hun registrerede hans tilstedeværelse. Han fik et mat smil, men også et lille nik og hun gjorde intet for at hindre ham i at gå.

Der gik mere end en time, måske næsten to, før den ene helbreder trådte ud igen og fandt ridderen. Hendes stemme var dæmpet, men hun smilede, da hun talte.

"De kan gå ind, Herre."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus ventede som et dyr i bur. Vandrede frem og tilbage på gangen og brummede af de få spørgsmål.

Da døren endelig åbnede, var han inde i få skridt. Blikket var intenst, som det fandt Igraine.

[Igraine af Charenoy]

Igraine så træt, men glad ud, da Bartholomeus trådte ind og uendelig lettet over, at han var der. Hun var blevet vasket, klædt i en ren særk og sad under et lagen. På den ene arm lå en bylt.

"Kom," sagde hun dæmpet og blottede tænderne i et smil. "Mød din søn."