Et uventet besøg

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis rankede sig en smule og skød skuldrene lidt tilbage. Hendes ryg gjorde ondt, men hun ville ikke bukke under. Hun trak vejret dybt ind og fokuserede i stedet på den lidt for søde mand foran sig. "Det vil jeg tro" svarede hun i et let smil.

"Man må også kunne se hvor andre af jeres familie er kommet hen. Du har brødre, ikke?"

[Sabastien Éleveur]

Sabastien troede ærligt ikke, at adelens bøger bekymrede sig om andet end de af hans slægt, der forblev tilbage her, men han var ikke en til at belære hende om det og nikkede blot til hendes spørgsmål - ikke uimponeret over, at hun vidste det. "Jo. To," bekræftede han dæmpet.

"Men kun én af dem er endnu hos hestene," tilføjede han og tillod blikket at vandre mod hende. Noget ved synet fik ham til at rynke lidt brat på brynene. "Er De utilpas?"

[Mirielis af Lemaux]

Sabastien ville snart finde ud af at Mirielis ikke var som andre adelige; og selvom det måske ikke stod skrevet hvor hans familie delte sig ud, så ville hun alligevel forsøge at finde ud af det; om ikke andet så fordi hun elskede slægtshistorie og havde brugt flere timer på at studere Suilleauxs bøger.

"I Levagny, ved den kongelige familie, ikke sandt?" fortsatte hun i et lille smil; glad over at hun kunne bidrage med noget viden. Hun blinkede, før de brune øjne slog ned mod hesten. Var det virkelig så tydeligt at se på hende? Hun lagde næsten slet ikke mærke til at hun glemte at trække vejret.

"Det må være varmen" skød hun det hen.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien var tilpas overrasket over hendes viden til kort at blive distraheret, men kun flygtigt, før bekymring sneg sig ind i hans træk.

"Kom med ud og sid lidt, Nådigfrøken," bad han blødt, bange for hvad der ville ske, hvis hun fik det skidt her. Han tøvede et øjeblik, før han prøvende tilbød hende en hånd

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis burde ikke nærme sig nogen af de emner der handlede om hendes situation. Hun trak vejret dybt ind endnu engang. Men Sabastien var nem at være omkring, og nem at betro sig til.

Hun burde ikke have været overrasket, men hun blev det nu alligevel da han tilbød hende et hvil. Hun nikkede langsomt og lagde børsten fra sig inden hun gik rundt om hesten. Hun smilte let og lagde sin hånd mod hans og lod sig eskortere ud af båsen.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien burde slet ikke røre hende, men han kunne forsvare det for sig selv nu og holdt lidt bekymret øje med hende, som han hjalp hende ud. Han studsede over, hvor besværet hun lod til at være over at komme ned på den lave, trebenede skammel, men han tilskrev det hendes ubehag.

Han selv gled, efter lidt overvejelse, ned på hug og så hende i øjnene. "Vil De have noget vand, Nådigfrøken?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis burde slet ikke bevæge sig som hun gjorde, og havde fået at vide at hun skulle hvile sig og slappe af. Hun lukkede øjnene let og forsøgte at trække vejret langsomt og roligt. Læberne blev presset læberne mod hinanden før hun løftede hovedet og fangede Sabastiens blik.

"Meget gerne, tak" svarede hun og sukkede igen. Hun blev så hurtig forpustet.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien var alarmeret og var hurtig til at finde vand. Han havde kun sit eget drikkekrus, mens det var rimelig rent og han tilbød det.

"Skal jeg tilkalde nogen?" måtte han spørge, bekymret og ikke kun fordi, det kunne give ham problemer. Han var reelt bekymret for hende.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var ikke sart, så hun tog glædeligt imod det fyldte krus, og overraskede sig selv hvor tørstig hun var, og hvor udmattet hun allerede var. Hun trak vejret dybt ind et par gange for at få styr på sin krop og sine følelser.

"Nej, helst ikke" svarede hun og smilte svagt. Men snart trak hendes bryn sig let sammen, og hun trykkede et par samlede fingre mod siden af sin mave.

"Det er bare.. Ah!" Hendes stemme var ikke høj, selvom smerterne tog til.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien så til med dyb uro i blikket og var ved at sikre sig, at hun mente det, da et udbrud undslap hende. Instinktivt rakte han ud for at støtte hende og kombinationen af det og den måde, hun havde lænet sig frem, fik det endelig til at gå op for ham.

Øjnene spærrede sig op, som hans blik faldt til det af hende, der havde været skjult bag skørter og chokket var tydeligt på hans ansigt. "De er jo..."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis så helt panisk ud i blikket da han talte, og hun kunne mærke at læberne bævrede let, som var hun til kanten af gråd. Hendes fingre knugede om hans arm, og da hun løftede hovedet så hun bedende på ham. "Du må ikke... Sabastien, jeg ber dig. Du må ikke sige det til nogen"

Nu løb tårerne ned af hendes kinder.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien var lidt i chok over indsigten og det tog ham et øjeblik at rette blikket op mod hendes ansigt. Hendes tårevædede kinder vred hans indre og han blinkede.

"Jeg fortæller intet," sagde han, en anelse åndeløst. Tankerne summede af tusind spørgsmål, men én ting dominerede: "Men hvis De er dårlig. Miri..."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis rystede på hovedet. "Der er ikke længe til, og jeg har fået at vide at der godt kan komme et par trækninger som kan give en smule smerte" sukkede hun let, stadig støttende til ham.

"Du må tænke så dårligt om mig nu" hviskede hun, og frygtede nærmest Sabastiens reaktion yderlige og hans syn på hende. Af en eller anden grund var det meget vigtigt for hende, at han fortsat brød sig om hende.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien blinkede over hendes ord, før brynene trak sig sammen. Hendes ord krøb ind og han måtte tænke et øjeblik, men da han så ind i hendes tårefyldte øjne, var han ikke i tvivl om svaret.

"Jeg kunne ikke tænke dårligt om Dem," sagde han, helt lavmælt, men ærligt. Blikket hvilede i hendes, bekymret, men også med en snert af omsorg.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde forberedt sig på noget andet. Hos hende ville alle tænke dårligt om hende, at hun havde bragt sig selv i en så dum og skandaløst situation. Men hun burde at set det komme; At Sabasien, så god og sød som han havde været, og var ikke ville tænke dårligt om hende.

Da hun havde fået pusten igen, lod hun sig sætte på stolen igen, dog stadig med sin hånd knugede mod hans, som var hun bange for at han ville give slip. "Lensfruen er også med barn.. Det bliver skjult som en tvillingefødsel" hørte hun sig selv sige. Men fortrød det ikke. Hun havde haft brug for nogen at tale med så længe.