Et uventet besøg

[Sabastien Éleveur]

Sabastien strøg børsten over hestens korte pels og frigjorde skidt og mudder. Han slap en dæmpet lyd over hendes ord og skottede op på hende.

"Det er ingen selvfølge," bemærkede han dæmpet. "Nådigfrøken," tilføjede han hurtigt.

Men det var sandt nok. Han kunne mærke hestenes sindsstemning og han var sikker på, at det ikke kun var fordi, hun havde været vant til heste fra barnsben.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde før fundet ro i stalden og blandt hestene, og selvom hun mærkede at den stadig var der, var der også noget andet der rørte på sig. Hun havde forsøgt ikke at tænke for meget over det. Men hendes bedrøvede sind var alt for åbent for følelser.

"Er det ikke snart på tide at du kalder mig ved fornavn?, Sabastien?" Det var en grænse hun ikke skulle krydse, og en som han slet ikke burde nærme sig. Men det var for fristende, og hun havde brug for nogen at være nede på jorden sammen med.

[Sabastien Éleveur]

Sabastiens skuldre stivnede, da hans navn rislede over hendes læber og hans hånd gik momentært i stå. Han stirrede ind i hestens pels, før han fugtede læberne og tvang sig selv til at se på hende.

Hårene stod lidt op i nakken, men han forsøgte at undertrykke det. Hans bryn rykkede sig lidt. "Det..." sagde han dæmpet. "Jeg kan ikke..."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis bevægede sig på dybt vand. Men her var ikke andre, og hun havde et enormt behov for ikke at være Komtesse af Suilleaux, kommende lensfrue af Aren. Hun ville være nede på jorden, og lige nu var Sabastien den eneste der kunne opfylde hendes ønske.

"Her er jo ingen andre end os.." svarede hun stille. Hendes stemme silkeblød. Hun løftede blikket i et forsøg på at fange hans øjne; uden megen held.

"Jeg forventer ikke at vi er på fornavne foran alle andre.." skyndte hun sig derefter at indvende.

[Sabastien Éleveur]

Sabastiens blik flakkede mod hende og hans hånd havde lagt sig fladt mod hestens side, som fandt han ro gennem dyrets puls. Hans bryn trak sig let sammen.

"Jeg har ikke noget imod at kalde Dem ved titel, Nådigfrøken," forsikrede han dæmpet. Selvom der måske var en lille bitte del af ham, der var fristet af hendes tilbud. Netop derfor burde han ikke.

[Mirielis af Lemaux]

Det virkede til at blive mere besværlig kamp om at få ham til at ændre mening. Men hun gav ikke så let op, og hun agtede at vinde. Hun trak vejret roligt og lod tankerne passere for ikke at gøre eller sige noget alt for overilet. Hun ville trods alt ikke risikere at Sabastien ikke var tryg ved sit arbejde.

"Det er jeg glad for" svarede hun mildt før blikket gled mod hans ansigt. "Men jeg ville nødigt være nødt til at give dem en direkte ordre" Der var ingen alvor i hendes stemme, og han håbede ikke hun lød for intimiderende.

"Sabastien.." sukkede hun stille og løftede sin hånd for at lægge den oven på hans. "Du er den eneste jeg kender, hvor jeg kan sænke mit skjold og være en helt anden.."

[Sabastien Éleveur]

Sabastiens blik fløj lidt overrasket op, da hun truede med at beordre ham. Det var så uventet, at det tog et sekund for ham at forstå, at hun spøgte. Skuldrene faldt lidt igen og han så ned på hendes hånd. Hjertet hamrede lidt, selvom han ikke kunne forklare hvorfor.

"Jeg ville ikke ønske, af De var nogen andre end Dem selv, Nådigfrøken," svarede han dæmpet og selvom han ikke formåede at fralægge hendes titel, så var ordene lavmælte og ærlige - mere end bare høflige. Hans blik mødte hendes.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis truede ham ikke for alvor; men det kunne Sabastien ikke vide, og måske gjorde det slet ikke noget at han troede at hun kunne finde på det? Hun så ikke særlig sur ud, selvom der var en lille rynke hen over næseryggen. Noget i hende var glad for at han ikke trak sin hånd væk, og hun mærkede lysten til at lukke sine fingre om hans.

Hun var fyldt op med følelser, som hun troede hun havde lukket helt af for, og låst væk.

"Du ved hvad jeg mener" sukkede hun stille som de mørke øjne gled tilbage mod hans. "Jeg håber du vil øve dig.." bad hun.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien ville utvivlsomt trække alle følehorn til sig, hvis hun reelt truede ham. Nu hvilede hans blik på hende, dvælede måske snarere, før han nikkede. Smilede ganske, ganske svagt.

"Jeg forsøger," svarede han lavmælt, meget bevidst om hendes fine hånd over hans ru og firkantede. "Måske..." begyndte han. Tøvede kort, men fortsatte så. "Måske vil De hjælpe med at børste?"

[Mirielis af Lemaux]

Det var rart. At de bare kunne stå ved siden af hinanden, hvor hun kunne lege at hun var alle andre end Komtesse af Suilleaux. Hun flyttede langsomt sin hånd, så det ikke blev alt for akavet for dem begge. Hun skubbede tungen let mellem læberne før de brune øjne flakkede hen over hans ansigt.

"Gerne." svarede hun og så rundt. "Er der en ekstra?"

[Sabastien Éleveur]

Sabastiens hjerte slog lidt hårdere og han var pinefuldt bevidst om, hvor køn hun var, som hun stod og så op på ham. Selvom det slet ikke var hans plads at tænke sådan. Han fik forsinket blinket sit blik væk.

"Ja," svarede han dæmpet. "De kan tage denne," tilbød han og rakte den børste frem, han selv havde brugt. Blikket søgte hendes imens, fordi han ikke kunne lade være.

[Mirielis af Lemaux]

Hvad var det der skete? Hun havde været i stalden tusinde vis af gange, og aldrig rigtig lagt mærke til andet end hestene. Det måtte være hendes følelser og sind der forsøgte at lappe hendes knuste hjerte sammen. Hun smilte let; i et forsøg på at glatte det hele lidt ud, før hun blev trukket væk, og de brune øjne i stedet faldt på børsten.

Langsomt løftede hun sin hånd og tog imod den. Fingerspidserne der lige akkurat strejfede hans. Hun ville ikke være bevidst om det, og i stedet for at dvæle ved det, begyndte hun at børste Persephone.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien foldede diskret fingrene sammen, da han havde givet hende børsten, som om det kunne få aftrykket fra hendes fingre til at blegne. Alligevel blev det siddende tilbage og han mærkede sit blik strejfe mod hende, mens hun børstede hesten. Han mærkede velviljen fra det store dyr og han fandt, at han delte den.

Ubevidst om, at han havde fortabt sig i flere sekunder, kom han lidt brat tilbage til virkeligheden og var varm om nakken, da han hastigt vendte sig væk fra hende. Under påskud af at tage endnu en børste fra spanden, men i virkeligheden hamrede hans hjerte lidt.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis stod længe og børstede de samme steder, og blev helt hypnotiseret over de efterladende striber børsten gav mod hestens hår. De brune øjne flakkede let, og hun bemærkede pludseligt at blikket havde skiftet retning og lå mod Sabastiens skikkelse.

"Hvor længe har din familie været i Suilleaux?" spurgte hun stille. Hun trak vejret dybt ind og bed sig i siden af kinden før hun tvang sig selv tilbage til hesten, og rykkede om på den anden side så hun kunne fortsætte.

[Sabastien Éleveur]

Sabastien prøvede at få sine tanker på ret køl og var hyperfokuseret på arbejdet foran sig, da Miri talte igen. Hans blik Strejfede og mødte hendes kort.

"Generationer," svarede han dæmpet. "Længere end nogen kan huske. Måske står det i jeres bøger."