Ulv i fåreklæder

[Manon af Tource]

Gaspar af Vigny , anden fødte søn af Kongens søster og det perfekte parti for en komtesse i guldskjoldendes bog.
Nyheden om forlovelsen med den unge væbner var blevet delt over middagsbordet, som havde det været intet andet end en triviel kommentar omkring dagens vejr. Den burde have efterladt Manon med mavekriller i stedet for de svedklamme hænder, der havde gjort det svært at holde ordenligt på bestikket. En royal, hun skulle giftes med en royal. Bevares Gaspar var da hverken kronprins, prins eller for den sagsskyld arving, men han var stadig et fremragende valg til at gøre lille pigedrømmen til virkelighed.

Desværre havde Manon ikke haft chancen for at spørger omkring sig om hans væsen, da det første møde mellem de nyforlovede fandt sted allerede en uge senere.

Den pågældende morgen havde Manon ladet sig sænke ned i det blødgørende og forskønnende bad, tilsat mælk og honning. Kammerpigens velmente råd under påklædningen af den cyanblå kjole rumsterede stadig bagerst i hovedet ”Niv Deres kinder og læber, så De fremstår indbydende som en ny udsprunget rose, men ej så meget at De efterlader mærker.”
Ikke en finger måtte der være at sætte på hendes udseende. Skævende mod døren, indtil stuen i Tource-byhuset, kneb Manon sammen om kindernes æbler, igen og igen til varmen forblev i huden og hun var sikker på den rosa farve ikke ville nå at forsvinde inden Vigny-sønnens ankomst inden længe blev annonceret. 

[Gaspar af Vigny]

Deres eget byhus var bedre.
Gaspar var hurtig til at konkludere dette; udelukkende baseret på et overfladisk blik over de rum han var blevet vist igennem siden sin ankomst kort forinden. Møblementet, kunsten, tjenestestaben (To halvdårlige Bessie’er og en enkelt acceptabel Adele), var alt sammen middelmådigt sammenlignet med de standarder Gaspar selv var opflasket med og vant til, ha, gudskelov! Men hvad skulle man egentlig også forvente af en husstand hvor moderen kun havde formået at føde tre børn, og hvor kun én af dem var en søn? Og så var hun tilmed død, konen. Adelssønnen ville ikke bebrejde Liam af Tource, hvis han havde slået sin hustru ihjel af ren og skær skuffelse over hendes ringe formåen.

Manon af Tource skuffede dog ikke.

Gaspar af Vigny trådte igennem døren som en kongesøn, da hans tilstedeværelse blev annonceret. Han var iklædt kostbare klæder i de karakteristiske slægtsfarver; mørke, dybe farver i grøn og blå og en gylden bort; et enkelt mønster langs ærmer og hals. Bløde støvler pudset op med skinnende læderfedt. Med rank ryg trådte han frem for at tage sin forlovedes hånd i sin, med ønsket om at efterlade et kys som hilsen på hendes sarte håndryg.

”Jeg har set frem til at møde Dem, Nådigfrøken.”

[Manon af Tource]

Manon rejste sig ved tjenerens bekendtgørelse af Gaspar’s tilstedeværelse og nejede formfuldt med blikket slået ned, da han med en bæring som var han søn af kronen selv trådte ind i stuen.
Langsomt løftede Manon blikket og tog en uvillig hurtig indånding, inden det igen lykkes hende at genvinde kontenancen. Det var for tidligt allerede at fortabe sig i himmelske krøller og bjergtagende lyse øjne.

Han rakte hånden frem. Manon spejlede gestussen ved villigt at strække hånden frem og lod hans læber strejfe håndryggen ”Det er mig en ære at møde Dem, Væbner Vigny,” Svarede hun velopdragent ”Jeg er taknemmelig for, at De har ulejliget Dem med at komme.” Tilføjede hun med en ægthed i den milde stemme, skønt Manon var ganske bevidst om det nok nærmere var pligtopfyldelse – og insisterende forældre – der havde fået den unge væbner til byhuset end en voksende mavekriller på hendes person.