Dig eller mig?

[Cosette af Treillery]

Sene aftentimer

Tilegnet Joufre af Treillery

Udenfor havde mørket langsomt lagt sig over Levagny. Det var en aften som så mange andre og Cosette var allerede så småt gået til ro. Hun havde puttet sig under den tykke dyne og hun sad nu og læste et kapitel i en ny bog hun havde købt på markedet tidligere på ugen, i skæret fra lanternen på natbordet.

De sidste par nætter var hun gået i seng uden sin husbond. Hun fornemmede at han havde travlt, men om det reelt var arbejde eller blot undskyldninger for at skabe lidt distance, var hun ærligtalt ved at komme i tvivl om. - Selv gik hun da også med en smule uro i maven over det pres hun følte hun havde hængende over hovedet. Trods alt, var det nu måneder siden brylluppet og Yphion havde endnu ikke hjulpet frugtbarheden på vej, til trods for hendes mange bønner. 

[Joufre af Treillery]

Joufre havde travlt, for der var en fortstående krig, som han måske skulle ende med at blive en aktiv part af, og der var bekymring i hans len for hvordan det ville påvirke dem, og selv befandt han sig her i Levagny. Der var nok at se til, men det var ikke den eneste grund til at han trak aftenerne ud. Han var begyndt at føle en snert af frustration, for han følte, at han havde givet Cosette en lang line. Han følte også, at han ikke havde presset hende, som andre mænd måske ville have gjort, men folk snakkede, og de havde begge brug for en arving.

Denne aften var det da også på tide, at han fandt sovegemakkerne, før hendes øjne var lukket i. Roligt skubbede han derfor døren op til sovekammeret, og fandt sin hustru siddende i sengen med en bog. Et svagt smil var at spore over synet. "Du sover ikke endnu," konstaterede han det åbenlyse, før han så lukkede døren og begyndte at løsne snørerne i sin tunika, så han kunne trække den over hovedet.

[Cosette af Treillery]

Cosette lod kun ganske kort blikket glide op, da Joufre trådte over dørtærsklen til sovekammeret. Hun brummede vagt og lod blikket glide ned over bogstaverne på pergamentet igen. ”Mrhmm..Nej…” Hun trak dynen en smule tættere og rykkede så atter en smule på sig,, så han kunne kravle op til hende. Ikke destomindre, var det atter tydeligt at hendes fokus var forbeholdt det skønlitterære værk hun bladrede i.

Ud af øjenkrogen havde hun godt bemærket det lille listige smil der havde fundet vej til husbondens mundvig, men hun tillagde det bevidst ikke yderligere vægt. ”Du gør mig tidligt selskab i dag…Er du allerede færdig med dine ærinder?” Kom det spørgende og dog lettere tørt.

[Joufre af Treillery]

Tydeligt var det for ham, at han kun havde hendes halve opmærksomhed. Det generede ham ikke normalt, men denne aften gjorde det, for på sin egen måde pustede det til de små frustrerede gløder og følelsen af, at hun ikke for alvor investerede sig i det, der burde være deres fælles passion. Deres fælles projekt om at leve sammen og at udvikle ægteskabet til at bestå af mere og andet end blot flygtige samtaler hist og her.

Hans øjne fæstnede sig ved hende ved det lidt tørre spørgsmål. Tonefaldet ikke overhørt, og hans bryn trak sig lidt sammen. "Det ser sådan ud," konstaterede han ligeså tørt, måske også en anelse træt. "Jeg tænkte, at jeg ville bruge tid med dig. Men du er måske alt for optaget af din bog?" udfordrede han hende nu lidt. Det var tydeligt, at han forventede - og også følte, at det var hans ret at forvente det -, at hun ville lægge den fra sig for istedet at tildele ham en del af sin opmærksomhed.

[Cosette af Treillery]

Cosette mærkede tydeligt at hendes manglende hengivenhed generede husbonden. Havde falkeøjnene, der hvilede på hende ikke været nok, så gjorde tonen udfaldet. Hun åndede træt ud og lidt eftertænksomt, skænkede hun ham atter sin opmærksomhed, som hun foldede bogen nedad på brystet og strøg en mørk vildfaren hårlok om bag øret. “Jeg er ærligtalt lidt træt, kære…Jeg er ikke i humør til så meget småsnak..” Erklærede hun, som en anden dårlig undskyldning, som hun betragtede ham.

[Joufre af Treillery]

Endnu en lyd af træthed. Så sænkede hun endeligt bogen og lod den falde mod brystet og så fejede hun ham bort med en dårlig undskyldning. I hans ører var det i hvert fald intet andet end det, og han spændte let i kæben.
"Du vil altså hellere falde i søvn alene end at småsnakke med mig? Godt at vide," bed han lidt ad hende. Måske lidt strengt. Så rystede han lidt på hovedet. "Hvad hvis jeg slet ikke vil snakke?" 

[Cosette af Treillery]

”Nu er du urimelig, Joufre..” Tonen blev lettere spids som hans egen var det og de mørke øjne hvilede roligt på ham, som hun med fattet ro, åbnede bogen igen og lagde bogmærket på plads. ”Ja, i så fald, kommer det ej heller bag på mig.” Lød det lettere stramt, som hun havde en klar fornemmelse for, hvad han ellers havde i tankerne.

[Joufre af Treillery]

"Nå, nu er det urimeligt at bede sin hustru om et minimum af opmærksomhed. Javel," konstaterede han tørt. I det øjeblik ret blind for at han måske i virkeligheden var urimelig, men i visse kredse - også dem han begik sig i, men endnu ikke for alvor havde præsenteret Cosette for - var han det ikke. Der var kvinden naturligt sin mand hengiven. 

"Hvad skal det betyde?" krævede han at få af vide og så på hende med et indgående blik, mens han lagde armene over kors. Afventende på en forklaring. 

[Cosette af Treillery]

De rosa læber snerpede sig sammen, som genstridigheden voksede hos Cosette. Joufre talte til hende, som var hun et umodent barn – og hun brød sig bestemt ikke om den side, hun nu også langsomt begyndte at få øjnene op for. Hun så trods alt ikke grund til at han blev nedladende overfor hende, ene og alene, fordi hun lystrede hans ord prompte. ”Det skal betyde at jeg er din hustru og ikke et tyende, du kan herse med, som det passer dig.” Lød det køligt, som de brune øjne hvilede på ham med sjælden stålfasthed.

[Joufre af Treillery]

Tydeligt utilfreds var Cosette. Det lyste ud af hendes ellers fine ansigtstræk og han overså det ikke, da hun snerpede læberne sammen. Så lød vovede ord som svar, og de kunne have fungeret som flammer på et begyndende bål, men det gjorde de ikke. Endnu.
Hans kæbe var fortsat spændt, men han så på hende med alvor malet i ansigtet, da han roligt, omend ærligt talte: "Hvis du tror jeg herser med dig, er det fordi du aldrig har oplevet hvordan nogle mænd opfører sig overfor deres hustruer. Du skal være taknemlig for, at jeg ikke er en af dem, for de herser ikke kun, Cosette. De tager hvad de vil have, og når de vil have det."

Joufre respekterede kvinder på en helt anden måde end flere mænd han kendte gjorde det. Men han nød ikke at se egen hengivenhed kastet til side, som var den ubetydelig. Han nød ikke den modvillighed, som han følte voksefe sig større for hver dag. 

[Cosette af Treillery]

Cosette var så udmærket klar over at hun kunne være endt op med værre husbond end Joufre. - At verden var fyldt med dem af langt værre kaliber og at hun taknemmeligt havde sneget sig udenom. Ikke destomindre, brød hun sig ikke om de ord der forlod husbonden, der fremfor alt stak hende en smule i hjertet. ”Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg næsten påstå at det lød som trussel..” Kom det tydeligvis skuffet, som hun lod blikket hvile på ham, til trods for at hun helst så væk.