Familiær snak

[Gaspar af Vigny]

Det var umuligt ikke at forestille sig hende nøgen, trods de tre lag af klæder som prøvede at dække kroppen til. Mon storebroren, den hellige arving til Vigny-lenet, nogensinde tog hende bagfra til arrangementer som disse?
Sikkert ikke; Caspian af Vigny var så traditionel, ja, nærmest decideret afvisende omkring kvinder; som var det et nødvendigt onde. Brødrene havde i hvert fald aldrig gået på opdagelse sammen, som brødre ellers burde.
Faktisk, indså Gaspar af Vigny, mens han knipsede en Bessie (kaldenavn givet til alle storbarmede tjenerinder) hen for at fylde to nye glas, syntes de aldrig at have udvekslet den slags erfaringer overhovedet; Ingen familiær, detaljeret lystsnak; under alle omstændigheder huskede han det ikke.

”Her,” Grevesønnen rakte sin svigerinde det ene glas. Tog selv det andet. Han tolkede det som Gudernes velvilje at det var lykkedes ham at få hende på tomandshånd.
Blikket flyttede sig fra hendes krop, som han kort forinden havde afklædt i sine tanker. Mødte hendes blik:

”Sig mig, Simmonete af Vigny - Er du tilfreds?”

[Simmonete af Vigny]

Musik og ord gled forbi hendes ører, som vand om grøde i et åløb. Som tiden var gået, havde der sat sig en bitterhed bagerst i hendes svælg. Ikke at hun havde forventet hverken rosenrødt eller sukkersødt - ej heller ønsket det, fra foreningen med Caspian, men den mængde snuhed og manipulation hun har måttet anvende for at håndtere ham, havde på en måde formet hende på ny og hun kunne ikke undgå at føle, at der var blevet slået et stykke af hende og indsat et nyt, som hun ikke længere genkendte. Måske var det en skidt ting, men måske var det ikke?

Udadtil kunne man intet se.


"Hm?" Hun drejede hovedet og landede blikket på sin svoger. En ung mand med mere kontrastfyldt kompleksion end sin ældre bror, men ligeså intimiderende for de der ikke var vant til at omgås højadelen. Hun sænkede hagen lidt og lod mundvigen pege lidt opad i en taknemmelig mine, som hun rakte ud og tog imod det glas han havde bragt hende. "Betænksomt," - "Tak." Hånden førte glasset til læberne og hun smagte vinen. Blikket nedslået, da opmærksomheden var vendt mod den sødmefulde smag, indtil hans spørgsmål pludselig hang i luften. Rolig trak hun glassets kant fra læberne og sank den gyldne væske, de mørke øjne nu vendt mod hans lyse. Hun fugtede kort læberne. "Tilfreds? Med arrangementet?" Spurgte hun og spillede dum. Usikker på hvor hun havde ham.

[Gaspar af Vigny]

Gaspar vippede glasset, drak en tår som respons på hendes taksigelse. Betænksom, havde hun sagt med sin yndige pigemund, selvom han udmærket vidste at det var en overdrivelse. Ikke at det kom som en overraskelse; det svage køn var let at imponere.
Hendes spørgsmål fik ham til at smile overbærende og rykke en smule tættere på hendes væsen, blot for at understrege det fortrolige rum han forsøgte at skabe til dem, her midt i festsalen.

Ak, dumme pigebarn: de levede i sandhed en beskyttet, simpel tilværelse. Det var rørende, fordi hun samtidig var pæn.
”Som min broders hustru,” uddybede han velvilligt, og fandt sig selv kigge på hendes mund igen. Gaspars navn ville klæde de læber. Han var helt ærgerlig over at svigerinden ikke havde hilst ordentligt på ham, som etikken foreskrev. Blev de ikke opdraget til den slags?

”Er du tilfreds med hans ..indsats?”

[Simmonete af Vigny]

Som han trådte et skridt tættere, havde hun lyst til at træde et væk. Istedet blev hun stående og nøjedes med at ranke ryggen lidt. Hun så hans ulvesmil, men sendte ham kun et mildt et tilbage. Et smil der langsomt blegnede bort igen, da han præciserede, hvad hun først havde forsøgt at undgå. Han sagde det ikke ordret, men så direkte som han sikkert kunne, det offentlige rum taget i betragtning.

Simmonete hævede hagen, dels i vag selvhævdelse, men ligeså meget for at se manden i øjnene, der ellers tårnede sig over hendes skikkelse. "Nogle ville mene at du stiller for personlige spørgsmål, kære Svoger."

[Gaspar af Vigny]

Den venstre mundvig søgte opad på ny. Det huede ham, at hun blev stående; at hendes hage blev løftet for at møde adelsdrengens egne blå øjne. Den gyldenbrune hud, der var spændt over kravebenene, var stærkt appellerende. Gaspar tænkte sig til den fortryllende kontrast som ville opstå, hvis han lagde hvide fingre om den slanke hals, så ganske nænsomt. Det skulle ikke overraske lillebroren, hvis Simmonetes egen mand ikke gjorde andet end at pumpe sig rødhovedet og forpustet i forsøg på at komme hurtigt igennem det.

”Jeg er ligeglad med, hvad andre synes,” konstaterede Gaspar, og lod hende samtidig vide, at han fortsat ønskede svar på sit spørgsmål.

[Simmonete af Vigny]

De mørke øjne hvilede blot på ham et øjeblik, ude af stand til helt at gennemskue hans intention. Hun så hans blik vandre diskret og følte næsten hans fingre over hendes hud, skønt han ikke rykkede sig en centimeter. Det fik hende til undre sig; Var han ude efter hende?

Hun slap lidt luft ud gennem næsen, som havde hun holdt det lidt inde. Hun lod blikket glide sideverst med antydelsen af en skuffet mine. Det tætteste hun kunne komme på en tilkendegivelse af sandheden. Caspian gjorde ikke meget for hendes tilfredsstillelse. Det var udelukkende pligten er talte, når hun med rationel argumentation kunne overbevise sin husbond om deres ansvar for viderebringelse af slægten. Det var lidt kvælende, især for en så frisindet som hun.

[Gaspar af Vigny]

Gaspar tolkede svigerindens manglende svar som en bekræftelse af, hvad han selv tænke om sin brors præstation i gemakkerne. Smilet lå grumt i blikket, en frydefuldhed der fik ham til at ranke ryggen yderligere.

”Du ser varm ud, Simmonete. Kom, lad mig vise dig haven.” Det blev sagt med venlighed, men lagde ikke op til modsigelse. For at understrege det yderligere, lagde han galant sin hånd mod hendes lænd, en høflig støtte.

[Simmonete af Vigny]

Med vendt bort fra svogeren, så Simmonete ikke det blik der for et sekund hvilede på hende og som ellers bør have varslet om hans intentioner. Hun ænsede dog da han rettede ryggen, hvilket fangede hendes blik tilbage mod ham. Hun så blot et venligt ansigt, omend hun tydeligt mærkede noget der var.. uldent, ved ham. Hun kneb øjnene en anelse sammen ved han bemærkning efterfulgt af en gennende gestus mod hendes lænd. "Haven? Er den begyndt at stå i flor?" Undrede hun sig og betragtede den højere skikkelse ved sin side, som de roligt begyndte at vandre. Hun studerede ham nøje, som hun afventede hans tanker.

Så rettede hun blikket fremfor sig. "Jeg er sikker på min kammerpige gerne gør os selskab." Bemærkede hun hentydende.