Så længe siden?

[Ezekiel Abreo]

Hugon Kammertjener

Det var en af de sjældne fridage for Ezekiel. Eller...En halv fridag. Han havde været tidligt oppe og hjulpet med at gøre klar til dagen, men derefter havde han fået fri. Og hvad skulle han stille op med alt den fritid? At besøge sin familie var omsonst. Zekes far ville være travlt optaget af sit eget arbejde, hans mor ligeså. Hans lillesøster ville være optaget af at hjælpe moderen. At besøge ville næsten kun ødelægge mere, end det ville gøre godt. Foruden han skulle høre på beklagelserne over at han aldrig blev gift, og slet ikke var gået i gang med et mesterstykke til at blive mesterbager endnu! 
Zeke pilede i kæden på hans halskæde. Vedhænget var lunt efter at hvile mod hans hud hele dagen. Med et suk så han op mod himlen over sig. I dag med sol, hvilket var ganske rart. 

Med bare fødder, og nogle af hans sædvanlige slidte bukser og trøje, stod han ude foran bagerbutikken og ventede. Det lange hår var normalt bundet op, men fordi han havde fri - og ikke skulle nogle steder - havde han ladet det hænge løst. Det lange mørke hår, kombineret med hans øjne hvis nogen fik øje på dem, høstede ham nogle blikke. Intet Zeke ikke var van til i forvejen. Hans øjne havde altid været omgærdet af mystik og overtro. Folk der troede han var forbandet, eller hans mor der forgæves havde bildt ham ind at han var velsignet. Godt nok havde han gaven, meeen...

Nej, han stod og ventede på en gammel barndomsven. Som måske efterhånden mere var en bekendt. Der var alligevel nogle år mellem dem, så at sige de havde været de mest tætte venner var nok at overdrive. Alligevel glædede Zeke sig. Han snakkede aldrig om sin gave i hverdagen. Men nu havde han faktisk muligheden for det. Med en der kendte til det og ville forstå. Måske kunne Zeke i dag blive klogere på hvad han selv gerne ville? Og hvis ikke...Nåe ja. Måske var de vokset fra hinanden? Selv om mødet mellem dem var aftalt og de dermed stadig havde lidt kontakt, levede Hugon alligevel et helt andet liv end Zeke. 
Med den tanke så Zeke i retningen af paladset med et svagt suk. 
Ja. Nogen kunne. 

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde en vældig nådig herre, selvom han til tider bandede Theuderic af Sangy meget langt væk i sit stille sind. I dag havde han i midlertidig fået en fri eftermiddag til at besøge håndværkerkvarteret. Den skulle udnyttes. Senere skulle han forbi sin familie, men først stod den på en genopfriskning af barndomsminder med en af de andre knægte, der havde haft Gaven. På en eller anden måde havde det altid skabt en eller anden form for bånd, på trods af aldersforskellene.

Derfor smilede han også relativt varmt, da han fik øje på Zeke på gadehjørnet og han løftede den ene hånd i hilsen. "Abreo," hilste han. Det usædvanlige navn gled lige af på tungen. "Vel mødt."

[Ezekiel Abreo]

At snakke om ting der ikke var normale...
Zeke hørte det velkendte navn og så op. Med et smil og et vink gengældte han Hugons hilsen. Ja, hvor kom navnet fra? I en by - i et land - hvor folk hed hvad de lavede. Hvor mange bagere, syerskere og snedkere var der ikke i byen? Hvor navnet kom fra tabte sig i tågerne. En eller anden historie om at familien oprindeligt kom et andet sted fra...For mange år siden...Men nu var de altså her, og havde stadig navnet.
"Hugon!"

Han trak vejret dybt og med et lille buk i kroppen - som en del af drillende og lette natur - viste han vej ved at slå ud med sin ene arm. De skulle ikke så langt, trods alt.
"Vel mødt! Hvordan går det? Ah...vi kan også snakke når vi kommer indenfor. Lad os gå bagom, Mester bliver sur hvis jeg tramper igennem det hele med private bekendte"
Det sagde sig selv. Alligevel gled ordene ivrigt over læberne. Zeke, selv ivrig efter at snakke med andre end sin mester eller de lokale kunder.
"Eller måske en tur rundt i byen er bedre? Vi må begge nyde at være frie for et par timer?" foreslog han næsten i samme åndedrag, men med samme lette smil.

[Hugon Kammertjener]

Hugon lyttede til de mange overvejelser, der kom fra Ezekiel, med et lille træk i mundvigene. Han brød ikke ind, men ventede til han havde talt sig selv ud og tav en stund.

"Selvom jeg ikke er i tvivl om at baglokalerne hos din mester er usigeligt interessante," drillede han let ironisk. "Så ville jeg foretrække et glas på en af de lokale. Falken, f.eks.?"

[Ezekiel Abreo]

Zeke slog let ud med armene, men smilet blev ikke mindre af den grund.
"Ja, lad os det" medgav han. Med en let bevægelse med den ene arm gjorde han tegn til om de skulle gå.
"Så hvordan går det oppe i det fine?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon begyndte at gå ned af den velkendte gade i det velkendte kvarter. Han smilede lidt af stemningen, lugtende, lydende. Det var ikke fordi han ikke fik muligheden for at se sit barndomshjem, når de var i Levagny, men det var de jo ikke hele tiden. Han sugede det til sig.

"Det går fint," svarede han med et glimt i øjet. "Herren er stadig enlig og uvillig til at ændre på det. Jeg sympatiserer. Og hernede, med dig?"