Forsvundet barndom

[Ysabeau af Chales]

Ysa havde talt med Leonius Sømand og efter det havde hun haft lyst til at konfrontere Estienne af Chales med sin nye viden. Hun ventede dog flere dage, til de gjorde holdt ved en af havnebyerne på østkysten.

Hun sad på kajen og så nogen læsse af fra et andet skib, da hun fik øje på falanisten og vinkede ham hen til sig.

"Jeg har en høne at plukke med dig," konstaterede hun. "Jeg har hørt noget nyt, som du ikke har fortalt mig."

[Estienne af Chales]

Estienne var grundlæggende godt tilfreds med at være på fast grund for en stund og havde, udover at have slæbt en god del, brugt tiden på at spise et solidt måltid mad.

Nu var han på vej tilbage for at hjælpe igen, da Ysas stemme lød. Han gik mod hende og hævede brynene lidt over ordene, men tog det ikke for noget meget alvorligt. Det afslørede hans dæmpede fnys.

"Hvad nu?" spurgte han. "At adelskvinder i Falanie ikke plukker høns?" foreslog han.

[Ysabeau af Chales]

Ysa fnøs let over det evigt kvikke svar. Han var hurtig, det måtte hun indrømme. Hun synes stadig han var irriterende en stor del af tiden, men inderst inde måtte hun også indrømme overfor sig selv, at hun nok ville komme til at savne ham. Derfor var det dog stadig forkert af ham at fortie ting.

"Du har aldrig fortalt mig, at du kendte hende - mig - som barn. Hvorfor ikke?"

[Estienne af Chales]

Estienne vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men nok mest af alt et eller andet, der ikke var så alvorlig. Derfor kom spørgsmålet bag på ham og han stivnede synligt. Han blev lidt tør i munden, men forsøgte at holde sit ansigt så neutralt som muligt.

"Gør det en forskel?" endte han med at spørge, måske fordi han virkelig ikke anede, hvad han ellers skulle sige.

[Ysabeau af Chales]

Ysa eftersøgte Estiennes ansigt for reaktioner, forsøgte at fange ham i noget, men var ikke sikker på hvad hun så. Hun endte med at klemme læberne en smule sammen og se småskeptisk ud.

"Ja, selvfølgelig gør det en forskel. Du har en personlig interesse i det? Jeg troede... Jeg forstod ikke fuldstændig hvorfor du egentlig gjorde det her. Det er fordi du virkelig kender familien? Min familie?"

[Estienne af Chales]

Estienne vidste godt, hvad svaret var på spørgsmålet, men det var et dårligt forsøg på at købe lidt tid. Hans blik var rettet fast ud over havnen. Sandheden var, at det ikke var grunden til, at han gjorde det. Det havde aldrig bevidst været grunden. Det var et gammelt sår, der undervejs var blevet kradset op igen, men måske var det også en god undskyldning.

Han tog en indånding. "Jeg har allerede fortalt dig, at vores familier er naboer," konstaterede han, men så ikke på hende.

[Ysabeau af Chales]

Havde han? Ysa huskede det dårligt, men hun huskede heller ikke at han ikke havde sagt det, så hun accepterede det. Hun rynkede dog stadig panden lidt og så op på ham.

"Det er ikke det samme. Du har ikke fortalt mig om mig. Hvordan var jeg? Hvor gammel var du overhovedet dengang?"

[Estienne af Chales]

Spørgsmålene nagede ham og fik hans kæbe til at virke endnu mere spændt end ellers, hvilket ikke sagde så lidt. Hans bryn rynkede sig også, som om spørgsmålene pirkede til noget ubehageligt.

"Elleve," brummede han uden at se på hende. "Du var kun fire og bare en lille unge," fortsatte han. Det rykkede i ham, i hans hukommelse. "Jeg husker ikke meget."

[Ysabeau af Chales]

Elleve år. Ysa forsøgte at se ham for sig. Sikkert helt lyshåret dengang, mildere i ansigtet, rundere at se på. Hun rømmede sig lidt.

"Sæt dig ned," bad hun. "Og se på mig. Hvor godt kendte vi hinanden?"

[Estienne af Chales]

Estienne havde lyst til bare at sige pænt nej tak og debaterede det med sig selv. Problemet var bare, at de var fanget på et skib sammen om lidt igen og det ville være svært at undgå hende. Han undertrykte et suk.

Modstræbende satte han sig på kanten af en tønde og så ned på hende. Brynene var trukket sammen. "Som jeg sagde, du var bare en lille unge. Du legede med mine brødre og jeg var der kun for at holde øje med jer." Han var lidt brysk.

[Ysabeau af Chales]

Ysa fornemmede meget usagt. Hun var ikke blind for at Estienne kunne fortælle historier når han havde lyst. Være charmerende. Lige nu virkede han lukket som en bog.

Hun sad og så lidt på ham. Tænkte. "Intet mere end det, virkelig? Måske kan det hjælpe mig med at huske."

[Estienne af Chales]

Estienne gned hænderne lidt over hinanden, som de var foldet i skødet. Knækkede knoerne. Havde han været mere nobel, havde han måske indrømmet sandheden, men han havde aldrig sagt det til nogen. Aldrig indrømmet sin fejl og nu var ikke tidspunktet, hvor skyldfølelsen ville få ham til at bukke under.

"Hvad skulle det være?" spurgte han derfor, blikket fortsat rettet mod havet.

[Ysabeau af Chales]

Ysa blev frustreret over Estienne, der ikke ville hjælpe. Hun forstod ikke hvorfor, men så op på ham, selvom han insisterede på at se væk hele tiden.

"Hvad som helst mere end vage svar om at jeg var lille. Et eller andet. Noget, der måske kan hjælpe med mig at huske!"

[Estienne af Chales]

Estienne overvejede, hvorfor hans ord om, at han heller ikke huskede meget, ikke havde nogen betydning for hende, men tanken var nok symptomatisk på skyldfølelsen.

"Jeg ved ikke, hvad mere du forventer fra mig," konstaterede han. "Du var lille og alle ville passe på dig, men det var du ligeglad med."

[Ysabeau af Chales]

Ysa blinkede overrasket og så intenst på Estienne over hans svar. Hun tog en dyb indånding og åndede ud gennem næseborene, som udvidede sig let.

"Ligeglad? Hvad mener du?"

Noget skurrede rundt lige udenfor hendes rækkevidde og hun forsøgte at få fat i det, uden held.