Ned med nakken

[Elyot af Falanie]

"COULLERE!"

Elyot brølede, da han så den anden væbner på træningspladsen. Han tøvede ikke et sekund, men gik direkte hen til Panteleon af Coullere og smækkede ham i ansigtet med sin handske. "Første blod. Nu."

[Panteleon af Coullere]

Pan vidste ikke, hvad det var for en brøleabe og registrerede det dårligt nok, før læder ramte ham i ansigtet. "Hvad f-," undslap det ham, før han indså, at det var kronprinsen.

Han fnøs lidt og kastede et blik op og ned over ham. "Hvad er dit problem, Falanie?" spurgte han med afslappet arrogance, frem for straks at stille sig parat. Hans hånd lukkede sig dog lidt fastere om sværdskæftet.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde lyst til at slå ham med handsken igen. Kunne også have brugt sin knytnæve, men det var ikke særlig ridderligt.

De tiltrak sig opmærksomhed. Selvfølgelig. Han ville ydmyge Coullere foran alle. "Det ved De udmærket," hvæsede han. "Hun er uskyldig. De rører hende aldrig igen. Bæst."

[Panteleon af Coullere]

Pan burde måske være bekymret, men det lå ikke til ham. I stedet så han på Elyot med en blanding af medlidenhed og arrogance.

"Det ser sort ud for Falanie. Jeg tror vist, at vores kronprins gør sig forestillinger," svarede han og fortsatte glat. "Jeg aner ikke, hvad du taler om."

[Elyot af Falanie]

Elyots blik slog gnister. Han så hadefuldt på sin grandfætter.

"Det ser sort ud for Coullere, hvis deres arving forsøger at orme sig væk fra en direkte udfordring. Kujon."

[Panteleon af Coullere]

Nu kom der et reelt glimt af vrede i Panteleons blik og kæben rykkede sig lidt.

"Udmærket, Falanie. Hvis det er sådan, du vil have det," svarede han og tog et skridt bagud. Sværdet havde han allerede i hånden.

[Elyot af Falanie]

Elyot trak sit sværd og hørte et sug gå gennem dem, der var i nærheden. "Første blod," gentog han. Folk flyttede sig fra dem.

Det var ikke uden risiko, selvom duellen stoppede første gang der blev draget blod. Men han skulle hævne det, at Gennevote af Falanie's ære var blevet krænket. Det blev han nødt til.

Han begyndte at kredse om grandfætteren, sværdet hævet.

[Panteleon af Coullere]

Pan kunne tåle meget, men ikke at blive kaldt en kujon. Han var da heller ikke bange for grandfætteren med den blødsødne ridderherre.

Han løftede sit sværd, cirklede om kronprinsen og gjorde det første udfald. Stål klingede mod stål.

[Elyot af Falanie]

Philippe var moralsk renere end Pans ridderherre, men han var også så grundig i sin træning at Ely til tider havde overvejet om hans far havde bedt ham om at torturere ham. Således var Elyot blevet en fremragende fægter og slog angrebet tilbage. Ikke uden besvær, dog, for grandfætteren var også dygtig. I træningskampe havde de tidligere været godt matchet.

"De ikke værdig til at arve en plads blandt rigets højeste," hvæsede Elyot, da de var fri af hinanden igen. Og så kastede han sig ind i et angreb.

[Panteleon af Coullere]

Hvis ikke det havde krævet, at han tog blikket af ham, havde han himlet med øjnene. Så det gjorde han ikke. Fnøs bare hørligt.

"Flot tale," svarede han, som de cirklede igen. "Øver du dig på dem, når du ser dig i spejlet om morgenen?"

Stålet klingede igen.

[Elyot af Falanie]

Elyot kneb øjnene let sammen og gik til et modangreb direkte efter Pans, men blev standset og trak sig med en skærende lyd af stål mod stål.

"De inspirerer det i mig helt uden øvelse," svarede han forsinket. "Øver du dig på at være en køter eller ligger det naturligt til familien?"

[Panteleon af Coullere]

Pan svedte hurtigt let og irriterende nok, så var de tæt på lige. Det bedste bud var at provokere Elyot til at gøre noget idiotisk.

"Kysser du din mor med den mund?" grinede han hånligt. "... Eller er det din søster?"

Han gjorde et udfald igen.

[Elyot af Falanie]

Elyot var allerede rasende, hvilket heldigvis gjorde provokationen ineffektiv. Hans trang til at myrde grandfætteren var på hundrede.

"I det mindste kysser jeg ikke min far i røven, modsat dig," svarede han bidsk og gjorde et hurtigt udfald.

[Panteleon af Coullere]

Pan så rødt, men parerede Ely. Han ventede ikke, før han slog ud igen og der kom ikke flere ord lige nu. Der var kun klangen af stål mod stål.

Sveden haglede snart frem og ingen af dem bakkede ud. Det så farligt ud - og måske var det det også.

[Elyot af Falanie]

Elyot mærkede at han havde ramt rigtigt. Snart havde ingen af dem meget vejr til at tale med, men var fokuserede på hadefuldt at forsøge at vinde, uanset hvordan.

De havde dog et publikum, så de måtte holde sig til reglerne. Ellers vidste Ely ikke, om han ville have sparket ud efter Pantaleon, da han havde muligheden.

Sveden piblede, stålet sang og pludselig, pludselig ramte han noget blødere.