Den blide hånd bør føres bestemt

[Johanot af Vigny]

Johanot havde indbudt Bénjamin af Bonville og hans nye hustru i sit hjem, fordi han var nysgerrig på hvordan det gik dem i deres nylige ægteskab. Han havde endnu ikke set Benjamin med Jacquetta til en af de private forsamlinger blandt tilhængerne, så han antog at den unge kvinde ikke var fuldt ud introduceret for deres dogmer endnu. Til gengæld tilfaldt det ham, som en af de fremstående medlemmer, at sikre at Benjamin var i færd med at lede hende i den retning og at hun ikke ledte ham i den modsatte.

Således med et klart formål for samtalen, havde han instrueret nøje i hvordan møblerne skulle placeres. Hans egen, brede stol overfor den upolstrede sofa med de bløde skind, der var til det unge par. Den stærkere vin til Benjamin og en finere, sødere til hans hustru.

Han havde valgt den lille stue i stueetagen, der havde vinduer ud mod gården og ikke gaden. Det var også herinde der var udskåret relief-motiver af kvinder og mænd i deres respektive roller. Gode billeder på de idealer Den Blide Moder stod for.

Imens han ventede, stående, betragtede han et af en kvinde med børn i armene og et andet af en knælende kvinde med bøjet hoved, foran en stående mand. Han tog en tår af sit bæger med vin, lige før han hørte stemmer.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde vist aldrig været i Vigny familiens byhus. Det var derfor en meget stor ære for ham at blive inviteret. Han havde ikke fortalt frygtelig meget til Jacquetta om hvorfor; for selvom han havde en mistanke til grunden, så var det ikke en han var blevet bekendt med.

De blev sit ind i stuen, og der var ingen undren at se i hans ansigt over den besynderlige måde hvorpå møblerne var arrangeret. Han Foldede sine hænder på ryggen og bukkede for Greven. "Deres Excellence" Hilste han med et lille smil sitrende i mundvigen.

[Johanot af Vigny]

Johanot smilede høfligt, da de to unge mennesker trådte indenfor i den lille stue. Han bukkede selv let for Benjamin, ikke meget mere end et nik. Et lidt dybere buk blev tildelt hans hustru. Det blide køn var højt skattet.

"Sæt jer endelig," bad han og ventede på at de gjorde som budt, før han selv sank ned i sin stol.

Tjeneren kom ind og skænkede et bæger til Benjamin som planlagt og et andet, mildere og lidt mindre til Jacquetta. Han toppede også op på Johanots, før han gik og lukkede døren efter sig. Først da, løftede værten sit bæger imod dem begge.

"Yphions skål. Må hun velsigne jer begge," ønskede han venskabeligt. Så drak han, før han slog let ud med hånden imod rummet. "Dette er hvor vi hylder ægteskabet mellem manden og kvinden og de roller de begge udfylder. Det er mit yndlingsrum."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vidste ikke hvad besøget gik ud på, men Hertugen havde været til deres bryllup og det var en stor ære, kunne hun forstå.

Hun var ganske tavs, da de trådte indenfor, men nejede dybt for husets herre og fulgte ellers øje med hvad Ben gjorde, så hun kunne kopiere.

Da hun fik et glas af noget andet end sin mand, havde hun lyst til at spørge hvorfor, men hun var lidt distraheret af at finde den bedste måde at sidde på. Hun havde stadig en smule blå mærker, selvom det var bedre.

Hendes blik gled op ved konstateringen og hun lagde pludselig godt mærke til alle træudskæringerne. Hun sank. "Meget flotte, Deres Excellence," svarede hun høfligt, inden hun rigtig havde gennemskuet hvad nogen af dem forestillede.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin løftede bærgeret. "Må hun velsigne os alle" lød hans stemme roligt før han løftede det til munden. Vinden var rød og fyldig og han kunne tydeligt smage den dyre drue. Skuldrene sank let da han satte det tilbage ved bordet ved siden af sig. Han fulgte Johanots blik, og smilte let. Han kunne nemt se hvad der tiltrak ham ved rummets, og straks faldt hans blik på de billeder der var udskåret i træet.

Jacquetta klarede det indtil videre godt. Selvom Benjamin var urolig for hvor mange spørgsmål hun ville stille, og hvor meget han eventuelt ville høre om når de kom hjem. Johanot ville dog vide hvad han skulle gøre, og vidste at hvis han fik brug for det, kunne de tale fortroligt på et senere tidspunkt.

[Johanot af Vigny]

Johanot smilede over komplimenten af rummet, men det var ikke en simpel konstatering han var kommet med. Det var tværtimod en test af ægteparret.

Han satte bægeret med vin fra sig og lænede sig tilbage med et interesseret blik på dem begge.

"Hvilken af dem taler mest til jer?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tog selv en tøvende tår og konstaterede at vinen var sødet og lidt tynd. Hun, fra syden, var vandt til noget tungere, men sagde naturligvis intet. Hun tænkte blot lidt misundeligt på Benjamins og Hertugens. Hun måtte spørge hvis de blev tilbudt et glas mere.

For nu, fulgte hun husets herres anmodning og så rundt. Hun vidste ikke om det var en test, men svarede ærligt, da hun fik øje på en udskæring hun kunne lide.

"Den." Hun pegede. "Det ser ud som om hun er i kontakt med naturen. Med træet hun gror sammen med."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin kunne mærke at han var nervøs. Det var på en måde en prøvelse for om han nu havde valgt den rette hustru; selvom ingen kunne overbevise ham om andet. Han ville dog ikke kunne håndtere hvis Den Blide Moder så ned på ham af den grund. Jacquetta var stadig nogenlunde uvidende; sådan noget tog tid; mindede han sig selv om.

Han smilte let da også hans blik faldt på udskæringen af kvinden, og nikkede let. Hans blik flakkede selv over de andre før han tog en dyb indånding og løftede kort hånden og nikkede imod udskæringen af kvinden der stod med sit hoved bøjet, foran sin mand.

[Johanot af Vigny]

Johanot kneb øjnene en smule eftertænksomt sammen og så lidt mellem de to. Han noterede sig både at hun talte først, når et spørgsmål blev rettet imod dem, men også at hendes grund til at bryde sig om udskæringen ikke just var hvad den symboliserede. Så gled hans blik til den anden og et smil sitrede svagt i mundvigene.

"Hvorfor netop den?" Han så på Benjamin. "Hvad symboliserer den af dyder i et ægteskab?"

[Bénjamin af Bonville]

"For mig symbolisere den at kvinden står bag manden. At en af hendes vigtige roller er at støtte og løfte ham op" Svarede Benjamin roligt og fast. Måske i en sådan forstand at hans hustru ikke skulle stille spørgsmål ved det. Selvom han havde forsøgt at blødgøre det overfor hende.

Han forventede at Jacquetta støttede ham i eventuelle valg han ville være nødt til at tage. Heldigvis, for ham kunne man sige; han var ikke arving og stod ikke til andet end at følge Théodore Corbin af Bonville - Så selvom nogen beslutninger lå hos ham så handlede han for lenet.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta rynkede panden svagt over Benjamins svar. Kvindens rolle var selvfølgelig at støtte, op om manden, men noget ved formuleringen synes hun alligevel var for ensidig. Hun klarede halsen let.

"Det er vel begge ægtefællers rolle at støtte op om hinanden," pointerede hun lidt forsigtigt. "På hver deres måde?"

[Johanot af Vigny]

Johanot sad og nikkede let til Benjamins fortolkning, da hans hustru igen talte uden at være blevet spurgt. Han hævede et let bryn.

"Nej, min kære Nådigfrue," svarede han roligt. "Det er som Deres mand siger hustruens opgave at støtte om op sin mand i hans beslutninger. En hustru træffer også beslutninger indenfor hjemmet, hendes sfære, men er manden uenig i disse beslutninger, hvad bør han så gøre?"

Han så over på Ben, afventende.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin følte nærmest hvordan det løb koldt ned af hans ryg. Han rykkede let på sig i stolen før han rankede sig. Han var nødt til at stå imod. Men han burde nok have forberedt sig bedre; forberedt hende bedre. Han vidste at det var nødvendigt.

Det var nødvendigt for dem begge at åbne op for det der var krævet af dem; nok mest af Jacquetta selv. Hun var i hvert fald nødt til at forstå at man ikke satte sig imod, og ikke stillede for mange spørgsmål ved de ting Benjamin sagde.

"En husbond bør aldrig begå sig i et hjem han ikke føler for." Svarede Benjamin på bedste måde. Selvom Jacquetta aldrig ville bestemme hvordan hverken lensborgen eller byhuset skulle indrettes, var scenariet godt for dem at få serveret på den måde. "Det er hans fristed, her skal han kunne slappe af."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kunne se at det hun sagde var helt forkert, men hun forstod ikke hvorfor. Hun sank en klump og så fra Benjamin til Johanot. Åbnede munden for at sige noget, men faldt tavs igen. Så inspirerede den sidste del af hendes svar ham dog til et spørgsmål.

"Hvor er så hendes fristed?"

[Johanot af Vigny]

Et svagt smil trak i Johanots mundvige, men nåede ikke fuldstændig hans øjne. "En hustrus fristed er i ægteskabet selv," konstaterede han.

"Det er en af dyderne for et ideelt ægteskab at hustruen bliver i stand til at slippe det endelige ansvar. Hun bør føle sig fri i at vide at det bliver taget fra hendes små skuldre, så hun kan koncentrere sig om det, der er hendes rolle. Bare tænk på den udskæring De selv valgte. Skabelsen. En hustrus fineste opgave er at bære så mange børn som guderne vil det. Min egen hustru har født mig otte. Velsignet være frugten af Gudindens skød."

Han drak en enkelt tår vin.

"Jeg ved at det ikke er jer forundt. Der vil komme andre muligheder. Hvad er ellers en hustrus pligt?"

Han så, igen, på Ben.