Nysgerrigt sind

[Nicolaus Itier Købmand]

"Nej, virkelig?" svarede Nico drillende, men dvælede ikke ved sin sarkasme. Han tog en tår øl mere.

"Jeg viser hende byen, fordi hun ikke kr kender den. Det er der mig bekendt intet unaturligt i."

[Florine Laure Købmand]

Florine fnøs af hans sarkasme. "Åh jo, det er så unaturligt," kunne hun ikke dy sig for at udtrykke ironisk. Nico var lidt irriterende, når han var glat som en ål som nu.

"Så du har ikke noget imod at jeg viser hende rundt på universitetet? Af ren og skær gæstfrihed," kunne hun dog ikke dy sig for at prikke lidt til ham med et lidt drillende smil. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nico svedte ærligt talt lidt ved tanken om Florine og Gabriella sammen og hvad sidstnævnte kunne finde på at sige. Og ærligt også omvendt. Han kunne dog ikke så godt indrømme, at han helst ikke så dét. Måske var hans ansigtsudtryk lidt for upåvirket denne gang. Han havde aldrig været nogen videre imponerende skuespiller. Trods timerne tilbragt på teateret.

"Hvorfor skulle jeg dog det?" lød det fra ham, tonefaldet lidt for nøje henkastet.

[Florine Laure Købmand]

Florines ord var mere kærligt stikkende end noget anet, men hun var ikke blind for, at han nu opførte sig lidt for upåvirket og at spørgsmålet kom lidt for henkastet. Hun trak let på skuldrene. "Hvem ved? Måske Gabriella gerne vil fortælle mig om, hvad I har lavet I Levagny. Jeg kan jo også passende spørge hende hvad hun syntes om stykket. Det var jo ret langt." svarede hun roligt, men så diskret sin bror lidt an. Forsøgte at opfange den mindste reaktion. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde lyst til at sige, at hun lød præcis som en nysgerrig lillesøster, men det ville være at indrømme for meget. Så han undlod. Spillede lidt højt spil.

"Det kan du jo," svarede han derfor med en skuldertrækning. "Det vil hun sikkert gerne svare på."

[Florine Laure Købmand]

Florine spillede sig op til at være dén nysgerrige lillesøster han allerede havde klandret hende for at være, men det var mere ment som et drilleri end at være noget hun reelt var. Hun havde ikke noget ustyrligt behov for at opsøge Gabriella og spørge hende til detaljerne; hverken om deres relation, hvad de havde oplevet i Levagny eller om stykket. Det var ikke fra hendes mund, det var vægtigt at høre om det.

"Det vil hun sikkert," istemte Florine med et lille smil, og holdte en kort pause, før hun fortsatte: "Men du kan ånde ud. Jeg har ikke tænkt mig at spørge hende om noget som helst. Og selvom du opfører dig som en glat ål, fordi du ikke har lyst til at jeg skal vide noget som helst, eller tro, at der er noget som helst andet end venlig gæstfrihed at komme efter, så ved du vel godt, at jeg ikke er hverken dum eller blind, ikke?"

[Nicolaus Itier Købmand]

En lille bitte smule af Nicolaus' facade smuldrede, da Florine lod til at droppe den drillende tilgang. Det hjalp og han så nøje på hende, før han svarede.

"Jeg ved ikke, hvad det er, Flo. Jeg prøver ikke at tænke over det."

[Florine Laure Købmand]

Det var som om han stoppede med at være en glat ål, da hun stoppede med at stikke drillende til ham. I hvert fald falmede hans upåvirkede, nonchalante facade lidt og hun lyttede, da han talte igen.

"Du prøver ikke at tænke over det," gentog hun. "Gør det det lettere at være i?"
Hun lagde hovedet lidt på skrå og så på ham med en mild alvor, men også med blide, varme øjne. I virkeligheden ønskede hun jo bare at han var glad, og blev behandlet ordentligt. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nico kunne bedre håndtere det her end det andet og så meget var åbenlyst, som han trak lidt på skuldrene.

"Ja," konstaterede han. "Jeg har ikke brug for noget kompliceret."

[Florine Laure Købmand]

"Hvem siger det bliver kompliceret?" spurgte Florine roligt ind og lagde hovedet lidt på skrå. Lagde Gaby pres på ham? Var det hans egen forestilling, at hvis han involverede sig for meget, ville det blive kompliceret? Hun forsøgte at afgøre det.
"Jeg forstår dig godt dog. Komplicerede ting... Komplicerede forhold kan være besværlige og krævende." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nico mente, at det var en naturlov, men det nåede han ikke sige, før hans eget blik vendte sig lidt nysgerrigt mod Flo. Ikke drillende, dog.

"Hvad ved du om komplicerede forhold?" var han nødt til at spørge, ikke uden en snert af noget overbeskyttende.

[Florine Laure Købmand]

Pludseligt og måske også lidt uventet for Flo, vendte hans blik nysgerrigt mod hende, og hun så ingen tegn på sarkasme eller drilleri i hans ansigt, da han spurgte, hvad hun vidste om komplicerede forhold.
Hun fugtede læberne for at vinde sig lidt tid. "Jeg ved da lidt." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus så temmelig indgående på sin lillesøster. Måske var situationen vendt lidt nu, hvor det var hende, der var undvigende, men det foruroligede ham kun lidt.

"Hvad betyder det?"

[Florine Laure Købmand]

Det var som om Nico kunne transformere sig fra at være en glat ål til at være en falk på et splitsekund. I hvert fald var hans indgående blik svært at undgå. 
Hun så på ham, og forsøgte at ligne en, der ikke havde alt for meget at skjule, omend man vel kunne argumentere for, at der var en ting eller to, som Nico ikke vidste om hende - eller om hvad hun havde været udsat for præcist heller.
Hun trak kort på skuldrene. "Du er ikke den eneste, der kan synes nogle er pæne eller charmerende, og at det kan være lidt kompliceret," svarede Florine så afslappet hun kunne.
Hendes mest komplicerede relation var klart ikke til en person hun tænkte sådan om, men det tænkte hun ikke over nu.

[Nicolaus Itier Købmand]

Dét var nyheder, som Nico ikke helt vidste, hvordan han havde det med. Han var nok meget storebroragtig på den front og sikkert meget mindre afslappet omkring det end Tristan Købmand.

"Hvem er så det?"