Dit ord er mit Ord (S, TW)

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde været flyvende den første del af aftenen. Hun havde danset med Bénjamin af Bonville og hendes øjne gnistret. Ingen kunne være i tvivl om at hun var faldet for sin mand.

Senere på aftenen havde han dog undskyldt sig for at skulle tale forretninger og hun havde medgivet stille og fundet bekendte, familie, andre at tale med. Hun havde fået en lille smule vin og var i fint humør.

Det blev dog gevaldigt udfordret, da hun så ham danse med en anden kvinde. Hun stoppede op, brat i en sætning og sank en klump. Han var blevet så vred da hun dansede med Théodore Corbin af Bonville . Nu mærkede hun et stik af det samme. Grøn jalousi. Hun spurgte til hvem kvinden var, imens hun stirrede på dem.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde nydt godt af det. Han mærkede tydeligt at Jacquettas blink funklede i lyset af de mange tændte lys. Hun var vanvittig smuk i sin kjole, til trods for at der ikke var noget helvedsgab. Ingen skulle kunne få alt for gode tanker om hendes krop; den var til hans øjne alene, og han vidste jo godt hvordan hun så ud. Hvilket også fik hans brune øjne gnistrede hver gang deres blikke mødte hinandens.

Men hans blik blev ikke på hendes hele aftenen. Det blev i stedet på en enkefrue med utrolig gode forbindelser, og et ansvar indtil hendes søn var gammel nok. Det var vigtigt og derfor fik han hende også til både at grine og rødme. Sådan fungerede det, det var et sæt spilleregler han ikke kunne ændre.

[Jacquetta af Bonville]

Hvis enkefruen havde været gammel eller grim, ville det ikke have rørt Jacquetta det mindste. I stedet var hun ingen af delene. Hun var køn, klædt i modens helvedsgab , der gav et godt blik ind på en fyldig figur, som Jacquetta aldrig ville kunne konkurrere med. Hun drak sin vin stift og overvejede konsekvenserne af at gå over og spørge en bekendt om han ville danse.

Hun vidste dog godt i sidste ende hvis temperament ville vinde, så hun gjorde det ikke denne gang. I stedet fandt hun sin yngste storebror i mængden og vendte dansegulvet ryggen, som hun nærmest kastede sig over ham og krævede at han fortalte om paladsets planter, imens hun trak ham mod en balkon, så hun ikke behøvede se på de dansende.

[Bénjamin af Bonville]

Måske burde Benjamin have set over på sin hustru en gang imellem, for at sende hende et roligt blik, som en forsikring. Men det gjorde han ikke. Det kunne meget vel være en forglemmelse, men han gjorde aldrig noget uden at det var planlagt; udover hans raserianfald, de kom som dug fra solen.

Han mærke ud af øjenkrogen at hun gik, men ret hurtigt kunne han også kende de røde krøller og slog ret hurtigt fast at det måtte være Helias. Så hans fulde opmærksomhed gik stadig på hans dansepartner, først da musikken langsomt gled imod slutningen takkede han hende, og lovede hende en dans senere.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var vred, men hun holdt det inde, som hun insisterede på at Helias holdt hende med selskab. Hun satte ikke ord på sin frustration, men krævede bare navnene på alt hvad hun kunne få øje på i halvmørket, hvilket ikke var så meget endda.

Benjamin havde ikke engang set i hendes retning. Han ledte sikkert heller ikke efter hende. Kun hvis hun gav sig til at danse med en anden mand: Så skulle han nok opdage det.

[Bénjamin af Bonville]

Der var mange mennesker til stede, og selvom Benjamin havde anet hvor hun havde bevæget sig hen, var han ikke fuldkommen sikker. Det irriterede ham en smule. Ikke desto mindre havde han to bæger i hånden med vin som han forsøgte ikke at spilde imens han forlod først den ene gruppe mennesker, og så den anden i jagten på sin hustru.

Først da han fik øje på et par strittende uregerlige krøller, og derefter et kønt, men lidt sammenbidt ansigt sank skuldrene sig. "Elskede." hilste han i et let smil.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde mest lyst til at bede Helias om at tage hende med hen et andet sted, men hun kunne godt se at han følte sig fanget og ikke havde videre behov for hendes selskab. Han havde sine egne ting. Så hun slap hans arm og lod ham gå, før hun vendte blikket mod Benjamin.

Hun var, uanset sin ulmende vrede, udmærket klar over hvem der ville vinde en konflikt, hvis hun hidsede sig op, så hun tog imod bægeret med vin fra ham med et syrligt blik og nikkede let, før hun så væk og ud over den mørke have.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin smilte let. Måske lidt for underholdt. Det kunne han slet ikke lade være med. Han tog et par slurke før han lagde en arm om hende og lænede sig ind, tæt på hendes øre så kun hun kunne høre hans hvisken.

"Du gik hurtigt.. Blev det for meget for dig?" hans stemme var lav, og han tvivlede ikke med at plante et kys lige under øret.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta stivnede, da Benjamin trådte helt tæt på hende og lagde armen om hende. Hun havde gevaldigt lyst til at rive sig fri og udvandre rasende. I stedet bed hun tænderne sammen og drejede hovedet væk og trak skuldrene op, da han kyssede hende.

"Alt for meget," svarede hun vredt, omend hendes stemme stadig var holdt lavmælt. "Hvorfor må du blive rasende over at jeg danser med din bror, når du rask væk kan danse med en fuldstændig fremmed kvinde og flirte med hende?"

[Bénjamin af Bonville]

"Undskyld" hviskede han stille og kyssede hende igen; flygtigt og blødt. "Det er forretning" mindede han hende op imens han let spredte sine fingre hen over kjolens stof ved lænden. Så han kunne lege let med hendes sensitive punkter.

"Søde skat.." spandt han. "Jeg danser jo ikke med hende af lyst.. Du ved godt hvem jeg har mest lyst til, ikke?" hviskede.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta havde holdt sig tilbage af frygt for at Benjamin ville blive vred. Nu... Nu rørte han i stedet ved hende og hviskede i hendes øre. Hun vred sig lidt, men mindre voldsomt end hun først havde flyttet hovedet væk. Han vidste hvor hun var blød. Forbandede ham.

"Mest," dirrede hendes stemme en anelse. "Du skal kun have lyst til mig." Hun greb lidt fast i hans overarm og vred sig igen for at kunne se ham i øjnene. "Jeg kan ikke lide at se dig flirte med andre. Du ville have båret mig ud over skulderen, hvis jeg gjorde sådan der." Hun rynkede panden og så alvorligt på ham. "Det er jeg ikke stærk nok til..."

[Bénjamin af Bonville]

Der var stadig et smil på Benjamins læber, et skævt og sitrende et som var skjult for alle andre end hende. Hun havde fundet et godt sted og stå, og alle gæsterne syntes alligevel at have travlt med hver deres. Desuden ville de ikke se andet end en husbond der var glad for sin hustru.

Han havde ikke lagt noget i sine ord, men det havde hun tydeligvis. Det gjorde ham dog ikke noget, og han demonstrerede gerne hvor meget. Han så direkte på hende. Han kunne se alvoren og jalousien brænde i hendes blik.

"Jeg gør det ikke af lyst, Jacquetta. Men hun havde aldrig overgivet sig til mit tilbud, hvis ikke jeg havde gjort noget andet." bemærkede han roligt. Hvis ikke det ville sætte rygter i gang, ville han også flirte med mænd.

"Desuden, så ville du have gjort det af lyst, eller for at genere mig. Det kan ikke samlingens" slog han fast uden overhovedet at anlægge mine til at stryge hende med hårene.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blev uendelig provokeret af Benjamins smil. Hun bed hårdt sammen og så væk fra ham, stirrede ind mod festen med røde kinder af vrede over ham. Hun tog en synlig indånding af den kølige aftenluft og rystede langsomt lidt på hovedet, imens hun mishandlede sin underlæbe med fortænderne, så den blev endnu rødere end hendes ansigt.

"Du har kun danset med mig en gang," mumlede hun gnavent.

[Bénjamin af Bonville]

"Jeg forstår." svarede han let da det gik op for ham hvad det egentlig handlede om. Han forstod hendes jalousi, men måske der også lå lidt mere bag? Hvilket hun så lige havde givet udtryk for. "Samtalen med kvinden var vigtig.. Men jeg er helt og addeles din nu" svarede han roligt.

Nok havde han lovet kvinden endnu en dans, men ingen skulle forhindre ham i at danse med sin hustru; desuden havde hun takket ja til hans tilbud, selvom hun naturligvis kunne trække det i land igen; men så måtte han jo tage andre midler i brug ved en senere lejlighed.

For nu gnistrede hans øjne mod Jacquettas ansigt. "Jeg skal ikke lige trykke dig op af væggen, og kysse dig?"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blinkede og var i tvivl om hvorvidt han faktisk forstod, til han talte igen. Hendes skuldre faldt lidt og hun mødte hans blik langsomt og med store øjne. Hun var reelt overrasket over at han ikke var blevet vred på hende. At han bare havde fastholdt hende i det, indtil hun selv satte flere ord på. Nu sank hun lidt og hendes blik flakkede mellem hans øjne.

"En væg indenfor, måske...? Her er lidt koldt," mumlede hun eftertænksomt, men tydeligvis ikke helt frastødt af tanken. Benjamin vidste hvor han skulle sætte ind henne.