Jeg kan ikke sige nej, til dig

[Robion af Suilleaux]

Robion var knapt så tilfreds, da Sophie ignorerede ham. Han vidste, hvad han talte om og et skarpt "Sophie," lød fra ham, da hun alligevel fortsatte. Han løftede den ene arm og et varm vindpust afblødte hendes fald, før hun kunne ramme jorden med fuld styrke.

Det var ikke det første tilfælde af overpræstering, han havde set, men det kunne være decideret livsfarligt og han var stadig en anelse vred, da han havde bragt hende til universitetets helbredere og de havde installeret hende på et leje.

[Sophie af Lemaux]

Sophies øjne var stadig lukket, men man kunne alligevel se hvordan det flakkede inde bag ved. Hun trak vejret, og helbrederen havde hjulpet hende det hun kunne; hun var ude for livsfare, selvom det ikke betød at man ikke skulle tage det alvorligt.

Til sidst slog hun blikket op, og det tog hende et øjeblik før hun overhovedet kunne se klart. Hun flyttede sin hånd en smule, så hendes fingre kunne strejfe hans. "Er du meget vred?" hviskede hun stille. Hun havde slet ikke regnet med at det ville gå sådan, og hun var nok også en smule flov over at hun havde fejlet.

[Robion af Suilleaux]

Robion stod og betragtede Sophie, havde gjort det i nogen tid og derfor var han heller ikke chokeret, da hendes fingre strejfede hans. Lettet måske, men det afslørede hans ansigt ikke - og han anerkendte heller ikke følelsen. I stedet var hans ansigt fuld af alvor.

"Ja," sagde han sandfærdigt. "Du burde vide bedre, Sophie," konstaterede han. Han råbte ikke, talte ganske dæmpet, men der var ingen tvivl om hans misbilligelse. Uanset hvad den så bundede i.

[Sophie af Lemaux]

Sophie lukkede kort sine øjne igen. Det var noget helt andet at se ham sådan. Så vred, og måske skuffet over det hun havde gjort. Selvom det ikke havde være med vilje. At hun havde været naiv at tro at det kunne lade sig gøre, når hun gang på gang havde fået at vide af sin mester at hun ikke var klar. Hverken til at åbne jorden så dyb under sig, eller manifestere sine hænder i jorden. Hele hånden på den samling af jord hun havde fået frem manglede, og lignede ikke andet end en hovedløs slange.

Så åbnede hun dem igen og forsøgte at finde hans blik med sit eget. "Jeg ved bedre." sukkede hun let i protestaktion og forsøgte at sætte sig op. "Robion, jeg.. Undskyld"

[Robion af Suilleaux]

Robion brugte meget tid på at undervise sine elever i, hvad Gavens begrænsninger var og hvad der skete, hvis man greb efter mere, end det man var blevet skænket. Han vidste også, at der var tidspunkter, hvor det var nødvendigt - krigssituationer, spørgsmål om liv eller død. Men i en træningssituation? Det var uacceptabelt for en Gria. Måske var han mindre tilgivende end ellers, fordi han havde følelser for Sophie, men det var ikke i hans bevidsthed.

"Det er ikke mig, du skal undskylde overfor," konstaterede han, selvom han havde påpeget, at hun skulle stoppe. "Guderne har skænket dig kraften og det er deres vilje, der bestemmer, hvor meget du formår," fortsatte han. "Hvad tænkte du på, Sophie?" fortsatte han, mindre følelsesløst nu, men en kende mere ophidset. "Du burde vide, at grænserne for din Gaves formåen udvides langsomt. At tære så meget på din egen livsenergi uden tvingende nødvendighed... Det er tåbeligt."

[Sophie af Lemaux]

Sophie brød sig ikke om at få skæld ud, og det havde hun aldrig gjort. Hun var den datter der smækkede med dørene og stak af hjemmefra, for først at blive fundet sent om natten fordi hun havde gemt sig i sit eget træhus langt fra lensborgen. Alt sammen noget hun havde forsøgt at få styr på. Men Robions ord vejede tungere end nogen andens. Hvad var det der fyldte hendes øjne. - Blev hun ked af det?

Hun kunne se at han var påvirket, selvom hun næppe kunne få det ud af ham, og det havde været meget den primære grund for at hun havde undskyldt overfor ham. Det handlede ikke om hendes tåbelige demonstration af sin gave, men at hun havde gjort ham urolig. Bange. Hun anede ikke hvad der ellers gik igennem hans tanker. "Jeg havde kontrol. Jeg kunne føle det. Men da jeg stoppede, det var nærmest som om det svandt ud mellem mine fingre, og jeg kunne ikke gribe ud efter det" svarede hun som hendes bryn trak sig sammen.

[Robion af Suilleaux]

Robion skældte ikke ud. Han tog ikke elever ind, der ikke lyttede eller troede, at de vidste bedre. Så røg de ud og måtte finde en anden læremester. Sophie var dog ikke en elev, men hans skuffelse var muligvis kun det større af den årsag. Måske fordi den bundede i noget helt andet, end at hun havde mistet kontrollen - noget, der også var sket for ham flere gange i sit liv. Fordi han selv havde rykket grænserne.

"Jeg sagde til dig, at det var nok," svarede han. Havde kunnet se, at hun havde presset sig selv mere end hun burde. Han rankede sig. "Gjort er gjort. Der går tid, før dine kræfter og styrke er tilbage igen."

[Sophie af Lemaux]

Sophie kunne mærke at hun virkelig var bange for at han ville gå fra hende. Selvom der ikke var meget at gå fra. De tilhørte jo ikke hinanden, og så alligevel. Hun blinkede et par gange og forsøgte inderligt at finde sin kontrol igen i stedet for kun at mærke frygt.

Hun følte han lukkede for det hele. Som om at hendes fejlede demonstration degraderede hende. At hun ikke var stærk nok; at hun ikke var god nok. Hun vidste hvor vigtigt det var for Robion. Magten; at blive bedre. At mestre. Hvilket også havde været hvad hun ville vise. Hun havde virkelig været sikker på sine evner; nok til at hun havde kunne klare det.

Hun sank tilbage i sengen og vendte blikket væk fra ham.

[Robion af Suilleaux]

Sophie troede måske, at han var vred, fordi hun ikke havde formået alt det, hun havde sat sig for, men det var ikke tilfældet. Stræbte han efter magt? Ja. For sig selv, og for sin datter. Men aldrig mere, end hvad der var opnåeligt. Aldrig mere end til det alleryderste punkt af, hvad Guderne tillod.

Hvis Sophie troede, at hans problem var, at hun ikke var god nok, så tog hun fejl. Men alt det sagde han ikke. Intet af det. Han rankede sig blot lidt. "Få hvilet. Og brug ikke din Gave igen, før dine kræfter er tilbage," lød det fra ham. Og så gik han. Gik, fordi han måske ville lade frustrationen eksplodere ud, hvis han ikke gjorde.

[Sophie af Lemaux]

Sophie så efter ham. Da han var ude af læne gled hun tilbage i sengen. Tårerne sprang ud af de grønne øjne og blev ved med at trille ned af hendes kinder i lang tid. Først da hendes kinder føltes irriterende af det indtørrede saltvand, formåede hun at rejse sig op og bevæge sig hen til det nærmeste vandfad.

Hun skulle nok hvile sig. Og så ville hun træne; hun var nødt til at blive bedre. Ikke for Robions skyld, men for sin egen. Hun kunne slet ikke give op nu. Hun vidste at hun var dygtig, at potentialet lå der; men hun vidste også at alt hvad Robion havde sagt var rigtigt. Det ville komme langsomt, og ville endda måske tage år før hun var klar.

Afsluttet