Jeg kan ikke sige nej, til dig

[Sophie af Lemaux]

Hun havde talt om det længe. Sophie ville gerne se hvad Robion af Suilleaux kunne, selvom hun ikke var i tvivl om at han var dygtig, den bedste nok snare. Træningspladsen var fri, og de havde aftalt at mødes der. Hun var i anledningen klædt i bukser og en langærmet skjorte, hvor snorene ved halsen hang løst.

Det lange vilde røde hår var bundet op, selvom krøllerne stak forvildet ud til alle sider. Hun sad lænet op af halvmuren for enden med en bog, da hun lige så godt kunne fordrive tiden indtil han dukkede op.

Det var nyt for dem at bruge tid sammen et så offentligt sted. Men alle elever havde stadig undervisning, og det var ikke underligt at der blev øvet magi, og særligt for Sophie der var ved at blive oplært, så også hun kunne blive mester.

[Robion af Suilleaux]

Træningspladsen var ultimativt ikke stor eller sikker nok til at Robion ville udfolde sit fulde potentiale der, men han havde indvilliget i en demonstration og han mærkede kræften i sit strække sig som et dyr, klar til at vågne. Han dukkede op fra en åbning i muren, fik øje på Sophie og lænede sig ind mod førstnævnte.

"Er du i det skandaløse hjørne i dag, lille heks?" drævede han fra sin position i skyggen, hvor han stod med skulderen ind mod muren og armene foldet løst over kors. Blikket gled mod hendes påklædning.

[Sophie af Lemaux]

Sophie så op, stadig med en finger på siden i bogen hvor en presset blomst hvilede mod de trykte ord. Der viste sig en let rynke hen over hendes næse, da et bredt smil viste sig. "Du aner ikke hvordan det er at begå sig i en kjole når man kan få slyngplanter og torne til at rejse sig fra jorden" bemærkede hun og rejste sig op. Bogen blev lukket i og lagt i det grove sand.

"Det er ikke det mest optimale sted, men jeg kender ingen andre steder hvor det ikke ville vække opsigt" sukkede hun let og var udmærket klar over at Robion ikke ville kunne komme sine kræfter til fulde.

[Robion af Suilleaux]

Robion trak på skuldrene. Det var i for sig korrekt, men mest i forhold til planterne. Langt oftest var han, som andre uddannede magikere, klædt i den lange håbe og i dag var ingen undtagelse.

Til gengæld gjorde han en håndbevægelse og en unaturligt varm vind rejste sig og løftede den dyrebare, håndskrevne bog op fra hendes skødesløse placering i sandet og efterlod den i hans håndflade. Han drejede den, så titlen, og så så på Sophie igen.

"Jeg kunne tro, at du har ønsker om aldrig at blive lukket ind på biblioteket igen, lille heks," bemærkede han og skød et bryn op, men skubbede sig også fri af muren. Hans blik var drillende, selvom der også var alvor i det. "Eller måske ønskede du bare at udfordre mig tidligt."

[Sophie af Lemaux]

Sophie gik med kåben til daglig. Men ikke når hun virkelig skulle demonstrere sin kunnen. Det undrede hende ikke at Robion var i stand til det i sit sædvanlige dræs. Men hun klagede ikke, for han bar det særdeles godt. Hun betragtede ham let, som bogen forlod jorden.

"Den lå nu udmærket der." bemærkede hun i et roligt smil. Hun ville aldrig lade sandet gøre skade på nogen af sine ting. Lånt eller ej. "Heldigvis er det ikke en biblioteksbog." smilte hun og rakte ud efter bogen igen. "Det er min dagbog" Hun kunne have valgt at skjule det; for omslag og indhold passede ikke sammen. Den oprindelige bogs sider var blevet ødelagt og kun opslaget blev tilbage. Det gjorde også at hun i sin skole tid kunne skrive i den, uden nogen opdagede det og i stedet ville tro at hun læste om Falanies flora.

"Det var et meget lille område du skulle fokusere på, er du helt sikker på at du kan klare mere i dag?"

[Robion af Suilleaux]

Robion hævede et bryn lidt over svaret, men smilede svagt og overlod hende bogen igen. Så fnøs han helhjertet over hendes fornærmelse, men blikket spillede ganske let bag det.

"Du kan blot fortælle mig, hvis du har fået kolde fødder, Gria Lemaux," udfordrede han og trådte et skridt nærmere hende.

[Sophie af Lemaux]

Sophie blev stående. Med en enkel bevægelse med hånden hævede sandet sig fra jorden hvor overfladen var fuldstændig hård; som et lille bord. Der lagde hun bogen som nu var i sikkerhed.

Nu med hænderne fri lagde hun dem mod kåbens åbning så hun kunne trække ham lidt tættere på. "Magus Suilleaux. Jeg trækker mig aldrig fra en udfordring" svarede hun let og smilte så bredt at rynkerne viste sig hen over hendes næse.

"Men du kan nå det endnu."

[Robion af Suilleaux]

Synet af hendes smil fik Robions blik til at blive mørkere og hvis ikke de havde befundet sig ude i det åbne, havde han måske bukket under for fristelsen til at kysse hende.

I stedet gav hans blik løfter for senere og han nøjedes med at slå ud med den ene hånd. Brynene hævet i tavs udfordring. "Efter dig."

[Sophie af Lemaux]

Sophie ville også gerne kysse ham. Uendelig meget. Men også hun vidste at chancen for at de ville blive opdaget var særligt stor her, til trods for at de med sikkerhed var alene.

Hun nikkede let før hun trådte et skridt frem og fortsatte ind på midten af pladsen. Hun trak vejret dybt ind og strakte sine fingre let. Hun lukkede øjnene og begyndte at mærke og fornemme hvad der var omkring dem. Hvad hun kunne trække på.

[Robion af Suilleaux]

Robion vidste udmærket, at Sophie ikke var en trænet krigsmagiker, men det her var også blot tænkt som en demonstration af hendes gaves udstrækning. Hans også, selvom det ikke ville kunne udfolde sig der. Muligvis ikke nogen steder.

Han forblev et stykke bag hende, men blikket fulgte interesseret med. Som en rovfugl, der har fået øje på sit bytte.

[Sophie af Lemaux]

Hun ville mere, og Robion var i hendes øjne den bedste læremester hun kunne få, når det handlede om krigsmagi. Nok havde de to forskellige elementer, men han var stadig i stand til at finde ud af hvordan hun bedst kunne agere i kamp. Hvilket også var den primære årsag til hendes valg af tøj. Hun var nødt til at være i stand til at bevæge sig.

Hun trykkede foden mod sandet og strakte armene let ud så hun kunne få ordenligt fat under jorden. Hun lukkede øjnene og sansede alt hvad hun kunne suge til sig.

Hænderne bevægede sig, som om hun hev noget op af jorden, og med et rumlende lyd rejste der sig et tornekrat hele vejen rundt om træningspladsen. Hun vidste godt, at Robion var den helt forkerte modstander, for med mindre hun brugte jord og sten, så var hun magtesløs mod hans flammer.

[Robion af Suilleaux]

Robion vidste ikke fuldt ud, hvor mange kræfter Sophie havde, men demonstrationen afslørede, at det var langt flere, end han havde troet. Det vakte kun fascinationen i ham yderligere..

"Hvad kan du gøre, hvis du fokuserer det hele på ét sted?" skød han ind.

[Sophie af Lemaux]

Tjørnehækkene forsvandt ikke, blot fordi at Sophies fokus skiftede. Hun drejede let hovedet mod ham; de grønne øjne gnistrede let. Hun nikkede og små løb ned i den anden ende af pladsen så de stod overfor hinanden. Så strakte hun sine arme og klappede i hænderne. Men der kom ingen lyd. I stedet kom der en stor bølge af vind i takt med at jorden åbnede sig, som vande der delte sig.

Så bøjede hun sig ned mod jorden og satte begge hænder mod sandet. Op af det endeløse hul kom to store ansamlinger af træ, blade og mudder. Suset omkring hende var så kraftigt at det rev hendes bånd om håret fri så de vilde røde krøller slog om hendes ansigt. Godt nok fokuserede hun to steder, men hvis ikke, føltes det næsten som at halte.

[Robion af Suilleaux]

Robion så til. Vurderede alt med sit skarpe blik og lod sig imponere. Han vidste, at Guderne havde været gavmilde, men ikke i hvor høj grad og det tiltalte hver en del af ham. Alene i det øjeblikke havde han mere interesse i Sophie, end han nogensinde havde haft i sin hustru.

Til gengæld måtte det også dræne hende. Det kunne være farligt og selvom han gik ind for at presse grænserne, så var nu ikke tiden. "Det er nok," sagde han derfor, men tydeligt tilfreds.

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde trænet hårdt siden hun bestod sin Gria prøve, og ville endnu længere i sin kunnen. Nogen gange overraskede hendes egen evne hende, at hun kunne blive helt bange. Men det tog hende aldrig særlig lang tid at finde tilbage til rødderne og værdsætte den magi der flød i hendes åre.

Hun nikkede let og slap hænderne fra jorden. De to store slyngplanter faldt til jorden og begravede sig ned i sandet. Hun løftede sin hånd og strakte den åbent frem. Imens hun lukkede den, samlede sandet og jorden under deres fødder igen, og da hendes hånd var helt lukket sammen kunne man ikke længere se skyggen af noget hul. Til gengæld løb der en linje af sand hele vejen hvor det havde været.

Tjørnebusken blev dog hejst, for nu kunne ingen se hvad de foretog sig, og det forekom hende ganske belejligt. Hun svedte, og hun mærkede hvordan hende ben langsomt gav op under hende. "Jeg tror at.." mumlede usammenhængende før det sortnede for hendes blik.