En djævelsk knibe

[Gabriel Halvmåne]

Teen blev sat på bordet af en af kroens piger, Gabriel med vilje lod som om, ikke eksisterede. Lige nu skulle det forestille, at Gisella var den eneste kvinde i Gabriels verden, desuden vidste han, at kropigen ikke var interesseret. Hun vidste tydeligvis ikke, hvem han var. Men hende om det, han havde rigeligt med tøser på Den fede kat.
Han smilede til Gisella som reaktion til hendes tak, inden han også selv tog et krus. Teen interesserede ham ikke rigtigt, varmt vand med fesen smag, så han nøjedes med at trække kruset til sig og lægge en hånd om det. Den anden hånd lå på bordet, skubbet en lille smule frem mod hende. 

Han trak lidt på skuldrene, da hun sagde, at det lød som hårdt arbejde. Nu havde han ikke lige lavet det specifikke arbejde, han beskrev, men for ham lød det nu ikke så slemt. Der var værre. Meget værre.
Hendes spørgsmål fik ham til at le en smule, inden han igen trak på skuldrene og lagde hovedet på skrå.
"Hvem kan lide at arbejde? Det giver mad på bordet. Og det er bedre end at hive net op. Det slider folk ned før tid." Det sidste blev sagt uden så meget smil, som han tænkte på sin far, der var blevet gammel før tid. Ikke at han havde elsket sine forældre som sådan, men de havde da betydet noget for ham. Et eller andet sted. Han rømmede sig.

"Nej, det er et fint arbejde. Socialt." Han drejede kruset lidt, så bunden skrabede mod bordpladen. "Jeg behøves vel ikke at spørge, hvad De laver. Sådan en pæn ung kvinde." Han løftede den frie hånd for at klø sig i skægget. "Kan De lide det? Jeg mener, selvfølgelig kan De det, der må ikke være mange problemer, når man er en ung adelsfrøken." Han så undskyldende på hende. Indeni følte han en blanding af misundelse over den rigdom, hun måtte leve i, afsky over den økonomiske forskel der var, at nogen kunne være så rige at de ikke skulle arbejde og alligevel ikke spekulere på at gå i seng sultne, og nysgerrighed. Han vidste ikke meget om livet som adelig. Ved det kongelige hof. Et eller andet sted forventede han, at det måtte være storslået. Men dødkedeligt.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella tog en tår af teen og var nær ved at lave en grimasse, havde hun ikke husket sine manerer. Det smagte nærmere af opvaskevand eller kogt kartoffelvand – ikke fordi hun havde smagt nogle af disse ting, men sådan forestillede hun sig det. Hun satte hurtigt koppen ned på bordet og koncentrerede sig i stedet om Gabriel og den mørke, maskuline latter, der trillede fra hans læber som en rislende bæk.

Hun nærstuderede hans ansigt for at tyde hans tanker, men han var svært at læse. Var hans far blevet slidt ned før tid som fisker? Det måtte være en hårdt erhverv. Hun undlod at stille flere spørgsmål, ville nødig være uhøflig.
”Hvad er navnet på kroen, hvor De arbejder? Hvis nu jeg en dag skulle besøge den … for at takke Dem, altså.” Hun rettede kort blikket ned på bordet for at skjule sin pludselig generthed.

Dernæst trak Gisella en smule på skuldrene. ”Jeg har gået på pigeskole de sidste mange år. Der lærer vi etikette, syning, husførelse og den slags. Pigerne er for det meste søde, men lærerinderne er strenge og straffer os med ekstra arbejde, hvis vi er uartige. Og hvis ikke vi viser fremskridt, skriver de hjem til vores forældre.” Det blev sagt med en sekstenårig komtesses overbevisning om, at hendes kvaler næsten kunne måle sig med hans. At unge adelige kvinder da også kunne lide!

”Nu er jeg blevet præsenteret for hoffet og skal finde en ægtemand.” I dét øjeblik føltes tanken ganske frygtelig.

[Gabriel Halvmåne]

Hendes nysgerrighed fejlede tydeligvis ikke noget, som hun spurgte ind til kroen, hvor han "arbejdede". Han sank tydeligt og trak på skuldrene, inden han kort slog blikket ned mod kruset i sin hånd, for så at se på hende igen. Skam. Rent skuespil.
"Det er ikke et sted for en som Dem at komme, det ligger i slummen. Men De behøver heller ikke at komme derhen for at takke mig, jeg er blot glad for at se, at De er i sikkerhed nu." Han tøvede lidt, men gav sig så. "Det er kroen Den fede kat. Det er ikke nogle pæne typer, der kommer der." Han rømmede sig og samlede sig så om resten af samtalen.

Hendes forargelse over behandlingen på skolen strålede ud af hende, og han måtte huske sig selv på, at hun næsten stadig var et barn. Og hun var adelig. At brokke sig over ekstra "arbejde", som hun kaldte det, var så privilegeret, at Gabriel blev mere sikker på sin plan. Hun skulle pilles ned fra sin høje hest, trækket ned i sølet sammen med ham, så hun kunne se, hvordan det var at være født under mere uheldige stjerner.
Udadtil satte han dog et medfølende ansigtsudtryk op og så på hende, som følte han virkeligt med hende.
"Det lyder også urimeligt. Og som om, at I har mange regler og forventninger at skulle leve efter?" Han var ligeglad helt ind i sjælen, men det hjalp ikke, når han skulle være hendes bedste ven lige nu. Han skjule det godt, og blev ved med at se på hende, som om hendes forfætting var det mest interessante i verden i det øjeblik.

En ægtemand. Ja, det var hun vel gammel nok til, selvom hendes opførsel var en smule barnlig. Han trak lidt på den ene mundvig for at vise sin medfølelse.
"Jeg kan forestille mig, at der er et stort pres på at finde den helt rigtige nikkedukke til en ung stærk kvinde som Dem?" Han virkede som om, at han ikke selv hørte komplimenten i sine ord, en lille fortalelse. Men han sendte hende et lille smil sammen med sætningen.

[Gisella af Suilleaux]

Var Gabriel flov over at arbejde på en kro i slummen? Sådan tolkede Gisella i hvert fald hans reaktion. At hun før i tiden ville have bedømt ham med alle fordomme, hun besad, registrerede hun ikke, snarere fik hun medlidenhed med ham. Han kunne jo ikke gøre for, at han var født i så fattige kår. Og betød det egentlig noget?
”Den fede kat,” gentog Gisella. ”Det vil jeg huske.” Måske ville hun komme forbi alligevel … Hvis hun nu tog et par vagter med.

”Netop.” Gisella nikkede ivrigt, glad for at Gabriel forstod hende trods deres klasseforskelle. ”Folk ved slet ikke, hvor hårdt det kan være at være adelsfrue.” Hun havde ingen anelse om, hvor privilegeret og forkælet hun lød, hun lappede blot Gabriels sympati i sig.
”Min far har høje forventninger om, hvilken type jeg skal giftes med,” fortalte hun ham, og hæftede sig ved ordet ’stærk kvinde’, som straks fik hende til at knejse med nakken. ”Men de fleste mænd ved hoffet er nogle slatne typer, der kun interesserer sig for sværd og fint tøj.” Hvorfor var der ikke nogle rigtige mænd som Gabriel? Hun tog sig selv i at lade blikket glide ned over ham. Stærk, hårdtarbejdende, modig.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel holdt et smil tilbage, som hun sagde, at hun ville huske på, at han arbejdede på Den fede kat. Måske hun ville komme derned en dag, og sikke et kulturchok hun ville få. Hvis denne kro, der var af ganske god standard, kunne hyle hende ud af den, så ville hun da få sig noget af en oplevelse på Den fede kat. Ikke at den ikke blev holdt nogenlunde pæn, den var også blevet renoveret en smule, da Gabriel havde overtaget pladsen som konge, men yndig var den ikke. Klientellet var endnu værre.

Det holdt hårdt at fortsætte med at se medlidende på hende, som hun snakkede om, hvor hårdt det var at være adelsfrue. Hårdt. Det var nok ikke specielt morsomt, det kunne hun måske godt bilde ham ind, men hårdt? Havde hun arbejdet med rå net til hendes fingre blødte som barn? Havde hun fået tæv af de større drenge, der arbejdede for Tyvekongen, fordi de ikke kunne lide en? Havde hun måtte sulte, fryse, lide og kæmpe for sit liv? Nej? Så skulle hun ikke snakke om at have det hårdt. Vreden rumlede i hans mave, men ud over han han strammede sit greb om kruset lidt, kunne det ikke ses på ham. Hun skulle nok lære om at have det hårdt. Det ville han sørge for.

Hendes ord om slatne mænd, fik ham alligevel til at smile, for han vidste, at hun havde ret. Nogle af ridderne var hårde som sten, men de adelige, der ikke havde taget den vej, ja, Gabriel selv kunne sno dem om en lillefinger med et par velvalgte trusler.
"Der er vel heller ikke så meget, der kan gøre de unge herrer til rigtige mænd, inde ved paladset. De får vel det hele serveret." Han flyttede lidt på sig og betragtede hendes øjne. Så naiv. Men sød. Lidt for sød. Det kildede i hans fingre for at ... han smilede lidt skævt og gjorde ikke meget for at skjule sine tanker i sit blik.
"Jeg kunne forestille mig, at de unge herrer har det noget lettere end de unge frøkner. I er vel bare brikker i et spil om magt og penge? Ikke at jeg ved meget om livet på paladset, men det er, hvad man hører."

[Gisella af Suilleaux]

Gisella havde ingen anelse om, at hun gradvist var ved at vikle sig mere og mere ind i et spindelvæv, hun ikke kunne undslippe. Ej heller vidste hun, at den charmerende mand, der fattede så stor sympati for hende, var en sulten edderkop i forklædning. Hans interesse vækkede noget i hende, hun ikke havde oplevet før. Det fik hende til at føle sig moden og anerkendt som den kvinde, hun var ved at blive.

”Det havde jeg ikke tænkt på,” indrømmede hun ved hans ord. ”Men så barnligt som de fleste væbnere opfører sig, har De sikkert ret.” Tænk bare på hendes fætter Lanval af Suilleaux . Hvis drengene var vokset op som Gabriel, havde det sikkert været noget helt andet.
Hun rynkede tænksomt de fine bryn, mens hun overvejede, hvad han sagde. Aldrig havde hun set sig selv som en brik i et spil om magt og penge. Hun var jo blot vokset op i det liv og kendte ikke til andet. På en eller anden måde gjorde det hende ubehagelig til mode at tænke på. Som om han tog al selvtilliden og følelsen af selvstændighed fra hende. Hun anstrengte sig dog for at holde masken.

”Måske har De ret, Gabriel. Men jeg har ikke tænkt mig at lade min far diktere hvem, jeg skal gifte mig med. Det vil jeg selv vælge.” Hun låste sit blik fast i hans, som for at udfordre ham til at sige hende imod.

[Gabriel Halvmåne]

Havde Gabriel vidst, at hun blev ubehageligt til mode over hans ord, havde han nok ikke kunne holde et smil tilbage. Det var meningen. Han ville have hende til at se lidt mere kritisk på hendes plads i livet. Få hende til at genoverveje alt, hun vidste. Han ville pille hende fra hinanden og bruge hende, når hun var allermest ødelagt. Bruge hende, som den lille dukke hun allerede var. Hun skulle bare være hans dukke.

Hendes faste kommentar om, at hun selv ville bestemme, hvem hun ville giftes med, fik ham til at løfte øjenbrynene lidt og se lidt imponeret ud.
"Det er jeg ikke i tvivl om, komtesse. De virker som en meget viljefast ung kvinde." Han sagde det i et tonefald, der skulle antyde, at han mente det og var imponeret over det.
Egentligt var Romain dukket op igen og sad afslappet lænet tilbage på en stol lidt fra dem, i udkanten af Gabriels synsfelt. Han sagde ikke noget, men hans utålmodighed var tydelig at mærke. Hvorfor så lange planer med tøsen, hun var der lige nu. Tag hende dog, sagde hans blik.
Gabriel sank en klump, det var lokkende at stoppe legen, men denne gang skulle Romain ikke bestemme, så han drejede sig lidt i stolen, så han ikke kunne se ham.
"De har måske allerede sat øjnene på en ung herre?" Spurgte han for at holde gang i samtalen, uinteressant som den var.

[Gisella af Suilleaux]

Gisellas smil voksede over hans ros, og glemt var følelsen af at have mistet sin selvstændighed. Uvant som hun var til så direkte komplimenter, og med en umættelig higen efter dem, lod hun sig opsluge af hans stemme uden dog at vide helt, hvordan hun skulle reagere. Enhver anden fornuftig adelskvinde ville nok stille spørgsmål ved hans skjulte motiver, men Gisella var for naiv til mistænke, at der var nogen.

Hendes øjne voksede en smule ved hans direkte og temmelig upassende spørgsmål. I et ganske naivt øjeblik spekulerede hun på, om han mon håbede at hun ville sige nej, men hun slog hurtigt tanken væk.
Hun rystede på hovedet, inden hun huskede sine manerer.
”Ingen har fanget min interesse endnu.” Så blev hendes blik en anelse forlegent. ”Hvad med Dem, Gabriel? Har de hustru og … børn?” kunne hun ikke lade være med at spørge. Han var ældre end hende, så det ville være mere normalt end unormalt, hvis det var tilfældet. Men åh, hvor ville hendes hjerte gå i stykker.

[Gabriel Halvmåne]

Pigens ansigtsudtryk ændrede sig, da han spurgte ind til, om hun var interesseret i nogen, og han fik en fornemmelse af, at det måske ikke var noget, man spurgte om i hendes kredse. Men hvis man ikke spurgte, fik man jo ikke noget at vide, vel? Adelige var underlige. Så mange uskrevne regler og forventninger. Et eller andet sted var Gabriel glad nok for at leve i det samfundslag, han gjorde. Der var ikke nogen, der tog på vej af et par direkte spørgsmål.

”De må sikkert have en masse bejlere,” sagde han en smule drillende, inden han trak på skuldrene og kløede sig i skægget. ”Nej, hverken eller. Jeg har ikke lige fundet en frue endnu, jeg er vist lidt for glad for min selvstændighed.” Han sendte hende et stort smil og blinkede med det ene øjne. Selvstændighed var helt sikkert grunden til, at han ikke havde været på udkig efter et stykke kvindfolk. Han havde absolut ingen planer om at skulle giftes, og slet ikke at få børn. Ellers tak. Han havde rigeligt at se til med sit hof. Og damer nok at tage af, når han følte sig ensom. Men det sagde han selvfølgelig ikke.

Teen var glemt og var begyndt at blive kold i koppen i hans hånd. Han rakte dog ud og tog et stykke af det søde bagværk på tallerkenen. Måske var kvaliteten for hende ikke så fantastisk, men for en som Gabriel var Falken og kronens søde sager ikke så ringe endda. Så han bed med fornøjelse ned i den lidt smuldrende kiks.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella bed sig i læben af forlegenhed og glæde over hans indirekte kompliment. Hun var kun lige blevet introduceret i hoffet og havde derfor endnu ikke mange bejlere endnu, men som datter af en lensgreve var det kun et spørgsmål om tid. Det svære var at finde nogle brugbare kandidater.

Hun måtte anstrenge sig for ikke at sukke af lettelse, da Gabriel afslørede, at han endnu ikke havde fundet nogen hustru. Alarmklokken burde ringe over, at han tydeligvis ikke ønskede en kone, men den lå stiltiende druknet under et hav af boblende ungdomsfølelser.

”Er det ikke ensomt?” spurgte hun forsigtigt, mens hendes blik fulgte hans hånd, der dykkede ned i bagværket. ”Længes du ikke efter … kærlighed?” I Gisellas hoved fandtes der intet større end den slags opslugende, altfortærende kærlighed fra de romaner, hun yndede at læse. Og hun var godt på vej til at skrive sig selv ind i netop sådan en historie.

[Gabriel Halvmåne]

Det hjalp lidt på det hele, med den søde smag på tungen, og samtidigt kunne han lide hendes forlegenhed over hans ord og spørgsmål. Hun var meget kær, den lille komtesse, naiv, og han havde en optimistisk følelse af, at han nok skulle kunne få hende trukket ned fra sin pind højt i træet. Ned i mudderet til ham, hvor hun ville kunne blive godt og grundigt … beskidt.

Kærlighed. Han måtte holde en latter tilbage, hvilket nær havde fået ham til at kløjes i kiksen. Langsomt fik han tygget færdigt og slugt bagværket, inden han slikkede sine læber rene for krummer.
”Sommetider,” løj han og satte et lidt beklagende udtryk op. ”Men kærlighed kræver vel, at nogen vil elske en.” Okay, han havde en fornemmelse af, at han smurte for tykt på, men nu var brevduen sendt af sted. ”Desværre handler det jo mest om overlevelse. Man skal finde sig en mand, der kan forsørge én, så man ikke kommer til at sulte eller fryse.” Han var lige ved at tilføje et ”uden for sengen”, men fik stoppet sig selv. I stedet så han lidt ud som om, at han skammede sig ved den konklusion.
”At rydde borde og vaske op er hverken romantisk eller giver penge nok til at betale for en hustru.”