En djævelsk knibe

[Gisella af Suilleaux]

Det var med sikker afstand at Gisella af Suillieux beundrede solgudens optog. Som datter af en greve kunne hun umuligt bevæge sig rundt iblandt pøbelen uden at blive eskorteret af to vagter, der netop nu stod et par meter bag hende. Ved hendes side stod hendes tro anstandsdame.

Gisella ville ønske, hun kunne tage del i festlighederne. Alle dem, der deltog i optoget, så så glade ud. De smilede, grinede og morede sig med hinanden. Og forrest blev den pragtfulde løve båret stolt til vejrs. Den brostenbelagte gade myldrede med mennesker fra alle samfundslag: tiggere, som både fik Gisellas hjerte til at briste men samtidig rynke på næsen af lugten, håndværkere med muskuløse overarme som tykke torve, og flirtende kropiger, der gjorde Gisella dybt jaloux over deres frihed.

Hun sukkede for sig selv og rettede lidt på den fornemme kjole i guldbrokade. Håret var selvfølgelig beskedent dækket af et hvidt silkeklæde, som det sømmede sig for en adelsdatter. Åh, hvor var hun træt af det i det øjeblik.
Hun tog en rask beslutning.
”Kom, vi følger efter optoget,” sagde Gisella til anstandsdamen.
”Er du sikker på, det er smart?” spurgte den ældre kvinde, men Gisella var allerede på vej ind i mængden - så var det op til vagterne at følge med. Iblandt alle de andre følte hun sig som en del af noget større. Der lugtede ganske vist af øl og sved, og folk puffede lidt. Ja, faktisk blev det en del værre, jo nærmere de kom markedspladsen. Flere mennesker strømmede til, skubbede til hende.
Utrygheden knugede i Gisellas bryst. Hun løsrev sig fra menneskemængden og endte i en beskidt sidegade med kroer og smedjer. Her var ingen hun kendte, ingen venlige ansigter, snarere synes folk lettere truende og sendte hendes fornemme kjole lange blikke.

Gisella løftede skørterne for ikke at gøre dem mudret, inden hun forsøgte at finde tilbage til optoget. Gaderne lignede hinanden: lugtende, beskidte, med vasketøj hængende på tværs mellem bygningerne. Hun satte farten op, hjertet bankede i brystet. Hun drejede om et hjørne og tumlede ind i en stor skikkelse med et bryst som en tønde.
”Hvor skal du hen i den fart, tøs?” brummede han. Ved siden af ham stod en slankere mand med ansigtet fyldt med ar og vippede en kniv i hånden.
”Er den lille killing blevet væk fra optoget?” grinede han. Gisella kunne ikke få et ord over læberne. Det her var, hvad hendes far altid havde advaret hende om. Langsomt bakkede hun baglæns.


Gabriel Halvmåne

[Gabriel Halvmåne]

Der var optog i dag, hvilket Gabriel ikke var specielt interesseret i. Han havde dog lige været ude og kigge, som de gik ned af en gade, men ellers lod han hoffet om at få så meget ud af det som muligt. Der var lidt for mange mennesker til, at Gabriel ville blandes ind i det. Nej, han havde andet at se til den dag, som Lynhånd havde sendt bud efter ham. Noget med en idé, snyderen havde fået, som kun kunne forklares på stedet. Det skete en gang i mellem, men for det meste var det enten en løs idé, der ikke kunne udføres, eller noget Gabriel ikke mente, der skulle kastes penge efter. Somme tider var der noget i det, og det var derfor, at Gabriel var ved at bevæge sig igennem de tomme gader. Alle var ude for at se optoget. 

Næsten alle. En stemme nåede ham, lige som han drejede ned af en mindre gade. To skumle typer stod overfor en ung kvinde, der selv på afstand udstrålede penge. En lille adelsfrøken på afveje? Gabriel stoppede op og betragtede scenariet, uden at de to mænd lagde mærke til ham. Det var ret tydeligt, hvad de havde i tankerne, sådan som hun bakkede væk fra dem og de fulgte efter. Sulten i den store mands ansigt var bekendt. I og for sig kom det ikke Gabriel ved, men der var lige det, at de to mænd ikke var en del af hans hof. Han genkendte den mindre mand med arrene. Han havde før forsøgt at arbejde på hoffets område, og man skulle næsten tro, at han havde lært noget, men nej. Her var han igen på forbudt område. Og det kunne Gabriel ikke ignorere.

Så han begyndte at gå ned af den lille gade mod optrinnet, og lige som den store mand rakte ud efter pigen, rømmede Gabriel sig.
"Hvad laver I på hoffets område?" Han smilede en smule, men hans øjne var kolde, som han nedstirrede de to mænd. Den store mand stoppede midt i sin bevægelse og drejede hovedet for at se vredt på ham.
"Hvad blander du dig i det for, pissemyre?" 
Manden med arrene blev bleg, så snart han fik øje på Gabriel, og han daskede sin ven på armen med en flad hånd og rystede hurtigt på hovedet.
"Lad os smutte, det er ikke det værd," mumlede han så lavt, at Gabriel ikke kunne høre det. Den store mand så forvirret på sin ven, men noget måtte have overbevist ham om, at det var bedst at lade det ligge, for han fyrede en lang række bandeord af, inden arfjæs tog ham i armen og slæbte ham af sted.

Det var først nu, at det gik op for Gabriel, at hans hjerte bankede lidt hårdere end nødvendigt. Havde de besluttet sig for at banke ham - eller værre - havde han være alene. Men hans ry havde reddet ham, igen.
Roligt gik han hen mod pigen. Hun var ikke ret gammel. Men ganske køn, og en følelse dukkede op i ham.
"Er De okay, frøken? De er ikke kommet noget til?" Det kolde var væk fra hans øjne og hans stemme, i stedet så han med bekymring på hende og talte til hende med en blød stemme.
Vejret var koldt og han havde lukket skindjakken, så halskæden var gemt væk. På hovedet havde han sin bycocket i mørk læder. Han lignede ikke en skurk fra slummen, men mere en almindelig arbejder, og han gjorde, hvad han kunne, for at se så venlig ud lige nu. Han ville nødigt skræmme hende mere end hun var.

[Gisella af Suilleaux]

Angsten havde for alvor sat kløerne i Gisella, som skælvede over hele kroppen ved synet af de to mænd, der så tydeligt var ude på at begå slemme gerninger. Aldrig havde hun været så bange, medmindre man medtalte dengang, hun var faldet gennem isen i skoven bag ved Suilleaux-borgen. Hun følte sig som en mus trængt op i en krog af to, sultne katte, den ene mere arret og grum end den anden.

For hvert skridt de tog imod hende, bakkede hun selv baglæns, indtil hun stødte mod muren. Hendes mund var tør, hun turde ikke sige noget af frygt for at provokere dem. Akkurat som den store mand langede en grab ud efter hende, blandede en ny stemme sig; en advarende, kontrolleret stemme. Alle tre tilstedeværende i baggården vendte deres hoveder mod den nyankomne: en ung, mørkhåret mand. Han så ikke ud af meget, og alligevel var der noget, ved det han sagde, der fik begge mænd til at tage benene på nakken.

Gisellas hjerte hamrede hårdt i brystet på hende, og for første gang følte hun, at hun kunne trække vejret: hun gispede af lettelse, det spinkle bryst hævede og sænkede sig, som var en lille fugl på vej til at lette.
Hun betragtede manden, og det eneste hun kunne tænke på var, at han havde reddet hende.
At hun var undsluppet de to kriminelle for at lande i en langt farligere edderkops spind, var hun lykkeligt uvidende om.

”D-det tror jeg ikke,” gispede hun, men i næste øjeblik var hun nødt til at støtte sig til hans overarm for ikke at kollapse, idet benene gav efter under hende. ”Undskyld, hr., jeg er tilsyneladende stadig rystet.” Hun løftede blikket mod ham. Han så venlig ud. Særdeles køn, om end han var noget ældre hende.
”De redede mig,” sagde hun så. Overraskelse blandet med beundring skinnede ud af hendes uskyldige dådyrøjne.

[Gabriel Halvmåne]

Hun så skræmt ud, som en lille kanin, der var blevet jagtet af jægerens hunde. Det var lige før, at man skulle tro, at hun var ved at dåne, og Gabriel var hurtigt henne ved hende. Hvilket var heldigt, for hun støttede sig straks til ham, og han tog blidt om hendes albue med hånden på den arm, hun selv havde taget ved. De store øjne var fyldt med følelser, folk normalt ikke så på ham ved. Et par dådyrøjne, der så på ham som om, at han var en eller anden helt. Et skud af varme gled igennem hans underliv, men han skød følelsen til side for at koncentrere sig om at håndtere den dåne-parate adelstøs, der var faldet ned i armene på ham.
"Selvfølgelig gjorde jeg det, jeg kunne ikke lade være. Sådan nogle svin skal ikke have deres vilje." Han smilede stadig bekymret til hende.

Hvad så nu? Han var ikke i tvivl om, at han ville lege redningsmand og sørge for, at hun kom sikkert tilbage til, hvor end hun kom fra. Hvor gammel var hun? Var hun adelig? Noget fortalte ham, at han nok gættede rigtigt, hun var lys og fin, i dyrt tøj og ganske spinkel under tøjet, af hvad han kunne mærke ved sit greb i hende.
"Hvad med bare at slæbe hende med hjem og tage for dig?" 
Gabriel skævede ned ad gaden, hvor Romain var dukket op. Han kom altid, når der var mulighed for grimme ting. Gabriel valgte at ignorere sin afdøde, usynlige storebror. Han havde andre planer.

"Skal vi ikke finde et sted, hvor De kan sidde ned? Der er ikke så langt til Falken og kronen. En kro. Måske en kop te ville være godt?" Falken og kronen var for håndværkere, så ikke ligefrem det fineste sted, men bedre end Den fede kat - og et sted Gabriel ikke var kendt, så ingen ville afsløre ham.
"Du er en svækling, lillebror." Stemmen var fyldt med foragt, men da Gabriel skævede op, var Romain væk igen. Han var ikke en tålmodig mand. Gabriel var lettet over hans forsvinden, det ville gøre hans planer lettere at udføre.

[Gisella af Suilleaux]

Aldrig nogensinde havde Gisella været så tæt på en mand, der ikke var i familie med hende – og så endda én fra de nedre lag at dømme på hans klæder og hat. Da hun i et splitsekund mærkede hans varme hud, steg en klædelig rødmen op i hendes kinder. Hans duft lagde sig som en beskyttende, varmt lag om hende.

Hans ord bragte hende tilbage til virkeligheden, og hun indså, hvor særdeles upassende det var for en komtesse at være i nærkontakt med en fremmede mand. Hun slap ham forsigtigt og trådte et skridt væk for at glatte sine skørter. Så ham an. En arbejdsmand. Måske havde han noget med heste at gøre, eller også arbejde han i en boghandel? Hendes fantasi galoperede af sted.
Hendes redningsmand.

Ved hans spørgsmål tøvede hun. Hendes far Lancelin af Suilleaux ville blive rasende, hvis han vidste, hvad Gisella havde rodet sig ud i. Han ville sikkert lukke hende inde i et tårnværelse og forbyde hende at deltage i resten af selskabssæsonen. Problemet var bare, at den fremmede mand emmede af eventyr og spænding; noget en sekstenårig komtesse, der havde boet på en pigeskole de sidste mange år, tørstede efter.

”Jeg burde virkelig ikke være alene med Dem,” sagde hun dæmpet, inden hun hastigt tilføjede, ”selvom jeg er evig taknemmelig for Deres hjælp, hr. … ?” Sætningen var et ledende spørgsmål. I næste øjeblik mærkede hun endnu en bølge af svimmelhed, og hun var nødt til at læne sig tilbage mod muren. Kunne hun overhovedet komme hjem i den tilstand?

[Gabriel Halvmåne]

Det ikke svært at se, at pigebarnet rødmede, hun var så lys og bleg. Gabriel skulle nok være den første til at indrømme, at han ikke havde den store erfaring med adelstøser, men det fik ham også bare til at antage, at adelstøser heller ikke havde meget erfaring med typer som ham. Pøblen. Men det virkede ikke til at være en negativ ting, og han måtte holde et smil tilbage. Dette burde nok kunne lade sig gøre. Hvis han ikke skræmte hende væk inden for de næste minutter. Han skulle træde varsomt.

Hun slap ham og trådte lidt væk, og han slap modvilligt hendes albue, en følelse han ikke viste. Hvis hun begyndte at løbe, ja, så fik Romain måske sin vilje alligevel. Selvom Gabriel endnu ikke havde gjort det i at kidnappe adelige, den hvepserede havde han ikke lyst til at stikke hånden i. Men lige nu tog hans hænderne til sig og lod dem hænge ned for ikke at virke anmasende, selvom hun allerede så ud til at være ved at tilte igen.
"Gabriel. Gabriel Fisker." Som altid, når lidt anonymitet var påkrævet, brugte han sig gamle navn. "De er ikke i noget stadie til at gå nogle steder, frøken. Kroen ligger to gader længere henne, og der vil De ikke være alene med mig. De burde virkeligt sidde lidt ned og få noget at styrke Dem på. Jeg skal nok følge Dem hjem bagefter. Eller finde en drabant, der kan gøre det." Bare ordet drabant gav ham lyst til at skære ansigt, men han holdt masken. Han fik nok en anden til at finde en drabant, skulle det være nødvendigt. Og så ville han ikke være i kroen, når de kom. Det var ikke åbent kendt blandt drabanterne, hvem han var, men ingen grund til at løbe en risiko for en tøs.

Han rakte tilbydende en arm ud mod hende, hun ville kunne støtte sig til, mens han så på hende så uskyldigt, som han kunne. Der var intet uskyldigt over hans tilbud, selvom det på overfladen virkede sådan. Han havde lagt en plan, han kunne bare håbe, at hun var lige så uskyldig, som hun så ud. 

[Gisella af Suilleaux]

Gabriel Fisker. Hun havde lyst til at gentage navnet for sig selv, høre hvordan det lød fra hendes bløde læber, hviske det når hun var alene. En fisker? Ikke lige så romantisk, som hun havde forestillet sig. Var fiskere ikke gamle, lugtede og røg pibe? Ham her lignede én, der havde hovedrollen i hendes romantisk romaner.

Hun lyttede opmærksomt til hans ord, de lyse bryn lettere rynkede. ”De har selvfølgelig ret,” medgav hun føjeligt. Hun var ikke i noget stadie til at finde tilbage til optoget, for benene føltes stadig som en nyfødt lam. Og han havde jo reddet hende – hvis han havde haft slemme intentioner, ville han selvfølgelig have udført dem her, nu hvor de var alene.

”Så lad gå,” sagde hun med et forsigtigt smil. ”Så længe De lover at passe på mig, hr. Fisker,” tilføjede hun og lagde blidt sin hånd ovenpå hans arm. Hun kunne mærke hans muskler under tøjet.
Således begyndte det umage par at gå mod kroen, først i stilhed, indtil Gisella ikke kunne dy sig: ”Hvad mente han tidligere?” spurgte hun, inden hun med en mørk og grov stemme efterabede arfjæset. ”Lad os smutte, det er ikke det værd. Det lød, som om han kendte dig og var bange for dig.” Hun skævede til ham og var nødt til at løfte hovedet en anelse, selvom hun allerede var en ganske høj pige.

[Gabriel Halvmåne]

Et lille snert af sejr sneg sig ind over Gabriel, da hun gav ham ret. Slaget var ikke tabt endnu. Hun ville tilbringe mere tid med ham. Perfekt, det ville gøre det muligt for ham at ... ja, hvad? Så fast var hans plan heller ikke, men han ville i hvert fald meget gerne lege lidt med hende. Se, hvor meget han kunne pille en lille adelsfrøken fra hinanden. Sætte griller i hovedet af hende. Som en fisker, havde han kastet en snøre ud, og hun bed på. For nu.
En let latter forlod ham, da hun kaldte ham "hr. Fisker", en overraskende ægte latter.
"Hr. Fisker var min far, De kan bare kalde mig Gabriel. Og jeg skal nok passe på Dem." Han smilede beroligende til hende, som hun lagde sin hånd på hans arm. Det var lige før, at han følte sig som en galant herre, men den tanke passede nu alligevel ikke med resten af det, der foregik i hans hoved.

Han begyndte at lede hende ned ad gaden i retning mod kroen, og selvom han ikke kunne se Romain, kunne han næsten føle hans misbilligende blik i nakken. Men den ældste bror kunne ikke altid få sin vilje.
Hendes stemme afbrød hans tanker, og han kunne ikke lade være med at skære ansigt. De idioter skulle selvfølgelig også forsøge at ødelægge det hele. Det var ikke første gang, at han skulle lyve sig ud af at blive genkendt, så løgnen kom flydende fra ham uden at at skulle overveje det nærmere.
"Jeg har nogle bekendte, man ikke skal rode sig ud med. Hvilket arfjæs har oplevet en gang før." Han trak på skuldrene som om, at det ikke betød det helt store, og skiftede så emne.
"Men hvordan er De endt et sted som her? De er langt hjemmefra, er De ikke?" Han så venligt nysgerrigt og spørgende på hende.

[Gisella af Suilleaux]

”Åh, javel Gabriel.” Navnet smagte lige så sødt, som hun havde forestillet sig. Meget bedre end hr. Fisker. Hendes smil voksede sig bredt og ægte, da han bekendtgjorde, at han nok skulle passe på hende. Således mere tryg begav hun sig af sted med ham og glemte snart, at hun gik på en gade med mudder, kålskræller i rendestenen og vasketøj hængende på tørresnore over hovedet.

Efterhånden ledte gyden dem ud på en større gade med flere mennesker; travle mennesker med favnene fulde af madvarer og melsække. Børn spurtede forbi ryttere til hest, unge kvinde sludrede med unge mænd, og alting var yderst spændende for den eventyrlystne komtesse.

Gisella var nysgerrig efter at vide mere om disse farlige bekendte, men hun fornemmede, at Gabriel ønskede at skifte emne, og hun var bedre opdraget end at presse på.
”Jeg deltog i Soloptoget, da jeg blev jeg væk fra min anstandsdame og fars vagter i mylderet af mennesker. Jeg endte i gyden, da de to mænd dukkede op.” Nu da oplevelsen var kommet lidt på afstand, var det ikke længere så uhyggeligt, faktisk var det en spændende historie, som hun glædede sig til at fortælle sin søster Mirielis.
"Mit navn er Gisella af Suilliaux." Hun rakte ham sin hånd i klar forventning om, at han ville kysse håndryggen som enhver anden gentleman. En klogere pige ville have undladt at fortælle, at hun var selveste en grevedatter, men i det øjeblik var Gisella ligeglad.

[Gabriel Halvmåne]

Som altid lod Gabriel blikket glide over omgivelserne for at vurdere, om det var sikkert. En vane, han havde tillagt sig som barn, da han og hans storebror var begyndt at tømme lommer. Man lærte hurtigt, at ingen var ens ven, når man pludseligt krydsede over på den forkerte side af loven. Men der så fredeligt ud. Folk var ved at vende tilbage til deres gøremål efter optoget havde bevæget sig igennem byen. Der ville uden tvivl være folk på kroen, hvilket var godt nok.

Han lyttede til hendes fortælling om at blive væk fra anstandsdame og vagter, hvilket for ham kun var heldigt. Det var svært at komme i nærheden af en adelig tøs, for de var så godt bevogtet. Forældrene var ofte nemmere, han havde i hvert fald været alene med mere end én adelig igennem sin tid som konge. Af forskellige årsager. 
"Jeg er glad for, at der ikke skete Dem noget." Han drejede dem i retning af kroen, der lå lidt længere nede ad gaden. Skiltet over døren kunne ses, hvis man vidste, hvad man ledte efter.

Hendes hånd blev rakt frem, som hun introducerede sig. Han blinkede lidt overrasket, ikke vant til, at kvinder ville anderkendes på den måde. Ikke i hans samfundslag. Han plejede normalt at få hunkøn til at få sig følt begæret ved at behandle dem som adelige og kysse deres hånd. Så han vidste da, hvad der blev forventet af ham. Kort stoppede han op for at tage hendes hånd og bukke sig ned og ganske blidt placere sine læber mod hendes varme, bløde håndryg, hvor huden var så hvid, at han kunne fornemme blodårerne under. Hun duftede godt. Rent.
"Mig en ære at møde Dem, komtesse." Han skævede op mod hendes ansigt med et glimt i øjet. "De har et meget kønt navn," sagde han med en ærlig tone, selvom hendes navn var ham fuldstændigt ligegyldigt. Men hendes ophav var noget, han helt sikkert ville huske. Der var mange len i landet, og han var ikke sikker på, hvad han kunne forvente af Suilleaux, men det ville han helt sikkert undersøge.
Endeligt rettede han sig op for at føre hende det sidste stykke ned mod kroen.

[Gisella af Suilleaux]

Det tilfredsstillede Gisella, at Gabriel bukkede hovedet for at kysse hendes hånd. Hans læber var varme, og i et splitsekund forestillede hun sig, hvordan det ville være at mærke dem på sine læber. Denne helt og aldeles upassende tanke fik hende til at trække hånden til sig, så snart han havde sluppet hende.
Ikke desto mindre bredte hendes karakteristiske naive, næsten barnlige glædessmil sig på hendes læber.
”I lige måde Gabriel,” sagde hun varmt, ”og mange tak. Det var navnet på min ærede mormor, trods jeg aldrig mødte hende.” Glimtet i hans øjne gjorde hende befippet, uvant som hun var til den slags direkte flirteri, og hun gjorde hastigt tegn til at de kunne fortsætte vandringen.

Der gik ikke længe, før kroen ”Falken og kronen” dukkede op, og havde Gabriel ikke henledt hendes opmærksomhed på bygningen, havde hun aldrig fået øje på den. Hun havde kun været på én kro i sit liv: den lå på vejen mellem Suilleaux-lenet og hovedstaden og var et fornemt etablissement, der kun husede de vigtigste gæster.
Denne kro var ganske anderledes, sandede hun, da Gabriel åbnede den knirkende dør, så de kunne træde ind. Alt var i bugtende træ, bortset fra det nedslidte stengulv, hvorpå borde var stuvet tæt sammen. Klientellet var en god blanding af købmænd, havnearbejdere og vaskepiger.
Gisellas mund hang åbent af bar forbavselse over lydene, duftene og de brovtende stemmer. Hun så op mod Gabriel, usikker på hvad hun skulle gøre i denne uvante situation, og hun tog sig selv i at vride hænderne om sin lille stoftaske.

[Gabriel Halvmåne]

Selvom Gabriel på ingen måde var interesseret i den lille adelsdatter, andet end hvad hun kunne give ham af magt og fysisk nydelse, var der alligevel noget ved hendes smil. Det var ikke så ofte, at nogen reagerede sådan på ham. Han var et monster, og folk omkring ham vidste det. Men hun gjorde ikke. Og hun smilede til ham, som var han virkeligt helten.
"Med et barnebarn som Dem, må hun have været noget af en kvinde," sagde han både med humor, men også som om, at han mente det. Han var ligeglad med, hvad en gammel heks havde heddet, det var barnebarnets naive øjne han var efter. Men han kunne godt mærke, at han måske var lidt for direkte, for hun virkede til at få travlt med at komme videre. Han fortalte sig selv at tage den lidt med ro, selvom tålmodighed ikke var hans stærke side. Det var en leg. Så længe den varede.

Kroen var ikke så fyldt, som den kunne være, og slet ikke så proppet som den var om aftenen. Det var fint, selvom det var lidt sværere at gemme sig. Der var ikke noget nyt i oplevelsen for ham, men som pigen ved hans side gik i stå i døren, så han ned på hende. Ah, kroer var ikke noget, hun var vant til? Selskabet var måske også lidt under hendes standard.
"Her, der et tomt bord." Han ledte hende over til et bord, der stod i hjørnet for sig selv, hvor de kunne få noget der kunne minde om privatliv. Så snart hun var nede at sidde, smilede han til hende.
"Jeg bestiller noget te, bare bliv her."

Krofatter så ikke venligt på ham, da han kom derop og bestilte to krus te og spurgte efter noget sødt bagværk. Da han ville lægge mønterne på baren, greb krofatter fast i hans håndled.
"Jeg har sagt, at jeg ikke vil have noget ballade."
Gabriels venlige maske forsvandt, som han mødte krofatters faste blik.
"Vi har en aftale. Jeg har ikke tænkt mig at bryde den. Jeg hjælper blot en ung dame i nød." Han trak roligt hånden til sig. Krofatter brummede, men sagde ikke mere. Han vidste godt, hvem Gabriel var, men de havde lavet en aftale. Gabriel holdt sine folk fra kroen, mod at han selv fik lov til at være der så anonymt som muligt. Og ind til videre var det gået fint.

Nede ved borde satte Gabriel sig med samme venlige smil som før.
"Krofatter kommer med teen om et øjeblik. Har De det bedre?" Der var et bekymret islæt i hans stemme, som han så undersøgende på hende.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella løftede op i skørterne og sørgede omhyggeligt for ikke at støde ind i nogen eller røre noget beskidt, da hun blev ledt hen til et bord i hjørnet. De fine lædersko klistrede sig til det ølstænkede gulv.
Hun satte sig og nåede ikke at protestere mod at Gabriel efterlod hende alene, før end han var væk. Mens hun knugede perletasken, kastede hun nervøse blikke omkring sig. Et par sømænd ved det nærmeste stirrede på hende over deres skummende ølkrus. Hun smilede høfligt til dem og fortalte sig selv, at hun ikke burde være bange for disse mennesker. Ingen grund til at være fordomsfuld og tro, at de ville stjæle hendes smykker eller kidnappe hende for løsepenge så snart, muligheden bød sig.

Alligevel så hun aldeles lettet ud, idet Gabriel vendte tilbage. Den lille episode oppe ved baren havde forbigået hendes opmærksomhed.
”Mange tak. Jeg tilbyder selvfølgelig at betale selv,” foreslog Gisella og håbede, at hun ikke fornærmede ham som enhver junker ville være blevet. Gabriel så bare ikke ligeså velhavende ud som nogen anden junker, og hun ville nødig være til besvær.

”Det hjælper at sidde ned,” sagde hun hurtigt. ”Vil De ikke fortælle om Dem selv, Hr. Fisk- Gabriel? Er det deres hverv at redde frøkener i nød, eller arbejder de med noget andet til dagligt?” Hun smilede koket til ham og lagde hovedet på skrå. Stirrede på ham med sin uskyldige mine, nysgerrig efter at vide mere om sin redningsmand.

[Gabriel Halvmåne]

Pigebarnet så meget lettet ud, da Gabriel satte sig ved bordet igen. Mon hun havde følt sig lidt forladt? Det var nu ikke et sted, hun var i fare, Falken og Kronen var et pænt etablissement. For almindelige mennesker, altså. Måske ikke for de rige og adelige. Men det var helt ordinære mennesker, der kom her. Ikke lige som på Den fede kat, hvor folk ville stjæle fra deres egen bedstemor for at få et krus øl mere. Det kunne hun selvfølgelig ikke vide. Han kastede et blik rundt for at se, om nogen havde gjort hende noget, men de nærste folk var to fiskere, der så mere nysgerrige ud end noget andet.

Hendes stemme fik ham til at koncentrere sig om hende igen, og han så tilbage på hende.
"Nej nej, det er helt fint, skidt med det. Det er mig, der har inviteret." Hans tonefald var venligt og ærligt. Han havde ikke noget i mod at betale for noget så latterligt som te. Det var en udgift med et mål. Hun kunne få lov til at betale for det på andre måder. Hvis de kom så langt. Lige nu var han stadig ikke sikker på, at hun var interesseret i at lære ham nærmere at kende.

En tvivl, der blev lidt mindre, som hun straks spurgte ham efter, hvad han lavede til dagligt. Et spørgsmål han var blevet stillet før og derfor havde en brugt løgn klar til.
"Godt De har det bedre, det må også hjælpe at få varmen." Han lænede sig frem og hvilede underarmene på bordet, så han kom til tættere på hende. "Ja, jeg er ikke fisker, som man skulle tro, det var mine forældre. Nej, jeg arbejder på en anden kro, hvor jeg går til hånde, gør rent, er i stalden og hjælper til i køkkenet. Jeg har bare ikke fundet et andet passende navn." Han sagde det med en smule latter i stemmen. Åh, hun skulle bare vide. At fortælle hende om Den fede kat kunne være risikabelt, men krofatter Hugo var informeret om, at hvis nogen spurgte efter Gabriel Fisker, var det ikke tyvekongen, de kom for at besøge, men Gabriel. Og det var somme tider brugbart.
Gabriels brune øjne blev ved med at se ind i hendes, som han stadig forsøgte at smyge sig ind på hende, men ikke så direkte, som han havde fornemmet hun blev usikker over.

[Gisella af Suilleaux]

”Så takker jeg Dem mange gange,” konkluderede Gisella, netop som en barmfager kropige zigzaggede hjemvandt mellem bordene gennem krostuen, indtil hun til sidst placerede to kopper te og en tallerken med noget bagværk af en art. Gisella lagde ikke mærke til det mistænksomme blik, kropigen sendte dem, før hun forsvandt igen.
Besynderligt service. Gisella var vant til, at tjenerne skænkede teen for selskabet og stillede høflige spørgsmål. Verden var sandelig anderledes udenfor borgens mure.

Gisella tog tekoppen mellem hænderne og lod den varme sine kølige fingre. En helt naturlig varme skød dog igennem hende, da Gabriel lænede sig frem og begyndte at fortælle. Hun måtte anstrenge sig for at fokusere på hans ord frem for at dvæle ved hans ansigtstræk; skægstubbene, den markerede hage og de brune øjne, der mindede Gisella om eksklusiv chokolade fra syden.

”Det lyder som hårdt arbejde,” bemærkede Gisella og måtte et øjeblik erkende for sig selv, at hendes liv lød en del nemmere end hans. Hun havde aldrig nogensinde gjort rent eller hjulpet til i stalden. ”Kan de … lide det?” Hun vidste ikke om det var et upassende spørgsmål. Underklassen havde ofte intet valg, de blev født ind i det hverv, som deres forældre havde haft.