Øjeblikke

[Teodorie af Neaune]

"Du kan ikke tale med en bølle. De responderer kun på magt. Idealer om at tale om tingene er kun nogen man kan have, fordi andre slås for en."

Hun havde talt sig varm, men indså også pludselig hvor meget hun havde sagt, hvorhenne hun gjorde det og til hvem. Så hun bukkede let og trak sig et skridt tilbage.

"Nådigfrøken. Jeg vil foreslå at jeg følger Dem tilbage til byhuset eller universitetet," konstaterede hun brysk.

[Mariette af Reblainnes]

Marietta hævede et bryn. "Vel kan man så." forsøgte hun sig. Små rynker viste sig hen over hendes næse. "Et ønske om en fredelig tilværelse er for alle. Stod det til mig ville det være sidste løsning" Hun vidste godt at behovet for våben og kampklar riddere var en nødvendighed, men hun ville sådan ønske at det i Falanie kun var en meget lille procentdel. - Men det var et utopi der aldrig ville kunne ske.

"Kun fordi du ser sød ud" svarede hun i et let smil. "Universitetet. Jeg har en sen time snart"

[Teodorie af Neaune]

Teo glemte det meste af diskussionen, da Mariette sagde hun så sød ud. En hidsig, pink glød varmede hendes kinder og alt hvad hun sagde var:

"Mmh."

Så slog hun ud mod armen i retning mod universitetet.

[Mariette af Reblainnes]

Mariette smilte. Selv havde hun også glemt det, og betragtede i stedet den søde væbner, der med de røde pletter på kinderne kun forstærkede den klump der samlede sig i hendes mave.

"Jeg læser Litteratur og retorik." lød det fra Mariette selvom der ikke var blevet spurgt indtil det. Men det forklarede meget om hendes måde at tale på; og hendes fastholdelse i at være mægler.

[Teodorie af Neaune]

Teo havde kendt til Mariette i et år nu og var ikke i tvivl om hvad hun læste. Hun nikkede dog som om det var en nyhed og begyndte at gå i den indikerede retning.

"Det må være fag hvor man kommer til at blive meget idealistisk," brummede hun.

[Mariette af Reblainnes]

Marietta lo. "Man lære også om store forfattere, digtere. Det smukke i livet" sukkede hun let og endte med helt at trække hovedlinnet af og frigjorde det lange mørke hår. Det var blevet lidt for varmt nu. Selvom det nok mest var fra hendes egen nakke og kinder det kom fra.

"Man lære at begå sig med ord." fortsatte hun i et smil.

[Teodorie af Neaune]

Teo så lidt chokeret på den unge komtesse. Bevares, hendes hår var frit, men hun var væbner. Hun var ret sikker på at der ikke gjaldt andre regler for universitetsstuderende. Til gengæld havde Mariette virkelig pænt hår.

Hun glemte lidt at høre hvad hun sagde og bidrog igen med kun en brummelyd.

[Mariette af Reblainnes]

Marietta var nok en lille smule regelbryder, særligt når det omhandlede hendes hår, som selv var særligt glad for. Hun var også fortaler for det smukke der eksisterede, og det måtte man sige at hendes hår var. Hun smilte let. Hun vidste godt at det var en anelse skandaløst.

"Dine små fletninger er søde. Hjælper det for ikke at få håret i øjnene?"

[Teodorie af Neaune]

Søde. Teo krepererede lidt for sig selv over svaret og løftede en hånd fraværende til en af sine fletninger. Søde som et barns hår eller søde fordi det var pænt? Hun sank en klump og rømmede sig.

"Uhm... Ja," svarede hun dumt. "Netop."

[Mariette af Reblainnes]

"Smart." Mariettes blik hvilede lidt længere på Teodories ansigt; nærstuderede de små detaljer. Den lyse hud og de blå øjne. Et smil sitrede let.

"Jeg ville aldrig kunne klippe mit hår så kort. Men dit er virkelig flot" Det var måske også meget praktisk. Men Mariette bekymrede sig ikke så meget om det faktum. Hun var nok mere interesseret i det søde og smukke i livet; og nu særligt hos Teodorie.

[Teodorie af Neaune]

Teo blev stigende mere lyserød og forsøgte at lade være med at lade flovheden overtage. Hun rømmede sig.

"Jo tak," mumlede hun. "Du burde tage dit hovedlin på igen."

Mest fordi de kunne påkalde sig opmærksomhed og Teo ikke ville stå ret foran greven, fordi hun havde ladet stå til.

[Mariette af Reblainnes]

Mariette smilte blot. Hun var ganske tryg i situationen om komplimenter og hvad hun foretrak, og Teodorie blev kun mere sød over måden hvorpå det virkede til at hun ikke helt kunne være i det. Hun hævede et let bryn over hendes forespørgsel og havde ikke til en start tænkt sig at rette ind.

"Okay?" hun lød uforstående til en start, men endte med at tage det på, dog trak hun et par lange sorte lokker fri. "Du går ikke med et, fordi du er væbner?" spurgte hun nysgerrigt.

[Teodorie af Neaune]

Teodorie brummede lidt. Hun nikkede. "Krigere går ikke med hovedlin," konstaterede hun og trak pointerende sin hat lidt ned i den ene side.

"Eller skørter." Hun hævede et bryn let. "Kvinder gør."

[Mariette af Reblainnes]

Marietta fnøs let. "Hvorfor ikke?" spurgte hun og rystede på hovedet. Den logik gav overhovedet ikke mening. "Det vil måske ikke komme kvindelige krigere til gode ved at dække håret til for snavs og støv? Selvom man naturligvis ville undgå at se fletningerne" til sidst smilte hun let.

"Du er da også en kvinde." pointerede hun.

[Teodorie af Neaune]

Teo rynkede brynene. "Krigere bruger hatte og hætter som mænd," pointerede hun. "Og hoser og broger. Vi lever livet som mænd gør."

Hun trak på skuldrene. "Går i kjoler ved hoffet..."