Øjeblikke

[Mariette af Reblainnes]

Teodorie af Neaune

Markedspladsen summede af liv. Foråret kunne mærkes, og Mariette solede sig i strålerne for oven. Skyer var der næsten ingen af, og den unge komtesse var ikke den eneste der var afsted for at se på hvad Levagny og dets handlende havde at byde på. Forskellige krydderier nået hendes næsebord, samt en let sødme fra de varme æbler "En, tak" lød det fra hende da det endelig blev hendes tur.

De var dyppet i honning, som hurtigt syntes at klistre sig til hendes ansigt. "Mariette af Reblainnes, mit hjertes udkårne. Tænkt at jeg skulle være så heldig at støde ind i dig her" lød en alt for velkendt stemme. En arm havde lagt sig om hendes talje. Brice var en høj og ganske flot ung mand som havde kendt familien i mange år. De læste sammen på universitetet og Mariette ville godt gå så langt til at sige at de var venner; så længe han holdte op med at opføre sig på den måde.

"Brice. En fornøjelse" svarede hun og skar en let grimasse. Hun stak en albue i siden på ham for at få ham til at træde væk. "Det lyder som om du slet ikke er glad for at se mig" knurrede han let og tog nu et fastere tag, denne gang om hendes arm.

"Slip mig så" hvæste hun. I forskrækkelsen over hans opførsel tabte hun æblet, der trillede væk fra hende.

[Teodorie af Neaune]

Teo samlede æblet op. Hendes blik gnistrede af harme over scenen foran hende og hun sigtede, kastede og ramte den unge mand lige i baghovedet med æblet, der havde været en tur på jorden og var honningklistret og nu også fedtet ind med støv og jord. Det gik i stykker og spilde ud over hans ryg.

"Slip Nådigfrøkenen," beordrede hun, helt stålfast. "Eller jeg svarer ikke for følgerne. Hendes far er en Greve."

[Mariette af Reblainnes]

Mariette måtte kæle et grin. Det lykkedes hende ikke helt, og et smil syntes at anes i den ene side af mundvigen. Hendes blik gled dog flygtigt tilbage på Brice, der var nødsaget til at slippe hendes arm. Det var tydeligt at se at han var oprevet; hans ansigt blev rødt og han lignede en der gerne ville sige et eller andet. Men truslen der lå i Teodories ord og chancen for at tabe endnu mere ansigt, stak han halen mellem benene. Dog ikke uden at mumle et eller andet på vej væk.

Mariette vendte nu sin opmærksomhed mod Teodorie og smilte nu helt oprigtigt. "Tak." svarede hun som skuldrene sank let. "At han overhovedet har haft mod til dét. Så dum troede jeg virkelig ikke han var"

[Teodorie af Neaune]

Teo så bistert efter den studerende, som en lille vagthund med blottede tænder. Hun havde ikke tænkt over at hendes forsvar af Marietta betød at hun blev nødt til at tale med hende. Hun havde altid været intimideret af sin ridderherres ældste datter.

Nu sank hun og tørrede hånden af i den mørke del af hoserne i Reblainnes farver. Bukkede dernæst let.

"Han burde sættes i torvets gabestok," konstaterede hun hårdt.

[Mariette af Reblainnes]

Mariettes blik veg kort fra Teodorie, men kun for at sikre sig at Brice virkelig var stukket af. De skulle ikke risikere at han kom valsende tilbage med nogen af sine venner; det orkede hun næsten ikke.

De lyse øjne gnistrede let, og langsomt bøjede hun hovedet. "Jeg tror at hans ære er knækket nok. Men vi kan godt finde et par tomater og kaste efter ham?" småsmilte hun og kunne allerede se det for sig. Det var i hvert fald bedre end alternativet; at de kom op og slås.

[Teodorie af Neaune]

Teo så alvorligt på Mariette, før hun slap et lavt fnys. Tomater var ikke nok til sådan en mand. Hun rystede på hovedet.

"Du bør nok ikke bevæge dig alene rundt på den måde," pointerede hun reelt.

[Mariette af Reblainnes]

Mariette rankede sig lidt. Hun var normalt ikke bange for noget, og slet ikke ved højlys dag. "Hm." mumlede hun let, men de rynkerne ved hendes bryn blev snart glattet ud i et stort smil.

"Beskytter du mig så, Væbner Neaune?"

[Teodorie af Neaune]

Teos mave flippede rundt en gang over spørgsmålet og hun stod et langt øjeblik og så dumt på sin ridders datter. Så rømmede hun sig lidt og rystede på hovedet.

"Du burde lære at forsvare dig selv, men også gå i flok, hvis du ikke kan," pointerede hun.

[Mariette af Reblainnes]

Mariette rystede kraftigt på hovedet. "Det mener jeg ikke." fastslog hun i et let smil. Hun havde aldrig haft behov for det før, og desuden mente komtessen at der fandtes langt flere diplomatiske måder at komme ud af eventuelle problemer.

"Jeg er aldrig kommet ud for at vold var min eneste løsning. Desuden er jeg ikke en der kommer i problemer" svarede hun og bed sig lidt i kinden. Hun troede desuden ikke at Brice for alvor ville skade hende.

[Teodorie af Neaune]

Et skeptisk udtryk mødte svaret og Teo rømmede sig lidt.

"Og hvad så i dag? Havde du en plan for hvad der skulle ske, hvis ikke jeg dukkede op?"

[Mariette af Reblainnes]

"Jeg er komplet uforstående for både hans og dit syn på at styrke og trusler er vejen frem." Hun rystede igen på hovedet. "Men vel er jeg klar over at det kunne ende galt.." Sukkede hun. Men dertil at ville skade ham alvorligt, der var hun overhovedet ikke.

"Jeg mener nu at jeg ville have kunne overtalt ham til at lade være." bemærkede hun med et hævet bryn og skævede så mod Teodories sværd.

"Går du altid rundt med dét?"

[Teodorie af Neaune]

Teodorie rankede sig lidt og rynkede panden over den ældre piges respons. Hun så ned på sit sværd og trak på skuldrene.

"Selvfølgelig. Det er en ære at måtte bære det og en måde at vise at jeg kan forsvare dem, der ikke kan forsvare sig selv. Og dem, der ikke vil..." Her så hun tydeligvis sigende på Mariette.

[Mariette af Reblainnes]

Mariette kunne ikke tillade sig at være vred på væbneren foran hende, fordi hun var blevet fyldt med alle de forkerte ting; en af dem hendes egen far. Hun vidste også at hun ikke skulle hellige sig noget og nikkede til en start bare.

"Du mener det er en ære at slå ihjel? For det er jo også hvad det symbolisere. Død" påpegede hun. Hun var stadig taknemmelig for at hun havde sendt Brice afsted med sine ben over nakken; selvom hun ikke var enige i de trusler hun var kommet med. I det mindste havde hun ikke udfordret ham.

[Teodorie af Neaune]

Teo tabte underkæben over spørgsmålet. Hun stirrede på datteren af hendes egen ridderherre med vantro.

"Det er en ære, at forsvare dem, der ikke kan. Hvad ville alternativet være? Skulle vi blot lægge os ned for enhver overmagt?"

[Mariette af Reblainnes]

"Men ligefrem at slå ihjel?" Marietta forblev stående, fast og stærk i sin overbevisning. Hun rystede på hovedet. "Vi skal ikke underkaste os. Men krig og vold skal altid være den sidste løsning; når alt andet er afprøvet" svarede hun og gled en finder op under hovedlinnet for at løsne det en smule.

"Jeg vil hellere bo i et land hvor man taler om tingene; kommer frem til en fælles løsning og ser hinanden i øjnene. Anerkender forskellighed og tillader ændringer i regler og normer"