Hjemme

[Hugubert af Morgis]

Laudine af Morgis

Det var en smuk forårsaften da Hugubert red ind af Morgislenets port, men dog stadig køligt. Han havde egentlig ikke planer om at forlade Levagny, men et par uventede ting var dukket op og han var derfor blevet kaldt tilbage til lenet for at tage sig af det.

En tjener gav ham besked om, at der var gæster, så det var ikke en overraskelse da han åbnede døren til en af stuerne og fandt sine forældre med en del selskab. Noget han dog var overrasket over, var at se Laudine blandt dem og han stoppede flygtigt op, inden han vendte sig mod sine forældre med et smil.

"Mama, papa." Sagde han venligt og bøjede sig ned for at give dem et kys på kinden.

"Jeg kan se vi har gæster." Sagde han. Derefter nikkede hans mor, som var den mest friske af de to og smilede svagt. "Dette er min søn, Hugubert af Morgis." Bemærkede hun.

"En ære at møde jer." Sagde han og bukkede, selvom at der var et par ansigter han allerede kendte. Derefter gik snakken lidt, men så undskyldte de ældre sig, fordi det var sent. Et par stykker rejste sig og Hugubert overvejede hvad han skulle gøre, han havde lyst til at spørge Laudine hvorfor hun var her - efter det der var sket - men ville ikke presse på.

[Laudine af Morgis]

Laudine var på vej hjem til Aren, nu hvor vejret var blevet mildere. Luften i hovedstaden var hård for hende, men rejsen var det samme og hun var allerede udkørt. Hun havde ingen udpræget lyst til besøget i Morgis, men det var et hvil og hun vidste, at Hugubert var i hovedstaden.

Eller det troede hun i hvert fald lige indtil han pludselig trådte ind i rummet. Hun stivnede lidt, men hilste sammen med de andre og som aftenen gik, blev hun ved med at være meget bevidst om hans tilstedeværelse. Og at der langsomt blev færre og færre i selskabet.

Til sidst talte de to andre med hinanden, og det var akavet intet at sige. Hun overvejede at undskylde sig, men hun var træt helt ind til benene og turden op ad den stejle stentrappe virkede uoverkommelig. Så til sidst talte hun til Hugubert, en kende beklagende. "Vi troede endnu, at De var i Levagny."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert satte sig ved siden af Laudine, mest fordi det ellers ville se meget akavet ud. Han holdt dog en fin afstand, så hun ikke følte sig ilde til mode. Han kunne dog ikke undgå at lægge mærke til, at hun så en smule træt ud og han overvejede det som Veronique havde fortalt ham for et par måneder siden.

"Selvfølgelig." Sagde han. Det ville ikke give mening at hun kom her med vilje, hun var jo tydeligvis ikke specielt glad for hans selskab.
"Har det været en hård rejse for Dem?" Spurgte han og forsøgte at møde hendes blik.

[Laudine af Morgis]

Laudine var en smule anspændt, men for træt til at tage sig meget af, at han rykkede nærmere. Hun forsøgte at skjule det, men det gik tydeligvis ikke godt og ved hans spørgsmål, flakkede blikket op til hans ansigt.

"Jeg var ikke klar over, at det var så tydeligt," svarede hun, men det lød ikke krigerisk. Bare lidt udmattet. Hendes blik gled lidt væk igen, som om hun ikke fuldt kunne holde fokus. "Det har været en lang rejse allerede."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert så på hende og blev næsten lidt bekymret. Hvor var den kvinde, som havde bedt ham om at passe sig selv? Hun virkede opgivende og mat, ikke den Laudine han var faldet for.
"Skal jeg ikke følge Dem op til Deres værelse." Sagde han og tilbød hende sin arm, så hun kunne støtte sig til ham.
"Så kan jeg bruge øjeblikket, til at undskylde for den måde jeg har opført mig på." Sagde han. Han havde haft tid til at tænke over det og skammede sig så meget over sin opførsel, at han ville sige undskyld. Oprigtigt.

[Laudine af Morgis]

Laudine fokuserede på ham igen og selvom hun ikke helt var et sted, hvor det virkede som det rette tidspunkt at diskutere den slags, endte hun med at nikke. Mest af alt fordi, hun havde en fornemmelse af, at hjælpen ville være nødvendig.

"Det må De nok hellere," svarede hun derfor også og da hun tog imod hans arm, måtte hun støtte sig mere til den, end hun først havde troet. Hun tog en indånding, men hun kendte sig selv og den trykkende fornemmelse for brystet. Vidste, hvad det kunne lede til.

"Så længe, at jeg må være Dem svar skyldig, ridder Morgis," sagde hun, helt dæmpet. Som om det krævede for meget at både tale og gå. "Til efter jeg har hvilet mig lidt."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert rakte hende sin arm og begyndte langsomt at gå, hendes ord beroligede ham dog ikke. Tværtimod.
"Nådigfrøkenen har det skidt. Send efter en helbreder." Sagde han hurtigt til en forbipasserende kammertjener, der hurtigt skiftede retning og gik for at hente hjælp.
"Skal jeg bære Dem?" Spurgte han da de nåede trappen, han kunne ikke få sig selv til at gøre det uden hendes tilladelse. Ikke efter alt hvad der var sket mellem dem.

[Laudine af Morgis]

Laudine fik det absolut ikke bedre af at komme op at stå. Hendes trykken for brystet blev værre og hun måtte koncentrere sig for at fokusere.

Hans ord druknede da også lidt for hende og hun nåede aldrig rigtigt at forstå betydningen af dem, før det sortnede for hendes øjne, knæene gav efter og hun besvimede.

[Hugubert af Morgis]

Heldigvis stod Hugubert med hende i favnen og han greb selvfølgelig fat om hende og løftede hende i sin favn. Derefter bar han hende op til hendes værelse, hvor et par kammerpiger allerede var igang med at sysle.

Pludselig var hele huset på den anden side, helbrederen bad dem alle om at gå deres vej og give dem ro, Hugubert gik frem og tilbage ude på gangen og de andre gæster gik kun modvilligt tilbage til deres gemakker.

Hugubert fik ikke lov til at komme ind på hendes værelse, før næste dag, hvor helbrederen gav ham lov til at træde ind om morgenen.
"Laudine?" Forsøgte han, selvom hun måske stadig sov.

[Laudine af Morgis]

Laudine huskede intet, men havde fået at vide, hvad der var sket, da helbrederen havde fået hende tilbage til bevidsthed. Hun var dog faldet i søvn igen og vågnede først, da det var morgen.

Hun var ikke klædt på til selskab og det røde hår lå spredt ud over puden, men tæpperne var trukket godt op og ved lyden af sit navn, missede hun lidt med øjnene.

Så drejede hun hovedet og fandt Hugubert med blikket. Hendes mund var tør og hoved tungt, men hun holdt blikket på ham. "Ridder Morgis," hilste hun dæmpet. Hæst.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert mærkede et stik i sit hjerte, da han så hende i sengen, syg og træt. Det var ikke første gang at en ung kvinde var syg i hans hjem og et øjeblik huskede han tilbage på sin kone, da han havde mistet hende.

Stædigt skød han tanken til side og samlede sig, mens han trådte hen mod hendes seng og satte sig på den lille træstol ved hendes seng, som helbrederen havde brugt.

"Hvordan har De det?" Spurgte han og smilede en anelse, selvom hans blik var bekymret.

[Laudine af Morgis]

Laudine blinkede tungt og tog en dyb indånding. Eller forsøgte. Det gik ikke så let. Hun fugtede sine læber og så på ham.

"Jeg er træt," svarede hun en kende hæst. Klarede halsen. "Jeg beklager..." hun tog en indånding. "at jeg er til besvær for Dem."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert kunne godt se hun var træt, men det var rart at høre hende bekræfte det, måske mest fordi han var i tvivl om han havde forstået hendes tilstand rigtig.
"De er ikke til besvær." Sagde han og smilede svagt. "De skal bare blive rask. De kan blive så længe De vil." Sagde han.
"Er der noget De har lyst til at spise?" Spurgte han. "Vores køkken laver en fantastisk grød med syltede søde æbler." Fortalte han.

[Laudine af Morgis]

Det var beroligende, at han i det mindste ikke havde tænkt sig at smide hende ud - ikke, at hun reelt frygtede det. Hun var åbenlyst ikke i stand til at rejse nogen steder og ville formentlig heller ikke blive det foreløbig. Det betød, at hendes selskab uundgåeligt ville rejse videre uden hende, men indtil videre kunne hun ikke helt forholde sig til konsekvensen af det.

Lige nu betød deres mange uenigheder heller ikke så meget og hun smilede en anelse over hans betænksomhed. "Det er pænt af Dem," sagde hun, stemmen hæs. Hun nikkede lidt, men løftede ikke hovedet fra puden. Hun havde ikke appetit, men et par skefulde grød var måske til at klare. "Tak. Gerne. Jeg stoler på, at De har ret."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert kunne godt se hun havde det skidt, men det var vigtigt at spise når man var syg, også selvom man ikke havde lyst. Derfor, rejste han sig op og bad hende om at vente et øjeblik.

Da han kom tilbage havde han en træskål med til hende fyldt med æblegrød, han var ikke bange for at gøre lidt huslige pligter, når det virkede for omfangsrigt at kalde på en tjener.
"Kan du spise selv?" Spurgte han og så afventende på hende.