Sød symfoni

[Lynon Marchande]

Lynon havde hele tiden en stemme i baghovedet, der fortalte hende, at hun ikke skulle. At hun skulle holde sig på afstand, ikke opsøge noget, som ikke skulle være. Alligevel formåede hun ikke at lade være. Han var så let at tale med og hele hendes indre summede og hun kunne ikke hindre tænderne i at komme til syne i et smil.

"Det skal jeg huske, hvis det skulle blive nødvendigt," lovede hun og et lille glimt sneg sig ind i blikket. "Det tror jeg dog ikke," tilføjede hun, lidt mere dæmpet, før hun klarede halsen. "Den næste bog?"

[Ambroise Bourreau]

“Åh, eh, ja...” Ambroise skyldte sig at gribe den næste bog i bunken “her.” Det lignede ham ikke sådan at miste arbejdes fokus, men hun havde indvilliget i et indblik i en lille del af det der også var hans verden, og det gjorde ham væsentligt mere begejstret end det burde have.
“Ville De have tid i dag?” Dristede han sig alligevel til at spørger håbefuldt. Han havde allerede taget så meget at hendes tid.

[Lynon Marchande]

Nej. Svaret var lige der. Det, hun burde sige. Vidste, at hun skulle sige. Og alligevel var det ikke det, der forlod hende. Det slog hun sig i hovedet over senere, overvejede flere gange om hun skulle sende besked, skrive, at hun ikke kunne komme alligevel, men hver gang hun så mod pergamentet, kunne hun ikke få sig selv til det. Og hun skændte sig selv hele vejen fra sit eget værelse til hans kamre, samtidig med at hjertet hamrede ubønhørligt.

Det var upassende, ustedeligt, men alligevel løftede hun hånden og bankede på døren. Med hjertet i halsen og varme kinder, som hun nervøst skubbede en hårlok på plads og ventede.

[Ambroise Bourreau]

Med en sitrende nervøsitet summende i kroppen havde Ambroise brugt ventetiden til at få skabt en mere respektabel orden i det lille hjem på universitetet.

Godt i gang med oprydningen var fokusset pludseligt skiftet til samlingen af insekter. Hvad der var startet med intentionen om at på forhånd at finde de bedste og mest spændende eksemplarer til at fremvise, var i stedet endt ud i en større fordybelse, som resulterede i Ambroise overhørte de første bank inden det tredje og sidste formåede at punkterer hans lille studie boble.. Hastende over til døren glemte han i mellemtiden alt om de rundede glas spændt henover næsen. Først da døren blev åbnet og Lynon stod som en sløret plamage, skyndte han sig at løsne snøren for at fjerne brillerne med små kejtet “Hej,” En del af ham havde forventet et afbud. Alligevel stod hun dér, i hans døråbning så pulsen steg og munden blev tør.
Ambroise rømmede sig lavt og trådte til siden “Kom indenfor. Jeg forsøgte at ryde lidt op, men jeg blev desværre lidt, ehm, - distraheret.” Rundt om lå papirer med hektiske noter og grove skitseringer spredt mellem mindre stakke af åbne og lukkede bøger. Flere glas varierende i form og størrelse med forskellige døde og levende insekter stod fremme på hylder og bord sammen med små lukkede lerkrukker. Tydeligvis ikke et hjem han delte med andre end sig selv.

[Lynon Marchande]

Lynon blinkede lidt overrasket ved synet af underviseren med briller på næsen. Så smilede hun dog, en kende nervøst og gengældte hans hilsen, før hun trådte ind. Synet af rummet var lidt overvældende og hun samlede hænderne foran sig, som krævede det reel anstrengelse ikke lige at skubbe en bunke papirer i orden. Så offensiv ville hun aldrig været, uanset hvor meget der trængte til en oprydning - og pludselig var det som om, at det gik op for hende, præcis hvor privat en sfære hun var trådt ind i.

"Det gør intet," forsikrede hun hurtigt og så på ham med et lille smil, men med et hjerte, der slog uforholdsmæssigt hurtigt. Hvad havde hun egentlig gang i? Hun forsøgte at holde tankerne nede og trådte lidt længere ind, men endte med at stå omtrent midt i rummet uden at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv. Blikket strejfede glassene, som om hun ikke helt kunne lade være. Hun havde ikke anet, at han var så stor en samler og hun var så optaget, at hun helt glemte at tænke over, at hun stirrede lidt.

[Ambroise Bourreau]

Trods for begejstringen for at fremvise sin samling stadig var stor endte Ambroise med at stå akavet tilbage ved døren, da Lynon bevægede længere ind i det lille hjem. Fumlende nervøst med brillesnoren fulgte han hende med blikket, mens spekulationerne om hun måske blot havde været høflig prikkede på indersiden af panden.

”Jeg,” Begyndte han, men blev overrasket over den pludselige mundtørhed, der gjorde det svært at snakke. Med en lavmælt rømmen klarede Ambroise halsen og stillede sig hen ved hendes side, tæt nok til at deres arme nært havde strejfet hinanden, da han rakte ude efter et af de små insektglas ”Denne er min ynglings af aftensværmerne. Den kaldes dødningehoved, men i folkemunde går den under Mortem’s lys.” Han holdte glasset frem og sank auditivt.

[Lynon Marchande]

Lynons fascinerede trance blev brudt, da hans arm meget perifert strejfede hendes og fik hendes hjerte til at ryge helt op i halsen. Blikket fandt uforvarende op mod ham, men han var trådt frem og hun forsøgte at berolige sit hamrende hjerte. Hun havde ikke forudset, hvor intenst det ville føles at være der og hun sank en enkelt gang. Blikket dvælede kort ved hans ansigt, før hun lod det falde mod glasset.

Hun havde aldrig selv studeret insekter, men akademikerens interesse blev vakt af hans ord og hun fandt, at hun granskede natsværmeren med nysgerrighed. Den ene hånd holdt en lys krølle tilbage, som hun lænede sig lidt frem for at se nærmere. Først da hun indså, at bevægelsen også bragte hende nærmere og gjorde hans duft meget insisterende i hendes næsebor, så hun op igen.

"Hvorfor," begyndte hun og var chokeret over at høre en hæshed i sin stemme. Hun rømmede sig og fugtede læberne. "Hvorfor kalder man den det?"

[Ambroise Bourreau]

Der var med en begejstring i stemmen og en finger peget mod sværmerens kranie mærkede ryg, at Ambroise begyndte at fortælle om artsnavnets oprindelse. Passionen tydelig som andre eksemplar på de små leddyr blev fremvist, nogle mere farverige end andre.

Boblen brast pludseligt ved dannelsen af den mørke pøl, idet han fik væltet den lille blæk beholder. I et forsøg på skades kontrol og manglen på bedre, trak Ambroise skjortens ærme op over hånden og så til mens den mørke væske trak ind i det lyse stof. Hvad havde han egentligt gang i? Sådan at invitere ikke bare en ugift kvinde, men en studerende hjem til sig?

“Beklager, men jeg burde virkelig ikke holde længere på Dem.” Formaliteterne tilbage hvor de hele tiden havde skullet være.

[Lynon Marchande]

Lynon følte, at hun var ved at gå op i flammer. Hans passion fik det til at krible under huden på hende og hun kunne lytte til ham i timevis. Havde lyst til meget mere end det, hvis ret skulle være ret.

Så skete der et skift og Lynon gispede ved synet af blækket. Hun nåede ikke spørge, om hun skulle gøre noget, før han havde ordnet det og noget forandrede sig i hans udstråling. Det fik hende til at ranke sig lidt, mindede hende om, hvad hun foretog sig.

"Åh," slap det hende. "Nej. Jeg har også taget for meget af Deres tid," svarede hun og trak sig lidt tilbage. "Tak, mester Bourreau. Det var meget interessant," tilføjede hun, før hun tog sin afsked. Hjerte hamrede ubønhørligt, da hun gik.

Lukket?