Sød symfoni

[Ambroise Bourreau]

Det milde forårs vejr hold stadig ved, da dagens jura lektioner kom til ende og fik lokalet til at summe med små snak og skramlende papyrus ruller. "Næste gang gennemgår vi de strafferetslige problemer der kan være omkring drab, vold, tyveri, ran og hærværk." Påminde Ambroise hen over lyden af sammenpakning og aftaler om at mødes, hvorefter han henledte opmærksomheden til sit eget bord.

Baggrundsstøjen forstummede i takt med folk forsvandt ud ad døren og fik Ambroise til at se op fra skriftruller og bøger "Frøken Marchande," Blikket landede på den unge købmandsdatter, Lynon Marchande "kunne De hjælpe mig med at få dagens bøger tilbage til læsesalen?"

[Lynon Marchande]

Lynon var en af de få, der rent faktisk lyttede til det sidste også og først begyndte at samle sine ting sammen, da han var færdig. Det troede hun i hvert fald og hun var klar til at gå, da hun hørte sit eget navn.

Hjertet gled lidt op i halsen og hun vidste allerede, at det ville forråde hende ved at slå hårdere, da hun rettede blikket mod ham. En del af hende havde lyst til at takke nej, men det ville aldrig ske, så hun sank og nikkede.

"Naturligvis, Mester Bour," svarede hun, selvom hun virkelig ikke havde brug for at være alene med ham. Trods det, slyngede hun sin taske over brystet og gik tilbage. Hun klarede halsen, da hun havde samlet en stak op. "Det var meget interessant i dag."

[Ambroise Bourreau]

Ambroise var i ganske fin stand til selv at gå de to runder det ville kræve at få bøgerne tilbage, uden hjælpen fra andre. I stedet for havde han øjnet en udadtil undskyldning grund for at være på tomandshånd med Lynon. Ikke at det var en ting han var villig til at indrømme overfor sig selv, endnu.

”Det tror jeg De er den eneste der syns, men jeg er glad for at nogen satte pris på dagens emne.” Sukkede han let ”Selv jeg må tilstå at det var en af de tungere.” Vedkendte han, uden helt at kunne undgå at små smile. Hensynsfuldt flyttede han to af bøgerne fra hendes stak over i sin egen. Der var ingen grund for hende at slæbe på hans bekostning.

Læsesalen lå ikke langt fra undervisningslokalerne i jura. Aflåst så ikke alle kunne komme til de værdifulde bøger og skriftruller uden at konfereret med en underviser først.
”De kan bare sætte bøgerne på bordet her.” Ambroise nikkede mod et mindre bord, stående ved siden af gitterlågen, før han med en hånd balancerede bogstakken mod brystkassen mens den frie hånd forsøgte at komme til nøglebundtet spændt i bæltet.
"Er De sikker på De ikke er ønsket andre steder? Jeg vil nødigt være årsag til en reprimande for Dem, Frøken Marchande." Spurgte han og så op fra nøglen i låsen, hvorefter slåen slog et klik.

[Lynon Marchande]

Lynon kom til at slippe en dæmpet, munter lyd, der afslørede, at hun ikke havde det mindste problem med de tunge emner. Det fik hun dog ikke sagt, før de var der og hun tog imod opfordringen til at sætte sin byrde fra sig.

Hun så på hans besvær og overvejede at tilbyde sin hjælp, men det ville bringe dem frygteligt tæt på hinanden - og det var hun ikke sikker på, at hun helt kunne håndtere. Så hun klarede bare halsen lidt og rystede på hovedet.

"Ikke andet end mine studier, Mester Bour, så De må give Dem selv en reprimande, hvis min viden er mangelfuld til næste lektion," svarede hun og blikket spillede lidt, selvom hun følte sig varm om nakken. Hun burde helt klart undskylde sig nu, men hun formåede ikke at løsrive sig. "Lad mig hjælpe med at sætte bøgerne på plads også. Så er De hurtigere fri til at komme tilbage."

[Ambroise Bourreau]

”Se dét bliver straks sværere.” Bemærkede han små klukkene. Det var aldrig nemt at give sig selv en røffel, den slags krævede både selvdisciplin og selvindsigt. Ikke at Ambroise ikke besad hverken det ene eller det andet af de to ting.

”Damerne først.” Han burde have insisteret på klare resten selv selvom hjælp til at sætte bøgerne på plads var altid kærkomment, men han følte en indre varme ved udsigten til at være lidt længere i Lynon’s nærvær.
Lågen blev skubbet op med en skinger metallisk lyd, der fik det skæggede ansigt til instinktivt at krølles en smule sammen ”Beklager. Jeg havde ment at få smurt hængslerne, men tanken er røget fuldkommen fra mig igen.”

[Lynon Marchande]

Lynon blev lidt varm i kinderne over hans muntre klukken, men smilede også. I hvert fald indtil lyden af lågen, der også fik hende til at skære en lille grimasse.

"De behøver ikke beklage for mig," svarede hun dog og kunne ikke dy sig for at se op på ham med et mildt drillende blik, selvom hun slet ikke burde. Hun burde heller ikke smile sådan til ham, men det skete også. "Det er snarere horderne af akademikere, hvis koncentration netop blev brudt, at jeg ville være bekymret for, hvis jeg var Dem."

[Ambroise Bourreau]

Draget af hvordan de blå øjne spørgefuldt lod Ambroise ubevist blikket dvæle på Lynon. "Mellem os, så er de ganske harmløse når først de sidder med opslået sidder foran sig. Andre skulle nødigt tage bogen i mellemtiden." Han lænede sig en smule frem mod hende, lige akkurat nok til at ingen bøger blev sendt i frit fald, idet han for et øjeblik glemte alt om deres repræsentative roller. 

Pludselig bevist om hvordan det måtte se ud udefra rankede han sig igen og klarede halsen en smule "Er det forkert af mig at antage De ved hvilket bøger der skal på hvilket hylder?" 

[Lynon Marchande]

Lynons hjerte slog lidt hårdere, da deres blikke mødtes og han kom nærmere. Sarah Merchande's ord om gengældt interesse fór forbi hende, men hun var hurtig til at undertrykke tanken. Omend ikke hurtig nok til at kinderne ikke nåede at blive en anelse røde. Hun smilede og lo lavmælt, mens den ene hånd skubbede en lok hår ind under hovedlinet i en ubevidst nervøs handling.

"Nej, jeg skulle mene, at jeg har en nogenlunde idé om det," svarede hun og samlede hurtigt et par solide bøger op, som om det hjalp at have en skjold mellem dem. Blikket sneg sig dog mod ham igen. "Men hvis De vil holde stigen, mens jeg sætter de øverste på plads...?"

[Ambroise Bourreau]

”Godt.” Svarede han små kvajet og gled sin nakke en anelse. Naturligvis havde hun styr på hvor bøgerne hørte til, uden at han behøvede at guide. Hun måtte tage ham for en momenter tåbe, hvilket var en glimrende beskrivelse skulle han da selv sige det.

En bemærkning om stigens stabilitet og hvorvidt hans hjælp var nødvendig lagde sig på spidsen af tungen, men i stedet for hørte Ambroise sig selv svare med et; ”Naturligvis.”  
Han trådte en anelse nærmere, med hænderne holdt frem for sig, klar til at overtage bøgerne ”Her lad mig, så du – jeg mener De, har hænderne fri. De skulle nødigt falde.” 

[Lynon Marchande]

Lynon tænkte ikke, at han var en tåbe. Hun var alt for travlt optaget af, hvordan han fik hendes mave til at slå kolbøtter og hvor fjollet hun selv følte sig. Af samme grund svarede hun med et lidt forlegent smil og rakte ham bøgerne.

Så kravlede hun op og rakte ned for at tage mod den øverste bog. "Plejer De normalt at ordne det her selv?" kunne hun ikke lade være med at spørge.

Hvad håbede hun på? Et ja? Det var ikke ensbetydende med, at der lå mere i, at han havde spurgt hende om hjælp. Det måtte hun huske.

[Ambroise Bourreau]

Med bogstakken i hænderne skyndte han sig at balancere dem, så den ene hånd kunne blive fri til at holde ved stigen mens hun kravlede op.

Påpasselig med ikke at lade blikket vige alt for langt fra hendes ansigt, rakte han den første af bøgerne.
”Oftest. Jeg vil helst ikke tage alt for meget tid udenfor undervisningen, hvis det kan undgås.” Svaret kunne med lethed have været ved det, men Ambroise følte alligevel en trang til at uddybe, så hun ikke følte hendes hjælp var insignifikant ”De eneste der venter mig når dagen er omme er trods alt diverse leddyr, så jeg sætter pris på Deres selskab.”

[Lynon Marchande]

Lynons mave slog en lille kolbøtte over svaret og hun måtte endnu engang minde sig selv om, at det ikke var ensbetydende med, at det her var noget særligt. Og det skulle det da heller ikke være.

Tanken var dog nok til at få hende til at rødme lidt og hun skjulte det belejligt ved at sætte bogen på plads. Til gengæld nåede hun da heller ikke svare, før han fortsatte.

Hun kom til at slippe en munter lyd, på vej til en latter og så overrasket ned på ham. "Leddyr?" kunne hun ikke lade være med at spørge overrasket. "Studerer De også insekter?" Nåja, måske var det ikke den naturlige konklusion for alle, men Lynon var også akademiker i hjertet.

[Ambroise Bourreau]

Ikke vant til at blive mødt af andet end uforstående forsagt, når andre blev bekendt med hans studier af insekter, måtte Ambroise glippe overrasket med øjnene, da Lynon ikke bare gættede rigtigt men heller ikke virkede frastødt ved opdagelsen.
”Bare sådan indimellem, ja.” Indrømmede han og gned sig halv forlegent i nakken ”Tit.” Rettede han derefter og lod hånden falde mens blikket søgte op mod hende, igen. Nysgerrig på hendes reaktion.
”Jeg kunne vise Dem min samling, hvis det er noget der interessere Dem?”

[Lynon Marchande]

Interesserede leddyr hende? Det ville vist være at strække sandheden. Kunne meget interessere hende, hvis det var ham, der præstenterede det? ... Ja. Det kunne det nok. Hun burde ikke, virkelig ikke, men hendes knæ blev bløde over måden, han gned sig forlegent over nakken og hun formåede ikke at standse sig selv.

"Gerne," røg det ud af hende, før fornuften kunne nå at sætte ind. "Med det i mende, at jeg ikke selv kender det mindste til emnet," tilføjede hun hurtigt. "Men jeg kender til Dem som underviser, så jeg er ikke i tvivl om, at det nok skulle være interessant."

Kinderne blev lidt varme.

[Ambroise Bourreau]

I skyggen af fortidens afhængighedsforhold indebar ros sjældent en særlig rar følelse i Ambroise, men denne gang var anderledes. Som om den varme nakke ikke allerede havde været tegn nok, på han bevægede sig ned af en farlig sti, mærkede han en vis stolthed, der ikke kunne tilskrives som værende faglig, over anerkendelsen af ham som underviser.

Blikket sænkede sig flakkende til kinderne, der begyndte at antage en sart rosa. Havde han været bare den mindste smule i tvivl om hendes skønhed, stod det nu ganske klart. Ambroise klarede halsen en smule og blinkede sig selv ud af sine staver.
”De må dog love at standse mig, min iver har det med at løbe af med mig.” Det var der såmænd intet nyt i. Selv i undervisningen skinnede hans passion for jura i gennem, men nørderiet tog nu alligevel endnu et nøk op ad når det kom til insekterne.