Lokkefugl

[Édouard af Bois]

Forbeholdt | Olivia af Bois

Omgivelser | Teaterkvarteret nær Håndværkerkvarteret
Tidpunkt | Tidligt på aften

---

Édouard havde ingen ide om hvad han skulle forvente udover en glimrende kalkunsteg, da han begav sig ud i det begyndende mørke med kursen sat mod det mindre byhus tilhørende Olivia's familie. Det var derfor også med en uvant nervøsitet sitrende i kroppen han havde banket på og derefter var blevet ledt indenfor. De gode manere i højsæde, da han hilsende præsenterede sig for husets beboere før de tog plads rundt om middagsbordet.

"Det er længe siden jeg har smagt en så fremragende tilberedt en kalkun." Roste han efter at have taget den første mundfuld af den forvoksede fugl, der var både smagfuld og saftig. "Ikke at jeg forventede mindre efter Nådigfrøken Tource's garanterende ord." Blikket vendte sig mod Olivia med en lille trækning i mundvigen.

[Olivia af Bois]

Aftenen var faldet på og Olivia var spændt på at Eduoard skulle komme og besøge dem. Det var længe siden de havde set hinanden og egentlig havde hun troet at det måske ikke ville ske igen, men nu kom han og det var det vigtigste. Hendes mave var fuld af sommerfugle og en spirende følelse af forelskelse, som hun dog ihærdigt skjulte for alle. Ingen i hendes familie måtte vide hvor meget hun kunne lide ham, hun var for nervøs for at han ville forlade hende til hån og spot.
Da han kom, præsenterede hun sin familie for ham og omvendt, både flov og begejstret på samme tid. Hun var en lille smilende hvirvelvind, iklædt den kjole han havde givet hende og sit røde hår flagrende løst omkring sine skuldre.

"Det er jeg glad for at høre!" Sagde hun med et lidt for stort smil. Hun havde derimod næsten ikke rørt sin mad, hun følte sig hverken sulten eller tilpas nok til at spise.
"Olivia min egen, du har slet ikke rørt din mad." Sagde hendes mor opmærksomt. "Du kan ikke blive mere mager end du allerede er, ellers er der ingen mænd der vil have dig." Sagde hun, en kommentar der fik Olivia til at blive helt rød i hovedet, mens hun nikkede et par gange.

"Oui, mama." Bemærkede hun og løftede det lille lår op til sine læber og bed en flig af kødet af det. Derefter så hun hen på Eduoard og tilbage igen på sine forældre, mens hun overvejede hvad hun skulle sige. Hendes mor kom hende desværre i forkøbet:
"Så er De gift Nådigherre Bois?" Spurgte hun. "Det er højst sandsynligt, at Olivia snart bliver forlovet."

[Édouard af Bois]

Der var altid noget ganske unikt ved at vidne andre familiers dynamik. Sjældent havde ridderen af Bois dog haft en større interesse i dens slags medmindre det var i forretningsøjemed, men i aften var anderledes. Édouard havde set frem til at se Olivia i vante rammer. Håbet hun her ville blomster. Hun skuffede ikke. Kjolen sad om muligt endnu pænere på hende, men det var smilet der endte med at tryllebinde.

Han måtte anstrenge sig en smule for ikke at bryde ind med en kommentar omkring hendes fysik. Måtte huske sig på at moren mente det godt – det gjorde mødre altid – selvom det ikke altid føltes sådan. Olivia’s håndtering var heldigvis langt bedre end forudset og fik Édouard til hurtigt at udnytte et øjeblik, hvor moren var mere optaget af sin egen mad end at se i hans retning, til at give Olivia et lille anerkendende nik bag det løftede vinglas.

”Beklageligvis ikke, Nådigfrue Tource.” Svarede han og mærkede hvordan brynene skød op i overraskelse ”Virkelig?” Han rømmede sig lidt og fik kontrol over sin forbløffelse ”Jeg mener, Deres datter er en sandfryd for øjet, så naturligvis er det blot et spørgsmål om tid før de første bejlere melder sig…” Havde de allerede modtaget den første forespørgelse om hendes hånd i ægteskab? Blikket flyttede sig skiftevis mellem mor og datter.

[Olivia af Bois]

Olivia stoppede op midt i en bevægelse og stirrede på sin mor, mens hun holdt det lille lår et par centimeter fra sine læber. Hun spærrede øjnene lidt op og strammede sin kæbe, mens hun afdæmpet forsøgte at hviske "Mama." Så Edouard ikke hørte det. Derefter så hun på deres gæst og skar en diskret undskyldende grimasse, mens hun havde lyst til at grave sig ned i et dybt hul og aldrig nogensinde komme op igen.

Olivias mor rømmede sig og hældte lidt mere vin op til ham. "Åh, så langt er vi ikke kommet endnu." Sagde hun med et venligt smil. "Beklager hvis jeg fik det til at lyde sådan."
"Men desværre har vi begrænsede midler, så vi skal have Olivia gift væk dette år. Selvom vi elsker hende højt, så skal vores yngste på universitet og det er jo dyrt." Bemærkede hun og så på Olivia.
"Men Olivia gør heldigvis alt for at hjælpe sin familie." Sagde moren og smilede varmt, mens Olivia lagde fuglelåret ned på sin tallerken og smilede høfligt.

"Selvfølgelig Mama." Bemærkede hun med et fraværende blik og forsøgte at glide i et med omgivelserne, så de ikke ville snakke mere om hende.

[Édouard af Bois]

Den ene hånd løftede sig i indikation på der ingen grund til beklagelse var. Hendes mor gjorde klogt i at minde om andre at der var beundre, uagtet om de allerede sad lårene af hinanden i pejsestuen eller først ville komme rendende i om en uge eller mere.

”Ikke desto mindre må jeg hellere se på at fremskynde min rejse tilbage til Bois,” Édouard forsøgte at fange det tofarvede blik, hvilket ikke var nogen nem opgave da hun langsomt blev fraværende ved bordet ”for Baronens velsignelse.” Rundede han af.

[Olivia af Bois]

Olivias forsøg på at blive usynlig gik ikke særlig godt, ikke at hun reelt kunne blive det, men hun havde altid haft en evne til at afskære sig fra omgivelserne. Hun hørte ham næsten ikke, men ordene trængte alligevel igennem og hendes blik mødte hans, mens hendes hjerte bankede hårdt i hendes bryst. Et nervøst lille smil hvilede på hendes læber, men hun så samtidig en smule nervøs ud, troede ikke helt på at det ville ske. Baronen ville nok sige nej, så hun turde ikke håbe. Det ville være for stor en skuffelse.

Hendes mor derimod sprang op og tog fat i baronarvingens hånd og knuede den. "Så vil jeg se frem til at invitere på mange flere middage, for min kommende svigersøn." Sagde hun, uden at tænke over om Olivia ville sige ja eller ej, selvfølgelig ville hun det. Han var meget mere end de nogensinde havde håbet på til hende.
"Og jeg vil gå igang med forberedelserne." Sagde hun.
"Jeg må sige det til tjenestepigen, at hun skal tage ud og tale med en skrædder." Bemærkede hun og rejste sig op og forlod middagsselskabet, for at finde kammerpigen.

"Mama, baronen har ikke.." Sagde Olivia og så efter sin mor, der tydeligvis antog at brylluppet ville ske. Olivia så undskyldende på Edouard, men samtidig kunne hun ikke lade være med at smile en anelse dumt. Bare tanken om at han rent faktisk kunne lide hende, måske lige så godt som hun kunne lide ham. Hun følte sig let som en fjer og havde lyst til at give ham et kram, men hun blev siddende stille og stak lidt til sin mad, mens hun skævede mod ham.

[Édouard af Bois]

Édouard vidste allerede nu at det ingen nem opgave ville blive at overbevise faren om et ægteskab med den lille fugl var det rette valg for Bois, men det var ikke nok til at afskrække ham fra at forsøge det krævede blot de helt rigtige argumenter.

Olivia’s mor derimod tog ridderens ord til sig som havde var en forlovelse allerede etableret. Opmærksomheden flyttede sig en anelse uvilligt fra Olivia og over på moren ”Det vil jeg se frem til, hvis alt andet er bare halv så velsmagende som aftensmåltid.” Komplimenterede han med et mindre smil. Derefter var der knapt nok et øjebliks åndehul op til morens pludselige forsvinden.

Uden udsigterne til hendes snarlige tilbagevenden greb Édouard chancen og rejste sig. Få skridt efter stod han ved siden af stolen Olivia sad på. ”Beklager hvis jeg har gjort dig utilpas eller på anden vis forlegen.” Undskyldte han dybfølt og sank ned i knæ til deres ansigter var ud for hinanden ”Jeg ville have spurgt om dine tanker først, alene, men ting går ikke altid som først tænkt.” Den ene hånd fandt hendes og lukkede sig blidt omkring den ”Olivia, ønsker du at jeg går videre til baronen?” Det var pludseligt vigtigt for Édouard at vide om hun ret faktisk ønskede et ægteskab med ham, som om der hovedet var grund til tvivl.

[Olivia af Bois]

Olivia fandt sin moders opførsel virkelig pinlig og hun skammede sig en smule over hendes mangel på pli. Det var jo ikke sikkert at Edouards fader ville acceptere hende som kommende hustru til en baronarving. Hun dog en anelse over Edouards svar og lod blikket glide hen på ham, hvorefter hun løftede øjenbrynene let da han rejste sig op. Hun overvejede om han allerede ville gå, men det var ikke det hans intention var. I stedet sank han ned på knæ, mens han undskyldte.

Olivia blinkede et par gange, forbløffet, og så på ham, hvorefter hun smilede svagt. Hun rystede ivrigt på hovedet, mens hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Hans ord kom bag på hende, det var sjældent nogen spurgte hvad Olivia ville, alle tænkte bare at hun var en brik i deres spil, men ikke Edouard.

Spørgsmålet fik hende til at tænke lidt, mens et smil dukkede op på hendes læber. Det tog hende et øjeblik at finde frem til de rigtige ord.
"Jeg ønsker det af hele mit hjerte." Sagde hun og lagde sin frie hånd ovenpå hans, mens hun så ham i øjnene og rejste sig op, så hun skubbede stolen væk.
"Jeg, jeg håber at din fader vil accepterer mig." Bemærkede hun med bekymring i sit blik. "Hvis du vil, så kan jeg skrive et brev til ham, så han får et indtryk af hvem jeg er?" Spurgte hun og blottede sine tænder i et stort smil.

[Édouard af Bois]

Ikke i dette liv eller det næste ville han tillade en anden mand at anmode om hendes hånd. Olivia var noget særligt, både af udseende såvel som person, men hvad der lige præcist havde gjort at lige hun havde formået at kravle sådan under huden på den ældre ridder var stadig uklart. Hvad Édouard derimod med sikkerhed vidste var hvilken pinsel det var at sidde afvente på hendes svar. Sekunderne dertil var lange, men han blev troligt siddende indtil da.

Med et bredt smil vendte han hånden så deres håndflader mødte hinanden og lukkede den blidt men fast om hendes spinklere. Det ville ikke blive nemt at overtale faren, men Édouard var stålfast på at gøre Olivia til sin hustru. Overraskelse spillede over det skæggede ansigt ved forslaget, men gled langsomt over i et større, ikke mokkende, smil end det forrige. Beundrede for hendes pludselige mod.
”Men ikke før end du har modtaget et brev fra mig, i Bois.” Brevet ville være uventet. Det alene vidste karakter og dét var i højkurs hos baronen, men Édouard var nødt til at sikre sig monarken var i rette humør først.

”Du kommer til at betage ham,” Forsikrede han i en halv konstatering og trak hende en smule nærmere sig, selvom de allerede stød skandaløst tæt ”Det er jeg sikker på. Mindst lige så betaget som jeg selv er af dig.”

[Olivia af Bois]

Olivia trak ikke sit svar ud bevidst, hun var blot så fortryllet af hele situationen at hun knapt nok kunne finde sin stemme. Det virkede surrealistisk, selv da hun gav ham sit svar. Da han talte igen, smilede hun bredt og lod blikket glide hen over ham, mens hendes øjne strålede af lykke. Hun kunne slet ikke tro at dette rent faktisk skete, at han ville prøve at gøre hende til sin, at hun kunne være så sikker på at hendes fremtid var sikret.

Édouards kompliment fik hende til at rødme og da han trak hende tættere på, bankede hendes hjerte lidt hurtigere. Hun havde aldrig været så tæt på en fremmed mand før, hun havde svært ved at tænke når han gjorde sådan noget.
"Er du betaget af mig?" Spurgte hun lidt forbløffet. "Hvorfor?" Hun himlede med øjnene som om han havde spist søm.
"Nogle gange, tror jeg altså ikke du ser den rigtige Olivia, men bare en i din fantasi." Bemærkede hun med et flakkende blik, selvom hendes kinder stadig var røde.

[Édouard af Bois]

Blikket fæstnede sig på hendes læber, mens tankerne sporede sig ind på hvor let det ville være at til stjæle sig et kys. Det var ikke første gang Édouard havde haft tanken, men denne gang var lysten svære at ryste af sig. Han havde været lige ved at give efter, da Olivia’s fine stemme brød gennem lydmuren og fik Édouard til at vippe hovedet en anelse på skrå.
”Eller også ser jeg dig lige præcis som du er og hvad du har potentielle for, hvis blot du sættes i rette rammer og selskab.” En tynd streg tegnede sig mellem de sammentrukket øjenbryn, før den løsnede igen.
Han løftede den ene hånd, så bagsiden af fingrene kunne stryge fjerlet over hendes kind ”Jeg vil ikke lyve overfor dig, Olivia. Det skal ingen hemmelighed være at dine særprægede øjne var det første der fangede min interesse, men jeg ser også at du er en ung kvinde der står stærkere end så mange andre ville, blev de sat i dine sko.” Med alvor og varme smeltet sammen i de blå øjne, sænkede han igen hånden og trak sig væk lige tidsnok til at stå med passende afstand til Olivia, da hendes mor vendte retur.
Det varme smil trak stadig i mundvigene, da han vendte sig mod moren ”Jeg takker for både Dem og Deres datters gæstfrihed, Nådigfrue Tource, men jeg er desværre nødt til at sætte en ende på en fortræffelig aften. Pligter kalder på mig og en lensbaron der skal skrives til.” Indledte han og så skiftevis mellem de to kvinder ”Til vi ses igen.” Rundede han af med et galant buk for sine værter, hvorefter han lod sig følge ud af en tjener.

| Afsluttet |