Når vejret bliver varmere

[Frieda af Hasnea]

Forbeholdt | Elyot af Falanie

---

En tjenestepige fulgte Frieda i hælene, idet hun efter lidt spørgeren omkring var på vej mod træningspladsen, hvor Kronprinsen eftersigende skulle være i færd med et træningspas. Lyden af krydsende træklinger hørbar allerede inden hun nåede pladsen.

Halv gemt i skyggerne overværede Frieda en del af Elyot's træning inden hun gjorde sig synlig. Afmålt nærmere hun sig roundpenen, da træningssektionen virkede til at nå sin ende eller en pause. Nærede trods alt intet større ønske om at være en indirekte årsag til blåmærker, hos prinsen. Hun hilste respektfuldt, først på Elyot og derefter hans sparingspartner, fra ydersiden af plankehegnet. 

"Et pragtfuldt vejr i dag. Det indbyder i sandhed til en ridetur i  Kongeskoven, syns De ikke?"  Spurgte hun med et mildt smil, som de blev ladt alene. Næsten ladt alene, tjenestepigen forblev stående bag Frieda.

[Elyot af Falanie]

Elyot trænede oftere og oftere kun med Philippe af Neaune, men lige netop denne dag med en jævnaldrende væbner. Han vandt og det var et held, da det viste sig at de havde haft publikum. Han rankede ryggen ved synet af Frieda og takkede væbneren for kampen, før han vendte sig imod prinsessen. Han vidste ikke helt hvorfor, men han kunne meget godt lide at hun så ham sådan, svedig fra en kamp han havde vundet, skjorten klæbende lidt til ham.

"Givet," svarede han og bukkede let for hende i hilsen. "Hvem rider De med?"

[Frieda af Hasnea]

Elyot havde før talt varmt om sine evner med et sværd, men det var nu engang noget andet at overvære.
På afstand havde Frieda beundret fodarbejdet og de hurtige reflekser, skønt hun ingen større kriger var selv. Men her tæt på var det som om den svedklæbende skjorte gjorde tankerne mudrede. Fik hjertet til at slå et ekstra slag og hendes indre til at trække sig sammen med et uventet sug, så hun glemte alt om de tiltænkte komplimenter.

”Dem.” Svaret kom prompte og fik Frieda til at rømme sig svagt. Hun trak på et lille smil, da hun mere mådeholdent, men ikke mindre håbefuldt, atter inviterede ”Såfremt at De har tid og lyst til at gøre mig med selskab?”

[Elyot af Falanie]

Et mørkt bryn skød lidt op, men så sitrede Elyots mundvige. Han blødte op i et smil og satte træsværdet fra sig i den bøtte det hørte til i.

"Hvis hendes Kongelige Højhed kan vente på at jeg skifter," musede han. Trods alt havde han brug for lidt mere hårdført tøj til en ridetur. Han fugtede læberne og nød ikke mindre at hun havde set ham vinde og være lidt svedig, dog.

[Frieda af Hasnea]

Kamufleret under en påtaget overvejelse og et lavmælt hm tilnærmelsesvis lig en nynnen. Bevægede de lyse øjne sig, diskret for alle andre end kongesønnen, ned over hans klæder og ham.
Frieda blikket tilbage mod Elyot’s. Mærkede fristelsen for at række ud efter de mørke krøller der klistrende ham til panden. Hun endte med at nikkede godtagende, men ikke uden et anstrøg af skuffelse over det nødvendige tøjskifte. 

”Jeg beder dem gøre hestene klar i mens.” Med det svar trak hun sig tilbage for at afvente ham ved stalden.

[Elyot af Falanie]

Elyot trak lidt på smilebåndet. Så hoppede han over hegnet, passerede tæt forbi Frieda og satte i løb mod paladsets nærmeste indgang. Han så sig en enkelt gang over skulderen, før han forsvandt.

Noget senere dukkede han op udenfor stalden, klædt på til at ride. Han havde fornuftigt nok også hevet en hat over krøllerne. Vinden var kold. Hans hest var gjort klar til ham, hvilket han ellers som væbner var vandt til at gøre selv. Han smilede lidt over det og også til Frieda.

"Prinsesse," hilste han. "Hvor skal vi hen?"

[Frieda af Hasnea]

Selv efter lidt over et halv år i Falanie havde Frieda stadig ikke akklimatiseret sig de nye temperatur forhold. Af den grund havde hun helst have været foruden den ride kåbe hun i sidste ende havde ladet sig overtale til at bære under dagens ridt.
Hun følte sig allerede varm og så frem til at mærke vinden i ansigtet.

”Deres Kongelige Højhed,” Titulerede hun akkompagneret af et smil. Læberne klemte sig tænksomt sammen med en hm-lyd. Kongeskoven var det oplagte valg. Med lidt held kunne de måske få en lille stund alene før den vagt der var sat til at følge dem, indhentede dem gennem træerne. Så frem det overhovedet ville lykkes at ryste ham af. En tur langs floden var næste valg, men givet deres historik med større vandløb gik Frieda med det sikre valg; ”Kongeskoven. Jeg har ladet mig høre at der skulle findes en syngende dal?”

[Elyot af Falanie]

Elyot smilede og gik over imod Frieda for at give hende en hånd op i sadlen. Han brød sig en hel del om at være i nærheden af hende, selvom han måske ikke helt havde sat ord på det eller givet udtryk for det. Så snart hun var i sadlen, gik han tilbage til sin egen hest og svang sig op.

"Vi rider mod den syngende dal," lovede han med et glimt i øjnene, før han rankede sig lidt, ventede på at se at hun var klar og trykkede hælene ind mod den varme krop under sig, så den satte i gang.

[Frieda af Hasnea]

Selvom Frieda var i ganske fin stand til selv at stige op tog hun glædeligt imod Elyot’s hjælp og takkede ham efterfølgende. Tøjlerne blev kortede og schenklerne lagt til, da han selv var kommet i sadlen og satte i gang til de nåede den syngende dal.

”Falanie er dejlig, men jeg kan ikke lade være med at misunde min bror en smule for inden længe igen at være omkring bjerge og nåleskove.” Kommenterede hun med armen strakt ud til siden, så fingerspidserne let kunne glide over den ru klippevæk, mens de gik side om side gennem dalen. Det var ikke en bjergside, men den bragte alligevel en hjemvant følelse. Mundvigene sitrede svagt bittersødt ved tanken om Ragnar’s snarlige afrejse.
Frieda trak armen til sig og vendte ansigtet mod Elyot, hvorefter hun indrømmede: ”Jeg skulle have sat mere pris på det, dengang du tog mig med op i tårnet for at vise mig udsigten i Charenoy.”

[Elyot af Falanie]

Elyot var uendelig tilfreds med at Ragnar rejste tilbage til Hasnea. Han havde ikke været andet end en massiv torn i øjet på ham siden han mødte ham første gang. Det gjorde det noget nemmere for ham at tænke på Frieda, uden at skulle forholde sig til hendes dynge lort af en storebror.

Han tog en dyb indånding. "Dengang tænkte jeg nok mest på om ikke jeg kunne få dig til selv at få nok hjemve til at rejse igen," indrømmede han.

[Frieda af Hasnea]

Begge øjenbryn løftede sig. Ikke fordi indrømmelsen var nogen større overraskelse, Frieda havde trods alt selv antydet det havde været agendaen dengang, men hun var alligevel forbløffet over ærligheden. Hun endte derfor med at slippe et små klemt latterfnys ”Du havde måske været succesfuld, hvis du havde gjort som adspurgt og var hoppet halvnøgen i floden.” Tilstod hun og smilede i beklagelse.

Et hurtigt kig tilbage over skulderen blev taget før slanke fingre lukkede sig omkring Elyot’s håndled, hvorefter han blev forsøgt at trukket ind i lyet af et større hulrum i en sprække der havde kunnet anes lidt længere fremme, idet de passede åbningen. Det ville give dem et øjeblik alene før deres chaperone ville spolere tosomheden.

"Kan vi forsætte med at være ærlige overfor hinanden?" Spurgte hun i halvmørket.

[Elyot af Falanie]

Elyot fnøs fornærmet, men bevarede glimtet i sit blik. Han havde lyst til at sige noget til hende om at hun nok skulle slippe for synet, hvis det var så rædselsvækkende at tænke på, men ærlig talt føltes det lidt for sprødt at referere til deres snarlige bryllupsnat for nu.

Han tav derfor blot og lod hende trække ham med sig væk fra Friedas tjenestepige. Et smil hev i hans mundvige og han hævede begge bryn lidt over spørgsmålet, før han nikkede. "Mmh? Hvad vil du gerne være ærlig omkring, Frieda?"

[Frieda af Hasnea]

Alt var hendes første indskydelse at svare, men det ville ikke være sandheden. Der var mange ting som Frieda ikke havde lyst til at bekende, nogensinde.

”Er det sandt at Falanie vil gå ind i krigen mellem Gestraria og Wufrurg? Jeg har ikke kunnet undgå at høre snakken der går i krogene, men ingen lader til at kende svaret når jeg har spurgt.” Tænderne lukkede sig omkring underlæben. Frieda vidste godt den manglende information dels skyldtes titlen som prinsesse, men var heller ikke blind for at det skyldtes det hasneaske blod, der stadig gjorde hende til fjenden i manges øjne.

[Elyot af Falanie]

Elyot tog en dyb indånding. Det var et stort spørgsmål. Kunne han svare hende? Han trykkede læberne sammen.

"Det er sandt at begge ønsker at Falanie går ind i krigen på deres side. Det er også sandt, at Hans Majestæt ville foretrække at holde Falanie neutral."

[Frieda af Hasnea]

Svaret var ikke et endegyldigt et af slagsen, men det var nok til at få hendes indre til at trække sig sammen i en kold knude. Læberne klemt tæt sammen, da blikket slog sig skråt ned mellem dem.
”Hvilket ikke er muligt i længden.” Mumlede Frieda med forståelse og løftede blikket, tilbage mod Elyot’s ansigt. Dronningen, hans mor, var fra Gestraria, men selv uden hendes forbindelse til nabolandet ville det være svært på sigt at holde sig neutral.

”Du vil kæmpe, hvis det når der til ikke?” Spurgte hun umiddelbart efter. Det var ikke et spørgsmål om pligt, men om lyst.