Som solen dog skinner..

[Josephine af Aren]

Josephines blik flakkede lidt. Lidt usikker på om hun burde reprimandere kammerpigen for den hævede stemme og forkerte tiltale, eller om hun bør holde sin bøtte og respektere at hun havde fornærmet Marion. Hun stoppede op, da Marion gjorde det. "Jeg tror ikke det ville overraske ham." Kommenterede hun ærligt. "Jeg har sagt noget.. ehm, lignende, tidligere da han forsøgte at få Robinet af Dison til at tage mig." Josephine vidste godt at hendes opførsels havde været en skændsel, men hun var efterhånden ligeglad - der var jo alligevel ikke nogen, der ikke vidste hvad hendes holdning til ægteskab var. Så hvorfor begynde at skjule det nu?

I takt med komtessen bramfrie ord, steg Lensbaronens temperament og utålmodighed med hende. Ja, der havde sågar været en gang hvor han havde tilført hendes kind en lussing, efter en særlig pinlig episode.. Men det var der ingen der vidste. Josephine var ikke engang selv stolt af det minde.

Hun vendte sig bort fra kammerpigen og gjorde anledning til at ville fortsætte sin vandren med Marion. "Hvorfor ikke?" Spurgte hun og skævede til en lidt ældre kvinde.

[Marion Skrædder]

Marion tav. Komtessen havde trods alt sikkert ret i, at Lensbaronen efterhånden næppe kunne blive overrasket længere over Josephines udbrud eller stunts. Hun satte blot stille i gang igen og fortsatte lidt ad havestien.

Hun overvejede sine ord nøje, som hun tav for en stund, før hun svarede komtessen. ”Fordi…Fordi det borgerlige liv ikke er noget man bør ønske sig. De..De har næppe prøvet at gå sulten i seng, fordi der ikke var mad nok. Eller higet efter at prøve et kostbart smykke på, bare for at se hvordan det føltes….De…De er næppe nogensinde blevet nægtet betjening i en forretning på den baggrund at de ikke ville have råd til varerne…Eller blevet afvist af en mand, fordi Deres stand ikke er….God nok.” Forsøgte hun ærligt, som hun tydeligvis talte af bitter erfaring. ”….Mænd vil ikke have sådan én som mig, når de opdager af at jeg ’blot’ er kammerpige. Så er det lige meget, hvad man ellers kunne have at byde på.”

[Josephine af Aren]

Hun lyttede til Kammerpigens ord om virkeligheden der støttede op om den glamourøse adel. Hun tiltede hovedet på skrå. "Jeg forstår." Tilstod hun, og tænkte lidt videre over det. "Jeg har aldrig sultet, aldrig nægtet betjening. Men jeg er kun barondatter af Sølvskjold, Marion. Jeg bliver udelukkende afvist når de adelige herrer ser min slægt på papiret og selvom det måske virker sådan, så kommer jeg aldrig til at bære smykker lignende Guldskjoldene eller de royale." Hun reflekterede nok mest højlydt. "For min far er jeg en brik, som kan kastes til den højest rangerende der vil tage mig." Hun rynkede brynene. Et lidt såret udtryk på ansigtet, som hun hurtigt viskede væk igen, da hun drejede hovedet for at se på kammerpigen. "Er det også sådan 'kærlighed' fungere for de borgerlige?" Spurgte hun.

[Marion Skrædder]

”Med forlov, Nådigfrøken..Men jeg betvivler at man vil kunne forstå, hvis man ikke er opvokset borgerlig selv.” Marion sukkede svagt. ”De fleste borgerlige kvinder ville give deres højre hånd for at gå i Deres sko….Royal eller sølvskjold.”

Kammerpigen tav en smule, som hun lyttede til sin frøken, men hun bevægede sig atter videre af stien. Hun trak så en smule på skuldrene. ”Kærlighed er en sjov størrelse uanset hvem man er. Blandt de borgerlige er det måske en smule mere simpelt at få noget at skulle have sagt selv…Men der er stadig…Rammer. Nogle gifter sig med naboens dreng der har boet ved siden af hele livet. Andre med barndomsvennen, der næsten er broderlige følelser for…Nogle..Nogle vælger at lade være og håber på at vinde noget bedre i forhåbningen på at kunne give deres potentielle børn et bedre liv.”

[Josephine af Aren]

Igen lyttede hun til kammerpigens fortællinger. Hun gik lidt stille og tænkte over ordene, inden hun med en spørgende mine så mod hende. "Hvad med Dem, Marion?" Spurgte hun så. "Jeg ved at så længe De er i min tjeneste, så kan De ikke giftes. Men har Deres far et prospekt til Dem?" Spurgte hun, "Eller har De selv?" Spurgte hun og trak nu på et lille venskabeligt smil.

[Marion Skrædder]

Et lille latterfnys forlod Marion. Hun rystede lidt på hovedet, men sendte Nådigfrøkenen et lille skælmsk smil. ”Ak, nej..Og det håber jeg så sandelig heller ikke han får. Guderne må vide, hvad han ville kunne hitte på..Så hellere vente og se, hvad tiden bringer. Jeg er ganske tilfreds med mit hverv…Nådigfrøken.” Hun sendte Josephine et lille taknemmeligt smil. Hun kunne trods alt ikke fortælle sin Frøken, at hun hellere selv ægtede nogen af højere status end hende selv….Det ville være upassende. Så heller dække lidt over det.

[Josephine af Aren]

Josephine bibeholdt det lille smil, da kammerpigen bekendtgjorde sin tilfredshed. "Jeg er glad for Deres tjeneste, Marion." Forsikrede hun den mørkhårede, som havde bistået den unge komtesse gennem lang tid og mange episoder af humørmæssige rutsjeture. "Det er vel nok lidt egoistisk af mig at håbe, men jeg håber heller ikke at det bliver foreløbig De forlader mig til fordel for en husbond. Men når De gør, så håber jeg at det er en der passer ordenligt på Dem." Tilføjede hun og mente ethvert ord.

[Marion Skrædder]

Marion nikkede et kort, men lille og taknemmeligt nik. Et lille venligt latterfnys forlod hende ved komtessens ord, men hun sendte hende derpå atter et varmt smil. Trods alt, vidste hun at Josephine mente hvad hun sagde og mente dem godt. ”Og jeg vil håbe det samme for dem.” Erklærede hun, før hun gestikulerede let med den ene hånd imod havedøren ind til stuen, som de nu havde nået. ”Skal vi gå indenfor? Så skal jeg lave Komtessen lidt te..” Spørgsmålet var lettere retorisk, men fulgte komtessen hende, ville hun atter placere hende ved tebordet og derefter tage sig af nogle af de daglige gøremål.

//Afsluttet?