Som solen dog skinner..

[Marion Skrædder]

Tråd tilegnet Josephine af Aren

Tidlig formiddag

Nådigfruens hus
Solskin, men køligt vejr

Det var én af de dage. Én af de dage, hvor solen skinnede på trods af at det var småkoldt og hvor det alligevel faktisk var til at spendere dagen ude i det fri. Således havde Marion slæbt sin Nådigfrue med ud og spadsere i haven. Dét, som hun efterhånden var ved at være pinligt bevidst om, at den yngre kvinde var ved at gå i spåner over broderi og syning. – Jo…Det havde de to høns alligevel brugt meget af deres seneste tid på.

Marion havde i dagens anledning sat håret pænt op i en let frisure, på trods af at noget af længderne atter hang hende ned over ryggen. Hun gik med hænderne foldet pænt foran sig, som hun bevægede sig ned af den brostensbelagte sti og over skuldrene havde hun et fintstrikket sjal. ”Det er da skønt vejr i dag…” Bemærkede hun.

[Josephine af Aren]

Josephine indåndede den kølige luft, og mærkede skuldrene falde lidt ned. "Jo, minsandten.." Mumlede hun eftertænksomt, som en lille fuge lagde sig mellem hende bryn. Den evige grublen.. bekymren, som den nådige frøken altid bar. Hun tog sig selv ud af sine tanker og rettede opmærksomheden mod sin kammerpige igen. "Nød du Solgudens optog?" Spurgte hun så, da hun kom i tanke om den foregående arrangement. Hvor hun og Mari havde deltaget.. ganske vidst havde de skiltes kortvarigt, imens Josephines havde siddet ved spåkonen, men meget kunne ske på kort tid, ikke?

[Marion Skrædder]

Marion trak sit sjal en smule tættere, som hun stille og roligt fortsatte op af havens stier ved sin frøkens side. Hun lod de lyse øjne hvile frem for sig, som blikket gled over de fine blomsterbede, men kortvarigt gled de derefter over på hendes frue, der som altid bar sin typiske eftertænksomme mine. – En mine, som Marion med tiden var begyndt at forsøge at skubbe en smule mere ud på sidelinjen, medmindre frøkenen selv lagde op til at dele ud af, hvad hun havde på hjerte. ”Aha…Det gjorde jeg. Jeg købte en smule godt til ganen i en af de åbne boder. – Du ved velsagtens at jeg har en sød tand.” Bemærkede hun med et lille smil, som hun lænede sig lidt fortroligt ind imod sin frøken, men uden at virke for grænseoverskridende.

[Josephine af Aren]

Hun trak en smule på smilebåndet, da Marion lænede sig mod hende for ligesom at dele hendes ikke så hemmelige, hemmelighed. Josephine havde kendt Marion længe. Hun vidste at hun havde en svaghed for det søde. Ikke at søde sager var en billig ting - overhovedet. Oftest var det kun de mest velhavende folk der havde råd til det, fordi sukker var en meget dyr vare. Honning var nok billigere, men Josephine havde da også smagt mere simple søde desserter, såsom tilberedte pærer og andet frugt. "Jeg under dig det." Smilte hun. Selv var Josephine ikke så meget til søde sager i den forstand. Frisk frugt, i sin rene form, det var mere hendes smag. Josephine gik et øjeblik i tavshed, som hun overvejede en sag. Hun vidste at Marion altid hørte lidt her og der, når hun gik rundt for sig selv. Josephine lod derfor hovedet trække lidt over i hendes retning, som indikation på at hun ønskede at tale lidt hemmeligt. "Har du hørt noget nyt rundt omkring?" Spurgte hun og trak lidt på en hemmelighedsfuld mine. Josephine hadede egentlig sladder, men det havde flere gange været en fordel at være velinformeret. Så Josephine virkede oftest mere interesseret end hun egentlig var.

[Marion Skrædder]

Marion sendte sin nådigfrøken et lille fortroligt blik. Hun trak en smule på smilebåndet, som hun atter trak hovedet tilbage og ganske let, trak hun samtidig sit sjal tættere, som hun atter lod de lyse øjne vandre over havens blomsterbede. Hun bevægede sig dog atter tæt omkring sin frøken, som der blev lagt op til sladder og snak. ”Noget nyt? Hrmm…” Marion spekulerede en smule, som hun betragtede den unge kvinde ved sin side og hun lagde derved hovedet lidt på skrå.

[Josephine af Aren]

Hendes blik gled over på kammerpigen, som hun brummede eftertænksomt. Hun sagde ikke noget, men afventede faktisk blot at høre hvad der lå på hendes sind.

[Marion Skrædder]

Marion overvejede Josephines spørgsmål lidt, som hun rettede blikket frem for sig. Trods alt, syntes hun ikke at have hørt alt for meget sladder på det seneste. ”Altså….Uh…Jo! Jeg har hørt at syersken Jaqueline længere nede af gaden har en affære med en af sine regulære kunder…Stakkels mand, der er gift med hende…” Klukkede hun, som hun rystede lidt på hovedet for sig selv.

[Josephine af Aren]

Opmærksomheden var stadig rettet mod kammerpigen, da hun granskede sin hukommelse for historier at fortælle. Det ene bryn skød i vejret, da hun hørte om syerskens eskapader. "Virkelig?" spurgte hun lidt uimponeret, og rettede blikket fremad med en forundret mine. Om hun ville kalde syerskens mand for 'stakkels' vidste Josephine nu snart ikke. Det var dog ingen hemmelighed mellem hende og Marion, at Komtessen havde det svært med mænd og hele ægteskabs-aspektet. "Jeg ved nu snart ikke." Kommenterede hun, "Hvis de ikke havde giftet sig af kærlighed, hvorfor så overhovedet blive det? Så havde de været fri til at hengive sig, til hvem end de ønskede." Lød det modigt fra den unge kvinde.

[Marion Skrædder]

Marion lod blikket glide fremad igen. Hendes Nådigfrøken syntes ikke synderligt imponeret…Og det var Marion ærligtalt heller ikke selv…Men lidt sladder, var vel bedre end ingen?

Kammerpigen løftede hovedet en smule ved den anden kvindes udtalelse om ægteskaber og lidt skeptisk, rynkede hun brynene. ”…Jamen…Det kan man da ikke.” Erklærede hun.

[Josephine af Aren]

Josephine rynkede på brynene og skubbede underlæben lidt ud i en bekymret mine. "Nej, jeg ved det godt." Sukkede hun og så lidt mod jorden, inden hun rettede blikket mod Marion igen. "Kan du huske det brev du bragte mig i morges?" Spurgte hun, "Det var fra fader." Hun vendte blikket sammenbidt bort. "Han giver mig denne sæson til at finde mig en husbond." Beklagede hun sig, skønt hun følte allerede nu følte sig mere lettet af at have delt sine bekymringer med nogen, fremfor at gå med det selv. "Han pointerede, at når jeg nu var så god til at skræmme dem væk, så kunne jeg passende selv finde en."

[Marion Skrædder]

Marion forstod ærligtalt ikke altid sin frøken. For hvordan kunne man på nogen måde være utilfreds, når man havde alt det som Josephine havde? Hun havde intet at bekymre sig om…Hendes liv ville være så let, hvis blot…Hvis blot hun kunne lade sig trives med en husbond. - Indfinde sig. For var det ikke lykken? At kunne stifte familie uden at skulle kunne bekymre sig om, hvor mange munde der skulle brødfødes?

Marion så over på Josephine igen, som hun nævnte det brev hun havde bragt hende om morgenen. ”Brevet? Nåh…Ja, jo..” Hun nikkede lidt og forsigtigt forsøgte hun at sende sin frøken et smil. ”En husbond? Jamen, Josephine, det kan du velsagtens.” Forsøgte hun at opmuntre hende. ”Jeg er overbevist om at der er adskillige interesserede..”

[Josephine af Aren]

For et øjeblik, stirrede Josephine på sin kammerpige som om hun havde groet et horn midt i panden, så rettede hun blikket fremfor sig igen med en bekymret mine. "Jeg ønsker ikke at finde en husbond.." Mumlede hun stille, blot for at pointere det. Så skævede hun mod himmelen og missede lidt med øjnene af solens skarpe lys. "Jeg ønsker..." Begyndte hun og overvejede sine ord lidt. "... frihed." kommenterede hun så. "Frihed til selv at vælge hvor jeg vil bo, hvem jeg vil bo med, hvordan jeg vil leve og hvem der skal være fader til mine børn." Lød det drømmende fra den unge komtesse. Da hun hun atter lod blikket hvile skævende på kammerpigen, var det et selvsikkert og beslutsomt ét. "Det er det jeg ønsker."

[Marion Skrædder]

Marion vidste ærligtalt ikke, hvad hun skulle sige til nådigfrøkenen. Trods alt, så forstod hun ikke, hvordan man kunne være så…kræsen, når man var i så privilegeret en position at man næsten kunne vælge frit, ud fra ens stand alene. Marion skævede opgivende mod himlen for sig selv, men hun rettede så atter sin opmærksomhed imod Josephine igen. ”Med forladelse Josephine…Men…Det frie valg er vel næppe….Tilgængeligt?”

[Josephine af Aren]

Hun sukkede stille og lod blikket falde trist til jorden. "Åh, jeg ved det godt." Mumlede hun stille, indirekte bekræftende kammerpigens påstand. Hun grublede lidt over situationen og gefandt lidt ild i blikket igen; "Men jeg vil hellere være forbandet af Triatos, end jeg vil lade mig ægte bort på tvang." Sagde hun så resolut og så stift fremfor sig. Stædigheden lysende ud af blikket. Josephine ville uden tvivl hellere lade Mortem tage hende, end hun skulle ende som kransekagefigur på en kage hun ikke selv havde bagt og pyntet. "Det siger jeg dig, Marion." Sagde hun med fyrighed i blikket, da hun vendte de grønne øjne mod kammerpigen. "Hvis min fader, på trods af sit brev, hitter på et match uden min velsignelse..." Hun løftede advarende pegefingeren. ".. så bytter vi plads." Afsluttede hun så og lod blikket løbe over den lidt ældre kvinde. "Vi ligner godt nok." - "Overfor en der aldrig har set mig før." Hun sænkede fingeren igen og hævede istedet hagen, med antydningen af et smil. "Du får en husbond, der kan give dig en tilværelse i luksus, og jeg bliver frigjort af mine lænker."

[Marion Skrædder]

For et øjeblik stirrede Marion nærmest forarget på Josephine, som hun stoppede op. Magen til måde at omtale guderne på, havde hun næppe hørt, selvom hun snart mente hun havde hørt det meste fra sin Nådigfrøken. Trods alt, forbavsede Josephine hende snart ikke. " Josephine..!" Udbrød hun lettere irettesættende, som hun rystede vagt på hovedet og lod blikket glide lidt væk. "Hvad ville din papa ikke sige, hvis han hørte dig?" Spurgte hun.

På den ene side fandt Nådigførkenen næsten Josephines påfund morsomt. Ja...Det ville tilmed næsten være genialt, hvis ikke det var fordi at andre mennesker til tider desværre også have øjne i hovedet. Ja...Ironisk måtte det være, at Marion stod og ønskede sig netop alt hvad Josephine havde, når Josephine stod i modsatte båd. "Tro mig..Du ville ikke ønske dig den slags, hvis det var hvad du var født til.." Erklærede hun en smule kontant.