Jeg vil lindre din smerte og slukke din tørst

[Jacquetta af Bonville]

Da Jacquetta havde fået at vide, at Bénjamin af Bonville fulgte hende til universitetet, havde hun spurgt om han havde et ærinde der. Hun fik aldrig rigtig et svar af kammerpigen og hun havde en fornemmelse, ud fra hans udtryk, da han hjalp hende op i vognen, at hun ikke skulle spørge ham. Så hun undlod. Hun sad blot tavs i vognen til de ankom.

Hun gik til sin time, øvede sig i harpespillet og da timen var slut gik hun en lille tur i haverne omkring universitetet. Det faldt hende på ingen måde ind, at nogen andre end kusken ventede på hende og han kunne nok holde til et lille, ekstra hvil, rationaliserede hun.

Solen var så småt ved at kigge frem bag skyerne. Foråret havde ikke fået den fulde magt, men man kunne mærke en svag mildhed og hun nød den, som hun gik og så på små skud på buske og træer og fortabte sig selv lidt i det. Hun havde ikke været alene på den måde i lang tid.

[Bénjamin af Bonville]

Det var jo ikke for at være generede at han gjorde det. Nok havde han taget helbrederens råd lidt for godt, men det var en glimrende måde hvorpå Jacquetta kunne vænne sig til det liv det med tiden føltes helt normalt. Lige nu handlede det om at han ville beskytte hende.

Denne dag havde han haft et ærinde, og havde først være tilbage da hendes time var slut. Så han satte sig ind og i vognen og ventede. Først tillod han hende fem minutter, og så ti. Men da der var gået et kvarter steg han ud og gik ind på Universitet; fandt lokalet han havde afleveret hende ved og gik ind. Det var tomt og ikke engang underviseren var at finde.

Ingen kunne rigtig fortælle ham hvor hun var, og om de havde set hende med nogen. Benjamins hjerte sad helt oppe i hans hals og en følelse af bekymring og vrede bobblede i ham som han med hurtige skridt forsøgte at finde hende. "Jacquetta!" kaldte han.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta gik i sine egne tanker, da hun hørte sit navn blive råbt. Hun farede lidt sammen. Benjamin?

Hun gik i retning af råbet og snart fik hun øje på ham for enden af en bygning. Hun hævede ikke sin stemme, for hun overanstrengte den så let. I stedet gik hun imod ham, store øjne og et bekymret udtryk.

"Er der sket noget?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin gik med hastige skridt imod hende. "Elskede." mumlede han let og lagde armene om hende. Han trak vejret dybt ind. Han var lettet over at hun var uskadt.

"Jeg ventede på dig" svarede han stille, men alvorligt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var helt overrasket over at Benjamin overhovedet var der, men hun faldt let ind i hans arme og accepterede omfavnelsen. "Ventede?"

Hun rynkede panden lidt. Så forstod hun. "Åh. Jeg troede du havde et ærinde heroppe. Jeg vidste ikke at du ventede på mig."

Hun trak sig lidt for at kunne se op på ham. "Det må du undskylde. Jeg gik bare en tur i haven."

[Bénjamin af Bonville]

"Det varede ikke længere end at jeg kunne komme tilbage og hente dig" svarede Benjamin let, som han også mente at han havde fortalt hende. Han kyssede hende let på panden.

"Det er okay.. Jeg blev bekymret." svarede han ærligt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kendte Benjamins bekymring. Hun vidste også hvordan den hurtigt kunne udvikle sig. Så hun var lettet over at hun hurtigt var kommet og skyndte sig også nu at trykke sig lidt ind til ham og kysse hans kind blidt i forsikring.

"Det var så smuk en dag. Jeg ville bare se om der var kommet nogen blomster frem. Ingen grund til bekymring. Undskyld." Hun blev helt tæt på ham.

[Bénjamin af Bonville]

"Nej det.." mumlede han let og mærkede hvordan det hele sank en smule. Hun var okay. Et smil sitrede let ved hendes letter kys og han kunne nemmere trække vejret nu.

"Vi kan godt blive og se på dem" svarede han. De skulle ikke skynde sig hjem nødvendigvis.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas skuldre sank. Krisen var afværget. Hun kyssede Benjamins kind igen, før hun tog hans hånd i sin og hev let i ham.

Det her var ikke som i templet, hvor hun havde hundrede spørgsmål til en prædiken. Her var det mere hendes hjemmebane. Hun viste ham sine yndlingssteder og stoppede under et stort træ. "Hvis du leder efter mig en dag, så kan du næsten altid finde mig her eller tæt på," fortalte hun. "Jeg elsker det her træ. Se."

Hun fandt et sted på stammen, hvor der forsigtigt var indridset "J&H" og træet var helet fint igen og viste ham det.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin nikkede. Han tog sin arm under hendes og fulgte hende gennem haven og lyttede til hver fortælling hun havde på hjertet. For han ville gerne vide mere om hende, og det der gjorde hende glad.

Han blinkede let, og blikket flakkede forvirret over træet da hun så initialerne. "Det er din spøg ikke, Jacquetta?" spurgte han og trådte væk fra hende. Brynene trak sig sammen og han mærkede tydeligt at han var vred.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta forstod intet af Bens reaktion først, men så gik det op for hende hvad han måtte tænke og hun hævede begge bryn. "Nej," udbrød hun næsten forfærdet, men simultant næsten muntert. "Nej, Benjamin," forsikrede hun. "Det er jo år gammelt. J står for Jehanne. H for Helias. Min bror. Han viste mig det sidste år. Ben..." Hun strakte hånden ud efter hans. "Benjamin. Der er kun dig."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin vidste snart ikke hvad han skulle tro. "Var dét derfor du var herude? Mødtes du med ham?" spurgte han nærmest sammenbidt og kunne knapt nok gøre tanken til ende. Hvem end denne H var, skulle han mærke og føle hvordan det var når han omgik sig med en andens hustru.

"Griner du også af mig?" Han trak vejret hørligt ind gennem næsen, og mærkede instintivt sine hænder lukke sig knugende sammen.

Hun var fuld af løgn. Hun var en beskidt lille hore, og det var med sikkerhed ikke det eneste sted som havde hendes for bogstav stående. Han veg fra hendes hånd. "Du skal ikke røre ved mig."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas øjne blev store og blanke. Åh nej. Hendes underlæbe dirrede. "Ben," bad hun. "Nej. Det passer hvad jeg siger. S'il vous plait, lyt til mig, min elskede."

Hun bad ham stille, let rystende, men med blikket intenst i hans. "Jeg er din. Der er ingen andre for mig. Jeg vil lyse i dit mørke. Kun for dig. Jeg vil lindre din smerte og slukke din tørst."

[Bénjamin af Bonville]

Hele hans hoved summede, og han forsøgte at lytte til hendes ord. Det gjorde bare det hele værre. Hendes smukke blide stemme. Tankerne skar og læberne foldede sig i en grimasse der var svær at tyde.

"Ja. Du er min" kom det sammenbidt fra ham før han greb fat om hendes arme og skubbede hende op af træet. Han ville ikke ende med at skræmme hende som sidst hvor hun blev syg af det. Men lige nu kunne han slet ikke styre sig.

Det var højlys dag, og timerne var begyndt, men det betød ikke at de var sikre. "Så lindre min smerte" hviskede han let som han pressede læberne mod hendes i et sultent og grådigt kys.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta forventede det. Hun gispede alligevel lavt, da han greb fat om hende, men det gjorde ikke rigtig ondt, selvom han havde godt fast. Hun ville ikke kunne komme fri. I stedet for at forsøge, blev hun blød. Hun tog imod hans kys, besvarede det og forsøgte med alt hvad hun var at berolige ham.

"Benjamin," mumlede hun blidt mod hans læber. "Kan vi ridse vores navne i træet?"