Mit solskin

[Elyot af Falanie]

Elyot rynkede panden let, men nikkede. Han tog en dyb indånding og så lidt frem. Blikket blev en smule fjernt. Han havde aldrig været i krig, men han havde været i kamp.

"Hvis det udbryder og vi går ind i det, så vil jeg sendes afsted," konstaterede han alvorligt.

[Orielle af Falanie]

"Hvad?" Orielle så helt forkert ud i ansigtet, og snart rystede hun på hovedet. "Sikke noget sludder, selvfølgelig skal du ikke det. Elyot, du er Kronprins." slog hun fast og mærkede allerede sit hjerte banke hurtigere.

Der ville blive krig; det var uundgåeligt. Hun regnede ikke med at Wufrug ville holde inde, og hendes far var alt for stædig til at overgive noget som helst. Falanie skulle snart tage et valg.

[Elyot af Falanie]

Elyot tog en dyb indånding og så på sin mor, imens hun forsøgte at begrunde at hun ikke synes han skulle i krig.

"Netop. Fader kan ikke tage med. Ikke medmindre det er Falanie, der bliver erklæret krig imod og det er usandsynligt. Vi vil enten gå ind i krigen med støtte til Gestraria eller Wufrurg og hvad end vi vælger vil det være vores allierede. Vi sender et stærkere signal til vores allierede, hvis jeg er med. Jeg er næsten færdig som ridder. Måske er det det fader afventer..."

[Orielle af Falanie]

Nej Belthair skulle ikke sendes nogen steder hen, og Elyot var ikke deres eneste søn. Hvornår var han blevet så voksen og fornuftig? Hendes moderhjerte blødte som han talte, men hun endte med at se på ham med trækningen af et smil.

"Selvom jeg ville forbyde dig det, ville du tage afsted alligevel" sukkede hun let. "Din far trækker den så langt som han kan.. Ingen af os ønsker krig, men.." hun tav og flyttede blikket frem for sig.

Det var kun et spørgsmål om tid. "Hvordan kom det til dig? Tanken om krig?" spurgte hun i stedet nu emnet bød det. Hvis der var snak om det blandt væbnerne, ridderen så måtte de sætte en stopper for det; eller i det mindste bede dem om diskretion.

[Elyot af Falanie]

Elyot trak svagt på smilebåndet, for hans mor havde ret. Han ville tage afsted, uanset hvad hun sagde. Kun hvis kongen forbød det, ville han blive hjemme, mod sin vilje. Han rankede sig lidt og så frem for sig. Hun afsluttede ikke sætningen, men han kunne gøre det for hende. Krigen var uundgåelig. Wufrurg og Gestraria havde begge diplomater i landet, der pressede på i hver sin retning. Han tog en dyb indånding og sukkede.

"Alle taler om krig, moder," svarede han snusfornuftigt. "Hvis man ikke er blind, i det mindste."

[Orielle af Falanie]

Orielle sukkede. Alle talte om krig, hvor de ikke burde. "Jeg ved ikke hvad han tænker, din far." svarede hun og vred let sine fingre mod hinanden. Han havde alle bolde luften, og jonglerede to diplomater på hver side af sig.

"Vi håbede alle at det bare ville lægge sig." hun rystede let på hovedet. "Jeg rejser til Gestraria inden længe, for at tale med din morfar" svarede hun roligt før hun fortsatte. "Han er kryptisk i sine breve.. Jeg håber at kunne få mere ud af ham så jeg ved hvor tæt krigen er på hos" Hun smilte let da hun drejede blikket mod sin ældste søn.

[Elyot af Falanie]

Elyot blev ganske bleg over sin mors information. "Du rejser... Til Gestraria?" Han hævede begge bryn. "Hvorfor? Så er beslutningen om vores alliance da truffet?" Han forstod ikke dén strategiske beslutning. Den stod vist næppe skrevet ned i nogen af de bøger om krigsstragier, som han havde læst.

Bøger var selvfølgelig heller ikke alting.

[Orielle af Falanie]

"Nok har han en diplomat i landet, men jeg er Falanies dronning, og min far presser på at få mig til at influere din far endnu mere i hans beslutning. Men nu er han begyndt at blive urimelig." svarede Orielle roligt.

"Du skal ikke bekymre dig. Jeg håber netop at få et bedre syn på alt hvad der foregår." sukkede hun. Sikre sig at jorden ikke skælvede under Kongen af Gestraria, og hvor meget hold der var i hans breve, og om han virkelig var så tåbelig.

[Elyot af Falanie]

Elyot bekymrede sig. Han hævede også et bryn af sin mor. "Hvornår rejser du? Jeg kan måske rejse med." Han rankede sig let, selvom han logisk set godt var klar over at det ville være en endnu større eskalering af situationen, hvis kronprinsen decideret rejste ind i landet sammen med dronningen. Men han brød sig ikke om at hun skulle afsted.

"Eller jeg og Frieda kan foretage rejsen i stedet under påskud af at præsentere bedstefader for hans barnebarns fremtidige hustru."

[Orielle af Falanie]

"Der er ikke længe til" svarede Orielle, og havde allerede planlagt sin rejse. Hans reaktion var berettiget, men også grunden til at hun endnu ikke havde fortalt nogen af sine børn om hvad der skulle ske; Elyot mest af alt fordi han var den ældste og forstod langt mere om hvad der var på spil.

"Det er ikke nogen god idé at præsentere Frieda for din morfar lige nu. Men jeg vil tale med din fader omkring muligheden at du tager med mig." Hun skulle ikke have mange med på rejsen, og hun skulle helst være så usynlig som overhovedet muligt.

"Og ellers må du love mig at holde hovedet koldt herhjemme."

[Elyot af Falanie]

Elyot var ikke tilfreds, men han formåede at undertrykke det og nikke lidt stift. "Mm," svarede han lavt.

Han ville aldrig få lov at rejse før han havde været igennem sin prøvelse. Det var uhørt. Hvad hans far tænkte på, at lade dronningen rejse alene, vidste han dog heller ikke.

[Orielle af Falanie]

Orielle skulle ikke alene afsted, men så godt som, da kun et lille følge ville gøre hende selskab på rejsen. Da hun skulle vække så lidt opsigt som overhovedet muligt. Det skulle ikke være stort og prængende.

"Jeg er hjemme igen før du ved det." svarede hun blidt. Hun slog let ud med hånden i en gestus til at dreje til venstre så de kunne fortsætte rundt med henblik på at gå tilbage.

Afsluttet?