Mit solskin

[Orielle af Falanie]

Orielle havde ikke haft så meget tid mellem hænderne den sidste tid. Men nu havde hun tvunget sig selv til at finde den nødvendige tid til sin ældste søn. Selvom han var ved at blive voksen var han ikke undskyldt sin mors bekymring. Hun havde haft fornøjelsen af op til flere gange at tale med hans yndige forlovede og lært hende at kende.  Men havde endnu ikke haft en rigtig mulighed for at tale med Elyot af Falanie om hvordan han havde det.

Selvom foråret kun var begyndt havde dagen i dag budt på så meget sol at Orielle havde fundet det passende at de kunne gå en tur i haven. "Mon rayon de soleil " hviskede hun let som hun trak Elyot ind til sig og kyssede ham på håret. Nok var han en stor dreng, var hun stadig hendes smukke lille dreng. Hendes stolthed, og største gave.

"Hvordan har du det?"

[Elyot af Falanie]

Elyot havde travlt. Mest af alt med væbnerpligter for Philippe af Neaune, men også forberedelser til hans livs største dag: Prøvelsen og hans efterfølgende introduktion til livet som voksen. Hans moder havde insisteret på at de skulle gå i haven og modstræbende var han gået med til det. Da hun hev ham ind til sig, strittede han dog imod som en ung mand, med langt flere kræfter end hun havde.

"Maman, jeg er ikke et barn mere," svarede han i protest.

[Orielle af Falanie]

"Du er mit barn" svarede Orielle mildt i et smil der gled over i et let grin. Hun holdte dog ikke om ham længe, og selvom hun ikke kunne gøre fra eller til når han protesterede som han gjorde, ville hun heller ikke have holdt om ham længere end hun havde gjort.

"Du bliver alt for hurtig voksen, lad din mor pusle dig om dig" Hun mente det ikke alvorligt, hvilket tydeligt var at se i de lyse blå øjne som hun betragtede ham.

[Elyot af Falanie]

Elyot kom fri og fortsatte ned af stien i haven. Han så lidt bestemt og meget bedrevidende på sin mor.

"Man pusler ikke om en kronprins eller en ridder eller et medlem af Kongens råd, maman. Og jeg er det første og snart også de to andre. Du må kysse Geoffrey i håret. Han er stadig et barn."

[Orielle af Falanie]

Orielle så lidt utilfreds ud ved hans ord. Så bestemt, så alvorligt. Men hun nikkede alligevel og respekterede hans ord. Han var jo en ung voksen og hun forstod jo godt at man ikke gad at blive puslet om af sin mor.

"Må man bekymre sig om sin kronprins?" spurgte hun.

[Elyot af Falanie]

Elyot tog en dyb indånding og kastede et sigende blik på sin mor. Han kneb et øje lidt sammen for solen, men også lidt for at aflure hendes vinkel.

"Hvis der er noget at bekymre sig om," konstaterede han. "Det er der ikke, netop nu. Medmindre du ved noget jeg ikke ved, maman?"

[Orielle af Falanie]

Orielle smilte vagt. "Naturligvis ikke." svarede hun og så frem for sig. Hun ville ikke blande sig for meget i sin søns relation med sin forlovede, og alligevel endte hun med at gøre det alligevel.

"Jeg ved hvordan det er at være fremmede i et nyt land, og for Frieda på det være endnu mere skræmmende end det var for mig" begyndte hun stille.

"Men jeg ved også at det må være svært for dig." sagde hun stille. Hendes børn betød alt for hende, og at de begyndte at holde tingene fra hende gjorde hende kun bekymret, selvom de var ved at blive voksende. "At skulle gifte dig med en du aldrig før har mødt. Det ansvar der ligger på dine skuldre, Elyot.." hun stoppede op og lagde en blid hånd mod hans arm.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde ikke behov for endnu en tale om hvor hårdt det var for Frieda af Hasnea. Han var begyndt at have et civilt forhold til hende. Han kunne endda næsten føle en smule positivt. Til gengæld hadede han hendes bror indædt. Manden havde intet gjort for at se øje til øje med ham og han så frem til at han forhåbentlig skred tilbage til Hasnea, så snart de var gift.

Blikket var lidt fjernt og han var optaget af sin mors første ord, da omsorgen for ham lød og gled lidt af.

Han spændte i kæben og fortsatte frem, med eller uden hende. Det var ikke en gåtur, hvis man stoppede op hele tiden.

Hun havde indtil videre ikke spurgt ham om noget, så han svarede ikke.

[Orielle af Falanie]

Orielles øjne blev en smule små, da hun mærkede at hendes søn blot fortsatte. Men grimassen var næsten ikke at se, og ret hurtigt efter fortsatte hun og skulle ikke indhente ham særlig meget.

"Elyot" sukkede hun. "Hvordan har du det?" endte hun så med at spørge direkte.

[Elyot af Falanie]

Elyot gik uden at vente, men heller ikke hurtigt. Han foldede hænderne bag ryggen og så frem for sig. Da hans mor indhentede ham, så han også på hende.

"Jeg har det helt udmærket, maman," konstaterede han og mente det. Selvfølgelig tænkte han stadig på Mirielis og barnet og hvad de stillede op, men det sidste han havde hørt var at hun var forlovet og skulle hjem til Suilleaux med det meste af hoffet til sommeren. Hun var ikke i nogen fare og barnet heller ikke. "Var der noget særligt du mente burde tynge mig? Frieda gør ikke, hvis du vil vide det."

[Orielle af Falanie]

Orielle smilte. Hun var stadig hans mor, og hun ville altid bekymre sig om sine børn; men særligt Elyot, netop fordi han var arving og den alliance hans ægteskab med Frieda var sårbar og de var begge unge. "Det er godt." svarede hun som blikket gled fra hans ansigt og mod blomsterknopperne på buskene.

"Nej, jeg er glad for at det går godt. Du og Frieda ser ud til at komme godt ud af det med hinanden." Det var vigtigt at det udadtil skulle kunne lide hinanden, naturligvis ville Orielle have hørt hvis de råbte af hinanden. Men de uenigheder der måtte have været var de gode til at holde for dem selv.

"Og træningen med Ridder Philippe af Neaune ?" Tænk at han allerede blev ridder til sommer.

[Elyot af Falanie]

Elyot havde ingen planer om at dele sine reelle tanker omkring Frieda med sin mor, for han havde en meget klar fornemmelse af at hun ikke var kun på hans side. Frieda var charmerende og utvivlsomt allerede gode venner med hele hans nærmeste familie.

Han rankede sig lidt ved spørgsmålet til hans ridder og rømmede sig.

"Jeg vil sige det går ganske godt, maman. Jeg håber hans nåde ville sige det samme."

[Orielle af Falanie]

Selvfølelig ville Elyot ikke dele sådanne detaljer med sin mor, selvom Orielle kunne mærke at hendes børn begyndte at trække sig væk fra hendes omsorg, så betød det ikke at hun holdte op med at bekymre sig. Men hun havde lært hvornår hun skulle stoppe med at spørge.

Og Elyot havde ret i at han var voksen; havde han først afvist at der skulle være noget, så måtte hun acceptere det. "Det er jeg sikker på" svarede hun og holdte igen med at sige hvor stolt hun var over ham; det havde hun vist allerede sagt for nyligt.

"Ellers er der intet nyt i dit liv?"

[Elyot af Falanie]

Elyot satte pris på spørgsmålene. Bevares, han synes hun borede og blandede sig, men så længe han selv måtte vælge hvad han talte om, kunne han bedre acceptere hendes nysgerrighed. Han så ud over haven, imens de gik, grublede lidt over det åbne spørgsmål og trak på skuldrene. Så vendte hans blik tilbage til hende.

"Kommer der krig, maman?"

[Orielle af Falanie]

Krig. Elyot var voksen og klog nok til at kunne mærke at alt ikke havde været så godt på det sidste. De breve der blev sendt mellem hende og og kongeriget Gestraria hvor hendes far sad kunne ikke just kaldes for gode. Derfor havde hun også besluttet at besøge sit hjemland i den nærmeste fremtid. Noget måtte kunne gøres for at mindste risikoen for krig. - Og talte ord var et bedre våben end de skrevne.

Hun smilte, selvom det ikke nået særlig langt. "Jeg ved det ikke." svarede hun ærligt. "Det er kompliceret, men jeg håber det ikke."