Søvnløse nætter

[Santiago de Paulo]

Elvira de Sabulos

De søvnløse nætter var blevet for voldsomme efterhånden, Santiago var bebyrdet af mareridt og lå og vendte og drejede sig hele natten. Nogle gange vågnede han med sved på panden og en angst som føltes så overvældende at han knapt nok kunne ryste det af sig om morgenen.

Nu sad han på kanten til Koraes alter og bedte om hjælp, på knæ, mens hans arme hvilede på det lille rækværk der mærkerede grænsen mellem det offentlige religiøse rum og det private. En af præsterne havde fået ham til at dykke sit ansigt ned i helligt vand, der skulle hjælpe på søvnproblemer. Derfor var hans hår helt vådt og dryppede ned på hans skjorte, men han lagde ikke mærke til det, fordi han var så optaget af sin bøn.

Da han var færdig, rettede han sig op og åbnede sine øjne, forsigtig kom han på benene og missede lidt med øjnene mens han forsøgte se noget på trods af det stærke lys der skinnede ind af de store vinduer. I næste øjeblik trådte han et skridt tilbage og kom derefter til at bemærke en velkendt skikkelse. Han havde glemt at hun var præstinde her. Han havde været for optaget af sine egne problemer, til at tænke over hun måske ville være her.

Santiago strammede sin kæbe, mens hun kom gående imod ham og rakte ham noget imod søvnproblemer. Det måtte være præsten fra før der havde bedt hende om det.

[Elvira de Sabulos]

Koarae var ikke den, der havde bragt Elvira til Levagny. Det var menneskelige problemer, familie og i sidste ende hendes egen overgivelse. Hun måtte væk fra alt det, der havde gjort hende svag i troen. Nu havde hun i seks år boet her og hendes tro var vendt tilbage. Hun var stærk, hun var dybt religiøs og hun hvilede i hvem hun var og hvilke valg hun havde truffet, sådan da.

Men da hun var vågnet for en uge siden, havde hun vidst at han var i byen. Hun havde fået et syn af netop dette øjeblik, så da præsten bad hende om at finde en særlig blanding af urter, havde hun været advaret. Hun havde haft muligheden for at lægge sit ansigt i neutrale folder, for at lade sit hjerte nå at banke langsommere. Hun var forberedt på den vrede han måske følte, men endnu mere den ligegyldighed han også kunne møde hende med.

Derfor så hun heller ikke chokeret ud. Hun bøjede hovedet let for ham og rakte ham den lille stofpose. "Broder Jean fortalte om Deres søvnproblemer," sagde hun dæmpet. "De bør blande en ganske lille smule af disse urter i varmt vand og lade det trække en lille stund, før De drikker det, hver aften et timeslag før sengetid, Monsieur de Paulo."

[Santiago de Paulo]

Det tog hende nok kun et øjeblik at komme hen til ham, men for ham føltes det som om det tog ti år. Hver af hendes skridt var som slowmotion og lyden af hendes fødder der ramte det hårde gulv, føltes velkendt og fik hans hjerte til at banke hurtigere. Et øjeblik blev han svimmel og kunne ikke se klart, hendes ord føltes fjerne og han hørte dem næsten ikke.

Næste sekund fandt han sig selv nede på det hårde stengulv. Han satte sig langsomt op og indså at han var besvimet, lige foran hende. Det føltes skamfuldt og ydmygende, men der var ikke noget han kunne gøre ved det nu. Hans hoved bankede af smerte, han måtte have slået det da han faldt.

[Elvira de Sabulos]

Elvira smed alt hun havde i hænderne, da hun så den store mand tabe styringen over sin egen krop og falde. Hun kastede sig ned på gulvet for at forhindre at han slog hovedet mod stenene. Det ramte i stedet hendes hånd, hvilket utvivlsomt stadig måtte gøre ondt på ham. Det gjorde det i hvert fald på hende. Hun bed dog tænderne sammen med fugtige øjne og satte sig op synkront med ham, men mere opmærksom på hans skader end på hendes.

"Monsieur de Paulo, De må undskylde," skyndte hun sig at sige. "Lad mig se Deres hoved."

Hun var ingen helbreder, men det var der andre i templet, der var.

[Santiago de Paulo]

Santiago havde ondt i hovedet, men han havde ikke brug for en helbreder. Der var trods alt ingen helbreder, der kunne helbrede hans knuste hjerte. Han så på hende flygtigt, men han kunne ikke holde ud at møde hendes blik, så han satte sig op og hvilede albuerne på knæene, mens hans blik var rettet på gulvet.
"Det går." Sagde han afdæmpet. Han følte sig flov over det der var sket, så meget at hans nakke føltes en smule varm.
"De behøver ikke hjælpe." Sagde han afdæmpet.

[Elvira de Sabulos]

Elvira var advaret, men det betød ikke at det ikke var et komplet chok for systemet at se ham. Hun trak hænderne til sig og rejste sig. Hun ville række frem for at hjælpe ham op, men var pludselig usikker og sank en klump.

"De må undskylde. Jeg vidste ikke at det ville være Dem," forsikrede hun. "Er De sikker på, at jeg ikke skal i det mindste hente helbrederen, der talte med Dem?"

[Santiago de Paulo]

Santiago vidste ikke hvad han skulle bruge hendes undskyldning til, det irriterede ham at hun forsøgte at være sød ved ham, som om intet var sket. Han havde lyst til at skubbe hende væk og gå sin vej.
"Nej. Jeg har det fint." Bed han fra sig, som altid stædig som et lille barn der ikke ville have tøj på.
"Jeg skal bare kunne sove." Bemærkede han og rakte ud efter den pose hun havde haft med, som nu lå på gulvet.

[Elvira de Sabulos]

Elvira kunne mærke det stikke bag øjnene over at blive behandlet så hårdt af ham, men hun fortjente det vel. Hun havde fulgt sin families vejledning og afvist ham for at hellige sig gudinden. Hun holdt sin sorg inde, sank den, slugte ydmygelsen ved at se ham igen på denne måde og foldede hænderne foran sig og bukkede ansigtet ned til fingerspidserne.

"Naturligvis, Nådigherre," forsikrede hun, men gik alligevel ikke. Hvis nu han fik brug for noget, så var det hendes opgave at hjælpe. Hun kunne ikke bare gå.

[Santiago de Paulo]

En del af ham havde lyst til at blive, men desværre vandt den sårede del over den og han kom en smule vaklende på benene.
"Jeg håber urterne virker." Sagde han.
"Ellers må De hjælpe mig med at sove, selvom De nok har svært ved at sove selv. Eller har De ingen moralske skrupler efter De skred?" Bemærkede han bistert og hostede en anelse.

[Elvira de Sabulos]

Elviras øjne blev store over vreden hun fik hældt ud over sig og hun stivnede over at Santiago overhovedet kunne tale sådan til hende. Hendes billede af ham fik et knæk og hun bukkede let og skjulte sit chokerede udtryk.

"God bedring, Nådigherre," skyndte hun sig at sige, før hun vendte sig om og gik alligevel.

Hvordan kunne han sige sådan? Hun bebrejdede naturligvis sig selv, men hun ville aldrig tale sådan til en anden. Hendes hjerte hamrede, som hun hastede ned af en gang og åbnede en dør, kun for at kunne gå ind og lukke den efter sig og få vejret igen.

Lukkepost ønskes

[Santiago de Paulo]

Santiago var vred og såret, men han fortrød sine ord det øjeblik de var kommet ud af hans mund. Der var dog ikke noget at gøre ved det nu, så han sukkede blot frustreret, mens han strøg fingrene gennem sit hår og kiggede efter hende. Da hun var gået, stak han sin pose i lommen og vendte sig om og gik sin vej. Det ville være svært nu han vidste hun ville være der, men han kunne ikke opsøge hende igen, det ville bare ende galt.

Afsluttet.