Forberedelser

[Danae Bogbinder]

Huset som Danae og Matthias Bogbinder skulle flytte ind i til sommer var ikke klart endnu. Der havde boet et gammelt par derinde, og alt hvad de havde haft med sig de sidste mange år skulle ud; og måden de havde arrangeret sig på var forfærdelig. Derfor havde hun netop været forbi og se på hvor langt de var kommet med det; for det skulle jo gøres rigtigt. Skriver og Bogbinder familien betalte ikke for sløvt arbejde og det forlovede par havde ret klare linjer til deres fremtidige hjem.

Huset var ikke stort, og det eksisterede primært som et løfte om alliance mellem familierne, og når Matthias og Danae skulle overtage bogbinderiget ville de flytte derfra igen og overlade det til de næste i rækken. Det var som en mellemstation, en lang en, men den var der. Desuden havde Skriverdatteren insisteret på at få sit eget. - og sådan var det blevet. Pengene var ikke i endelige. Men da de havde fundet det smalle hus, med en kælder, en stueetage med to værelser udover køkkenet og et loftsrum, så kunne chancen ikke gå forbi dem.

Hun gik ind hos Bogbinderfamilien, hilste på ægteparret og blev dirigeret ud bag ved hvor hun kunne finde sin forlovede. Han stod bøjet over et par skrevne sider, og på listige fødder sneg hun sig ind. Begge hænder satte sig i siden på ham, i håb om at overraske ham.

[Matthias Bogbinder]

Forlovelsen med Danae var en, Matt i mange år havde været glad for. At blive gift og flytte sammen med hende var alligevel noget, der kunne vække en anelse nervøsitet. Det havde dog hjulpet, at de havde fundet huset her at flytte i. Hvis de skulle have boet sammen med hans forældre i bogbinderiet - og hans lillesøster - turde han slet ikke tænke på, hvor lange dagene ville føles. Hans far havde det stramt nok med, at Matt besad Gaven. Han anerkendte den, og han havde betalt, hvad det kostede for universitetet, men han foretrak faktisk, at Matt bare holdt fokus på bogbinderiet. Så Gaven var ikke et emne, der blev diskuteret i hjemmet. Faktisk lod hans far mest af alt som om, at den ikke eksisterede. Det samme gjorde sig gældende med Danaes.

Derfor var Matt noget mere rolig omkring det hele, da de først fik huset, og de kunne begynde at få det gjort klart. Det var nødt til at være klart til, at de kunne flytte ind efter giftermålet. Men netop fordi det var et hus, der skulle fungere som mellemstation, og Matt stadig ville have størstedelen af sin dag i bogbinderiet, var det Danae, der fik lov at træde i karakter med deres kommende boligs indretning. Hun fik sidste ord, for når de først flyttede ind i bogbinderiet, var det meste bestemt på forhånd, og ændringer ville tage længere tid.

Matts tankerne var dog ikke på boligen her og nu. Han var i stedet i gang med at sy pergamentsider sammen til en bog om giftige blomster i Levagny og omegn. De listende fødder bemærkede han dog over de let knirkende gulvbrædder, og han nåede at lægge nålen, før han mærkede fingrene i siden, og han vendte sig halvt for at smile varmt til de violette øjne. "Dejligt at se dig, Louve". Det var ikke første gang, at hun havde forsøgt at snige sin ind på ham. Det blev næppe heller sidste, og visse dage lykkedes det hende faktisk.

Matt rejste sig for at signalere, at arbejdet kunne vente, mens hans blik holdt hendes. "Du ved, at jeg ikke bryder mig om at blive sneget ind på eller forstyrret i bogbinderiet" bemærkede han uden dog at lyde belærende. En anelse tørt dog, men han blev ikke hængende ved det. Det her var en stor del af hans meditation. "Har du været forbi vores kommende hjem fornylig?" Langt mere nysgerrig på, hvordan det mon gik, eller om hun netop kom for at tage ham med derhen.

[Danae Bogbinder]

Det var hektisk og stressende. Husforberedlserne, undervisning og opgaver der skulle skrives samt den evige skyggeleg med Théodore Corbin af Bonville gjorde hende udmattet. Men Danae var en stræber og selvom hun udadtil virkede ligeglad med nærmest alt, så var det vigtigt for hende at præsentere sig fra bedste side.

Hovedlinnet havde hun smidt, og fletningerne havde hun løsnet så det sorte hår bølgede let ned over hendes ryg. Hun var generelt ikke god til at bære det, men når hun skulle ud vidste hun vigtigheden omkring at dække håret, eller i hvert fald det meste til selvom det ikke videre var kønt.

Han så alvorlig ud, begravet i sit arbejde og alligevel hørte han hende komme snigende. Danae havde vidst aldrig rigtig kunne overraske ham, og hvor hun var et stort smil mødte hun i stedet et tørt svar. Men det havde aldrig stoppet hende og Matthias havde aldrig kunne ødelægge hendes dag; endnu. Hvem vidste hvad deres ægteskab ville gøre ved dem.

"Det har jeg" svarede hun og lod et par fingre køre hen over de ufærdige bøger. "Der lugter ikke af død mere" fnes hun underholdt og løftede et enkelt mørkt bryn. Han havde ikke været særlig interesseret i at se det, og selvom de havde en aftale om at hun tog sig af det meste; eller rettere deres mødre. Så forsøgte hun stadig at overtale ham til at komme forbi og se det; huset lå trods alt kun et stenkast derfra.

Hun nået hele vejen rundt om bordet før hun var tilbage til Matthias. Let lænede hun sig op af det, hægtede sine hænder i siden på ham og trak ham ind mellem hendes ben. "Har du savnet mig?"

[Matthias Bogbinder]

Hovedlinned og opsat hår var til pæne piger i pæne situationer i Matthias øjne. Danae behøvede intet af det i deres eget selskab. Han foretrak vildskaben og legen med ilden. Det var måske også derfor, at hans grænsesætning i forhold til hans fristed ikke var mere markeret. For han nød, når hun turde udfordre hans grænser. Det var sådan, at de var endt op i et så ærligt og åbent venskab.

De mørke øjne fulgte hendes fingre, mens han blev stående ved sin stol. Et smil krusede sig dog om hans læber, da hun påpegede, at der ikke længere lugtede af død. "Næsten ærgerligt.. den kan ellers også noget" kom det lavmeldt og roligt fra ham i en næsten eftertænksom sidebemærkning. Hun vidste jo godt, at hans forhold til døden var et meget afslappet et. Vi bliver født, vi dør, og så længe det ikke er nogen, der betyder noget for os, så er det ligegyldigt. Det var meget sådan, at han havde det. Men Louve betød noget. Netop fordi hun vidste det om ham. Kendte hans mørke sider.

Matt fulgte med en vag modvillighed og et let suk ind mellem benene på Danae, der hun kom tilbage til ham. Hun var god til at fange en mands blik med sin sensuelle og nærmest katteagtige glidende bevægelser. Havde han savnet hende? Bestemt, men det føltes som om, at hun lagde op til mere her. "Louve, min nattens dronning, du tryllebinder selv mig. Selvfølgelig har du været savnet, men det her.." Han løftede hende let op at sidde på bordkanten med armene ved livet på hende og lagde ansigtet tæt mod hendes og hviskede i hendes ører "Du frister". Og det var farligt. Det vidste hun, og til tider virkede det som om, at hun netop nød det. At lege med ilden.

[Danae Bogbinder]

Danae var kendt for at gå imod anstændighed og bryde reglerne en smule. Dog havde hun aldrig bevæget sig ud i at bære farven lilla, selvom det var hendes favorit. I stedet rankede hun sig på de særlige øjne i stedet; dem kunne ingen tage fra hende. Den sekundær farve til de mørke kjole var hun særligt glad for den dybe rosa farve og det var oftes den der var at finde som detaljefarven.

Det var efterhånden en vane at teste Matthias, finde hans knapper og trykke hårdt ned på dem. I rigtig mange år havde hun fundet sig i at familien havde bragt dem sammen som det perfekte match, og Danae burde måske være taknemmelig for at hun i forvejen havde kendt Matthias og at de havde været venner i forvejen.

Og selvom hun holdte af ham, og på sin egen måde et eller andet sted nok elskede ham, så kunne hun ikke ignorere den overvældende følelse Théodore Corbin af Bonville bragte. Alligevel forsøgte hun at undertrykke det når hun var i nærheden af sin forlovede. Selvom de talte om alt så var der en grænse, lige så vel som hun heller ikke ville høre om hvorvidt han så nogen ved siden af.

"Du må gå til templerne noget oftere så" bemærkede Danae, hvis øjne ganske flygtigt trak sig sammen og blev udfordrende små. Hun havde sin egen måde at tilbede guderne på; særligt Yphion og Koarae dyrkede hende og Marceline Guldsmed ved måneskin.

At Matthias kaldte hende hunulv fik altid tænderne til at blotte sig i et smil, og lysten til at agere derefter. Hun lænede hovedet let til den ene side, som inviterede hun ham til at kysse den blottede hals. Hun bed ned i underlæben da han løftede hende op, hvilket kun gjorde at benene hægtede sig tættere omkring det nederste af hans hofter. Selvom hun mærkede sin krop sukke efter hans berøringer, så vidste hun at han ville vente, og et eller andet sted bildte hun sig selv ind at det også var hvad hun ville; det sagde hun i hvert fald til Théodore hver gang emnet kom op, og hvorfor det ikke var blevet til mere.

"Det ved jeg" hviskede hun, uden overhovedet at lægge skjul på det.

[Matthias Bogbinder]

De kunne se, hvem de ville, så længe ingen vidste det, og for Matthias var det ligeledes vigtigt, at dem, de sås, var for det fysiske alene. Han ville ikke risikere at miste hende til en anden. Der betød hun for meget for ham. Hun var vigtig for ham. "Hvad skulle jeg dog der?" spurgte Matt med et skævt smil. Han forbandt ikke templerne med hverken døden eller de smerter, der kunne lede dertil. Udover måske hos Mortem, men der ville Matthias ikke selv møde op. Sendte han folk til Mortem, så var det mellem ham og Mortem. Desuden foretrak Matt, at det ikke kom så vidt, hvis det kunne undgås. Han tændte ikke på drabet. Han tændte på magten i at gøre den anden hjælpeløs og bange for sit liv.

Fingrene strøg over hendes blottede hals, hvor han mærkede invitationen fra hende, men han turde ikke forfølge den. Det ville være for svært at holde igen overfor hende. Særligt ikke fordi hun kunne lide at give ham igen. Han ville nyde hende for meget. For voldsomt. Det gik ikke. Ikke på denne side af brylluppet. Hendes hviskende understregning fik ham alligevel til at plante et enkelt kys på hendes hals, inden hans hånd strøg ned ad hendes arm til hendes hånd og lod en illusion forme sig ved hendes håndled. Følelsen af en skærende smerte som en kniv, der skar de yderste hudlag op og et billede af blod, der piplede frem i små dråber, der samlede sig. Men kun hans tommel havde rørt hende der. "Du tester mig" hviskede han, mens han ellers holdt hende fast. Tonen var en blanding af kærligt legende og truende.

[Danae Bogbinder]

Danae kunne ofte ikke finde ud af hvornår legen stoppede og begynde. Om hele deres relation var en fantasi for andre eller om følelser oprigtigt cirkulerede. Det var svært for hende at bedømme, om de dybe følelser var fascinationen og venskabet eller om der var mere. I lang tid tænkte hun ikke over det, og havde ingen dårlig samvittighed; for i sidste ende følte hun ikke at hun førte ham bag lyset. De havde jo en aftale. En aftale hvis strenge hun spændte så hårdt at hun havde lavet sine egne regler.

For hun holdte så dybt af Théodore Corbin af Bonville at hun ikke kunne slippe ham med de kløer hun så voldsomt holdte ham fast med.

"Lugte til døden" bemærkede Danae med et lavt grin, dog uden at skænke det mere end tanke. Hun fulgte hans tanke gang i mange henseende, men hans fascination ved netop dét havde hun aldrig forstået. Hun var mere på livet og alle aspekter af det. Han lokkede også hende; drillede hende med sit mørke sind som hun var evigt draget i mod.

Hun pressede de buttede læber sammen, da smerten mod hendes håndled fik hele hendes krop til at skælve. "M-matt.." mumlede hun let og forsøgte at tage sin hånd til sig, selvom smerten gjorde det umuligt for hende. Hendes blik flakkede. Med den anden hånd som fulgte hans brystkasse og lagde sig fladt mod den. "Skal jeg lade være?"

[Matthias Bogbinder]

Det var for Matthias ikke vigtigt at afgøre detaljerne eller følelserne i deres relation. De var forlovede. De skulle giftes. De skulle stifte familie. Det var dét, der var det centrale, når det kom til, hvad deres relation var. Og så længe de var loyale overfor den aftale, så var detaljerne ikke vigtige for ham. Men følelser for andre kunne true den aftale, og han havde det i det hele taget svært med tanken om, hvis hun kunne finde på at forlade ham.

En let hovedrysten af hendes tanke om at lugte til døden i templet. Der føltes mere helligt end dødt for ham, og han følte sig ærligt talt ikke tilpas i templerne. Han følte sig ikke hellig nok. Hans interesser stemte ikke overens med dyder og god medborgerskab. Han skulle da nok spille rollen udadtil, men som Danae vidste, var hans sind optaget af helt andre ting. Følelsen af magt. Nydelsen af andres frygt og underdanighed.

Det føltes så lettende. Nærmest en mild befrielse, der fik hans skuldre til at sænke sig en anelse, som hendes skælven i kroppen kunne mærkes, og hun mumlede hans navn. Han nød det virkelig. Også selvom det var Danae. Han ønskede ikke ægte at skade hende. Lige nu var illusionen også nok, og han smilede betaget af hendes flakkende blik og hånden mod hans brystkasse. "Ville du så gøre det?" spurgte han og lod illusionen glide ud for i stedet at føre hendes hånd op til sine læber. Kyssede det sted, hans tommel før havde strøget, uden at de mørke øjne veg fra hendes. Han ønskede ikke, at hun stoppede med at tirre ham. Han ville være skuffet, hvis hun gjorde det. Selv hvis hun i øjeblikke som disse overvejede det.

[Danae Bogbinder]

Hun havde altid fortalt ham alt, men så begyndte hun på universitetet og af naturlige årsager søgte de hver deres retning. Siden da begyndte hun at holde ting fra ham; ting han måske ville blive vred, eller måske endda ked af det over at høre. Grænsen for deres relation stod klar, og hun vidste at hvis deres ægteskab på nogen måde skulle blive et godt og solidt et, så var der ting han ikke behøvede at vide; sådan sagde Danae i hvert fald til sig selv. For den forelskelse i Théodore der rumsterede rundt ville ikke gøre noget godt af at se dagens lys, så den låste hun inde.

Der fik i hvert fald ikke lov til at lugte af død i deres hjem; der skulle i stedet dufte af liv og nydelse.

Hans illussioner og leg med sanserne kunne bidrage til langt det meste; men når han straffede hende på den måde, som han netop havde gjort var hun i tvivl om hvorvidt det for ham føltes på samme måde. Hun havde aldrig haft et problem med at sige fra; men af og til skræmte Matthias hende; og hun var ellers ikke let at skræmme.

Efter han havde kysset hendes hånd lagde han den blidt mod hans kind og lod tommelfingeren strejfe det begyndende skæg. "Nej." svarede hun roligt, uden at tænke yderlige over det.

[Matthias Bogbinder]

Liv og nydelse var bestemt noget, der skulle være i deres hjem, men folk ville nok mene, at Matthias' tilgang var noget morbid. For ham hang liv og død, samt smerte og nydelse, tæt sammen. Man værdsatte livet det højere, når man stod tæt ved døden. Sin egen eller andres. Nydelsen var også det større, når man kendte smerten. Og når hun vidste, at Matt kunne lege sådan med hende, så satte hun sikkert også det højere pris på de kys og kærtegn, han gav hende. De kærtegn, der bekræftede, at han virkelig ville hende og den aftale, der var mellem dem og deres familier.

Et smil krusede også stille om hans læber, da hendes hånd kærtegnede hans kind, og tænderne lod sig blotte, da hun roligt uden at tænke videre over det sagde nej. Smilet var så blidt og samtidig så stærkt, at det fik de grønne stænk i hans ellers mørke øjne til kort at glimte. Han brød dog snart deres øjenkontakt og kyssede hendes pande.

Som han trak sig fra kysset, der var plantet nærmest kærligt under hendes mørke lokker, søgte han hendes blik endnu engang: "Havde du et hus at vise mig?" Han måtte jo nok hellere få det set. Der gik efterhånden ikke længe, før han var nødt til at forlade børneværelset for at flytte sammen med hende i det hjem, der var blevet udset til dem.

[Danae Bogbinder]

Selvom Matthias var en af dem hun betroede sig allermest til, havde hun fortsat hemmeligheder. Hemmeligheder som han ikke skulle tage del i, viden der kun ville gøre ham ked af det; måske vred. Nej. Hendes følelser var hendes alene, og indtil hun selv kunne gøre rede i det rod, var der ingen der kendte til det komplekse sind. I hendes øjne skånede hun ham; selvom hun nok også frygtede hvad han ville gøre ved hende, hvis han vidste at hun nærede stærke følelser for en anden end ham.

Hun holdte sådan af Matthias og ville ikke undvære ham i sit liv. Hun vidste at det nok skulle gå, når de endelig var gift og kunne planlægge deres liv sammen. Men alt omkring dem var så skrøbeligt, og hun måtte passe på at der ikke slog revner i deres venskab, mest af alt. Han var hendes bedste ven.

"Du kommer til at elske det" svarede hun i et bredt smil og skubbede sig fra bordet, snart fandt hendes arm under hans, og uden at vente trak hun ham med ud af bogbinderiget.

[Matthias Bogbinder]

Det var som om, at Danae havde gået og ventet på de ord fra ham. Ønsket om at se hvad hun havde fået gjort ved det smalle hus, der snart var deres hjem. Og han fulgte med hende, som hun tog sin arm i hans, og de forlod bogbinderens værksted. Der var intet her, der ikke godt kunne vente en et par timer, hvis det blev nødvendigt. Bøger tog alligevel så lang tid at lave, at en enkel afstikker ikke betød det store. Ellers var Matthias heldigvis ikke alene om bøgerne. Hans far var her trods alt også - og forhåbentlig en del år endnu.

De hilste kort på Matthias forældre på vejen ud, før de begav sig den korte vej til deres fremtidige hjem. Selvfølgelig var Matthias gået forbi en del allerede, og han havde kendt til huset i årevis, men det var udelukkende til facaden. Hvad der lå bag, havde han kun set, da de havde valgt at købe huset, og han forventede, at der var sket en del siden. Blikket gled til Danae med et varmt smil: "Vis mig dine drømme". For huset var ikke færdig endnu, men det var på vej, og han ville høre om alle de drømme og ønsker, hun havde til deres fremtidige hjem og dets indretning.

[Danae Bogbinder]

Det var ikke fordi det gippede i Danae over at vise ham hvor langt de var nået med at få renset alt død og repareret huller i byhuset. Men hun forventede at han havde en vis interesse i det der til sommer skulle være deres fælles hjem. I dag havde hun tid til at tage ham med, og da muligheden bød sig ville hun ikke lade den gå sin næse forbi. Det ville ikke tage alt deres tid, da de helst ikke skulle gå alt for meget i vejen.

"For neden har vi køkkenet og et stort opholdsrum med plads til mange gæster. For oven udover soveværelet, et lille kammer til eventuelle overnattende gæster. Huset rummer også en kælder" lød det fra Danae som hun viste ham de forskellige rum; pegede og fortalte.

Hun afsluttede sin rundvisning i deres kommende soveværelse, hvor store dele af væggen ud mod gaven var blevet slået ud og der i stedet blevet sat et stort vindue i skiftevis gennemsigtige og farvede glas som kunne give rummet en helt særlig atmosfære. "De siger at det vil stå klart om en måned eller to.." sukkede hun let og kunne næsten ikke vente med at flytte ud hjemmefra.

[Matthias Bogbinder]

Matthias fulgte Danae med rundt i huset. Det var noget andet at se det tomt for ting. En ramme de nu snart selv skulle fylde ud. Og det gjorde han med let gennemsigtige illusioner af møbler, der dekorerede rummene, som de gik igennem dem. Hun måtte rette ham, hvis nogle af hans billeder slet ikke fungerede for hende, men det var sjovt - og nemmere - at forestille sig, hvad det kunne blive til, når man havde disse 'tegninger' med.

Han kunne godt lide, at det blev et hus, der skulle fyldes med liv, selvom det fik ham til at smile, da hun mente, at det lille kammer kunne bruges til overnattende gæster. Nok kun de første par år. Selvom at deres ægteskab var venskabeligt, så var der en forventning om børn, og den indfriede Matt gerne. Og børn havde det med at blive store, og soveværelser kunne blive for små. Der var kammeret oplagt, indtil de kunne flytte ind i Matts forældres hus.

Som de kom ind i soveværelset, lod Matthias sin magi færdiggøre det store vindue i en illusion, så de fik en fornemmelse af lysindfaldet. "Hvilke farver vil du egentlig have?" spurgte han let smilende, som han lod de illuderede glas skifte farve. Grøn, blå, lilla, rød... Lilla blev nok svært at lave, forestillede han sig, men han var ikke glaskunstner.

[Danae Bogbinder]

Det var smart at have Matthias med. Hans evne inden for illusioner gjorde det lettere for dem begge at forestille sig hvordan det hele ville komme til at se ud. Det var ingen lensborg, og byhuset var mindre end nogen af de andres i kvarteret. Men for dem var det perfekt; og de kunne derfor også bruge pengene på at finpudse det hele fra top til tå, i stedet for at skulle have halvfærdige værelser fordi der ikke var råd.

"Mørkt, og rød for elskov" svarede Danae med et par funklende øjne som hun drejede hovedet mod sin forlovede. Nu var de alene på første sal og inden forældre at finde rundt om hjørnet. Let lagde hun sine arme om hans hofter og trak ham helt tæt ind mod sig.

"Begære du mig?" hviskede hun let.