Hjertestik

[Vivien af Moselé]

Forbeholdt | Aemar af Beauvy

---

Den længe ventet dag var endelig oprandt og det var nu kun et spørgsmål om tid før den hestetrukne vogn ville nå sin destination, lensborgen i Beauvy. Inde i rejsevognens lille aflukke havde Vivien siddet og vuggede i takt til vejens små ujævnheder ude af stand til at tage øjnene fra landskabet. Havde hun ikke vidst bedre, så ville hun have været tilbøjelig til at tro hun endnu befandt sig i Gestraria.

Uden at vide sig sikker på sin forlovets udseende, havde Vivien alligevel forsøgt at fange et glimt af Aemar, da hun ved ankomsten var blevet ledt til gæstefløjen. Et bad var blevet gjort klart, så hun kunne blive fri af rejsestøv og sved inden mødet med den fremtidige husbond. Maven trak sig knudret sammen i spænding over inden længe, at skulle stå ansigt til ansigt med en mand som hun nærmest kun kendte af navn. Ville han matche det indre billede hun gennem de sidste mange måneder havde dannet sig ud fra brevene? Tålmodigheden blev sat gevaldigt på prøve, mens hun med hjælp af sin kammerpige blev gjort præsentabel.

Hjertet bankede nervøst, idet Vivien trådte ind lokalet, hvor den kommende svigerfamilie sad afventende, efter en tjener havde annonceret hendes ankomst. Bemærkede straks Aemar der var endnu kønnere end forestillet. Hun nejede ærbødigt efter hvad korrekt etikette forskrev. Med formaliteterne veloverstået trak Baronparret sig tilbage og gav dermed de vordende ægtefolk fik mulighed for, under skarp overvågning af en chaperone,  at lærer hinanden lidt bedre at kende.
"Ville De have noget imod at vise mig rundt, mens vi snakker?" Spurgte hun håbefuldt. Lysten til at bruge mere tid i en stillesiddende tilstand var ikke synderligt fristende og dernæst havde hun brug for en guide rundt på borgen, hvis hun skulle gøre nogen som helst forhåbninger om at finde rundt.

[Aemar af Beauvy]

Aemar var en mand, der sjældent holdt sig i ro i lang tid ad gangen. Han havde mange pligter for kronen og brugte ligeledes tid i hovedstaden, når han ikke var udsendt. Han var dog altid i stille sind tilfreds, når han landede hjemme på lensborgen i Beauvy og denne gang havde han ikke haft andet valg end at indlogere sig i nogle dage, mens de ventede på ankomsten fra Gestraria. Det gav ham mulighed for at sætte sig ind i lenets generelle tilstand og han havde ikke spildt tiden.

Derfor var det også først, da nådigfrøkenens ankomst var annonceret, at han begyndte at mærke en flig af nervøsitet røre på sig. Den var dog ikke synlig udadtil, som han stod og ventede med sine forældre. Hænderne var samlet bag ryggen og hans blik mod døren var en anelse ængsteligt. Så blev den åbnet og han rankede sig instinktivt lidt.

Han anede ikke, hvordan Vivien af Moselé så ud, selvom de havde udvekslet breve. Det første, der slog ham, var at hun var smuk. Det andet, da han så hende nærmere, var hun så ung ud. Yngre, end den alder, hun havde nævnt for ham. Han fik dog ikke tid til at spekulere over det, for der var introduktioner at gøre. Da de var så alene, som de kom, spurgte han da heller ikke med det samme, men nikkede en enkelt gang.

"Naturligvis, Nådigfrøken," svarede han og rettede sig op. Han slog let ud med en hånd, en invitation og snart efter faldt han ind ved siden af hende. Med en passende afstand, naturligvis. "Hvordan gik Deres rejse?"

[Vivien af Moselé]

Vivien fulgte Aemar’s anvisende hånd og det samme gjorde chaperonen, der som en tilbagetrukket skygge fulgte dem på afstand. Tungen nærmest brændte under de mange spørgsmål som hvilede på den. Kun den indlærte etikette forbød hende at følge sine impulser. Det betød dog ikke at tankerne slap dem fuldkomment. Lykkeligvis kom han hende i forkøbet.

Fingrene pillede ubevidst ved guldarmbåndet, der havde været skyld i den tålelige rejse. I sit stille sind sendte Vivien en tak hjem til familien i Gestraria før hun svarede ham ”Helt fortrinlig, til trods for dens længde. Lykkeligvis var sceneriet undervejs billedskønt.” Et lille smil trak i mundvigene, idet hun drejede ansigtet drejede til siden, mod ham ”Jeg må dog indrømme at mængden af støv var uventet, hvilket De nok vil syntes er fjollet givet Deres eget rejseri?” 

[Aemar af Beauvy]

Aemar foldede hænderne bag ryggen og forsøgte at lade være med at skæve for meget til hende. Det var underligt at forestille sig, at det her var kvinden, han havde udvekslet breve med. En fremmed, men alligevel ikke helt.

Han trak svagt på smilebåndet over hendes ord og bøjede nakken lidt. "Hvordan skulle det være fjollet, hvis De ikke har gjort Dem erfaringen før," svarede han og tillod blikket at dvæle lidt ved hende.

[Vivien af Moselé]

Hun havde ikke forventet at blive skolet for sin manglende rejse viden, var der stadig en lille lettelse at føle over Aemar’s pragmatiske indstilling. Det gav hende en ro i overbevisningen om han igen impostør var, at alt de have delt i brevene havde været sandheden.
Uden selv først at bemærke det forblev blikket hvilene på ham inden det gik op for Vivien, der ilsomt vendte det frem for sig en anelse rødmosset i kinderne. Vivien holdt hænderne foran sig, fingrene samlet.

”Jeg formoder det ikke vil være forkert af mig at antage rejsen herfra og til Levagny vil være en lige så støvet affære?” Spurgte hun og tilføjede kort efter ”Det er min forståelse, at De skal tilbage dertil når vi er blevet mere bekendte med hinanden?”

[Aemar af Beauvy]

Aemar skævede ned mod hende, men holdt hænderne fast samlet på ryggen. Han smilede svagt og han rystede bekræftende på hovedet til det første spørgsmål.

"Jeg har mest at gøre der, så længe baronen endnu bestrider posten som lensherre," medgav han. Lod blikket glide mod hende, en kende nysgerrigt. "Ønsker De ikke at se Levagny?"

[Vivien af Moselé]

”Jo,” Svarede hun, uden skyggen af tøven. Det sømmede sig ikke for en komtesse at lyde så opspændt ”beklager min iver, men min mama har talt højt om både paladset og templerne. Det ville glæde mig en dag at se Levagny med egne øjne.” Forsøgte hun mere fattet at forklare. Selvfølgelig ønskede Viven at se hovedbyen i alt sin prompt og pragt. Ikke alene grundet hendes mors talrige fortællinger, men også fordi Levagny var hvor de fleste breve var blevet adresseret til.

”Måske De vil lade mig rejse med Dem tilbage? Såfremt Deres forældre indvilliger naturligvis.” Tænderne bed sammen om kindens bløde inderside. Blikket skævede forsigtigt mod ham.

[Aemar af Beauvy]

Aemars familie havde i al hemmelighed en del sympati for den gestrarianske kongefamilie, men de var ikke illoyale overfor den falanistiske krone og Aemar fandt en fornuft i, at Vivien var interesseret i at lære sit kommende land at kende.

"Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre," medgav han og tillod blikket at drive mod hende igen. Så ung og uskyldig. Mere end hvad han havde forestillet sig. Det gjorde ham lidt mere påpasselig. "Jeg vil naturligvis rejse med Dem, hvis ikke Kronen kræver min tilstedeværelse inden. I det tilfælde kan jeg forsikre Dem om, at der vil være tilstrækkeligt med våbenføre mænd på Deres rejse til at garantere sikkerhed."

[Vivien af Moselé]

Vivien var på nuværende tidspunkt intet anende om hvor kraftfuldt den unge naivitet skinnede i gennem. Hun var ung og på mange måder stadig af den overbevisning om at slyngler hørte eventyrene til. Alligevel var hun fuldt ud bevidst om at landevejene ikke var et sikkert sted for en komtesse at opholde sig, selv ikke med mobiliserede vagter.

”I så fald så må jeg insistere på at De lader mig ride ved Deres side og ikke i droske.” Insisterede hun, og mødte splitsekund hans blik ”For at spare rejsetid, naturligvis.”

[Aemar af Beauvy]

Det var uventede ord og Aemar kunne ikke hindre en rynke i at trække sine øjenbryn sammen. "De kan insistere alt det De vil," begyndte han og rankede sig en anelse. Noget ved hendes ordvalg landede forkert hos ham, men det hang åbenlyst sammen med det næste, han sagde:

"Men det ville ikke være passende. Vi søger for en vogn. Tiden skal De ikke tænke på."

[Vivien af Moselé]

Aemar havde ret, det hørte sig ingen steder hjemme at hun fulgte ham fra hesteryg, men hvordan skulle de kunne snakke undervejs hvis hun sad gemt væk for vind og vejr? Vivien undertrykkende trangen til at sukke dybt ved afvisningen.

”Vil De da så i det mindste holde mig med selskab i vognen?” Spurgte hun håbfuldt. Med tilstedeværelsen af en chaperone ville det dårligt nok kunne anses som skandaløst, for dem at rejse sammen i vogn.

[Aemar af Beauvy]

Aemar blev klaustrofobisk alene ved tanken om at klemme sit lange korpus ind i en bumlende vogn og han fandt, at han ikke var selvopofrende nok. "Jeg lover Dem, at vi kommer til at holde rigeligt med hvil, hvor vi kan tale. Og De har naturligvis Deres pige med i vognen," svarede han.

"Jeg rider umiddelbart foran, så hvis De har noget at sige, er det heller ikke umuligt," tilføjede han og mente selv, at det var et glimrende alternativ.

[Vivien af Moselé]

Det stod klart, at ligegyldigt hvad hun ville være kommet med af forslag ville det ingen forskel gøre. Vivien valgte derfor mere kløgtigt at accepterede sin skæbne med et stille nik, ikke villig til hverken at skabe en større scene eller allerede starte et uvenskab med Aemar over noget så simpelt som en vogn.

Et, af hvad hun kunne se, smukt dekoreret gobelinvæveri lidt længere fremme fangede hendes opmærksomhed ”Er det Mélenchon Den Dedikerede, der er skilteret?” Nysgerrigheden lyste fra de blå øjne.

[Aemar af Beauvy]

Det var en lettelse, at hun ikke lagde an til diskussion, men rent faktisk lod til at acceptere det. Hans skuldre faldt lidt og han slap en dæmpet lyd af bekræftelse.

"Korrekt," medgav han, ikke uimponeret og så nysgerrigt på hende. "De kender måske legenden?"

[Vivien af Moselé]

Blikket lod hun glide omkring vægtæppet, inden det flyttede sig til hendes forlovede ”Og han sagde til sine mænd; fyld jeres øre med biernes voks og lad det ikke fjernes før morgenen igen gryr. Bind et reb om livet og stram det yderligere, når I tror det er fæstnet nok. Følg mine fodspor og vi vil alle vende sikkert hjem.” Citerede hun fra sin ynglings passage mens en varm glød sneg sig ind i de brune øjne  ”Min ældste bror, Matteo, plejede at læse den højt for mig når det trak op til uvejr.”
Vivien huskede stadig tydeligt, hvordan broren teatralsk havde læst højt mens torden og lynild flængede himlen indtil han måtte på væbnerskolen og havde taget sin bog om Mélenchon Den Dedikerede med sig.