Et bristet hjerte (P, S)

[Snefríd af Ravnsdal]

De havde været i Falanie i over et halvt år, og man skulle tro at det efter så lang tid ville være lettere. Det var det åbenbart for Frieda af Hasnea der ikke havde været til at komme rigtig tæt på i evigheder. Selv efter hun lovede sin allerkæreste veninde at altid skulle blive som før. Det havde været en stor fed løgn, og selvom Frieda måske ikke selv havde været klar over det, havde hun skubbet Snefríd længere væk. Naturligvis var hun som hendes hofdame altid bag hende. Men der kom oftere øjeblikke hvor hun blev afskedet eller ikke var nødvendig at have med.

Men i dag skulle være anderledes. For Frieda havde haft fødselsdag og Sne ville gerne have gjort noget særligt ud af det på selve dagen. Men da kronprinsessen havde haft royale pligter og sin egen fest at tænke på, havde muligheden ikke budt sig. 

Da hun kom ind på hendes værelse stoppede hun op ved synet af glaskrukken med blomsten i. Hun havde lyst til at smide den på gulvet, ødelægge den og derved få Frieda til at holde op med at passe og pleje den. Men hun gjorde det ikke; ikke nu. Hun var iført en hasneansk blå kjole med en række af lyse perler fra den ene sølv broche til den anden. Det lange næsten hvide hår svang sig i store lokker, hvor det øverste var flettet sirligt, pyntet med fjer og sølv ringe.

Det var tidlig morgen, og Frieda ville stadig være i sin seng. Lydløst og uden at vække hende løsnede hun snørende i sin kjole og lod den glide mod gulvet før hun sneg sig op under skindet som veninden lå med. Hun lagde sig indtil den velkendte varme krop og begravede hovedet mod hendes skulder og lagde en arm om hendes hofte og lod let sine fingre kærtegne den nøgne hud. "God morgon älskling" hviskede hun.

[Frieda af Hasnea]

Samvittigheden var langt fra at være ren og det nagede den Hasneaske prinsesse. Over den seneste tid havde hun afgivet flere ønsker end hun havde været i stand til at efterleve, og det nagede hende. Det var ikke fordi Frieda ikke havde forsøgt, men for hver dag der fik syntes hun kun til at få mere travlt og det gjorde det umuligt at dele sol og vind lige mellem pligter og dem der betød mest for hende.
Udmattet var hun hver aften drattet om i dyb søvn og havde på sigt brudt et af sine vigtigste løfter; at skaffe flere timer til dagen ved at vågne tidligere.

Denne morgen var ingen undtagelse, hvor Frieda stadig lå uforstyrret og drømmende på baldakinsengen indtil vægt kunne mærkes i sengen bag hende. Søvndrukkent flyttede hun på sig. Forsøgte at rulle fra siden og om til ryggen, men knapt nok at vippe tilbage før Snefríd’s ord varmede den følsomme hud nær øret og trak et søvndøsigt smil frem. Frieda spandt et lavt ”Mmm.” og lod det ene øje øjne sig på klem, da hun glædeligt overrasket over morgenvækningen drejede ansigtet mod skulderen.
Den dårlige samvittighed der truede med at blandede med den behagelige følelse blev tvunget bort, da hun i et stræk fik vendt sig rundt mod veninden og i samme ombæring ordentligt registrerede manglen på tøj.
”God morgon ástin mín.” Hilste hun dæmpet. Smilet mere vågent end det forrige, mens hun kærtegnede sig vej op over det bløde maveskin til hånden nåede hvælvingen af det ene bryst. 

[Snefríd af Ravnsdal]

Det var rart og smerteligt på en og samme tid. For Snefríd vidste jo godt hvordan det hele hang sammen; hvorfor Frieda ikke havde lige så meget tid til hende som til andre. Var hun jaloux på Elyot af Falanie - Ja. Ja det var hun. Men det ikke nogen nyhed for det havde hun været fra det øjeblik hun kendte til forlovelsen som hendes prinsesse nu sad i. Selvom hun burde være vred på Frieda, så var det svært når hun lå der, sorgløs og på sin helt egen måde; fri.

Det var for fristende til ikke at gøre hende selskab, og hun vidste at der ingen protester ville komme. Desuden måtte hun have lige så meget brug for som Snefríd selv. Den lette spinden fik komtessen til at smile, og gjorde kun at hun rykkede sig tættere endnu.

Hun lænede sig ind mod Frieda, nu hun var mere vågen end før så deres læber kunne mødes. I en let bevægelse førte hun sit ben ind i mellem hendes, og lagde armen mod hendes talje, der dog snart vandrede op i små kærtegn; strejfede brystet før hun lagde den om hendes nakke. Fingrene gled ind i morgenkrøllerne og tog et fastere tag. "Jeg savner dig" hviskede Snefríd stille.

[Frieda af Hasnea]

Svag for Snefríd’s kys og blød under hendes kærtegn gav Frieda føjeligt plads til benet mellem sine. Et sted allerbagerst i sit sind vidste hun godt det de havde sammen ikke kunne forsætte meget længere, men hvordan skulle hun nogensinde kunne sige fra overfor alt det de delte, når de var hinandens mest fortrolige og når Snefríd for Frieda var synonym med tryghed og hjemme? Det var umuligt.

Hvad end døs der havde siddet tilbage i kroppen forsvandt som dug for solen, da fingrene strammede sig omkring de lysekrøller og fik Frieda til at slippe endnu et længselsfuldt suk.
”Du er savnet.” Blotlagde hun i en hvisken. Hånden lukkede sig masserende omkring brystet, fingrende klemmene en smule omkring brystvorten i mens. 

[Snefríd af Ravnsdal]

De burde ikke. Men det var en tanke de for længst havde overskredet. Nu var det for sent, og Snefri sukkede kælent mod venindens læber. Hånden gled let over hendes talje, og lod fjerlet sine negle strejfe den nøgne hud. Læberne gled mod hendes; deres tunger legede heftigt med hinanden og først da der var mangel på ilt trak hun hovedet til sig igen.

Hun stønnede svagt og bed ned i Friedas underlæbe før hun overgav sig til de nydende kærtegn. Benet mellem hendes ben trak hun væk så hun i stedet kunne få sin hånd derned. Roligt og pirrende lod hun sine fingre skille de fugtige vægge ad og invitere sig ind i hendes inderste varme.

Hun var ikke længere rolig og blid, og snart var bevægelserne faste og indtrængende. Hun krævede Friedas nærhed på en helt anden måde nu.

[Frieda af Hasnea]

Hun gøs let under følelsen af neglene mod huden og lænede sig ind i kysset til luft manglen blev for stor, og de begge stakåndet var tvunget til at opløse det.

Frieda gispede en smule over fingrenes insisterende bevægelser. Intensiteten var en anden end hvad hun var vant til fra Snefríd, men ikke mindre behageligt af den grund, tværtimod. Hofterne skubbede ivrigt imod og taget omkring Snefrid’s bryst strammede. ”Hnngh, Sne.” Undslap det hendes læber, en kende højlydt og fik hende til at lægge en hånd over munden for at dæmpe de tiltagende støn, der sneg sig op gennem halsen.

[Snefríd af Ravnsdal]

Det var som om at Snefríd havde behov for at markere sig. Selvom det var en fuldstændig vanvittig tanke. Men deres forhold havde fået skår, og måske nok nærmere store revner. Det kunne ikke klares med en enkelt snak, eller en enkel omgang elskov. Det vidste hun udmærket. Men hun havde været nødt til at mærke hende; blive bevist om at veninden stadig havde lyst.

Det var som sød musik at høre hendes støn, også selvom gjorde et forsøg på at dæmpe sig. Til sidst trak hun sine fingre fri af Friedas indre og satte sig over hende, med et ben på hver side. Langsomt men stødt til en start bevægede hun sig mod hende, så deres to nervepunkter gned mod hinanden.

[Frieda af Hasnea]

Ikke på noget tidspunkt gjorde Frieda sig overvejelser om det pludselige skifte deres elskov havde taget. Følelsen var for berusende fik Frieda til at hengive sig fuldkomment til den. Hvordan kunne hun andet?

En hånd omkring Snefríd’s knæ sørgede for at holde Frieda tæt og stadig følge bevægelserne. Øjnene rullede kortvarigt en smule tilbage med et støn over fornemmelsen der byggede sig op. 

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefrid vidste godt hvorfor at hendes bevægelser mod sin elskerinde var så faste. Hun havde et ekstremt behov for at kræve hende på denne her måde, og slå fast at de var hinandens. Hun stønnede let, kun lige akkurat højt nok til at Frieda ville kunne høre det.

Der var gået noget tid. Snefrid vidste ikke hvor længe hun havde ligget i favnen hos Frieda. Langsomt åbnede hun sine øjne, og gned sin hånd mod sit ansigt. Hun lænede sig ind mod sin prinsesse og plantede et kys mod hendes kind.

[Frieda af Hasnea]

Åndsfraværende nussede en finger Snefríd's skulder i små cirkulerede bevægelser, mens de sidste rester af den indre summen ebbede ud. Frieda havde ikke længere en ordentlig tidsfornemmelse, hverken over hvor længe hun havde været vågen eller hvor længe hun havde ligget og stirret op i sengehimlen. Klart for hende stod derimod den dårlige samvittighed, kun yderligere forstærket af venindes kys.

Med et sørgmodigt træk på smilebåndet drejede Frieda ansigtet mod Sne og skubbede en lok af det lyse hår bag hendes øre. "Sne..." De næste ord der ville følge gjorde allerede ondt bare at tænke på at sige højt "Det kan ikke ske igen." Hviskede hun ude afstand til helt at se hende i øjnene i mens.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefrid havde ikke forventet hvad der ville komme, og det kys som hun havde lænet sig ind for at give, kom hun aldrig til. I stedet for rykkede hun sig væk med sammentrukne lyse bryn. "Hvad, hvad mener du?" Det gav sig selv. Frieda mumlede ikke, og selvom det næsten var i en hvisken så hørte hun ikke forkert.

Hvorfor kom det nu? - og så lige efter de havde.. Snefrid rykkede let på sig og endte med at trille ud og rejse sig fra sengen. De røde pletter tydeligt visuelle på hendes blege kinder.

"Hvad har da ændret sig? Er det ham?" Spyttede hun næsten ud som nu også vreden rejste sig i hende.

[Frieda af Hasnea]

Snefríd reagerede forståeligt nok stærkt, men det gjorde ikke mindre ondt af den grund. Stærkt mod sit eget instinkt lod Frieda hende rykke sig væk.
Hun sank synligt “Tving mig ikke til at gentage.” Bønfaldt hun stille, med en mund der føltes tør, som var tungen blevet til sand. 

En stor del af Frieda ønskede det var muligt for at tage ordene tilbage og sammen med dem at få Snefríd tilbage i sengen, men det var ikke muligt og i stedet mødte hun hjertevenindes blik. “Han er min forlovede og inden længe vil han være min ægtemand, Sne.“ Hun forsøgte at fange den ene hånd med sin, da kulden mellem dem blev for stor, men uden held.

Tæppet blev skubbet til siden, så hun kunne rejse sig og træde et skridt frem mod sin Snefríd ”Du må kunne forstå, jeg ikke kan nægte Elyot af Falanie at komme til mit kammer, om det så kun et for et øjeblik eller for natten.” Hun tog en dyb indånding og holdt vejret til det stak i lungerne “Og fordi jeg bryder mig om ham.” Fløj det dernæst ud. Det var en lille hvid løgn, ment til at mildne det storm vejr der rasede inden i veninden. Sandheden var snare at Frieda ikke bare brød sig om Kronprinsen, hun kunne rent faktisk lide ham.

[Snefríd af Ravnsdal]

Måske reagerede hun voldsomt, og måske var hun ikke helt berettiget til det. Snefrid havde trods alt følt stærkt for veninden i lang tid, og havde tolket deres intime relation anderledes. Hun var ikke uden sans for realitet og vidste så udmærket at det aldrig rigtig kunne blive som hun gerne ville have det. Men hun havde alligevel troet at hendes betydning vægtede højere end Kronprinsen. Man havde hørt om mange konger og dronninger der havde andre ved siden af. Det gjorde hende ked af det at Frieda ikke ville have hende ved sin side, på dén måde.

Hun havde ikke lyst til at høre ordene igen, selvom hun havde givet udtryk for at hun til en start ikke havde forstået det. Hun bed sig i kinden, og blev overvældet af følelsen til at græde, da det aldrig nogensinde var kommet hende naturligt og give afløb på den måde. "Dét behøver du ikke minde mig om. Men giftemål er ikke ens betydning med at vi ikke stadigvæk kunne eksistere" forsøgte hun sig imens hun var i krig med sit tøj, som var blevet svært at tage på.

Snefrids øjne blev store. De nærmest flakkede over venindens ansigt fordi hun ikke kunne se hende i øjnene. "Jeg forstår." svarede hun og fik til sidst trukket snørrene i kjolen ind. Uden at sige noget forlod hun værelset.

---

Efter den forfærdelige oplevelse der fulgte Snefrid et par dage efter opgøret med Frieda, fandt hun sig selv mere alene end hun nogensinde havde været. Uden at give nogen besked pakkede hun alle sine medbragte ejendele og forlod Paladset tidligt om morgenen. Selvom hendes værelse stadig så beboeligt ud, ville en der kendte hende hurtigt lægge mærke til at de ting af betydning; som hendes bue ikke længere var at finde. På sengen havde hun efterladt sit armbånd, hvor der ved låsen hang et sølv ravne hoved. Det kunne hun alligevel ikke bære at have med sig hjem tilbage til Hasnea.

Forlader tråden

[Frieda af Hasnea]

De havde lovet hinden at de altid ville have hinanden, at intet eller nogen nogensinde ville kunne komme imellem dem. Alligevel havde mørke krøller sneget sig ind, hvor der før kun havde været lyse. Men Frieda blev for en gang skyld nødt til at lade fornuften styre også selvom det betød løftebrud. Prisen for at blive opdaget alt for høj. Det gjorde dog hverken nemmere eller mindre smertefuldt.

”Jeg forstår godt du er vred – såret, men det er for dit eget bedste.” Forsøgte hun forsonende, men kunne godt selv høre hvor hult det lød. Hun rakte ud efter veninden, der nåede at trække sig væk, da først kjolens snører var bundet ”Sne.” Kaldte hun efter hende, men lige lidt nyttede det. Snefríd standsede ikke op og før Frieda fik set sig om lukkede døren sig som en fysisk barriere mellem dem.

---

Frieda havde ikke i ond tro holdt sin afstand til Snefríd, men havde heller ikke gjort den store indsats i at opsøge den tosomhed de tidligere havde delt. I stedet havde hun blindt stolet på alt ville blive godt igen, hvis blot hjerteveninden fik luft.
Nogle dage senere var det dog ikke den kønne Hasneaner prinsessen vågnede op til. Påklædt havde Frieda skyndt sig mod venindes kammer i troen om hendes fravær måtte skyldes utilpashed eller sygdom.

For det utrænede øje så værelset stadig ud til at være i brug, men Frieda havde ikke skullet meget længere end ganske få skridt ind i rummet, før hjertet sank som en sten. På sengen, i en gylden lyskegle fra morgensolen, lå symbolet på deres venskab. Et armbånd matchende det Frieda uden undtagelse havde båret hverdag, siden hun havde fået det af Snefríd. Med armbåndet i hænderne afsøgte lyse øjne værelset efter de mindste tegn, der kunne afkræfte de værste af hendes tanker. 
"Nej." Lød det knapt nok i en hvilken, da det blev klart for hende at buen manglede og bekræftede den største frygt; Snefríd var væk, og hun kom ikke tilbage.

Knæene gav efter under erkendelsen og sendte Frieda i gulvet, hvor hun med våde kinder og hjerteknusende hulk knugede armsmykket tæt ind mod brystkassen, så aftryk af armbåndet var presset ind i fingre og håndflader længe efter Frieda havde forladt kammeret.

| Afsluttet |