Gensyn

[Arminel af Arge]

Amandine af Arge

Ude på træningspladsen, Deres Nåde. Således lod Arminel af Arge sig lede af en rødtoppet pages ord.

Ganske rigtigt fandt han sin yngste datter der. Hun så ham ikke straks, og han benyttede muligheden for således at observere hende uden hendes vidende for en stund—solodansen i eftermiddagssolen med et træningssværd i den ene hånd.
Han huskede tydeligt hendes iver, da hun første gang havde grebet om hæftet på det trævåben, der engang havde tilhørt ham, og han smilede dæmpet for sig selv—over mindet men også over at gense hende her og nu.

"Dine fødder." Med disse ord trådte han frem fra sit "skjul". "Større afstand giver dig større stabilitet." Det var en simpel lære, der somme tider var svær at efterleve i praksis, når der var et væld af andre ting at huske på.

[Amandine af Arge]

Øjenbrynene var trykket tæt sammen i dyb koncentration. En enkelt hårlok havde undervejs i træningssektionen løsnet sig fra den franskefletning, og hang nu som et mindre irritationsmoment ned i de grønne øjne. Amandine lod den flagre. Der var trods alt ikke tid til at nette sig under en kamp, træning såvel som krig. Med sværdet i hånden var hun væbner før hun var en komtesse, en lektie der ikke var kommet uden blåmærker.

Slagserien fik hende til at bevæge sig frem mod den usynlige modstander:
Udfald.
Blokade.
Fremtrædning.
Afværge.
Slag.
Parerer.
Fodfejl, balancen blev forskubbet og efterlod den ene flanke åben. Et fejltrin der på slagmarken ville have sikret et gennemboret hjerte.
Fejlen var den samme som den havde været de sidste mange gange Amandine havde måttet starte forfra, men ligegyldigt hvad hun havde forsøgt sig med syntes den ikke er blive forbedret. Hjælpen viste sig at komme fra en uventet kant. I sin fordybelse havde Arge-datteren ikke registeret ankomsten af familieoverhovedet. Først da den hjemvante stemme lød skråt bagfra gik det op for hende, at der var tilskuer på. Ansigtet lyste op i et bredt smil ”Papa!” Glæde tydelig at spore i stemmen.
Blikket faldt til skosnuderne. Det var hendes fodstilling, naturligvis var det den der havde voldet problemer. Hun løftede hovedet og vendte ansigtet tilbage mod faren ”Centrer mit tyngdepunkt.” Erindrede hun med et svagt nik. Smilet trak stadig i mundvigene, men ikke nært så bredt det havde været i det øjeblik hans stemme havde lydt over træningspladsen.
”Er du lige ankommet?” Spurgte hun nysgerrigt og trådte nærmere. Omgivelserne indbød ikke til omfavnelse, men der var ingen tvivl om at Arminel af Arge’s tilstedeværelse var til stor glæde for datteren.