En svær prøvelse

[Dina Brygger]

Hvis ikke der havde været så meget andet, hun havde været såret over, ville hun måske være blevet såret over, at Aimée virkelig troede, at hun ville have forlovet sig med en mand, som hendes bedste veninde havde følelser for. Nu var det bare forbifarende og ingenting ved siden af dét, der vred sig i hendes bryst, da hun hørte Aimées næste ord. Hun tog en skarp indånding og så kort til siden. Blinkede en enkelt gang, før hun pressede læberne sammen og så tilbage på den lyshårede kvinde.

"Jeg savner også dig, Aimée," svarede hun, men det lød mere som et uundgåeligt faktum. En skæbne, der var beseglet, fremfor et løfte om at ændre på det. For Dina ville aldrig blive den, der bare tilgav. Måske havde hun fået noget at tænke over nu, men det ville ikke blive i det her øjeblik, at alt ændrede sig fundamentalt. Ikke før hun havde haft tid til at tænke over det, hun havde fået at vide. Hvis da. Så hun rankede sig lidt.

"Jeg skal tilbage i køkkenet."

[Aimée Pottemager]

Det var ikke fordi hun for alvor troede, at Dina med fuldt overlæg ville være gået ind i en forlovelse med den mand, som Aimée havde følelser for, for hun vidste, at hun ville have taget hensyn til det, hvis hun havde kendt til dem. Derfor var en uendeligt dum kattepine hun var endt i, men hun havde jo troet, at følelserne ville dø ud - at hun ville kaste sit blik på en anden og komme videre -, men følelserne var bare blevet stærkere, og det havde været ulideligt til sidst. Følelsers vold havde det i dén grad været den aften. Helt og aldeles. Al fornuft forduftet - og hun betalte prisen. Hun betalte den så rigeligt.

Upåvirket var veninden synligt ikke. Det kendte den blonde kvinde hende godt nok til at vide, og det var på sin egen måde en bekræftelse, inden ordene faldt. Hun anede ikke, hvad hun skulle svare til dem, for hvad var der egentligt at sige? Skulle hun tigge hende om tilgivelse, når hun stadig så den mand, som hun på flere måder, og af flere grunde burde holde sig fra, eller skulle hun blot acceptere, at savnet gnavede hos dem begge, men at det intet ændrede? Det var umuligt at regne ud.
"Selvfølgelig skal du det." Flygtigt overvejede hun, om hun skulle præcisere, at Micah havde talt til Franceis om, hvordan broderen havde kendt til hans kærlighed for Dina - og hvordan Franceis derefter havde forlovet sig med Dina, mens han var bortrejst. For det var det stik modsatte af, hvad hun selv ville have forventet at både søstre og Dina selv, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle få dét sagt uden samtidigt at afsløre, at hun havde været sammen med Franceis igen, så hun fortiede den information. For nu.

[Dina Brygger]

Dina nikkede en enkelt gang, hejsede spanden op på hoften og trådte forbi Aimée. Hun kunne være gået direkte ind, men hun stoppede alligevel foran døren. I et par sekunder stod hun med ryggen til, før hun vendte sig halvt og så på den lyshårede kvinde, der engang havde været hendes bedste veninde. Og som nok stadig kendte hende bedre end nogen anden.

"Hvis du stadig ser ham," konstaterede hun og ansigtet afslørede intet af, hvad hun mente om den mulighed. "Så lad ham ikke gøre, hvad han gjorde mod mig. Giv ham ikke kontrol over dig."

[Aimée Pottemager]

Hun troede det var det. Og det værkede i brystet, da Dina gik forbi hende. Værkede også, at hun end ikke havde strejfet den kvinde, som hun havde haft tættest på livet i alt den tid hun kunne huske. Hun var ved at forberede sig på at forlade kroen, og havde en murende fornemmelse i maven, men netop som hun havde forventet at se Dina gå, vendte hun sig mod hende halvt.

Hun glippede med øjnene, overrumplet over det, som røg ud. Og inden hun kunne nå at stoppe sig selv, fik hun blanke øjne. Det var som om Dina svøbte hende i en ufortjent kærlighed, men ikke kun dét. Hun punkterede Aimée lige der, for kom det råd ikke alt for sent? Havde Franceis ikke haft en ulidelig kontrol og magt over hende siden den aften, hvor Dina havde afsløret dem? Tusinde tanker summede pludseligt.
"Du havde ikke behøvet ... Tak. Tak for at sige det."

[Dina Brygger]

Dina mente ikke, at hun skyldte Aimée noget og hun var god til at gøre sig hård. Alligevel, trods det indtryk, var det ikke den hun var og hun mente sine ord, som hun sagde dem. Hun smilede ikke, fortrak nærmest ikke en mine, selvom hun så Aimée punktere. Hun nikkede blot en enkelt gang, en anelse stift.

Og så sagde hun ikke mere. Ikke nu. Gik blot tilbage til krostuen, men i realiteten var hendes tanker fyldt. Og måske ville hun have mere at sige, næste gang de så hinanden.

Out