En svær prøvelse

[Aimée Pottemager]

Tilegnet: Dina Brygger
Tidspunkt: Søndag aften

Aimée havde længe undgået at komme på denne kro. Kun modvilligt kom hun der med nogle af de andre veninder i et håndværkerslæng, hun var en del af, men denne aften var det bevidst, at hun fandt vej dertil. Dog uden at gå ind på kroen. Det hele var lidt af et sats, men hun kunne ikke undvære Dina Brygger forevigt, og savnet gnavede så frygteligt i hende. Måske stærkere nu efter aftenen, hvor hun på ny var blevet opdaget med Franceis Aubergiste. Af hans storebror, Micah. 

Hun havde købt et krus øl, forsøgt at spotte, om Dina var i køkkenet, og det var hun vidst, og så havde hun diskret taget plads ved et hjørnebord, lidt gemt under sin kappes hætte, men da hun spottede den forhenværende tidligere bedsteveninde gå mod bagdøren med en spand i hånden, slog hun til, og rejste sig lidt hastigt for at gå efter hende. "Dina?" kaldte hun forsigtigt, usikker på, om hun straks ville blive mødt af det forventlige lynende blik eller ej.

[Dina Brygger]

Dina troede ikke, at Aimée Pottermager ville turde vise sit ansigt på kroen igen lige med det samme. Der var gået et år, men hun havde absolut ikke tilgivet endnu og hun undgik stadig religiøst Franceis Aubergiste - og alle, der var i familie med ham. Derfor forventede hun heller ikke at blive konfronteret med det nu og hun stivnede, da en alt for bekendt stemme.

Hun standsede og i nogle sekunder virkede det til, at hun slet og ret havde tænkt sig at gå videre. Til sidst spændte hun dog kæben og vendte sig mod sin tidligere veninde med et iskoldt blik. "Hvad vil du?" spurgte hun, følelsesløst.

[Aimée Pottemager]

Det var ikke torden og lynild der mødte hende, og et øjeblik havde hun troet, på trods af at veninden havde nået at stivne, at hun ville blive fuldt og helt ignoreret og at Dina blot ville valse videre, som var ingenting hændt. Det gjorde hun dog ikke.
Istedet vendte hun sig mod Aimée med et isnende blik, der fik hende til at blive kold helt ind i knoglerne, og stemmen var følelsesforladt, og det gjorde ondt på en helt særlig, frygtelig måde, der næsten ikke var til at holde ud. 
"Der er gået et år," startede hun forsigtigt. "Kan vi ikke - jeg ville bare ... Jeg ville bare sige, at jeg savner dig så frygteligt. At jeg er så ked af, at det skete på den måde, og at ... at vi aldrig fik talt om det."

[Dina Brygger]

Dinas blik var stenhårdt, som hun så på Aimée og der var et faretruende glimt allerede ved de første ord. Som om det faktum, at der var gået et år, ændrede på, at hun var trådt ind til synet af sin forlovede begravet i sin bedste veninde.

"På den måde," gentog hun fladt. "Hvordan ville du ellers have fortalt mig det, hm? På hvilken måde havde det gjort alt bedre?"

[Aimée Pottemager]

Stenhårdt var den forhenværende venindes blik, og det skar stadig i hjertet. Hun kunne selv høre, at hun havde sagt noget dumt, da Dina gentog ordene med en vis flad stemme. Hun sukkede indvendigt.
"Der er ikke noget, jeg kunne have sagt, der ville have gjort alt bedre, men det ville trods alt have været bedre at høre om det end at se det," svarede hun forsigtigt. "Vil du aldrig snakke med mig igen, er det sådan, det er?"

[Dina Brygger]

Dina var god til at gøre sig hård og gjorde det også nu, selvom hun hørte sårbarheden i Aimées stemme. "Det skylder jeg dig ikke et svar på," slap det hende i en lav snerten, som en flig af følelse slap igennem.

"Jeg var forlovet med ham. Der burde slet ikke have været noget at fortælle," hvæsede hun lavmælt, uinteresseret i at lade andre overhøre dem.

Måske havde hun forstået, hvis hun havde fået noget at vide inden, der var sket det mindste mellem Aimée og Franceis Aubergiste. Hvis hun vidste, at der måske var mere på spil... Men ingen af de dele var tilfældet.

[Aimée Pottemager]

Følelse var der pludseligt i hendes stemme. En flig af noget spidst. Vrede måske? Forståeligt nok. Men det var bedre end ligegyldigheden, mærkede Aimée. Lettere at håndtere et råberi end denne kølighed.
"Nej, du skylder mig ingen svar." 

Hun trak vejret ind. Det var rigtigt; der burde ikke være noget at fortælle, men det Dina ikke kunne vide var, at Aimée var helt og aldeles fortabt, og at det på flere måder var ulykkeligt for hende, for hun var ingen Dina Brygger. Hun var ikke den, som Franceis i virkeligheden anså som det gode parti, men hun var den af veninderne, han havde været sammen med.
"Du har ret. Men der var ting at fortælle. Der er stadig ting at fortælle. Hvis du vil høre på mig."
Aimée tænkte nu ikke kun på Franceis Aubergiste, men også hans bror Micah Brygger, som til hendes overraskelse selv havde afsløret noget, hun aldrig ville have gættet, hvis han ikke havde sagt det højt. Ofte havde hun haft indtryk af, at han ikke brød sig stort om hverken hende selv eller Dina. Nu havde hun erfaret, at det hang helt andeledes sammen.

[Dina Brygger]

Dina var allerede mere ophidset end hun brød sig om at være på så offentligt et sted, hvor alle kendte hende, selvom hun på ingen måde råbte. Hun var et privat menneske, helt ind i sin kerne, hvilket var vanskeligt med en familie, der snart set var allemandseje.

Hun var da også fristet til bare at sige nej og i et øjeblik overvejede hun det åbenlyst. Til sidst sagde hun dog blot: "Gården," i et afklippet tonefald og drejede om på hælen. Døren blev skubbet op og de trådte ud i den lille gård. Hun tømte spanden ned til den enlige gris, før hun krydsede armene og så på Aimée. Afventende.

[Aimée Pottemager]

Aimée vidste det godt. At Dina var et privat menneske helt ind i kernen - også langt mere privat end den resterende familie, men hun havde ingen muligheder for at fange hende på tomandshånd andre steder end her. På kroen. Det var det sted hun længe havde undgået, fordi det var Dinas hjemmebane, men derfor også selvsamme sted hvor Dina ikke rigtigt kunne undgå hende helt.

Hun havde forventet afvisningen. Men den kom ikke. Istedet blev hun bedt om at følge med ud i gården, så det gjorde hun. Hun fulgte veninden med øjnene, og tog sig selv i at nyde at være sammen med hende. Også selvom det var på denne anspændte, akavede måde. Helt anderledes end det havde været før den dag. "Jeg har brug for at du ved, at jeg aldrig ønskede at såre dig. Eller at tage noget fra dig, Dina."
Hun bed sig kort i læben, før hun fortsatte: "Jeg skulle have fortalt dig, at jeg var forelsket i ham. Din forlovede. Også før han blev det. Men jeg vidste ikke hvordan, Dina. Det åd mig bare op. Men der er også noget andet... Det handler ikke kun om os. Har du, eh, har du talt med Micah, siden han er vendt hjem igen?"

[Dina Brygger]

Dina var ikke på nogen tænkelig måde indstillet på tilgivelse og hun havde ikke lyst til at høre Aimees ord, alene fordi de måske ikke ville efterlade det hele så sort-hvidt, som hun så det nu.

Som tænkt, så sket og hendes bryn rykkede lidt på sig over den nye information. Havde Aimée givet hende nogle sekunder længere, ville hun måske have sagt noget til det, men hun var fortsat, før Dina kunne nå at finde ud af, hvad hun skulle svare.

Spørgsmålet undrede hende til gengæld tilpas meget til at brynene trak sig sammen. "Micah?" gentog hun, endnu en gang en anelse fladt. Hun kunne simpelthen ikke se, hvordan Franceis' bror på nogen måde havde noget med noget som helst at gøre. "Hvorfor?" spurgte hun derfor blot, velvidende at hun endnu ikke havde svaret på den anden kvindes foregående ord.

[Aimée Pottemager]

Det var småbevidst, at hun fortsatte, før Dina kunne nå at kommentere på den information, hun serverede for hende. En som hun tænkte, at Franceis selv nok kendte til, omend hun aldrig havde italesat den på ny siden dén aften, hvor det hele så var gået grueligt galt efterfølgende.
Hun så dog Dinas fine bryn rykke på sig, før de trak sig sammen over det spørgsmål, der faldt. Forståeligt nok. Aimée selv var blevet ualmindeligt overrasket over den information hun nu var i besiddelse af.

Hun tog en hørbar indånding. Tog tilløb. Ville det hele briste eller bære nu?
"Det har altid været mit indtryk, at han ikke brød sig stort om os - eller ... han siger i hvert fald ikke meget til os. Det har han aldrig gjort," startede hun. "Men ... Jeg hørte ham sige, at han elskede dig, da du blev forlovet med Franceis. Så ... Måske er vi ikke de eneste, der har fået vores følelser i klemme, Dina. Det synes jeg bare, at du skulle vide."

[Dina Brygger]

Dina kunne virkelig ikke på nogen måde forestille sig, hvorfor det var relevant at bringe Franceis' storebror op nu. Heller ikke da ordene fik hendes bryn til at skyde op i det øjeblik, Aimée præsenterede hende for den nærmest absurde nye information. Hun blinkede, men det var ikke tiden til at spekulere over det nu. Engang ville de utvivlsomt have talt om det. Vendt hver en detalje, men ikke nu.

"Det retfærdiggør ingenting, Aimée," slog hun fast, uden med ord at forholde sig til det, hun lige havde fået at vide. Eller i det hele taget, lige i det her øjeblik. "Hvad end Micah... Føler, har ikke noget at gøre med, hvad du og Franceis gjorde. Du kunne have fortalt mig det. Du kunne have gjort så meget andet end at gå bag min ryg."

[Aimée Pottemager]

Det var i sandhed en absurd information hun serverede på et sølvfad; desperat efter at nå ind til den Dina, der havde været hendes kæreste. Som stadig var det i hjertet. Ingen andre veninder kunne nogensinde måle sig med hende, og det var ualmindeligt tomt ikke at have hende som en fast del af sin hverdag, som hun altid havde haft det.

Det retfærdiggjorde ikke det hun havde gjort. Det var et faktum, hun selv var meget bekendt med, men som Dina nu serverede råt for hende. Hun slog kort blikket ned. "Du har helt ret: Det retfærdiggør det ikke. Det er heller ikke derfor, jeg fortæller dig det."
Hun så nu atter på den kvinde, som hun elskede på en helt særlig måde. Som en selvvalgt ekstra søster. "Jeg er frygteligt ked af, at det blev som det blev. Det er jeg virkeligt, Dina. Men det var ikke meningen, at ... Jeg opsøgte ham ikke den aften for dét. Jeg vidste ikke, at det ville ske. Det gør det ikke bedre, men det er sandheden. Men jeg skulle have fortalt dig det. Hvad jeg følte for ham. Det ville dog ikke have gjort nogen forskel, ville det vel?"

[Dina Brygger]

Det hjalp en anelse, at Aimée selv anerkendte det. Det fik ikke de sårede følelser til at forsvinde, men hun så den reelle anger på sin tidligere bedste venindens ansigt og hun var ikke helt immun overfor det. Ikke når hendes eget indre selv blødte lidt i længsel og sorg. Sorg over det, hun havde mistet, der havde været så meget mere værd end en forlovelse.

Hun svarede ikke med det samme, men var stille i flere sekunder. Så på Aimée, før hun endelig talte. "Måske havde det," konstaterede hun, selvom det var ligegyldigt at diskutere nu. Endnu et par sekunders stilhed, før hun fortsatte. "Tror du, at jeg havde forlovet mig med ham, hvis jeg havde vidst, at du havde følelser for ham?"

[Aimée Pottemager]

Sorgen var todelt, for den var også Aimées i hjertet, og derfor var det heller ikke noget hun foregav, da hun italesatte egen bevidsthed om, at handlingerne havde været forkerte - om ikke andet så i forkert rækkefølge, for hun burde have fundet modet til at fortælle både Dina og Franceis, at hun havde følelser for ham, før de blev forlovede. 

Stilheden sænkede sig kvælende, og hun mærkede sin egen krops uro tydeligt i det hurtigtbankende hjerte, og de let svedige håndflader. Angsten krøb ind på hende, for hun anede ikke, hvad hun skulle forvente længere. Hun savnede bare Dina. Det var på bunden ret simpelt - alt der omgav det dog komplekst.
Hun glippede lidt med øjnene over den åbning hun nu kom med. Ville det have gjort en forskel? Nu trak hendes bryn sig sammen over det opfølgende spørgsmål. "Forlovelser kan handle om mere og andet end følelser. Men ... Måske havde du ikke." Hun åndede tungt ud. "Jeg savner dig, Dina."