En sen aften [s]

[Rebecca af Reblainnes]

Gareth af Reblainnes

Det var tid til at finde sin datter et passende ægtemand og Rebecca var derfor rejst til Levagny for at bruge det næste stykke tid på lige netop dette. Dagen hvor hun var dukket op, havde hendes mand dog ikke været hjemme og hun følte sig umådelig vred og skuffet over dette. Hun havde mange ideer om hvad han mon lavede, men denne gang ville hun ikke tage ud og lede efter ham, i stedet ville hun tage i teatret med et par veninder.
Rebecca iførte sig sin smukkeste kjole og satte sit hår op i snoede fletninger, inden hun begav sig afsted med en flok veninder og et par livvagter for at more sig natten lang.

Det var sent på natten da hun åbnede døren til byhuset, en smule beruset og famlende i mørket. Hun var næsten ved at falde over sine egne skørter, da hun lukkede døren bag sig. Denne gang var det hende der havde været ude og more sig og hun kunne ikke lade være med at smile en smule smørret over det. Hun håbede inderligt på, at hun havde haft held med at gøre Gareth jaloux.

[Gareth af Reblainnes]

Deres ægteskab var som at køre i en vogn. Nogen gange var vejene nemme at trille på, og andre gange var der små og store sten der gjorde turen ulidelig. Efter en lang periode hvor det havde været svært, syntes der nu at være lys for enden af tunnelen. Gareth havde i hvert fald været mere hjemme på lensborgen for at besøge sin hustru end før, og han var blevet oprigtigt glad for hendes planer om at tilbringe tid i hovedbyen, om end det var for at holde øje med sine børn.

Gareth sad hængende ind over sit skrivebord med alt verdens skriftruller. Hans mad stod urørt på en tallerken ved siden af ham, og selvom kanden med vin var tom, havde det taget ham flere timer om at tømme den.

[Rebecca af Reblainnes]

Rebecca så sig om, ingen dukkede op ved hendes ankomst og hun sukkede lettere irriteret. Det havde været meningen at han skulle stå og vente på hende som en logrende hundehvalp. Alligevel var det nu hende der gik mod hans kontor og åbnede døren.

Hun hilste ikke på ham, men gik bare hen og lænede sig op ad skrivebordet og så ned på ham.
"Hvorfor arbejder du altid så meget?" Sagde hun og skubbede blidt til hans skulder, for at skubbe ham tilbage mod ryglænet. Hun ville ned og sidde på hans skød.

[Gareth af Reblainnes]

Han havde godt hørt at nogen kom hjem, og han vidste også godt at det kun kunne være hans hustru. Selvom han havde savnet hende, så var han ikke en at give udtryk på det på dén måde. Han så kort op mod døren da den gik op.

Først da hun kom hen til ham og puffede til hans skulder i en ærlig indikation at han skulle rette sig op. Han skubbede stolen let ud og lod armene hvile på armlænet så hun frit kunne glide ned, som hun plejede.

"Vi har et par forsinkelser, og et par af oliventræerne har taget skade under vinteren" En vinter, hvis kulde havde sneget sig ned til deres ellers varme marker.

[Rebecca af Reblainnes]

Rebecca vidste egentlig godt at han aldrig ville have opført sig sådan, men hun havde det med at opfinde scenarier i sine tanker. Hun var lidt en diva, når det kom til sin mand. Og alt andet.

Hun satte sig ned i hans skød og lagde armene om hans hals, mens hun rykkede tættere på ham.
"Det lyder kedeligt." Sagde hun.
"Hvor var du i dag da jeg kom?" Spurgte hun.
"Havde du været på Rosen igen?" Sagde hun og så ham i øjnene, for at se om han løj for hende. Måske var hun alligevel blevet for gammel til ham.

[Gareth af Reblainnes]

Gareth kendte sin kone. Halvdelen af hendes opfunde scenarier havde med sikkerhed fundet sted. Men de talte ikke om det; nogen gange var der en gensidig forståelse, og andre gange måtte de småskændes over det. I sidste ende fandt de altid tilbage til hinanden, hvor usundt det så i længden var.

Hans arme gled omkring hende, ned over hendes talje og om på hendes ryg. Vant lagde de sig mod de rundingen ved hendes ende. "Det er kedeligt, men vigtigt" svarede han let som han lagde hovedet tilbage så han kunne se op på hende.

"Ikke i aften" svarede han i et så ærligt svar at man ikke var i tvivl om at der havde været andre nætter hvor han havde været der. Men når hun spurgte på den måde, så ville hun også få et passende svar. "Drengene havde brug for mig. De har jo begge et sværd liggende der var klar til at blive hentet. Så jeg lovede at træne med dem" svarede han roligt før han skubbede hende tættere mod sig.

"Er det derfor du er så beruset, min egen? Fordi du troede jeg lå og plovede i en anden kvinde?"

[Rebecca af Reblainnes]

Rebecca var ikke en ung komtesse mere og hånden på hendes ende gjorde hende ikke ligefrem forfjamsket. Hendes øjne betragtede ham blot mistænksomt, men en smule overraskelse dukkede dog op i hendes blik over hans svar. Hun blinkede et par gange med sine øjne og forsøgte at skjule at hun blev en smule såret over at han sagde det på den måde.

"Åh, på den måde." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe. Hans næste ord, fik hende til at trække øjenbrynene sammen en smule irriteret.
"Hvad? Nej?" Sagde hun og løftede hagen en anelse. "Jeg er da ligeglad med hvad du laver." Sagde hun og pillede lidt ved en løs lok af sit hår. Det var løgn, men hun ville ikke give ham tilfredsheden af at hun var så letpåvirkelig, det skulle han ikke vide noget om.

[Gareth af Reblainnes]

"Så, hustru" sagde Gareth og trykkede hænderne mod hendes balder. Han lænede sig frem og strakte sig en smule så han kunne kysse hendes hals i håb om at hun ville falde en smule til tro og nyde at han var hjemme og rent faktisk ikke havde været andre steder.

"Du er ikke ligeglad. Du er fandens jaloux" svarede han og nappede hende drillende i den sarte hud. Hun duftede godt, en blanding af hendes blomstervand og den vin hun havde drukket. Han elskede sin kone; men hun var ikke altid det nemmeste menneske at være sammen med, og Gareth vidste også at heller ikke han altid var lige nem at danse med. De havde ikke en aftale, men så længe Rebecca ikke altid bragte det op kunne de træde uden om det.

[Rebecca af Reblainnes]

Det var irriterende at han havde ret og at han vidste, at hun vidste at han havde ret. Et irriteret suk slap hen over hendes læber. Hun havde lyst til at skændes med ham, være sur og irriterende. Ligesom en stædig lille kat, der ville have opmærksomhed.
Et afdæmpet støn slap hen over hendes læber da han nappede hende i huden og hun bed ned i sin underlæbe, mens hun langsomt begyndte at trække sin kjole ned over sin skulder, så han kunne se mere af hendes blottede hud.
"Jeg er ikke jaloux." Sagde hun og bandt sin kjole op, så hun kunne trække den helt ned ad sine skuldre og ærmer og ned til sin hofte.

[Gareth af Reblainnes]

I dag havde han vundet. Rebecca vidste det udmærket, selvom hun var lidt sur. Det var charmerende, særligt fordi Gareth ikke kunne få skæld ud. I stedet nød han hvordan hun langsomt blottede sig for ham.

Hans øjne blev mørke, som han tog synet ind. Hænderne gled om hendes lår og op af hendes talje. Til sidst lagde de sig om hendes bryster, hvor tomlen let begyndte at cirkulere om midten. "Du er dejlig" hviskede han hæst før han krævede hendes læber med sine.

[Rebecca af Reblainnes]

Rebecca var pisse irriteret, men var samtidig også der hvor hun havde lyst til at rive tøjet af ham. Til at starte med, tog hun dog tøjet af sig selv, måske fordi hun så endelig ville have en form for kontrol over ham.
"Det ved jeg." Sagde hun, selvom hun tænkte på om han syntes hendes bryster var for flade, efter alle de børn. Hun gengældte hans kys, mens hun lukkede sine øjne og lagde hænderne om hans ansigt. Forsigtig, gled hun over skrevs på ham, så hun sad med et ben på hver side af ham, så hendes kjole gled op til midten af hendes lår.

[Gareth af Reblainnes]

Han nød at drille hende, måske lidt mere end hvad godt var. Men han kunne ikke lade være. Et smørret smil var at finde på hans læber da han havde trukket hovedet tilbage så han kunne se på hende. "Men du skal mindes om det" bemærkede han sigende. For det var rigtigt; Rebecca havde brug for bekræftelse, og at hun satte sig overskrævs på ham nu, og krævede alt hvad han havde af opmærksomhed, var et tegn.

Han flyttede den ene hånd mod hendes lår og lod dem glide op og under hendes kjole og var ikke sen til at lade den glide ind mellem hendes ben.
"Har du tænkt på mig?" hviskede han i et let grin før den anden hånd lagde sig mod hendes nakke så han kunne trække hendes ansigt mod sit og kysse hende hårdt.

[Rebecca af Reblainnes]

Det irriterede hende, at han kendte hende så godt og knapt nok kunne gå et øjeblik uden at gennemskue hendes intentioner. Hun forsøgte at være udspekuleret og omskiftelig, men ligemeget hjalp det. Hun sukkede afdæmpet over hans hånd der bevægede sig over hendes lår, det føltes rart, men hun forsøgte at holde på kontrollen. Så nemt ville hun ikke overgive sig.

"Nej. Hvorfor skulle jeg det?" Sagde hun og undertrykte et diskret støn, men afslørede sig selv ved at gengælde hans kys med så stor lidenskab og passion at det var tydeligt at hun havde savnet at mærke hans læber mod sine egne. Hun burde måske lade være med at kæmpe imod, men hun var både stolt og stædig nogle gange og hun kunne godt lide, at han arbejdede for det.

[Gareth af Reblainnes]

"Det syntes jeg ellers jeg kan mærke" mumlede han opslugt, som han gengælde det ene opslugte kys efter det andet, der fik hans vejrtrækning til at lyde hæs. Han fortsatte sine kærtegn op af hendes lår, til han nået den varme midte; blidt lod han sine fingre finde vej, og uden overvejelse gled han to ind mellem de fugtige folder.

Han holdte stadig den anden hånd mod hendes hoved, og langsomt fik han trukket hovedlinnet af, og frigjort de mørke lokker der nu svang sig ned over hendes ryg. Fingrene begravede sig i dem og lukkede sig omkring dem så han kunne tvinge hende til at se ned på ham.

"Indrøm det" Hans hvisken var fyldt bed begær som det mørke blik betragtede hendes næstem nøgne krop.

[Rebecca af Reblainnes]

Rebecca var da ligeglad med hvad han kunne mærke. Han troede altid han havde styr på alting og hun ville vise ham det modsatte. Hun fnøs lettere irriteret, ind i mellem hendes små støn og bed ned i sin underlæbe for ikke at blive for højlydt. De var trods alt i kontoret og hun ville ikke tiltrække tjenestepigernes opmærksomhed.

Da han fjernede hendes hovedlin og hev i hendes hår, blev hendes stædighed kun større og hendes øjne skinnede en smule af trodsighed. Derefter smilede hun selvsikkert, måske en smule flabet og så ham i øjnene.
"Nej kære husbond." Sagde hun og blottede tænderne i et stort og næsten uskyldigt smil, der dog næsten var en smule triumferende.