Vores børn

[Agata Af Coullere]

Til: Pancras af Levagny

Efter en hel dag med sociale arrangementer og det ene theselskab efter det andet, var Agatha vendt tilbage familien Coulleres byhus i midten af Levagny. Måske virkede det overfladisk for nogen, at gå til theselskaber, men for Grevinden af Coullere var det vigtigt for familiens fremtid. Hun brugte de sociale arrangementer til at lytte, observere og stille informationsgivende spørgsmål, så hun kunne indsnævre den rigtige adelige kvinde at arrangere ægteskab med til Panteleon af Coullere . Det var på tide, at han fik en kone. Ægteskab ville gavne familien og vise alle, at de fulgte traditionerne og gav deres børn muligheden for at stifte en ordentlig og respektabel familie. Han var blot 17 år gammel, men det kunne tage år at få det rigtige og mest givende ægteskab i hus.

En tjener tog hendes kappe, da hun trådte ind ad døren til det mørklagte hus. Tankerne fyldte hende, mens hun blev ført ind i den lille dagligstue, hvor en anden tjener serverede et glas vin. Det beroligede hende om aftenen, når dagen dansede forbi hendes indre øje. Der var nogle enkelte gode kandidater, der var blevet talt om blandt de andre adelige kvinder, men hun blev nødt til at tale med sin mand om det, før hun gik videre. Et øjeblik var hun uopmærksom og lod skoende ligger på gulvet, så benene kunne trække sig op under hende i lænestolen. Ikke noget en adelig kvinde normalt ville gøre, men hun var alene.

[Pancras af Levagny]

Klokken var efterhånden blevet mange. Pancras havde forlængst fortrukket sig til sine gemakker og havde forsøgt at sove. Men tankerne nagede ham. Holdt han oppe, indtil han med et fnys havde forladt sengens bløde lag, slået en kåbe om sig og havde sat sig ved sin pult for at gennemgå nogle dokumenter. Tiden blev sjældent spildt.

Han så kun op for at beskue sin kammertjener, der informerede ham om fruens hjemkomst. Han havde nikket kort og bedt ham hente vin, hvortil han færdiggjorde gennemlæsningen af et pergament, inden han rejste sig og bevægede sig ned i pejsestuen hvor Agata øjensynligt sad i en stol og kiggede ind i de vage flammer. "Hustru." Hilste han på sin vanlig bryske facon, skønt der altid hvilede en varm glød i blikket når gjaldt hende. Han tog plads i den anden stol.

[Agata Af Coullere]

Uden den store mine lod hun benene glide ned var sin position og fødderne blev elegant placeret tilbage i hendes sko. Anstændighed var vigtigt, det var kun, når ingen så det, at hun lod sig selv gøre noget, der ikke var hvad alle forventede. Såsom at smide skoende. Et øjeblik betragtede hun blot sin mand, som han satte sig i den anden stol. Håret sad ikke så sirligt, at hun forventede, en tjener havde sat det. Han måtte have sovet, men øjnene var tunge, så han havde nok nærmere prøvet. “Husbond” hilste hun tilbage med et nik. Det var ikke let at se for de fleste, han skjulte det godt med sin bryskhed, men Agatha kunne se, at det var et eller andet der nagede ham eller i hvert fald holdt ham oppe.

“Kunne du ikke sove, kære?” spurgte hun og skubbede sig ud på kanten af stolen med retning imod sin mand. Hænderne var tæt nok på ham til at hun kunne række ud og lægge en på hans knæ. En forhåbentligt beroligende bevægelse, der lod ham vide, at hun var der. Det havde hun altid gjort meget ud af at vise ham.

[Pancras af Levagny]

Han vidste Agata havde været ude det meste af dagen. Ligeså havde han ikke set hende før nu. Han betragtede hende lidt, hun måtte være udmattet efter en lang dag. Det samme var han og som altid, kunne hun se det. Hun kendte ham så godt.

Han lod hånden glide over hendes og gav den et hengivent klem, ved hendes gestus. Skønt Pancras' ansigt sjældent afslørende andet end alvor. Han strøg sin tommel over knoerne på hendes slanke hånd. "Der er mange løse ender." Forklarede han, ".. Jeg er bekymret for børnenes fremtid."

[Agata Af Coullere]

Altid havde der ligget et alvorligt praj over hendes mands, men når han så direkte på hende, var det som om han virkede en smule blødere. Den gang de blev forlovede og mødte hinanden, var der aldrig andet end alvorlighed i ham. Hun havde vidst, at det var op til hende at ændre det, så de kunne leve så lykkeligt sammen som muligt, hvilket var lykkes.

“Fortæl mig” svarede hun blot med ro, da det var hendes plads som hustru, at lytte og lade ham betro sig til hende, selvom der ikke var nogen der forventede, at hun løste problemerne. Det gjorde en kvinde ikke. Ikke udadtil i hvert fald. Ikke engang Pancras var klar over, hvilke problemer hun havde hjulpet med i det skjulte.

Agatha tog en dyb indånding og sukkede. “Også jeg” selvom hun var bekymret af en hel andet grund end ham. Hun bekymrede sig om, at de ville blive nødt til at tvinge dem leve et bestemt liv i stedet for at lade dem blive frie mennesker. “Jeg har forhørt mig mellem de andre nådigfruer for at finde et ordentligt giftemål til Pantheleon, men de fleste passende partier er lt for gamle”

[Pancras af Levagny]

En fuge lagde sig mellem hans bryn, som han sukkede en gang og slap det lette greb om hendes hånd. "De er uregerlige." Bemærkede han lidt sammenbidt. "Der er ingen pli, ingen fornuft, ingen forståelse for deres plads og fremtid eller for den omverden de befinder sig i." Remsede han, "Panteleon af Coullere ville ruinere Lenene med sit barnesind og søle slægten til i samme ombæring. Clothilde af Coullere ville vanrøgte sine pligter for købe stridsheste og fægte med sværd hun end ikke kan løfte." Han lænede sig opgivende tilbage i stolen og hvilede albuen på armlænet, idet han klemte næseryggen mellem pege- og tommelfinger. "Bertram er en nikkedukke..." Beklagede han sig.

Lidt træt så han op på Agata, da hun nævnte mulige partier for Panteleon. "Ville det være en skidt ting?" Spurgte han, "Måske en ældre, fornuftig og modnet kvinde kan kompensere for hvad han mangler."