Mellem sølv og måne (tw: vold)

[Damien Sølvtunge]

Damiens stod med hjertet helt oppe i halsen og det svært ikke at blive en anelse påvirket når hans bror havde en af de ture. Hun trak vejret dybt ind og var allerede i gang med at forberede sig på at der ville komme mindst et par slag. Hans blik flakkede hen over Gabriels ansigt og kunne se hvor ufokuseret han så ud, og hvordan det lignede at han overvejede hvad han skulle gøre.

“Lige over.” fnøs Damien tørt og rullede let med sine skuldre og skulle til at åbne munden for at fortsætte sin remse da Gabriel pludseligt og sikkert for i flæsket på den stakkels mand der havde forsøgt sig i et flugtforsøg.

Han så tavs til hvordan slagene blev voldsommere og voldsommere og først da manden næsten ikke rørte på sig trådte han til og skubbede sin bror væk. “Han har forstået det” lød det med en advarsel dirrende i hans stemme.

[Gabriel Halvmåne]

Der var noget forløsende over at lade sin vrede gå ud over nogen. Adrenalinen, smerten, følelsen af kød under sine hænder og en krop, der gav efter for hans fødder. Romain var forsvundet, sikkert sur over at blive kaldt ud for ikke at være ægte, det ville nok vare en dag eller to før han dukkede op igen. Sådan plejede det at være. Men han skulle nok være der, når Gabriel havde brug for ham.
De få utydelige bønner om nåde fra manden på jorden rørte ikke Gabriel, og til sidst var manden tavs. Slap. Ikke at det stoppede Gabriel.

Det gjorde Damien, som han skubbede ham væk fra kødbunken. Gabriel havde næsten helt glemt, at han var der, og han sendte ham et vredt blik.
"Jeg sagde, at du ikke skulle røre mig." Selvom han lød vred, var der intet tilbage af raseriet fra tidligere. Det var forsvundet med Romain og arbejdet ud af kroppen ved tæveriet. Gabriel var tilbage til sit normale jeg, om man så kunne kalde det normalt.
Trods de sure ord, stoppede Gabriel med volden. Damien havde selvfølgelig ret, selv før Gabriel var begyndt at slå, havde den langhårede røver lært sin lektie. Man skulle ikke gå i mod Tyvekongen og hans folk. Ikke røve dem, de passede på. Gabriels ansigt forvred sig kort i afsky, som han så ned på den blødende mand. Han var ikke færdig.

"Du kan godt skrive et lille brev, jeg tror ikke, at han kommer til at fortælle nogen noget de næste par dage. Og på markedet skal han. Som en advarsel." Gabriel gik over til tronen og trådte halvt op af forhøjningen, for at række ud og trække sin kniv ud af træet. Han drejede sig rundt og gik tilbage til manden, hvor han skar rebene over, der holdt hans hænder samlet. Han tog hånden med den manglende lillefinger, lagde den mod stengulvet og satte kniven mod ringefingeren. Uden at se på Damien, trykkede han til. Den halvt bevidstløse mand spjættede og begyndte at skrige, som den skarpe kniv gled igennem hud, kød og et fingerled for til sidst at klikke mod stenen under.

[Damien Sølvtunge]

"Du ved godt jeg er ligeglad" svarede Damien tørt. Han var altid på vakt når det omhandlede Gabriel, og selvom han vidste at han skulle passe på var han også nødt til at gøre et eller andet for at sikre sig at hans bror ikke gjorde mere skade end gavn.

Han strøg træt en hånd gennem det halv lange mørke hår før han igen rejste sig fra stolen og gik hen til det lange bord for at samle en fjerpen op. Beskeden var kort men kontakt og den ældre bror regnede ikke med at der ville komme nogen problemer lige foreløbig; men man kunne aldrig vide når det omhandlede Levangyns laveste stand.

Han rullede papiret sammen og trådte så hen til den snart bevidstløse mand og proppede det ind i hans mund. "Du skulle bare skære i ham, hm?" mumlede han før han kaldte på en af vagterne ude for døren. Så kunne de i det mindste slæbe ham et eller andet sted hen.

[Gabriel Halvmåne]

Blodet fossede ud af stedet, hvor der engang havde siddet en finger. Ikke at det sådan rigtigt bekymrede Gabriel, men han klappede alligevel lidt på mandens lommer og hev så en næsten ren klud frem, han hurtigt bandt om hånden. Fingeren stoppede han ned i samme lomme, så kunne manden da få sig den overraskelse, den dag han stak en hånd i lommen. Og ja, Gabriel syntes selv, at han var ganske morsom.

Da Damien proppede papiret i munden på manden, rettede Gabriel sig op og trak på skuldrene, nu næsten med et smil på ansigtet. Ja, han havde lige skulle skære i manden. Egentligt burde han snitte noget mere i ham, men Gabril gad ikke til at rode rundt med hans tøj for at finde et bart stykke hud, og der var sikkert en healer, der skulle se på ham alligevel. For nu var han færdig med manden, der forhåbentligt havde lært sin lektie.
"Så husker han os bedre," svarede han ligegyldigt og gik op for at smide sig i tronen igen. Hans hjerte bankede hårdt i brystet af ham efter den fysiske udfoldelse og hans hænder gjorde ondt. Noget af blodet var sikkert hans eget fra knoerne, men lige nu var det ikke så slemt. Så længe han ikke havde brækket noget på et kindben eller noget, så gjorde det ikke noget. Lige nu følte han sig levende.

Tavst betragtede han et par vagter slæbe af sted med manden, inden han flyttede blikket til sin storebror. Deres skænderi var slut og det var det. Gabriel var ikke vred længere. Han havde nærmest glemt, at det var sket. Trangen til at slå på ham.
"Bliver du til aftensmad? Jeg hører at Hugo laver en hel høne til mig i dag. Der burde være nok til os begge. Eller skal du puttenutte med din pige hele aftenen?" Hans tone blev lidt drillende.

[Damien Sølvtunge]

Når det hele kom til et punkt som dette, skulle det bare overstået så hurtigt som overhovedet muligt. Gabriel skulle nødigt blive alt for inspireret til flere håbløse voldsveje. I det mindste gjorde han noget så hele gulvet ikke ville få en klam rød farve. Han skulle jo gerne overleve og fortælle om hans oplevelse; hvilket han ville have svært ved hvis han døde af betændelse og blodforgiftning før han overhovedet havde forladt kroen.

"Næste gang anskaffer jeg dig en død gris." sukkede Damien og gned hånden træt over ansigtet endnu en gang. Så kunne de i det mindste få noget god mad efterfølgende. Han nikkede dog alligevel; til trods for at Gabriels metoder til tide var barbariske havde han ret i den ene ting: De ville huske dem og de levede trods alt af frygt.

Han fnøs. "Nej, jeg har ikke tænkt mig at bruge et minut længere i dit selskab, tænk hvis du brækkede min arm eller også syntes at jeg skulle miste en finger" svarede han tørt. Der var dog alligevel et hint af et skævt smil.

"Jeg skal hjem og tage hende så hårdt at hun er nødt til at holde fri resten af ugen" bemærkede han tilfreds.

[Gabriel Halvmåne]

”En levende ville da være sjovere,” sagde Gabriel ganske uskyldigt, men også ganske seriøst. Damien burde nok også kunne huske, at Gabriel som barn havde haft noget med dyr. Dengang havde det været nemmere at skære halen af en kat end en finger af en person. Og mindre farligt. Nu slap dyrene for ham, som han var blevet stor og stærk og kunne håndtere mennesker uden problemer. Kroen havde sjovt nok en fed kat, der spankulerede rundt, den kunne endda lide Gabriel så meget, at han havde siddet med den i skødet inde på sin plads i kroen. Katten var det eneste levende væsen, der måtte lægge sig på hans plads ved pejsen inde i kroen. Det morede Gabriel at katten fik lov til at være kongen, når han ikke var der.

Da Damien afviste at spise aftensmad med ham, fnøs han og så lidt skuffet ud. Han var også lidt skuffet. Lidt sur. Han ville nogle gange bare tilbringe lidt tid med Damien uden det nødvendigvis handlede om arbejde. Men måske han selv var skyld i Damiens hurtige afgang denne gang.
”Pff. Jeg håber sengen braser sammen, så I må sove på gulvet.” Selvom hans tone var en smule sur, var der et let smil i hans mundvig og et glimt i hans øjne, for han kunne ikke lade være med at more sig lidt over Damiens ord. Måske han selv skulle finde en seng med et hunkøn, inden dagen var ovre. Det ville være en god afslutning på dagen.
”Jamen så regner jeg ikke med at se dig i morgen, det lyder ikke som om, at du har kræfterne til at skulle ned ad trappen på Hatten efter sådan en nat, gamle mand,” sagde han i en drillende tone.

[Damien Sølvtunge]

"Det er godt med dig." sukkede Damien og gled en hånd hen over ansigt. Han kunne mærke at han var mere end fyldt op allerede og noget i ham sagde også at hans bror måske trængte til lidt fred. Men man kunne aldrig rigtig vide når det kom til ham.

"Det har vi gjort et par gange" svarede han i et lettere smørret smil. han skar en grimasse og rystede på hovedet.

"Så gammel er jeg ikke." vrængede han før han nikkede imod ham. "Jeg kommer forbi en af dagene og ser at du ikke har gjort noget dumt" Han rejste sig fra stolen før han forlod rummet.

Forlader tråden

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel kunne ikke lade være med at le, både af det ene og det andet, Damien sendte efter ham af svar. Der var dog et lidt vagtsomt udtryk i hans øjne, som han lo af snakken om Damiens lille turteldue. Måske han burde besøge hende inden så længe. Se, hvem hun var. Hvad hun ville med hans bror. Det der krælighed var ikke noget, Gabriel havde den store tiltro til, der måtte ligge noget bag hendes interesse i hans bror.

"Hvornår har jeg ikke gjort noget dumt i dine øjne, bror," sagde han halvhøjt efter sin storebror, der flygtede fra stuen. Gabriels smil forsvandt så snart døren lukkede, og han sank tilbage i tronen med blikket rettet mod et ubestemt sted i luften. Sådan sad han længe, inden han med et suk bevægede sig ud i kroen for at få afledt sine tanker. Og hans seng var da heller ikke tom, da han kravlede i den senere om aftenen.

// Out