Mellem sølv og måne (tw: vold)

[Gabriel Halvmåne]

Til: Damien Sølvtunge
Sted: Gabriels private bolig bag Den fede kat
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Blæsende og koldt med fornemmelsen af kommende regn i luften

Gabriel sad i tronen, der havde stået i stuen, så længe han selv havde været med i tyvekongens hof. Der var dog ikke noget kongeagtigt over ham lige nu, som han var gledet ret langt ned i sædet og hvilede en albue på armlænet og hovedet på hånden. Det var ikke ligefrem fordi, at han forsøgte at skjule sin kedsomhed, han havde virkeligt ikke lyst til sine kongelige pligter i dag. Faktisk havde han kedet sig en hel del på det sidste, og han var begyndt at overveje at starte et nyt projekt op. Han havde bare ikke lige fundet det rigtige endnu. Hvad end det skulle være, måtte det godt snart melde sin ankomst, der var ikke noget værre end at kede sig.

Grunden til hans kedsomhed var ikke helt usædvanligt hans storebror, der var kommet for at lægge rapport om Hatten og hvad der nu ellers var sket under hans ledende åsyn. Hvorfor Gabriel skulle trækket igennem det her med jævne mellemrum vidste han ikke, men han havde måske nok selv en gang i et skænderi slået fast, at han skulle vide alt, også ting Damien havde helt styr på uden ham. Damien var uden tvivl bedre til at styre ting end Gabriel var, Gabriel var ikke så ... tålmodig. Ordentlig. Med et kosteskaft op i røven, når det kom til detaljer. 
Men om Damien til stadighed gennemgik sin del af banden en gang om ugen, fordi han mente det var en god idé eller om det var af ren trods, fordi Gabriel havde sat foden i jorden, det vidste Gabriel ikke. Men han var stædig nok til at kede sig igennem det hver gang. Det skete jo også, at broren faktisk havde noget interessant at fortælle om.

Men lige nu hørte Gabriel knap nok efter og stirrede i stedet på et maleri, der hang et sted bag Damien. Det havde hængt der siden den sidste konge. Lige nu spekulerede Gabriel over, hvorfor det ikke var blevet taget ned, det var ikke specielt kønt, faktisk ret grimt og kedeligt. Var det noget værd? Det var det sikkert. Måske han skulle forsøge at sælge det. Finde noget at hænge på væggen, han selv brød sig om. Var det ikke noget med, at rige folk havde deres segl på væggen? Et stykke stof med en halvmåne måske? Men hvilken farve? Blå?
Selv det måske godt kunne antages, at hans blik var rettet mod Damien, var det efterhånden så tomt, at det nok var ret let at se, at han var holdt op med at lytte efter.

[Damien Sølvtunge]

Damien havde set det ud af øjenkrogen. Om han forsøgte at skjule det eller ej så måtte det være tydelig for enhver at Gabriel ikke morede sig sønderligt meget over hans rapport. Men han var nødt til at få det hele frem som det var, både det dårlige; men også det gode. Hatten lå stabilt i det, og sådan kunne han lide det.

Der lå et skjult smil gemt bag Damiens ellers faste og sammenbidte udstråling denne dag. Han vidste det. Åh hvor han vidste hvor ligeglad han kunne være. Men så kunne han have ladet være med at fastholde sig retten til at skulle vide når en brødkrumme faldt på gulvet. Måske havde han talt ørene så meget af sin lillebror at han for en tid helst ville være uden de ordbelagte rapporter og i stedet bare ville vide om det gik godt? - Han havde vel lov at håbe.

Men nu var de her, og mødet var nødt til at komme til en ende før Damien med god samvittighed kunne traske ud af døren og videre med dagen, eller hvad der var tilbage af den. Det var et stykke tid siden at han havde rejst sig fra stolen og var begyndt at cirkulerer rundt i salen. Han drejede hovedet.
“Sig mig, hører du overhovedet efter?” spurgte han med et glimt i de mørke øjne i det han lod hånden gnide mod skægget. Han klarede halsen før han slog sig ned i stolen igen.

[Gabriel Halvmåne]

Damiens stemme var blevet en mumlende lyd i baggrunden, som Gabriel forsøgte at forestille sig banneret i en blå farve med en halvmåne af sølv hænge på væggen, og han lagde ikke helt mærke til, at Damien havde rejst sig og gik rundt. Men da stemmen skiftede tone, rettede han endeligt blikket mod sin storebror, der grangiveligt så ud til at more sig. Det tog ham et øjeblik at fiske ordene ud af hovedet, som han lige havde hørt.
"Ja, selvfølgelig," svarede han næsten fornærmet, inden han sukkede og gned sig på næsen med en finger fra den hånd, hans kind hvilede i mod. Overhovedet ikke. Han var ikke dum, han vidste godt, at Damien nok havde fanget hans fraværende stirren.

"Det går godt, og du styrer skidtet som du plejer." Med de brune øjne betragtede han den få år ældre mand, der sad i sin stol igen. Der skulle ingen tvivl være om, at han var meget taknemmelig for sin storebror. De var et godt hold og ingen af dem ville være kommet så langt uden den anden ved sin side. Kærlighed var ikke en følelse, Gabriel havde i sit register, men det, han følte for Damien, kom så tæt på, det kunne.
"Hvad med hende pigebarnet du kaster øjne efter, skal I snart giftes?" Hans stemme fik et irriterende drilagtigt tonefald, da han stillede spørgsmålet, som en rigtig provokerende lillebror.

Men inden Damien behøvede at svare, bankede det på døren. Gabriel greb straks chancen for at få afbrudt det kedelige møde og løftede hovedet fra hånden, som han råbte "kom ind".
Ind af døren kom en af gutterne. Bag ham kom to ukendte mænd - den ene havde fat i den anden, hvis hænder var bundet sammen og en klud stoppet i munden af ham. Noget havde givet ham et par på låget, som han havde blod om næsen og et øje, der så ud til at ville blive pænt sort. Gabriel rettede sig helt op i stolen, nu med tydelig nysgerrighed i ansigtet.
"Deres højhed," sagde vagten og bukkede, inden han trådte til side og lod de to andre mænd komme frem. Den frie af dem bukkede også hurtigt og forsøgte at skjule noget nervøsitet. Gabriels ry rakte langt.
"Eh, Deres majestæt, jeg undskylder forstyrrelsen. De ... De har en dusør ude på en person, der har røvet en af markedsboderne De, eh, passer på." Manden sank en klump og skubbede så den bundne mand frem og ned på knæ. "Ejeren af boden har bekræftet, at det er denne mand."

Gabriel kneb kort øjnene sammen. Nåh ja. En dusør. Han sendte Damien et blik, inden han rejste sig op gik de to trin ned fra tronen og derefter gik hen til de to mænd.
"Det kan enhver jo sige. Kan du bevise det?" Han løftede et øjenbryn og så på dusørjægeren, der hurtigt nikkede og hev et stykke pergament ud af en inderlomme. Gabriel tog i mod det. Håndskriften var gnidret og selvom Gabriel ved et blik kunne tyde flere af ordene, nok til at han forstod budskabet, gik han straks over for at række det til Damien, der var den skriftlærde af dem.

[Damien Sølvtunge]

Damien fnøs underholdt og rystede på hovedet af ham. “Mmh. Så siger vi det.” mumlede han uden at grave dybere i det. De kendte hinanden særdeles godt og selv hvis Gabriel intet havde fanget så måtte han om nogen vide at hans storebror gjorde et godt stykke arbejde. Ellers havde stemningen også været en ganske andet; Som dengang han skulle have både borde og stole repareret.

Langsomt lænede han sig tilbage i stolen og med et gonk smed han sine fødder op på den tomme stol skråt overfor ham. Hænderne blev foldet omkring hans hoved og et gab sneg sig forbi ham. Var han begyndt at lyde så kedelig at han selv blev helt træt af det? “Jaeh. Det gør det” svarede han som et smil strakte sig bredt hen over hans læber. Det gik som det plejede hvilket i deres branche var særdeles godt. Det var tilpas og det var vant.

Smilet stivnede og Damien var ved at falde bagover i sin stol da Gabriel nævnte Eleanor Sølvlilje . Han klarede halsen og greb ud efter sit krus med øl der stod på det lille bord ved hans side. Hvis først Damien blev gift, ville Ellie blive en langt mere offentligt person end hun allerede var og det ville sætte hende i endnu større fare. Men hvis han kunne; hvis bare det var så nemt som Gabriel fik det til at lyde. - Ville han så gifte sig med hende? Hans hjerte sprang et slag over tøvelsen i hans tanker.
“Det ved du godt...” Længere nået Damien ikke før døren gik op og hans blik løftede sig instinktivt op.

“Så tal dog så vi kan forstå det.” vrængede han og havde nu rejst sig op. Han hadede når de kludrede i sætningerne, og han ønskede bare at sende dem ud igen. Han så sammenbidt på sin bror der dog ikke lignede en der havde i sinde at gøre lige netop det. Han trak vejret dybt ind gennem næseborene og kunne allerede mærke luften blive helt tungt.

“Bare fordi det står her stort på hvidt kan det vel næppe kaldes for beviser.” mumlede han og gned en hånd mod tindingen. Det her ville komme til at trække alt for meget ud.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriels blik mødte kort med Damiens, og han kunne ikke lade være med at smile. Der var ingen tvivl om, at Damien ikke havde lyst til at have med dusørjægeren at gøre. Nu var det hans tur til at blive trukket igennem noget, han ikke gad. Og Gabriel morede sig allerede, om den bundne mand var skyldig eller ej. Det eneste vigtige var at finde ud af af, om dusørjægeren løj. Han tvivlede. De færreste ville have nosserne til at snyde sig til penge fra ham. Og selvom han var tydelig nervøs, sikkert en nybegynder, var der noget på den måde, han mødte hans blik på, der fik Gabriel til at tænke, at han i hvert fald selv troede på, at han havde fanget røveren.

Han drejede sig mod dusørjægeren og slog ud med armene.
"Du hørte manden. Kragetæer er ikke et bevis." Han hævede øjenbrynene mod manden, der rynkede panden og rettede sig lidt op. Den bundne mand begyndte at mumle igennem kneblen, tydeligvis i et forsøg på at gribe chancen for at protestere. Det fik dusørjægeren til at daske ham over nakken for at få ham til at holde kæft.
"Deres højhed. Der er ingen tvivl om, at det er denne mand. De må have hørt beskrivelsen af ham. Langt lyst hår, blå øjne, ranglet..."
Gabriel viftede en hånd af ham for at få ham til at tie stille.
"... en skæv næse og han mangler en lillefinger. Man skulle tro, at sælgeren havde været i seng med ham, med alle de detaljer." Men fingeren. Det kunne da undersøges.

Han gik op til manden, der lå på knæ, og greb fat i det lange hår, der var samlet i en hestehale, og skubbede ham ublidt fremover for at række ned og lige så ublidt trække hans bundne hænder opad.
"Hvad siger du så, bror? Hvor mange kan du tælle til?" Han lagde ikke skjul på grinet, som han så på sin storebror. Han havde hårdt fat i en hånd, der ganske rigtigt var en finger kort. Protesterende lyde af smerte kom fra røveren, hvis ansigt var lidt for nær gulvet og hvis skuldre var rykket bagud og op i en ubehagelig stilling, og dusørjægeren så forsigtigt lettet ud.

[Damien Sølvtunge]

Damien stod med sine arme over kors. Han lignede ikke en der så særlig tilfreds ud siden at hans eftermiddag nu ville blive længere end han først havde beregnet. Han skulle være alle andre steder end her og der var ikke noget han hadede mere end når dusørjægerne kom forbi og mente at de havde noget af værdi med sig. - Eller det han hadede mere end dét var folk der løj og den del delte han med sin bror.

Derfor var det ikke underligt at den ældre bror ville have langt større beviser end et par ulæselige kragetæer. Hans øjne blev små og skarpe da dusørjægeren begyndte at forklare sig og kæben spændte sig i frustration. Hvorfor var de ikke begyndt at hænge tegnede billeder op af de tyve de søgte i stedet for skriftlige beskrivelser. Det måtte de have gjort noget ved.

Han så til som Gabriel tog sig den frihed at tjekke om manden havde alle de fingre han skulle have og han så irriterende triumferende ud da han fandt den. “Hmph.” brummede han utilfreds.

“Tjek hans næse.” bad han i rolig tone. Der var mange i hovedbyen der havde mistet deres fingre og til trods for at beskrivelsen passede så var Damien nødt til at være sikker. “.. Hvor gammelt er arret. - Du har vel ikke skåret hans finger af, vel?” Hans mørke øjne blev instinktivt rettet mod dusørjægeren.

[Gabriel Halvmåne]

Åh, det sure ansigt storebror kunne sætte op. Gabriel var ganske tilfreds, som han slap hånden igen og trak manden ordentligt op at sidde, hvilket udløste en utydelig lyd af lettelse fra ham, som han kunne trække vejret ordentligt igen. Damiens rolige ordre fik Gabriel til at rulle med øjnene, men han hev mandens hoved bagover, stadig ved hestehalen, og tog så fat i hans hage for at kunne studere hans grimme fjæs nærmere. Næsen var skæv, det havde han alligevel set tidligere, men hvad som helst for at gøre et show ud af det for at irritere Damien så meget som muligt.
"Skæv som en rejekælling i blæsevejr," konstaterede han muntert og slap manden, inden han rettede sig op og så fra dusørjægeren og til Damien og tilbage.

Dusørjægeren var ved at få en svag rød farve i kinderne, som Damien nu var ved at beskylde ham for at have taget fingeren af selv. Det var ikke fordi, at han holdt med dusørjægeren, men nu havde han lige selv stået og gloet på den manglende finger, og der var ikke noget at komme efter, så Gabriel valgte, at legen var slut for nu. Han ville gerne, at dusørjægeren gik herfra med bare en lille smule lyst til at komme tilbage med endnu en eftersøgt. Så med en elegant bevægelse hev han sin pung ud af bæltet og åbnede den op, så mønterne klirrede.
"Hvad var dusøren på?" Han så på dusørjægeren, der langsomt fjernede blikket fra Damien og så på ham, inden han sagde et beløb. Standard, så Gabriel tøvede ikke med at hive mønterne op, plus lidt ekstra.
"Her, og tak for at komme med skidtfisken. Francis,  vil du tage herren her med ud i kroen og sørge for at Hugo ikke kræver betaling for det første krus?" 
Vagten nikkede. Dusørjægeren bukkede og takkede Gabriel. Han så ikke tilbage på manden på knæ, da han gik ud. Hans opgave var fuldført og han havde virkeligt brug for et krus vin.

Gabriel pakkede pungen væk igen og gik tilbage for at smide sig i tronen. Her satte han sig som før med en kind hvilende på en lukket hånd.
"Så du følte, at det var en god idé at røve tærtemanden for alle hans skillinger? Det var dumt. Han er under hoffets beskyttelse." Han flyttede blikket til Damien. "Hvad er det, vi plejer at gøre ved folk, der røver vores boder?" Han så lidt drillende på ham. Var han stadig sur? Ville han lege med?

[Damien Sølvtunge]

Damien stod stadig og lignede en der ikke var imponeret; med armene over kors og et stift blik der skiftende mellem sin bror og Francis. Han trak vejret hørligt ind gennem næseborende og sukkede frustreret. Han vidste det var en nødvendighed at han var til stede når nu han i forvejen havde været det. Havde det været på et andet tidspunkt havde det ikke været sikkert at Gabriel havde sendt bud efter ham; normalt kunne han godt klare sleske dusørjægere.

Men denne eftermiddag ville Damien ikke stille sig imod; Francis var trods alt en af de vante og de skulle ikke til at miste gode folk som ham. Men af og til var han nødt til at være ekstra sikker, de kunne jo tro at de var heldige og kunne tjene det ekstra.

Da han var gået vendte den ældste bror sig om, og langsomt gled armene ned langs hans side. Øjnene gled kort i imens han lyttede til Gabriels ord. "Du plejer at prikke deres øjne ud, og det er endda på en god dag." svarede han og fnøs let. Han fulgte ham roligt i hans bevægende gang tilbage til tronen, selv blev han stående.

"Tag hans hånd, så skal han nok falde tilbage på række."

[Gabriel Halvmåne]

Som Gabriel sad der i stolen, gik det op for ham, at han havde glemt at spørge dusørjægeren efter hans navn. Nå, mon ikke, at vagten eller Hugo kunne fortælle ham det senere. Et navn var altid godt at have.
Men nu handlede det om den lyshårede mand på gulvet, der absolut ikke så ud som om, at han fandt situationen sjov. Det burde han heller ikke. Gabriel så ikke venligt på folk, der valgte at røve dem, som Gabriel havde lovet at passe på. Overhovedet ikke. Hvilket manden ville finde ud af.

Han flyttede ikke blikket fra den fremmede, som Damien begyndte at snakke om at prikke øjne ud og hugge hænder af. Men inden han nåede at svare, lød der en anden stemme. En dybere stemme.
"Skær halsen over på ham. Smid ham for hundene." 
Gabriel rettede sig op og drejede hovedet. Romain stod lænet op af væggen længere tilbage i rummet med armene over kors. Han så på Gabriel, som var det, det eneste logiske at gøre. Gabriel kneb kort øjnene sammen, inden han rejste sig op og slog ud med hænderne.
"Eller vi kunne skære halsen over på ham. Hvad siger du til det, bror?" Han skævede til Damien og gik så hen til tyven igen, der så ud til at være ved at få et hjerteanfald af skræk. Det ville være surt, så kunne Gabriel ikke få fornøjelsen af at få ham til at bløde.

Han trak sin kniv og gav sig til at pille ved den, mens han overvejede, hvad en passende straf kunne være. En hånd og manden levede til at fortælle, at man ikke skulle krydse Tyvekongen, men en død mand midt på markedet var også noget af et budskab.
"Vi kan smide ham midt på markedspladsen som budskab. Du kan endda skrive en lille seddel til drabanterne?" Gabriel begyndte at kunne lide idéen, og han så fra Romain til Damien, som han gik om bag manden, der igen var begyndt at skrige ord ud bag kneblen.

[Damien Sølvtunge]

Det hele virkede til at det ville tage lang tid. Damien havde en følelse af at det ikke ville være noget der kunne overstået med et par enkle ord. Gabriel havde et eller andet glimt i hans øjne der sagde ham at det ikke ville blive let. Han kunne allerede mærke trætheden skylle over ham, og han overvejede kort om han bare skulle kaste håndklædet i ring og lade ham tage beslutningen.

Nej. Det kunne han ikke. Nogen var nødt til at være den fornuftige og Gabriel havde brug for nogen til at veje sine tanker med og Damien kendte ham trods alt bedst. Sådan var det bare, og sådan skulle det helst blive ved med at være. Han trak en hånd om i nakken og kløede sig let i det mørke hår før han med et drejede hovedet hen imod sin bror.
"Hva?" Var det ikke en lige lovlig hård straf? Det var minimalt at skade der var blevet påført og for det meste slap de med et par slag og en advarelse.

"Det kan du ikke mene Gabriel. Tag hans ene øje, eller hans tunge." Han skar en lettere grimasse af hele forslaget. - Jo det blev en lang aften.

[Gabriel Halvmåne]

Selvfølgelig var Damien i mod, at nogen skulle slås ihjel. Han var alt for venlig. Men han måtte da kunne forstå, at de nogle gange blev nødt til at sende et budskab. Hvis først én slap væk med at røve deres boder, hvor mange ville så ikke begynde at tage mod til sig? Romain brummede tilfreds ovre ved væggen, som idéen begyndte at bid sig fast i Gabriel. En død røver ville sende et stærkt budskab om, at man skulle holde sig fra at stjæle fra Gabriel og hans folk. Og beskyttelsespengene ville blive ved med at flyde, for markedsfolkene ville se, at det kunne betale sig.

"Men bror." Han greb hurtigt fat i hestehalen af manden på gulvet, der var begyndt at skubbe sig væk fra ham, og trak ham hårdt til sig. "Du må da kunne se, at vi har fejlet, siden folk tror, at de kan komme af sted med at røve dem, der betaler os for sikkerhed." Gabriels øjne virkede en smule for store, som han så på Damien. Han var tændt på idéen, mentalt. 
"Det handler om vores ry og vores indtægter. Hvordan kan vi overtale folk til at betale for noget, de ikke får? Hvordan kan vi blive taget seriøst, hvis én som denne lille rotte kan få lov til at slippe af sted med at trodse os?" Det var lige før, at han talte sig selv ind i en trance, og han trak manden hoved endnu mere bagover.

"Du ved Damien er en vatpik. Han bestemmer ikke. Du gør. Bare gør det." Romains stemme rungede i Gabriels hoved, og hånden med kniven bevægede sig hen mod mandens hals. Hans bønner igennem kluden blev ikke hørt. Han skulle dø, som den hund han var. Halsen skåret over. Gabriel var ikke i tvivl.

[Damien Sølvtunge]

Damien forstod alt om at skulle sende et budskab, det skulle bare være på de rigtige tidspunkter; hvilket dette ikke var. Det var for småligt og det passede sig bedre med en advarsel af den blodige slags. En der gjorde at han ikke ville gøre det igen. De burde nok snare få flere vagter op ved markedspladsen omkring det tidsrum var røverne mente det kunne betale sig.

Langsomt lænede han sig tilbage i stolen med et let suk. Det kunne ikke betale sig at myrde folk til højre og venstre bare fordi man havde lyst. Hvilket også var derfor at Damien var der, til at balancen i deres arbejde eksisterede.
“Hvor længe siden er det sidst det er sket, hm?” spurgte han og drejede hovedet og fulgte sin bror med blikket. Der ville altid være smårøvere og banditter, de kunne ikke kontrollerer det hele selvom det var hvad Gabriel gerne ville.

“Lad ham nu slippe med tungen, så kan du hæfte en seddel på ham med et søm et eller andet sted på hans krop så hans venner kan se det.” svarede han og lukkede sine øjne. De var nødt til at mødes på midten når de var så langt fra enighed som nu. Først da Gabriels blik ændrede sig rejste han sig op og gik med tre meget hurtige og lange skridt hen mod ham.

Han greb ud efter hans arm i et forsøg på at tvinge kniven ud af hans hånd. “Gabriel for fanden!” Hviskede han sammenbidt.

[Gabriel Halvmåne]

Selvom Damiens ord gled ind i Gabriels bevidsthed, hørte han dem ikke rigtigt. Romains stemme fyldte for meget, som han gentog ordene om, at Damien ikke bestemte, det gjorde Gabriel. Han skulle bare gøre det. Vise Levagny, hvem der i virkeligheden bestemte.
Kniven rørte huden, mødte modstand, og lige som Gabriel skulle til at lægge kræfter bag, greb nogen fat i hans arm og flåede den væk. Damien. Chokket over, at hans bror forhindrede ham i at udføre retfærdighed varede kun et halvt sekund, inden vreden kom væltende igennem ham som en stor rød og brændende flodbølge. Med en uartikuleret lyd flåede han armen ud af storebrorens greb, voldsomt nok til at han måtte træde tilbage for at holde balancen. Det fik ham også til at slippe mandens hår, og manden spildte ikke et sekund, men begyndte at kravle væk på sine knæ.

Gabriels blik var gået fra fjernt til fyldt med vrede, som han så på Damien.
"Hvad tror du, at du kan tillade dig, storebror?! Det er mig, der bestemmer her!" Det var halvt en hvæsen, halvt et råb. Manden på gulvet var glemt, som Gabriel trådte frem mod Damien, stadig med kniven i den ene hånd, dog ikke rettet mod broren. Kom han tæt nok på Damien, rakte han ud og satte en hånd i brystet af ham for at skubbe til ham.
"Jeg vil have, at han skal dø. Verden skal vide, at vi er her! Rør mig igen, og jeg banker dig." Vreden slørede hans ord, som han truede Damien. Hånden om kniven var spændt så hårdt, at hans knoer var hvide, men selv i sin vrede, agtede han ikke at bruge den mod Damien, han havde bare ikke tænkt langt nok til at slippe den endnu.

[Damien Sølvtunge]

Det var ikke første gang at det skete, og selvom Damien vidste at hans bror ikke normalt var sådan her, var det ham stadig en gåde i hvorfor. Derfor strammede han blot grebet om hans arm i håb om at han kunne vride kniven ud af hans hånd. Om ikke andet kunne han råbe efter nogen der kunne tage den stakkels mand ud af rummet hvorefter Damien kunne banke noget fornuft ind i hans bror; men han håbede at han til en start kunne tale ham ned og til fornuft.
“Gabriel!” Hans stemme var fast men rolig. Ikke bebrejdende. Han nået kun kort at se at manden kravlede væk før hans brors arrige stemme lød, hvilket instinktivt fik ham til at skifte fokus.

“Åh ja, det er dig der bestemmer. Men lige nu er du ude af stand til at tage nogen former for beslutning.” svarede Damien og løftede sine arme op mod sit ansigt for at blokerer for hans slag. Det var den samme gamle leg, og han vidste at han bare skulle holde hans fokus mod sig, og ingen andre.

“Hvis du gør det, så går jeg og det ved du” hvislede Damien. Mørken var måde at høre i stemmen og at se i hans øjne.
“Jeg går, og jeg kommer aldrig tilbage”

[Gabriel Halvmåne]

Vreden fyldte det hele og al fornuft var fordampet. Det var næsten som om, at Gabriel havde glemt, at det var hans bror, der stod foran ham. Han havde lyst til at slå hvem end der havde forhindret ham i at gøre det, han ville. Selv som barn havde han reageret sådan, også overfor deres forældre, hvilket ofte havde ført til flere dage, hvor han ikke kunne røre sig, efter faderens hårde og tunge hænder havde sat ham på plads. Som voksen var det kun Damien, der kunne få ham ned, men lige nu brændte det for voldsomt i ham til, at storebrorens første forsøg havde nogen virkning. Selv ikke, da Damien løftede armene for at forberede sig på de slag, der uden tvivl ville komme, stoppede Gabriel op og overvejede situationen.

Men han slog heller ikke, stadig med kniven i hånden. Han ville ikke slå Damien ihjel. Han skulle slippe kniven først, men nu var hans hånd lukket så hårdt om den, at han ikke var sikker på, at han kunne åbne den.
Og inden han fik samlet sig om at forsøge, fortsatte Damien med at snakke. Han ville forlade ham. Ord der alligevel stak i Gabriel, der stoppede med at gå i mod ham. Der var ikke rigtigt nogle sammenhængende tanker i hovedet af ham, men vreden faldt drastisk.

"Og hvad så? Du kan sagtens klare dig uden ham. Han er svag. Ubrugelig. Tæv ham. Vis ham, at han ikke styrer dig. Du er stærkere uden ham." Romain var dukket op skråt bag Damien og Gabriel flyttede sit blik til ham, som han snakkede. En urolig følelse dukkede op i ham, mens han mødte Romains mørke blik. Nej. Det var ikke sandt. Gabriel havde brug for Damien. Han var den eneste, han havde. Ud over Romain, men han var der jo ikke. Storebrorens ansigt fortrak sig i vrede, som Gabriel tænkte den tanke, og Gabriel blev nødt til at flytte blikket tilbage til Damien. Forstyrret.

Endeligt fortrak hans ansigt sig i vrede igen, og han kastede kniven fra sig, så den satte sig fast i tronen.
"Du er heldig, at du er min bror, Damien." Med en lyd af frustration og vrede, vendte han sig rundt fra Damien og rettede i stedet blikket mod manden, der havde startet det hele. Han var kommet på benene, men var fanget i rummet. Uheldigvis for ham, for Gabriel tog et par lange skridt hen til ham og lod en knyttet næve fare mod hans ansigt. Nogen skulle bløde. Slagene begyndte at falde og på et tidspunkt endte manden på jorden, hvor Gabriel sparkede til ham med alt, han havde af vrede i sin krop. Han slog og sparkede og lod al sin vrede gå ud over den lyshårede røver, der absolut fortrød alle sine beslutninger i hele sit liv.