Anonym på druk

[Ragnar af Hasnea]

Til: Abigail Lysmager
Sted: Falken og Kronen
Tid: Aften
Vejr: Tøvejr og sjappet efter lidt sne

Ragnar havde efterhånden rimeligt godt styr på byens bedre kroer (og nogle af de mindre gode også), og han havde ikke problemer med at finde rundt i byens gader. For det meste var det med en vagt eller to – eller sin tørre hoftjener – på slæb, men nogle gange sneg han sig ud af paladset uden følgeskab. Iklædt lidt mere borgerlige klæder, fandt han sig gerne en kro, hvor han kunne drikke, snakke og more sig på lige fod med de andre gæster, så han kunne få lov til at slappe af. Han fik jævnligt skældud over det tilbage på paladset, men de kunne rende ham. Han savnede festerne derhjemme, drukken, kvinderne og vennerne. Især vennerne. Han havde stadig ikke fået en eneste ven i denne gudsforladte by, og han var ved at blive sindssyg.

Restløsheden havde vundet denne aften, og iklædt en varm jakke havde han sneget sig forbi en vagt og var trasket igennem byen, til han kom til Falken og Kronen. Det havde ikke taget ham mange minutter at finde et bord, der gerne ville have selskab af den lystige hasneaner – en flok universitetsstuderende, der måske burde vide, hvem han var, men alligevel ikke gjorde det. Hvem regnede alligevel med at møde den hasneanske kongesøn et sted som dér? Ragnar elskede anonymiteten, og snart flød øllet, mens latteren fyldte krostuen.

[Abigail Lysmager]

Abigail havde lidt noget af et kulturchok. Hun kom ikke fra hovedbyen i Blueton, og selv hvis hun gjorde ville intet have forberedt hende på Falanie og Levagny. Hun ville have eventyr; og det fik hun. Alene rejsen derhen kunne hun krydse af, og alle indtryk efterfølgende var lige til bøgerne.

Et mislykket forsøg med et net og et silkebånd, havde efterladt Abigails krøller vildfaren. De levede deres eget liv og hun havde ikke i sinde at bruge en time på at få det ordet. Den blå kappe lå på en fristol, og lysmagerdatteren havde siddet i godt selskab med sine veninder, indtil nogen af dem havde rejst sig og ansporet et hasneaner i en samtale, og fik ham til at gøre dem selskab ved bordet.

Abigails øjne blev store, og hun rykkede helt automatisk tættere på ham. "Sig mig, Sir.." Ordene slog knuder og Abigail rystede let på hovedet. "Hvor længe har du været i Levagny?" At han var kongesøn kunne ingen se, og ingen på kroen vidste hvem han var.

[Ragnar af Hasnea]

Det var en flok søde piger, der havde hevet Ragnar med i deres selskab. Det kunne han selvfølgelig ikke andet end at føle sig meget beæret over, men så heller ikke mere end det. Hans hjerte var efterladt tilbage i Hasnea sammen med Sigrun. Og han havde ind til videre været hende tro, selvom cølibat ikke ligefrem var nemt. Et år. Hun ville vente på ham i et år, og han havde ikke planer om at svigte hende, selvom det lige nu så sort ud med at komme hjem igen. En tanke han forsøgte at lade være med at dvæle ved. Hjertesorgerne gjorde underlige ting ved ham, og han ville bare gerne have en hyggelig aften. Han drak en stor slurk af øllet, der var noget tyndere end han brød sig om.

En af pigerne – hun havde et stort krøllet hår og en sød spids næse – rykkede sig nærmere. Hun var tydeligvis ikke fra Falanie, hendes tale bar endnu mere præg af hjemlandet end Ragnars, og han gættede på, at hun var fra Blueton, Hasneas naboland mod nordøst. Som med deres sydlige nabo, Falanie, kunne Ragnar lidt af sproget, men han havde fået endnu mindre undervisning i blueton end falanistisk, så han havde ikke tænkt sig at give sig i kast med en samtale på det fremmede sprog.

Han kunne dog næsten ikke lade være med at smile, som hun så på ham, men det lykkedes ham at holde et halvalvorligt udtryk, som hun tydeligvis ville spørge ham om noget.
”Ååh, nogle måneder. Siden midt efterår, tror jeg.” Han sendte hende et smil. ”Og du? Bluetoner, ikke? Hvor længe har du været i denne storslåede hovedstad?” Han nåede lige at stoppe sig selv i at sige ”kedelige lortehul”, det var nok ikke så smart når størstedelen af selskabet var fra Falanie.

[Abigail Lysmager]

Han lignede ikke en købmand. Abigail smilte let. Men det var rart at have en anden at snakke med, som måske var mindst lige så ny i landet som hende. Han så venlig og imødekommende ud og hun havde derfor intet problem i at starte en samtale med ham. Fortænderne tykkede let ned på den bløde underlæbe som ordene dannede sig i hendes hoved.

"Jo. Vi kommer fra Briar Glen. Min familie laver lys" svarede hun i et let smil som hun tog kruset med cider og tog et par tårer. "Ah! Min søster og jeg har kun været her i halvanden måned. Vi går begge på universitetet" Selvom hun virkelig anstrengte sig så kom alle de franske ord ud på en knækket måde, og Abigail skar en let grimasse over det. Gabriella Lysmager var bedre til det med sproget og selvom hun havde forsøgt at lærer hende det, så fejlede hun stort.

[Ragnar af Hasnea]

Ragnar lagde ansigtet i lyttende folder, som hun svarede på hans spørgsmål. Faktisk skulle han koncentrere sig lidt fro at forstå, hvad hun sagde. Falanistisk var svært nok i forvejen, men når det så ikke blev talt klart og tydeligt … Det tog ham lige et øjeblik at fange, at hendes familie lavede lys, men han fik heldigvis tid til at vende hendes ord i hovedet, mens hun drak af sit krus.
”Et ganske brugbart erhverv,” svarede han, ærligt nok. Han så ikke ned på håndværkere, som han hurtigt havde opdaget, at mange adelige gjorde i Levagny. Håndværkere, bønder og andre mere almindelige arbejdsfolk fik verden til at dreje rundt.

Hun var lidt sød, som hun kæmpede med sproget. Hans eget falanistiske var efterhånden ved at være godt flydende, men accenten havde han ikke lagt fra sig, mest af stolthed over sit ophav, og der var nok ikke nogen, der kunne være i tvivl om, at han kom oppe nord fra.
”Universitetet. Stedet for lærdom. Er det godt?” Han havde selvfølgelig selv uddannelse, selvom det havde foregået hjemme på borgen. Om det var så godt som det kendte universitet fra Levagny, det ville tiden nok vise.

”Mit navn er for øvrigt Ragnar Roarson.” Han smilede til hende, som han sagde sit navn, ganske godt klar over, at de færreste kunne forbinde Roarson med Roar den Store af Hasnea og så hans mere ukendte midterste søn Ragnar. Falanister så vist sjældent ud over deres egne landegrænser. Om hun som Bluetoner kunne gætte, hvem han var, det regnede han nu heller ikke med.