Vil du vide din fremtid?

[Josephine af Aren]

Hun spidsede nærmest ører, da den lyshårede fortalte om sine tidligere spådomme og hvorledes hun havde hjulpet andre. Josephines unge sind spiste det råt. Ja, for når man var i vildrede, hvem ellers end guderne kunne svare? Josephine besad selv Gaven. Hun vidste derfor, at Gaven kunne komme med forskellige fokus. Ét af dem var netop kommunikation, sådan som hun troede at den lyshårede havde. Josephine overvejede spåkonens ord, som ganske vist lød logiske. Hun vidste et eller andet sted godt at gudernes veje var uransagelige. Hun nåede dog kun at spidse læberne eftertænksomt, en optakt til at sige noget, men blev afbrudt da kvinden foran hende indvilligede i at spørge igen. Et par forhåbningsfulde øjne hvilede mod hende, som hun remsede mumlende ord. En beskrivelse kom efterfølgende og Josephine sugede et overfladisk åndedræt ind. "Er det sandt?" Lød det i let, skeptisk overvejelse. "Hvem mon han er? og af hvilken årsag ville han rejse så langt?" Hun spurgte nok mest sig selv. Den lyshårede fangede den unge komtesses blik og hendes sidste sætning fik de ellers nedadvendte mundvige til at vippede lidt op. Hun opfattede det som en opmuntring - noget hun var taknemmelig for. "Jeg må nok bare væbne mig med tålmodighed." Hun rakte ned i læderpungen der lå gemt i hendes skørt og fiskede et par mønter op og lagde i skålen. "Tak for Deres hjælp."

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral betragtede mønterne der klirrede i skålen. Det var flere end folk normalt betalte, selv for adelige med bagdelen fuld af mønter. Så hun kunne godt underholde pigen lidt ekstra og bygge videre på hendes drømme. Det kunne der ikke ske noget ved. Måske ville pigen endda introducere hende for sine lige så godtroende veninder, der også ville lægge deres penge i Cattrals lommer?
"Vent nådigfrøken. Gudinden har velsignet dig. For din gavmildhed vil Hun vise Dem den fremmede, så de bedre vil kunne genkende ham, når han finder Dem."
Cattral kiggede på ny i koppen og huskede at dreje den mellem hænderne
"Gudinden viser mig... Hm." Hun så interessant på koppen, som om indholdet rent faktisk viste noget.
"Han er svær at holde på. En verdensmand, fuld af eventyr. Han er en nydelig mand. Grønne øjne, mørkt hår. Han bringer en smule mørke med sig." Hun så på Komtessen og blinkede. "Gudinden har fundet dig en erfaren mand, der ikke ønsker sig titler, men historier."

[Josephine af Aren]

Hun havde allerede krænget fingrene om skørtets stof og var begyndt at rejse sig, da den lyshårede bad hende vente. Josephines opmærksomhed gled tilbage på hende, overrasket. Da hun forklarede, at hendes gavmildhed var blevet belønnet med flere ord fra gudinden, satte komtessen sig elegant ned igen med store øjne. "Virkelig?" Spurgte hun nysgerrigt. Der kom en beskrivelse af ham denne gang. Mørkt hår, grønne øjne. Eventyrer med tyngde på sin karakter. Josephine så ham for sit indre øje og af en eller anden grund forstillede hun, ham stående på et søgående fartøj. Vinden susende omkring ham. Hendes fjernhed forsvandt lidt igen, ved den lyshåredes sidste sætning. ønsker ingen titler..., Tænkte hun. Det ville faktisk have været den perfekte mand for Josephine, hvis ikke hun havde set sig så sur på hele aspektet af kærlighed.. da det gik op for hende, at hun drømte sig væk i noget, som hun egentlig foragtede, vågnede hun ligesom op igen. "Historier?" spurgte hun interesseret, skønt hendes blik havde en skepsis liggende i sig. "Vel ikke om kærlighed?"

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral smilede selvsikkert. Hendes stemme var blid. "Nej. Ikke nødvendigvis. Han er en fri mand. Han ønsker at se verdenen, så når han bliver gammel, vil han kunne tænke tilbage på dem. Hans hjerte er stadig frit som vinden."

[Josephine af Aren]

Hvem mon han var? og hvor mon Josephine passede ind i den historie? Hun håbede ikke at det var den prins i rustning, som guderne havde valgt at sende hende.. skønt tanken om at drage bort ud i solnedgangen, men en der ej var bundet af arvefølge, familieære og politik, forekom hende.. romantisk? En sådan skæbne ville dog efterlade hende i en position der ikke var meget anderledes, end hvis hun accepterede kurmageri fra en adelsmand, sådan som hendes far helst så det. Hun ville stadig være foruden ejendom, frihed og selvbestemmelse. En rynke lagde sig i Komtessens altid bekymrede ansigt. "I så tilfælde vil jeg vente og se hvilken historie han ønsker at skrive med mig." Konkluderede hun i venlighed overfor spåkonen, men i sandheden var Josephine ikke sikker på om hun overhovedet ønskede at møde ham. Tænk hvis han hensigter var romantiske... Det ville være frygteligt. "Jeg takker atter for Deres syn. Jeg må til templerne og bede." Bekendtgjorde hun og lagde to kobberstykker i den lyshåredes kop inden hun rejste sig og hastede mod templerne, hvor hun ville bede for sin skæbne!

/lukket?

[Cattral fra Wufrurg]

"Jeg takker for Deres gavmildhed og vil bede for Dem." bød Cattral hende farvel og snuppede hurtigt de mange mønter, der blev lagt i lommer inden hun på ny begyndte at råbe af folk på gaden.

/slut