Vil du vide din fremtid?

[Cattral fra Wufrurg]

Josephine af Aren

Solgudens fest trak alle ud i gaden og Cattral havde fået kæmpet sig til en helt okay plads helt fremme i lyset.
Hun havde fået skabt et godt sted med et lille bord og tre skamler. Lys med dufte, blomster og meterstof skabte et rum af afslappet intimitet. Som hun nu sad og råbte i til tilfældige forbipasserende.
"Hallo gode frue! Ønsker De at vide Deres fremtid? Nådigfrøken, teen kan afsløre Deres kommende ægtemand for dem! Den herre, teen er sød og fragtet hertil fra de frodigste egne!"

[Josephine af Aren]

Det grønnet blik gled over masserne der var samlet til solgudens fest. Hun kunne nærmest mærke den summen af glæde og liv der gik igennem dem alle, som hun trådte forbi dem. Det bragte hende en god følelse indeni, som hun samtidigt, kortvarigt glemte sine egne kvaler der hørte sig en rebelsk nådigfrøken til. Kammerpigen bag hende virkede også til at nyde den sjældne begivenhed, og Josephine kastede et nik og et mere muntert blik over skulderen til hende, som hun påpegede noget hun havde set. En stemme fangede Josephines opmærksomhed, som hun gik der og tog oplevelsen ind. I næste nu fik hun øje på en meget lyshåret kvinde, der sad bag et lille bord og reklamerede med spådom om fremtiden. Hun havde tilsyneladende også fået øje på hende, for idet de så hinanden, bød kvinden hende ind til en spådom om hendes fremtidige ægtemand. Josephine skar en grimasse. Hun skulle aldeles ikke nyde noget af spådomme om nogen som helst ægtemand... for tænkt sig, hvis spåkonen havde ret? Josephines betragtede ikke sig selv, som fanatisk troende, men hun benægtede alligevel heller ikke at der eksisterede mere mellem himmel og jord - specielt fordi hun besad Gaven, og hvis ikke dét var en uforklarligt ting, så vidste hun ikke hvad var. Den ung komtesse samlede en håndfuld af kjolens stof i hænderne, som hun yndefuldt satte sig på stolen overfor den lyshårede kvinde. "Kan du spå om fremtiden?" Spurgte hun indledende, "For jeg ønsker at vide lidt forskellige ting om min."

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral smilede indbydende til den fornemme kvinde. "Det kan jeg så sandelig nådigfrøken. Teen jeg har her har groet på østsiden af der højeste bjerg og været det første solens stråler har ramt. Kyndige hænder har plukket de blade, mens de er blevet velsignet af en hemmelig salme der kun gives til familiemedlemmer. Ikke engang jeg kender den... Teen kan svare alle Deres spørgsmål." Cattral puffede til en simpel underskål af messing, med pegefingeren. Der lå allerede nogle mønter i. "Har nådigfrøkenen nogle spørgsmål?"

[Josephine af Aren]

Det lød jo altsammen meget godt, så Josephine lagde et par mønter i den messingfarvede underkop, som den lyshårede kvinde prikkede lidt til. Hun forstod skam godt en hentydning. Komtessen nikkede stille da hun blev spurgt til sine spørgsmål. "Først vil jeg gerne vide om jeg ender i et giftermål - i såfald med hvem." Sagde hun, uden at give udtryk for den største begejstring herom. "For det andet, vil jeg gerne vide hvordan jeg lever mit liv om 5 år."

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral lyste op i et smil. Selvfølgelig ville en som hende vide sådan noget. Den unge frøken havde sikkert allerede en eller flere unge mænd omkring sig og var overvældet. Det her blev nemt. Nogle folk var så ens...
"Den unge frøken har måske allerede en hjertenskær?" spurgte hun henkastet, mens hun lagde teblade i en kop og hældte en smule varmt vand over.
"Rør tre gange i solens retning og drik til du når bladene." Folk var som regel venlige nok til at fortælle en ting eller to om hvad de tænkte på, mens de sippede den halvvarme te.

[Josephine af Aren]

Komtessen rynkede på næsen ved kvindens spørgsmål. "Nej, det er så sandeligt at jeg ikke har.", gud forbyde det. Hun fulgte den lyshåredes i hendes bevægelser, som hun lagde teblade op. "Jeg tvivler endog på at han i det hele taget eksistere." Tilføjede hun. Josephines havde nok fat i en pointe. For med hendes uortodokse tanker, hendes fyrighed og.. mangel på respekt for de sociale konstellationer, så skulle der noget af en gud til for enten at kunne balancere hendes rebelskhed, eller det pres det ville kræve at bryde så meget fra traditionerne. Den unge Komtesse samlede på elegant vis koppen op og sippede af den varme the, efter at have rørt i den. Den var sød, frugtig og hun tog sig selv i at nyde den lidt. "Ikke at gjorde mig det fjerneste, som jeg så skulle ende som pebermø." Tilføjede hun lidt bittert, "Hellere det, end at forbruge mine år nyttesløst bag en borgmur indtil den dag jeg skulle væk herfra."

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral måtte gøre et ihærdigt forsøg for at holde munden lukket og et overrasket udtryk væk fra ansigtet. Aldrig havde hun hørt noget så tosset!
Hvad skulle hun sige for at få nådigfrøkenen til at blive hængende og putte flere mønter i skålen?... Planen om bare at plante om mand og børn, lod til at være noget der ville skræmme hende væk!
"Det lyder interessant.... Ikke de ord man normalt hører... Hvid nådigfrøkenen tilgiver min direktehed. Hvorfor tror nådigfrøkenen ikke at der er en fin herre til hende?"

[Josephine af Aren]

Hun skjulte det godt, den lyshårede kvinde, men de vage trækninger hendes øjenmuskulatur gjorde sig, var nok til at Josephine havde opfanget hendes overraskelse - hvis hun ikke havde kigget ned i sin tekop, imens hun sagde sine ord. Alligevel kom det lidt til udtryk i kvindens efterfølgende ord og Josephine flyttede koppen fra læberne, som hun diskret sukkede stille. Hun slog blikket ud til siden, nærmest lidt forlegen over sig selv. "Jeg har..." Tøvede hun stille, "Holdninger." Sagde hun så endelig, idet hun atter flyttede blikket mod kvinden for at se hendes reaktion. Josephine vidste godt hvordan samfundet var skruet sammen... for himlens skyld! Hun var blevet trænet fra barns ben til at forstå det. Men hun kunne bare ikke føje sig det - jo, lidt til husbehov, så hun ikke direkte kunne klandres som urostifter, men hun havde lovet sig selv ikke at lade sig føje. Selvom det var svært. Rigtigt svært. Indtil videre havde alle hun havde mødt og kendt, set skævt til hende - ja nogen endda indirekte udskældt hende.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral nikkede tænksomt og havde ingen idé om hvad der blev ment? Var hun imod guderne? Ville hun have en kælegris på de dyre tæpper? Hvad kunne sådan en rig kvinde have af problemer?!
"Vel... Nogle kalder det holdninger, andre kalder det personlighed." sukkede hun. Der var vist noget med at nogle adelige ikke havde personligheder.
"Men lad os se hvad fremtiden bringer af gode ting."
Hun tog den næsten tomme kop og lagde et stykke stof over, så det sidste te kunne blive hældt ud uden at bladene forsvandt.
"Mørke Gudinde, Store Moder, hjælp mig med at vise vejen. Vejled mig, bjerges og hoppers Moder, så fremtiden står klar for den nådige frøken.” Remsen var lidt den samme som magikere med indsigt brugte. Det hjalp altid at lyde lidt professionel.
Hun drejede koppen to gange den ene vej og en enkelt den anden, inden hun vendte den korrekt igen.
"Så lad os se." Hun satte koppen, så de begge kunne se tebladene, der nu lå klæbet fast til koppens inderside i små og større klumper.
"Jeg kan se at det ikke altid har været nemt at være dig... Du har mødt mere modgang end forventet" Med den personlighed Cattral havde fornemmet kunne det ikke være helt ved siden af.
"Fremtiden bliver heller ikke nem. Du vil opleve både modgang og medgang. Nogle kampe vil du vinde, andre vil du tabe. Men ikke fordi du ikke forsøger... Fordi du ikke har anerkendt din vej."

[Josephine af Aren]

Josephine studsede lidt over hendes ord. Personlighed? Hun var ganske vist ikke den typiske komtesse der vimsede rundt, som en hvalp og krævede opmærksomhed... ja, hun var nok bare generelt set ikke særligt bedårende. Men hun havde en vision og modet til at forsøge? Skønt hun stadig var tvunget i en vis grad, til at spille spillet. Var det det den lyshårede kaldte personlighed? Josephine betragtede efterfølgende kvinden, som hun fremmanede kontakt til guderne. Selv havde komtessen jo magi, men hendes fokus var en anden end den lyshåredes. Josephine strakte halsen lidt for at følge med i tekoppens formationer af blade. Hun så overrasket op på hende, da hun så begyndte at tolke. "Anerkendt min vej?" undrede hun sig, "Men hvordan? Hvilken vej?"

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral var stille. Hun rynkede panden og sagde 'hm', mens hun i hovedet talte til 20 for at øge spændingen.
"Jeg ser en person i din fremtid... Det er svært at tyde, men jeg fornemmer det er en mand." Hun så på kvinden, for at tyde hendes reaktion.
"Han er fremmede og kommer langvejs fra, bare for at møde dig."

[Josephine af Aren]

Komtessens ansigt faldt lidt, da spåkonen nævnte en mand. Hun rettede dog de bedrøvede fuger ud igen kort efter, som hun studsede over de ord der kom efterfølgende. "Fremmed?" gentog hun. Josephine overvejede scenariet. "Kan du se hvilken stand han kommer af?" Spurgt hun. En fremmed der kom lang vejs fra var ikke ensbetydende med at det var hendes tilkomne. Det kunne vel være en købmand? En soldat? ... En der kunne tage hende med væk fra Levagny.. eller en der kunne bringe hende tættere på Paladset. "Hvad vil han mig?"

[Cattral fra Wufrurg]

Perfekt. Den unge frøken lod til at være bidt på krogen. Nu galt det om at få hende til at blive. Cattral lagde ansigtet i endnu mere alvorlige folder. Rynkede brynene og spidsede læberne.
Cattral tog koppen op og vendte den, så lyset blev fanget på en anden måde.
"Det er nogle meget præcise spørgsmål de stiller nådigfrøken. Desværre er Gudindens vej ofte dækket i tåger... Måske en lille gave til Gudinden vil bringe den velsignelse der vil give svar." Endnu en subtil hentydning til at smide en mønt eller to i underkoppen.
"Men nådig frøkenen kan behøver jo ikke svar på sine spørgsmål." kom det i hurtig tale fra hende. Det var tydeligt at høre at Cattral. "Gudinden vil besvare dem.... Engang....." Sukkede Cattral håbløst. Det kunne gå årtier før den stakkels frøken ville få svar og i al den tid måtte hun leve i uvidenhed, den stakkel.

[Josephine af Aren]

Josephines ansigt faldt lidt, ved spåkonens svar. Når man var lidt et kort strå, ud af de lange, så var det nogengange rart med et fingerpreg om hvor man nu egentligt lige skulle ende henne. Men det så ikke ud til at komtessen ville blive klogere på dette i dag. Hun sukkede stille, men studsede alligevel lidt over den lyshåredes ord. "Men guderne taler jo gennem dig. Du må have oplevet nogle af deres profetier gå i opfyldelse?" Spurgte hun med genfundet interesse og satte sig lidt længere fremme på skamlen. "Hvor lang tid plejer der at gå?"

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral kastede et kort, men misfornøjet blik på underskålen der indeholde de samme antal mønter som før. Men det var der ikke meget at gøre ved. Der kom andre muligheder.
"Det har jeg bestemt! Det er sket at folk finder mig på markedet og fortæller at hvad der blev spået gik i opfyldelse, ligesom jeg havde set det! Men det er umuligt at sige. Gudinden har alverdens tid og Gudinden giver, når vi er klar. Det er kun os der har travlt. " sagde hun med et lille smil.
"Og lad os se om der ikke gemmer sig et svar til Dem." Stemmen var fuld af optimisme. Hun lukkede øjnene og ramsede på ny, mens hun let svejsede frem og tilbage,ved at flytte vlgten fra den ene balle til den anden. " Store moder, lad fremtiden stå klar for den unge nådig frøken, jeg beder dig. Efter den lille forestilling, som ifølge hende selv helt klart over penge værd, så hun igen ned i koppen.
"Nådig frøkenen er heldig. Gudinden kan li Dem og vil hjælpe Dem med at få svar.
"Jeg ser ham på en båd. Han er allerede på vej, men rejsen er lang. Gudinden har givet ham mange udfordringer, før han er værdig nok til at møde nådig frøkenen... Han kommer fra ydmyge kår, men bringer rigdom med sig. Hm... Det lader til at han vil give Dem noget. Hvad har han endte ikke besluttet." Cattral fangede den unge frøkens blik. "Men jeg fornemmer De vil vide det, når de ser det."