Gammelt had

[Liane Kurvefletter]

Der havde været fred og ro i Bar Van i al den tid, den nye lensherre havde været på borgen. Det havde ændret sig, da rygtet om hans turneren i Chales spredtes. I netop dette len samlede en gruppe mænd sig. Gestrianske loyalister, som stadig anså den falantiske jord for retteligt gestriansk, selvom de alle var for unge til selv at have deltaget i krigen. Nedarvet modvilje, som kun var vokset under en forhadt lensherre og med fædrenes gift i deres ører, var de rasende over, at den gestrianske prins nu også havde vendt sit moderland ryggen til fordel for en falanistisk titel.

Vrede trives bedst i forsamlinger og her havde den haft tid til at næres og vokse. En straf måtte udmåles, så da lensborgen i nabolenet var foruden sin lensherre, drog mændene dertil og planlagde et angreb.

Ingen ventede det. Liane var ikke uerfaren i krigshandlinger, men det skete i ly af natten og Bar Vans søvnige vagtposter blev overrumplet. Da hun først hørte balladen, var det allerede for sent. De søgte hele natten og den efterfølgende dag, men uden spor og uden held. Man havde kidnappet lensfruen og Heinrich af Bar Van havde ikke været hjemme til at stoppe det.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich havde uvidende turneret rundt i Chales. Han vendte hjem en tidlig formiddag efter en sidste overnatning og ankom til en borg, der ikke føltes som den han efterlod. Noget føltes forkert fra starten. Folk hilste med sænkede hoveder og undgik hans blik. Han fik en dårlig fornemmelse og krævede af den nærmeste tjenende ånd, at få at vide hvad der var hændt.

Snart bragede døren ind til Liane op. Han lignede en bjørn. "Hvordan kunne det ske?"

[Liane Kurvefletter]

Liane havde knapt lukket et øje, siden det var sket. Hun havde sendt mænd ud at lede igen og igen, men der var ikke et ubegrænset antal af dem og der var ingen resultater. Hun travede render i gulvet og snurrede brat rundt, da døren blev slået op.

Hjertet sank i livet og hun stod instinktivt skoleret. "Der er mænd ude at lede," svarede hun øjeblikkeligt.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich dirrede let. Rædsel var hurtigt krystalliseret til vrede. Han knugede hånden omkring dørkarmen.

"Hvordan. Kunne. Det. Ske?"

[Liane Kurvefletter]

Liane sank og i det øjeblik var der ikke noget af den søsterlige genstridighed at finde. Hendes brors vrede var retmæssig.

"Jeg ved det ikke," sagde hun, en smule kvalt. "Jeg ved ikke, hvordan de kunne overrumple vagterne. De burde aldrig være kommet længere end til porten..."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich så rødt. Emblin, som stolede på ham. Emblin, som han elskede så højt. Emblin, som havde fulgt ham herud i ingenting.

"DE HAR TAGET MIN HUSTRU!" Han råbte, vreden dampende ud af ham.

"Hvordan kunne du lade det ske?!"

[Liane Kurvefletter]

Liane bakkede ikke væk, men stod og tog hele Heinrichs vrede. Hun pressede læberne hårdt sammen, da han råbte og trak vejret ind gennem næsen. Hele hendes krop dirrede let.

"Jeg vil gøre alt for at finde hende," svarede hun hæst, frem for at diskutere skyld. Hun tog den på sig, selvom der var meget at sige om sikkerheden på borgen og de mænd, der befæstede den. Hun ville ikke bruge det som undskyldning.

"Alt."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich sank. Han tog sig til hovedet og mærkede den overvældende rædsel true med at opsluge ham.

"Hvad ved vi? Om hvem der tog hende? Hvem er de? Har de krævet en løsesum?"

[Liane Kurvefletter]

Lianes ansigt var mærket af alvoren og af bekymring for sin svigerinde. "Ikke meget," begyndte hun, men det var tøvende. Hun var ikke meget for at fortælle alle detaljerne.

"De sårede en vagt og fra hvad, han kunne fortælle, var de... Gestrianske loyalister. Dem, der stadig mener at østlenerne er retteligt gestrianske."

Hun sank, men talte videre. "De tog Emblin som straf for, at du har vendt Gestraria ryggen. Der har ikke været bud efter en løsesum."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich stirrede i et langt øjeblik på Liane. Så brølede han. Det var det eneste lyden kunne beskrives som. Der var mord i hans blik, da han smadrede en eller anden pyntegenstand, der havde fundet vej ind på værelset.

Det varede et par minutter, før han faldt nok ned til at tale.

"Send bud til alle vores nabolener. Bed om assistance. Jeg skriver til Belthair. Og... Fader."

[Liane Kurvefletter]

Liane forsøgte ikke at berolige. Hun lod ham rase, mens hun selv blev stående. Hendes indre var også i oprør, men hun ville gøre alt, hvad Heinrich forlangte af hende. Det var ligegyldigt, at hun var der under påskud af at være Emblins veninde. Alle på borgen havde vidnet, at hun var oplært som en ridder og ikke kun en adelsfrøken.

Alligevel gibbede det i hende, da Heinrich nævnte deres far. Hun tøvede et sekund, før hun nikkede stift.

"Jeg sørger for det," lovede hun.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich nikkede. "Nu," beordrede han uden at lægge fingrene imellem. Han havde ikke et eneste lille lag fernis af høflighed tilbage at give af i situationen.

Selv ventede han heller ikke. Han fandt pergament og skriveredskaber og snart var hans pande fortrukket i dybe rynker.

Der blev sendt sendebude afsted ved middagstid. Så snart brevene var på vej, var Heinrich det også selv. Han sluttede sig til en af de grupper, der red lenet tyndt for at søge efter spor.

Han vidste ikke om han nogensinde ville tilgive sig selv eller Liane, hvis de ikke fandt Emblin.

[Liane Kurvefletter]

Liane fik ikke mulighed for at sige mere til sin bror. Det måtte vente til baronessen var fundet. Selv tøvede hun ikke med at sende besked afsted og iklæde sig rideudstyr. Mændene måtte undre sig over skiftet, men hun tog selv ledelse af en gruppe og red ud.

Det bar ikke frugt og der var gået to døgn, da hendes gruppe mødtes med Heinrichs, alle beskidte og udmattede, men uden at have hvilet mere end hestene havde behov for.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich var udmattet, men nægtede at stoppe. De var ved grænsen til Chales og havde bestemt også krydset den et par gange, i deres jagt, men de havde ikke fundet spor af forbryderne eller Emblin.

De slog lejr der, ved en forladt rønne ved et vandløb i skoven. Alle havde brug for søvn, før de kunne ride videre og hestene især kunne ikke blot fortsætte, uden at blive skamridt.

Med røde øjne og rande under øjnene, lignede Heinrich ikke ligefrem nogen eventyrprins, som han gik rundt og så til at alle havde rationer nok og fik drukket vand. Selv glemte han alle de samme ting og hans læber var tørre.

[Liane Kurvefletter]

Liane var faldet ind i rollen som leder af sin gruppe og sørgede for, at de kom på plads og hestene blev vandet. Da opsøgte hun Heinrich, efter selv at have fået lidt vand og rynkede på brynene ved synet af ham.

Hun overhørte ham og da hun kom nærmede, sørgede hun for, at de ikke blev overhørt.

"Du må også selv sørge for at spise og drikke, bror."